content-picture.php

”Sejr for fællesskabet,” lød overskriften, da Enhedslisten den 16. juni 2020 præsenterede den såkaldte Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi – et forlig mellem S-regeringen Venstre, de Konservative, Liberal Alliance, de Radikale, Alternativet, SF og Enhedslisten. Men den overskrift viste sig desværre ikke at være dækkende.

af SAPs Forretningsudvalg

Begrundelsen for pressemeddelelsens højstemte ord var, at ”regeringens forslag om privatisering af affaldsforbrændingen er taget af bordet”.

 

”Regeringen ville privatisere affaldsforbrændingen, så private firmaer kunne tjene penge på at brænde affald af i Danmark. Det ville have risikeret at føre til mere import af affald til skade for klimaet og højere priser for forbrugerne. Men det har vi heldigvis forhindret. (…) Det havde været et fejlskud af dimensioner, hvis den første klimahandleplan var endt som endnu en privatiseringsøvelse.

 

Men snart kom det frem, at den faktisk var endt som en privatiseringsøvelse.

 

Privatisering fortiet
Enhedslisten har med forliget blandt andet godkendt følgende:

  • De kommunale sorteringsanlæg og behandlingsanlæg for genanvendeligt husholdningsaffald privatiseres. Det vil efter aftalen ske om fem år. Dog kan aftalepartierne efter fire år ”aftale at forlænge” den kommunale tilstedeværelse.
  • I overgangsperioden kan kommunale anlæg fortsætte, men så skal de udskilles som selvstændige selskaber og konkurrere med de private selskaber om husholdningsaffaldet.
  • Kommunerne får forbud mod at foretage nye investeringer i de eksisterende kommunale genanvendelsesanlæg.

 

Dette opgør med offentlig affaldssortering og -behandling undgik man at omtale, indtil medlemskritikken brød løs.

 

Flere Ø-byrådsmedlemmer har protesteret mod, at folketingsaftalen på den måde trækker tæppet væk under deres arbejde for affaldssortering, øget genbrug og genanvendelse. De vil ikke sættes til at forberede privatisering og tvinges til at stoppe planlagte kommunale miljøtiltag.

 

Flytter hegnspæle den gale vej
For Enhedslisten handler grøn omstilling ”ikke alene om en udskiftning af teknologier, men også om øget demokratisk kontrol over økonomien og naturressourcerne og om en social omfordeling”.

 

Det er i hvert fald, hvad årsmødet i 2018 vedtog i partiets grønne delprogram.

 

En virkelig grøn omstilling indebærer, at ”samfundet må begynde at vinde demokratisk ejerskab over nøglesektorer og styre prioriteringen af ressourcerne inden for det økologiske råderum”.
”Samtidig skal der gives støtte til åbne og demokratisk organiserede ejerformer, som udvikles nedefra: kooperativer og andre fællesejede virksomheder, hvor der investeres ud fra samfunds- og miljøhensyn i stedet for profithensyn, og hvor ansatte og brugere deltager i styringen.

 

Denne strategiske betoning af ”demokratisering og socialisering af økonomien” går igen, hvad enten det gælder omstillingen af energiforsyningen, landbruget, transporten, byudviklingen, produktionen af ting eller anvendelsen af naturressourcer.

 

Affaldsforliget flytter hegnspæle den stik modsatte vej. Enhedslisten er med denne aftale gået med til en afdemokratisering i form af selskabsgørelse og privatisering.

 

Meget værre, hvis Enhedslisten ikke gik med?
– Jamen, hvis vi ikke var gået med, ville de andre have privatiseret endnu mere, indvender tilhængere af aftalen. Vi reddede jo forbrændingsanlæggene.

 

Dette argument om det mindste onde kan bruges til at legitimere tilbageskridt af enhver art og af ethvert omfang. Det er et argument, som kun tjener til at tage pusten fra protester og forsvare det bestående. Det er blevet brugt utallige gange, men heldigvis sjældent af Enhedslisten.

 

Og hvad er det så, man har afværget?

 

Rent faktuelt er det ikke givet, at aftalen redder forbrændingsanlæggene fra privatisering. Det sker kun, hvis Kommunernes Landsforening inden for et halvt år kommer med en plan for nedlukning af forbrændingsanlæg – en plan, der skal leve op til en lang række betingelser. Om betingelserne er overholdt, afgøres af Energistyrelsen ved en ”rent administrativ” og uigenkaldelig vurdering. Vender styrelsen tommelfingeren nedad, indføres der ”automatisk” en model med ”krav til kommunerne om udbud af behandlingen af det forbrændingsegnede husholdningsaffald”.

 

Men selv om det lykkes, er det en sejr af meget begrænset rækkevidde i forhold til det nederlag, man samtidig tager på sin kappe. Som et Ø-byrådsmedlem har bemærket: ”Kommunerne får fortsat lov til at eje og drive det, som vi vil have mindre af i Danmark (nemlig affaldsforbrændings­kapacitet), mens de fremover fratages muligheden for at opføre og drive den type anlæg, som vi har brug for flere af (sorterings- og behandlingsanlæg).” Dette ekspanderende område serveres for alle mulige private selskaber.

 

Profitabelt affald eller mindre affald?
Enhedslisten har rost aftalen for at rykke på genanvendelse og klima. Men aftalen går let hen over det, der er afgørende for at knække affaldskurven og reducere CO 2-udledningerne: reduktion af det materielle forbrug og mere direkte genbrug.

 

Det, som aftalen virkelig rykker på, er affald som profitabelt vækstområde.
”Heldigvis er affald gået fra at være et problem til at være en værdifuld ressource, som virksomheder i hele Europa efterspørger for at genanvende det i nye produkter,” hedder det indledningsvis. Affaldet skal ”omsættes til nye bæredygtige materialer og produkter, som danske virksomheder kan afsætte på et globalt marked”.

 

Aftalen nævner ganske vist, at vi er ”nødt til at reducere mængderne af affald”, men fokus sættes skarpt på genanvendelse, dvs. genvinding af materialer, mens der er meget lidt konkret om at nedbringe affaldsproduktionen. Stik modsat Enhedslistens politik som vedtaget i grønne program: Her understreger partiet, at genanvendelse ofte er vanskelig og i sig selv kræver energi og materialer, og derfor lægges vægten på løsninger som længere holdbarhed, mere reparation, deleøkonomi og et opgør med kravet om økonomisk vækst.

 

Enhedslisten må ikke blive et parti som alle de andre
Aftalen forsvares som sagt med, at den indeholder nogle forbedringer og afværger forringelser, der var værre end dem, man gik med til.

 

Det er ellers en hjørnesten i Enhedslistens parlamentariske arbejde, at vi går imod pakker, hvor forbedringer på ét område bliver betalt med forringelser på et andet. Princippet er blevet fortolket mere og mere løst, men nu er vi altså nået til, at et flertal i folketingsgruppen vil acceptere en pakke med privatisering af offentlig infrastruktur, fordi modparten truede med noget endnu værre.

 

Også på andre punkter skærper affaldsforliget bekymringen for, hvor Enhedslisten er på vej hen:

  • Fortielsen af de negative dele af aftalen minder stærkt om de spin-metoder, der bruges i andre partier.
  • Folketingsgruppen undlod at drøfte sin stillingtagen med hovedbestyrelsen, selv om det ifølge partiets vedtægter (§ 11) er dens pligt, når der er tale om ”væsentlige politiske spørgsmål”. Den skulle faktisk ifølge vedtægterne have forelagt hovedbestyrelsen sagen til afgørelse, idet der var uenighed i folketingsgruppen.

 

Da hovedbestyrelsen efterfølgende på et ekstraordinært møde den 29. juni behandlede sagen, var den eneste vedtagne kritik, ”at folketingsgruppen ved præsentationen og kommunikationen om aftalen ikke i tilstrækkeligt omfang erkendte, at aftalen er et kompromis”. Derimod var der et betydeligt flertal imod at udtale kritik af selve forliget endsige trække sig fra det.

 

Der var heller ikke flertal for en kritik af, at folketingsgruppen ikke havde forelagt et så kontroversielt spørgsmål for hovedbestyrelsen/ forretningsudvalget. I stedet blev der vedtaget en temmelig vattet, fremadrettet formulering om specifikt klimaforhandlingerne: ”HB noterer sig at FU og folketingsgruppen har taget skridt til bedre koordinering af de fortsatte klimaforhandlinger, og samtidig forbereder en fælles debat til afklaring af de udfordringer, klimaforhandlingerne stiller os overfor.”

 

Man kan kun håbe, at denne debat – inklusiv affaldsforliget – også når ud i Enhedslistens afdelinger op til årsmødet, så vi der kan få linjen rettet op.

 

Enhedslisten må ikke overtage den velkendte tilgang hos de andre partier, hvor folketingsgruppen bestemmer politikken og baserer sin indflydelse på forhandlinger bag murene, ud fra de mandatmæssige styrkeforhold, og hvor man sælger forringelser med argumentet om at undgå endnu større forringelser.

 

Enhedslistens styrke har været en erkendelse af, at styrkeforholdene ændres gennem bevægelse uden for Folketinget, og at den parlamentariske indsats skal understøtte de folkelige bevægelser og fællesskaber.

 

Uden den forankring bliver partiet taget med på slæb af en regering, som mere og mere åbenlyst prioriterer vækst i det private erhvervslivs omsætning og profitter på bekostning af klimaredning og social retfærdighed. Regeringen vil i det store hele kunne fortsætte med den kurs, så længe den ikke bliver stillet over for skarpe krav bakket op af stærk mobilisering og organisering uden for Christiansborg.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 29. juni 2020

 

NB: ”SAP’s ugekommentar” holder hermed sommerferie. På gensyn medio august!

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com