For det første havde modstandernes to bataljoner, den regerende alliance mellem Sammen for Catalonien (JxCat) og Det Catalanske Republikanske Venstre (ERC), været i totterne på hinanden siden januar sidste år, da premierministeren fra JxCat, Quim Torres, erklærede, at ERC’s manglende loyalitet tvang ham til at udskrive valg før tiden.

 

Torra overlevede ikke længe nok til at udskrive valget: De spanske domstole udelukkede ham fra posten, fordi han nægtede at fjerne et banner til støtte for de catalanske fanger og landflygtige fra regeringsbygningen i Barcelona.

 

Antallet af døde med Covid-19 på plejehjemmene havde også rejst tvivl om den catalanske administrations kompetence, især afdelingen for sundhed og socialt arbejde, der var styret af ERC.

 

I løbet af de første uger af januar havde Det Spanske Socialistiske Arbejderparti (PSOE), der styrer Spanien med Unidas Podemos (UP) som støtteparti, præsenteret sin ”drømmekandidat” imod catalansk løsrivelse, den spanske sundhedsminister Salvador Illa. PSOE-venlige medier og meningsmålingsinstitutter blev på forhånd instrueret i at lave en spændende dækning og dokumentation for det, der allerede var blevet døbt ”Illa-effekten”.

 

Sidst i januar havde alle de catalanske partier undtagen Det Catalanske Socialistparti (PSC, PSOE’s søsterparti) stemt for en udsættelse af valget på grund af den tredje epidemibølge.

 

Imidlertid afgjorde et enigt flertal i den catalanske højesteret, stik imod advarslerne fra epidemiologer og regeringens sundhedspanel, at truslen mod demokratiet ved en udsættelse af valget var mere alvorlig end Covid-19’s trussel mod sundheden.

 

Valget fandt sted i et spektakulært scenario: 25 procent af de 90.000, der ved borgerligt ombud var valgt til at bemande valgstederne, bad sig fritaget; kandidaterne holdt flammende taler for tomme sale, mens tusinder så til via Zoom, og tv-debatterne mellem de førende kandidater blev en kombination af robotagtige taler og råbekonkurrencer.

 

Mens Covid-19 stadig hærgede i et halvvejs nedlukket land, var det det uundgåeligt, at valgdeltagelsen ville falde drastisk. Valgets hovedtema – om det separatistiske flertal ville kunne holde stand mod ”Illa-effekten” -ville blive afgjort af den side, der havde færrest sofavælgere.

 

Æggekage?
Separatisterne vandt konkurrencen, fordi PSOE-PSC’s planer om en uovervindelig ”Illa-effekt” gav anledning til en endnu stærkere ”anti-Illa-effekt” hos de separatistiske vælgere.

 

Den 14. februar deltog en halv million færre vælgere – det var mere end 25 procent af vælgerkorpset – end ved valget i 2017, og det gav den laveste valgdeltagelse nogensinde (53,5). Men mens det unionistiske stemmetal faldt med 764.000, var separatisternes fald i stemmetallet mindre: 642.000.

 

Resultatet var, at separatisterne fik øget deres mandattal fra 70 til 74 af det catalanske parlaments 135 pladser, stemmeandelen for separatisterne kom for første gang over 50 procent (51,2), og separatisternes føring over unionisterne steg fra 13 til 21 mandater.

 

Mellem de separatistiske partier var det et ryk til venstre, hvor den venstre-separatistiske alliance Folkets Enhedsliste – Lad Os Vinde Catalonien Tilbage (CUP-GC) fik øget sit mandattal fra 4 til 9 og centrum/venstre-partiet ERC gik frem fra 32 til 33 pladser, mens JxCat’s mandater faldt fra 34 til 32.

 

PSC blev førende med det højeste stemmetal (23 procent over for ERC’s 21,3 procent og JxCat’s 20 procent), men de fik det samme antal mandater som EPC. PSC’s stigning på 16 mandater kom for størstedelen fra det neoliberale, spansk-centralistiske Ciudadanos, der faldt sammen og gik fra 36 pladser til 6.

 

Separatisternes sejr ville have været endnu større, hvis ikke Det Catalanske Europæiske Demokratiske Parti (PDECat) ikke havde stillet op. Det var et nyt navn for Cataloniens Demokratiske Samling, det tidligere catalansk-konservative regeringsparti, og PDECat gik til valg på lavere skatter og som en erhvervsvenlig fløj af separatisterne.

 

Dets stemmetal på 2,7 procent kom under spærregrænsen på 3 procent. Hvis de ikke havde stillet op, ville PDECat’s 77.000 stemmer for størstedelen være gået til JxCat og have givet det separatistiske flertal 2 – 3 pladser mere.

 

De spanske patriotiske medier var ikke i tvivl om resultatets betydning. Efter i årevis at have haft overskrifter, der forudså den catalanske ”æggekages” sammenbrud, var der dommedagsstemning efter den 14. februar: ”Det uløselige Catalonien” og ”den catalonske katastrofe” (La Razón); ”En despotisk nationalisme, en steril socialisme, en genstridig opposition” (El Mundo).

 

Som en catalansk TV-kommentator bemærkede: ”Separatismen er ikke en æggekage: den er nougat fra Alicante” – hård som sten.

 

PSOE-PSC: er de vinderne?
Siden valgnatten har Salvador Illa og andre talsmænd for PSC opført sig, som om deres parti har vundet en ”afgørende” valgsejr.

 

Illa vil stille op som premierminister ved den første samling i det nye parlament og søge støtte hos ERC og Sammen Kan Vi (ECP, den venstrefløjskoalition, der almindeligvis bliver kaldt De Fælles) for at danne en progressiv regering, der ”vender bladet” i forhold til det sidste årtis splittelse.

 

Med den opvisning vil Illa, der ikke kommer til at få nogen støtte fra ERC, forsøge at styrke sin legitimitet som den ”naturlige” premierminister i tilfælde af, at de separatistiske partier ikke kan danne regering.

 

Med opbakning fra de førende spanske medier og med den spanske herskende klasses bevågenhed, har PSOE-PSC haft let ved at nå deres mål om at blive den førende unionistiske kraft.

 

Deres vælgere var mest koncentreret i Barcelona og de omgivende spansktalende arbejderklasse-”industribælter”: Det var der, PSC’s ”socialistiske” udgave af unionismen og deres budskab om at ”vende bladet” i forhold til konflikten, gav partiet ti ekstra mandater. Dets øvrige seks ekstra mandater kom fra Lleida, Tarragona og Girona.

 

Men denne gevinst kom sammen med en faldende støtte til unionismen i de områder, hvor de traditionelt har fået opbakning. I Barcelona, der er unionismens stærkeste provins, blev tilbagegangen ledsaget af en styrkelse af separatismen blandt centrum/venstre og venstrefløjen.

 

Af provinsens 85 mandater gik de 40 – to mere end i 2017 – til separatistiske partier, hvor CUP-GC øgede repræsentationen fra 3 til 5 mandater, mens ERC vandt ét mandat fra JxCat.

 

Denne stigning blev afspejlet i et fald i unionisternes mandattal – fra 40 til 38 – mens ECP, der er for suverænitet, men ikke for selvstændighed, beholdt de øvrige 7 pladser.

 

Det overherredømme, PSOE-PSC vandt på en kampagne med fokus rettet mod separatismen, kom altså på bekostning af, at selve den unionistiske lejr svandt ind, og PSC blev gidsel for dens mere reaktionære følelser.

 

Højrefløjen skrumper ind og bliver radikaliseret
Den anden vigtige udvikling inden for unionismen var fremkomsten af det fremmedfjendske, spansk-chauvinistiske Vox som en vigtig styrke inden for en højre-unionistisk lejr, der blev halveret til 20 mandater.

 

Med sine 11 pladser (7,7 procent) overgik det ikke bare Ciudadanos, men marginaliserede også Folkepartiet (PP), Spaniens vigtigste konservative oppositionsparti: PP fik kun 3 mandater (3,9 procent) – det dårligste resultat i Catalonien nogensinde.

 

Det er første gang Vox er blevet større end Ciudadanos og PP i et spansk regionalvalg.

 

Ligesom ved det sidst spanske parlamentsvalg fik Vox sine bedste resultater fra de sociale yderpunkter, idet de fik 17,7 procent i det fornemme Pedralbes-distrikt i Barcelona – hvor hovedattraktionen nok var forslagene om lavere skatter – og 18,5 procent i det fattige kvarter Torre Baró i Barcelona – hvor de har kunnet få støtte til deres forslag om krig mod ”illegal” immigration.

 

Deres øvrige højdepunkter fik de i kvartererne omkring civilgardens og hærens barakker.

 

Stemmerne på Vox er en garanti for et højere konfliktniveau i parlamentet, næsten med sikkerhed ledsaget af vold i gaden. (Der var adskillige sammenstød mellem Vox og antifascistiske grupper under valgkampen).

 

Hvilken regering?
De separatistiske partier, der gik til valg på forskellige forslag til strategien for uafhængighed og regeringssamarbejde, står over for den største udfordring.

 

Det indledende forslag fra ERC’s førende kandidat, Pere Aragonès, bliver en koalition mellem fire partier, der støtter Cataloniens ret til selvbestemmelse (ERC, JxCat, CUP-GC og ECP) og amnesti til alle politiske fanger og landflygtige.

 

ERC vil opfordre til, at forhandlingerne mellem den spanske og den catalanske regering bliver genoptaget, hvor de så vil fremsætte et krav om en folkeafstemning om uafhængigheden i stil med Skotlands.

 

Denne fire-parti alliance vil ikke komme op at stå på grund af det fælles veto fra JxCat og De Fælles, men det er muligt, at det vil lykkes Aragonès at forhandle sig frem til, at de sidstnævnte afholder sig fra at stemme ved konstitueringen.

 

Hans næste forhindring bliver at få opbakning fra CUP-GC, der har sin egen interne debat om, hvorvidt de skal deltage – og under hvilke betingelser – i en separatistisk trepartiregering. Det virker usandsynligt, og udfaldet bliver snarere, at CUP-GC stemmer for konstitueringen mod garantier for, at ERC vil fremme kampen for uafhængighed og sætte ind mod den økonomiske krise.

 

Aragonès’ største problem bliver at få genoprettet forholdet mellem ERC og JxCat og undgå en gentagelse af den kroniske mistillid og splittelse fra den foregående regering. Nøglen kan være at komme til enighed om de næste skridt i kampen for uafhængighed mellem organisationer, der har markante strategiske uenigheder.

 

Alt dette kommer til at blive ledsaget af, at PSOE leder efter enhver lejlighed til at øge splittelsen mellem de to partier, og at de PP-orienterede øvre lag af det spanske juridiske system er fast besluttet på at opretholde forfølgelsen af den catalanske bevægelse.

 

Der hviler et tungt ansvar på de separatistiske partier for at finde en fælles vej til at tvinge den ”progressive” PSOE-UP regering til at ophøre med at ignorere det store flertal af cataloniernes krav om amnesti og en folkeafstemning om uafhængighed.

 

18. februar 2021. Dick Nichols er Europakorrespondent for Green Left og bor i Barcelona. 

 

Oversat fra Green Left af Poul Bjørn Berg