Illustration: Svend Vestergaard Jensen

Arbejderbevægelsen generelt og også bevægelser for de undertrykte, især kvindebevægelsen, har en lang og hæderkronet tradition for at modsætte sig krige og våbenindustrien. Men det er efter vores opfattelse ikke det samme som at indtage en fuldstændig pacifistisk holdning. Vi mener, at der er omstændigheder, hvor væbnet modstand er nødvendig og bør støttes, især nationale befrielseskrige, som nævnt ovenfor. Det rejser et vigtigt spørgsmål for venstrefløjen: Hvordan forener vi vores langvarige kritik af militarisme med støtte til denne type kampe?

Disse spørgsmål er blevet stadig mere relevante i de senere år på grund af krigen i Ukraine. Vi skriver ud fra den holdning, at vi støtter det ukrainske folks væbnede modstand mod den russiske aggression. I denne sammenhæng har vi set dele af venstrefløjen, der i samarbejde med antikrigs-/fredsgrupper indtager pacifistiske eller semipacifistiske holdninger til Ukraine. Disse mennesker går uden videre fra at kræve »velfærd frem for krig« til at kræve stop for våbenleverancer til Ukraine, uden at anerkende konsekvenserne heraf for det ukrainske folk og uden at tage hensyn til, at det er i strid med, hvad de ukrainske fagforeninger kræver.

Vi har også oplevet debatter, hvor støtte til ukrainernes ret til at få adgang til våben til selvforsvar sidestilles med at være krigsfortaler, NATO-tilhænger, ligeglad med faren for en tredje Verdenskrig og atomkrig og tilhænger af vestlige regeringer. Vi mener, at det er helt korrekt at være bekymret for en Tredje Verdenskrig og faren for eskalering af konflikter, men ikke at reagere med en politik, hvor undertrykte nationer bliver bedt om at opgive retten til national selvbestemmelse eller acceptere en tvungen opdeling af deres territorium. Vi er også imod den opfattelse, at undertrykte nationer skal acceptere politikker (hvad enten det er indenrigs- eller udenrigspolitik), der fastlægges af magtfulde nabolande, og forblive inden for en indflydelsessfære, uanset hvad deres befolkning ønsker.

Vi mener også, at det er vigtigt at erkende, at i den moderne verden, hvor nationale befrielsesbevægelser eller lande, der kæmper for at bevare selvbestemmelse, ofte er relativt svage økonomisk og militært i forhold til konkurrerende imperialistiske magter, kan sådanne bevægelser have behov for militær støtte, f.eks. våbenleverancer, fra en eller flere af disse magter. Dette rejser igen vigtige spørgsmål for socialister. Hvordan forener vi dette behov med vores fortsatte kamp mod imperialistisk dominans?

Disse erfaringer har fået os til at overveje, hvad det vil sige at være antimilitarist, og hvordan vi skal definere antimilitarisme. De følgende bemærkninger er et forsøg på at skitsere en holdning, der er antimilitaristisk, men ikke pacifistisk og ikke i konflikt med solidariteten med det ukrainske folk. Vi hævder ikke, at de er udtømmende.

Krav

Nedenstående bemærkninger er formuleret som krav eller betingelser. De repræsenterer betingelser, som vi mener skal være opfyldt for at nødvendig militær støtte til progressive bevægelser ikke styrker militarismen. Vi har inddelt dem i tre kategorier: dem, der primært er rettet mod os selv inden for arbejderbevægelsen, dem, der primært er rettet mod nationale regeringer, og dem, der primært er rettet mod internationale organisationer.

Med hensyn til den første gruppe mener vi, at følgende krav bør stilles til socialister:

1.    Ingen romantisering eller glorificering af krig; en kritisk holdning til militære ceremonier og mindesmærker.

2.    Anerkendelse af, at krig skader miljøet; støtte til minerydning og genopbygning efter krigen, herunder genopretning af miljøet i Ukraine og andre lande, der er ødelagt af krig.

3.     Modstand mod racisme, sexisme, kvindehad og andre fordomme, der kan være relateret til krig eller forværres af den. Modstand mod angreb på kvinders reproduktive rettigheder eller pres på kvinder for at føde børn som kanonføde. Støtte til lige rettigheder inden for militæret.

4.    Anerkendelse af de menneskelige omkostninger ved krig og støtte til krigsveteraner og personer, der er såret eller blevet invalide i krig. Anerkendelse af situationen for flygtninge og andre, der er fordrevet af krig. Anerkendelse af erfaringerne fra dem, der har levet i krigssituationer.

5.   Præference for forhandlinger, hvor disse kan bruges til at forhindre krig og opnå retfærdige løsninger.

6.  Støtte til internationale organisationer og ngo’er, hvor disse kan bidrage nyttigt til forhandlinger om retfærdige løsninger.

7.  Modstand mod uretfærdige fredsaftaler, kolonialisme og annektering af territorium.

8.  Støtte til lige rettigheder mellem nationer og lande, uden pres på mindre nationer for at opgive deres uafhængighed eller acceptere at blive behandlet som et andet lands baghave.

9.  Anerkendelse af, at der kan være retfærdige krige.

10. Støtte til retten til selvbestemmelse og selvforsvar.

De krav, vi vil stille til nationale regeringer, specifikt i vores hjemlande, omfatter følgende:

1.   Anerkendelse af militærnægteres rettigheder og støtte til alternative former for civil tjeneste for dem.

2.   Nationalisering af våbenindustrien.

3.   Progressiv beskatning af virksomheder og de rige til finansiering af militærudgifter. Afvisning af regeringernes argument om, at nedskæringer i de sociale udgifter er nødvendige for at finansiere krige. Forsvar af velfærdsydelser i krigstid som i fredstid.

4.  Ingen ressourcer til prestigefyldte militære projekter, der er designet til at favorisere kapital frem for at opnå konkrete mål.

5.  Demokratisk kontrol med militærudgifterne.

6.  Medlemmer af de væbnede styrkers ret for til at danne og tilslutte sig fagforeninger.

7. Støtte til militærveteraner og civile, der er kommet til skade i krige, herunder pleje af både mental og fysisk sundhed, uddannelse, beskæftigelse, bolig og indkomstsikring. Forsyning af flygtninge og andre, der er fordrevet af krige.

8. Militær støtte til nationale befrielseskampe og kampe for selvbestemmelse. Denne støtte bør ydes uden politiske begrænsninger, der underminerer kampen for befrielse. Selvom støtten kan være ubetinget, betyder det ikke, at den skal være ukritisk.

9. Nuklear nedrustning, forbud mod biologiske og kemiske våben. Kredit til lande, der afstår fra at anvende atomvåben, og foranstaltninger til at sikre, at de ikke stilles ringere.

De krav, som vi mener kræver en form for international koordinering for at kunne gennemføres, f.eks. gennem internationale traktater, omfatter følgende:

1.    Støtte til »krigens regler« i form af modstand mod krigsforbrydelser og unødvendig forlængelse af krige. Dette omfatter konventioner, der har til formål at beskytte civile, den civile infrastruktur og miljøet i krigstid, samt konventioner om krigsfangers rettigheder. Støtte til krigsforbryderdomstole, så længe de gælder for alle lande.

2.    Støtte til økonomiske, sociale og miljømæssige politikker, der skaber fredelig udvikling og fjerner i det mindste nogle af årsagerne til krig.

7. august 2025

Oversat fra labourhub.org.uk af Poul Bjørn Berg