De konservatives valgsejr var først og fremmest en triumf for den yderligtgående højrefløjs reaktionære projekt, der har vokset sig stort inden for det konservative parti gennem mange år. Det er lykkedes for dem at overbevise mange Labour-vælgere om, at et forsvar for engelsk nationalisme er vigtigere end at slippe af med fødevarebanker og hjemløshed eller at sikre, at mennesker ikke dør, mens de venter på at komme på hospitalet.

af Andy Stowe

Det er kun dem, der har valgt ikke at høre andet end Johnsons slogan ’get Brexit done’, der kan tro på andet end det.

 

De konservative fik 43,6 procent og gik 66 mandater frem, og Labour gik 7,8 procent tilbage, hvad der betød en tilbagegang på 42 mandater. De fleste gik til de konservative i England og til SNP i Skotland. Selv i mange af de kredse, hvor Labour beholdt deres mandat, gik de tilbage, typisk ca. 10 procent.

 

Og alt det skete på trods af, at det under valgkampen var lykkedes for Labour at få hundredvis af aktivister til at rejse langt for at kæmpe for sejr i usikre kredse. Når det kom til stykket, handlede den herskende klasse i sin egen interesse, på trods af dens modvilje mod Brexit, hvorimod arbejderklassen i nord, hvor så mange fabrikker var blevet lukket, lod hånt om sine klasseinteresser og hoppede på den med Brexit og ’take control’-retorikken.

 

Resultatet i Skotland er mere lovende. SNP har nu 48 mandater og intensiverer deres krav om uafhængighed med en afvisning af engelsk chauvinisme, der ikke er til at tage fejl af. I Nordirland er DUP nu blevet klart overhalet af pro-remain-kandidater, hvad der har givet lederen af det unionistiske Alliance Party anledning til at udtale, at ’det er næsten uundgåeligt, at der nu vil blive presset på for at få en folkeafstemning om et forenet Irland.’

 

Storbritannien er i hvert fald ude af EU i slutningen af januar. Vi kan måske blive stillet over for en ny ’no deal’-Brexit i slutningen af året og en ekstremt ufordelagtig handelsaftale med Donald Trump.

 

Der er to spørgsmål, der i særlig grad springer i øjnene.

 

Som John McDonnell ganske rigtigt har udtalt, så blev valget domineret af Brexit i et sådant omfang, at det blev umuligt for Labours radikale manifest at slå igennem. Et overvældende antal Brexit-tilhængere stemte på de konservative. Som valganalytikeren John Curtice udtrykker det:

 

’De konservatives andel af stemmerne steg i gennemsnit i de kredse, hvor mere end 60 procent havde stemt Leave i 2017, mens de faldt med 3 procent der, hvor mere end 55 procent havde stemt Remain.’

 

I modsætning til det, så faldt Labours stemmeandel med 11 procent i de stærkeste pro-Leave-kredse, mens det faldt med de mere moderate 6 procent, hvor mere end 55 procent havde stemt Remain.

 

Brexit-positionen er blevet mere hårdnakket i det seneste år, hvor mange er blevet meget vrede over den rolle, som Labour har spillet med hensyn til at gå imod en no deal-Brexit og partiets løfte om en ny folkeafstemning, hvis det kom til at danne regering.

 

Den anden faktor har været den indædte bagvaskelse af Jeremy Corbyn i de to et halvt år, der er gået siden sidste valg. Han blev på den mest ærekrænkende facon stemplet som antisemit og forsvarer af terrorisme. End ikke Scargill under minearbejderstrejken blev udsat for en sådan stime af grovheder rettet mod en Labour-leder. Lige så snart Corbyn havde overtaget ledelsen af Labour, begyndte den samlede medieverden og så godt som hele højrefløjen i Labour at bagvaske ham og svine ham til.

 

Vi står nu over for en konservativ regering med et urørligt parlamentarisk flertal og et mandat til at gennemføre Brexit. Demoraliseringen vil ramme mange på Labours venstrefløj, og højrefløjen er allerede fremme med, at corbyismen skal rulles tilbage, for at Labour kan genvinde sin troværdighed. Den gnider sig i hænderne af skadefryd og vil helt sikkert presse på for at ekskludere Corbyn-venstrefløjen, så der kan foretages en skarp højredrejning med appel til Brexit-tilhængernes engelske nationalisme.

 

Det er ikke bare et nederlag for den britiske arbejderklasse. En Labour-regering under Corbyn ville have været af global betydning for progressive bevægelser, klimaaktivister og den internationale venstrefløj.

 

Hvad kunne have været gjort anderledes?

 

For det første – beslutningen om, at der skulle afholdes valg før en folkeafstemning, var en katastrofe, fordi det så kom, før kampen i parlamentet for en ny folkeafstemning var ført igennem. Initiativet til denne beslutning blev truffet af de Liberale Demokrater og SNP, fordi de skiftede hest, så Labour reelt ikke havde noget valg.

 

For det andet – Labour skulle have bragt en ny folkeafstemning på bane og ført kampagne for den på et meget tidligere tidspunkt og fundet argumenter for at bevare fordelene ved at blive i EU, samtidig med at de lancerede ideer til at reformere organisationen. Der har jo ikke været noget seriøst modspil fra fremtrædende Labour-politikere til de ihærdige og vellykkede tiltag for at gøre anti-EU-retorikken til selvfølgelige sandheder. Det var svært for Labour at vende skuden, men en tydelig ’remain for change’-position ville have minimeret omfanget af nederlaget.

 

I det selvopgør, der nu vil finde sted, vil pro-Brexit-venstrefløjen belære os om de fejl, der blev begået af Remain-tilhængerne og dem, der forsvarer arbejdskraftens frie bevægelighed.

 

Lindsey German fra Counterfire hævder, at Corbyns største fejl var at bakke op om en ny folkeafstemning, i stedet for Brexit. Hun retter anklagen mod ’People’s Vote Campaign’ og ’Another Europe is Possible’ som dem, der førte ham på afveje.

 

Vi må holde hovedet koldt over for alt det vrøvl og forsvare det grundlag, som Labour gik ud fra. Labour-manifestet havde til formål at imødekomme den britiske arbejderklasses behov og give et seriøst bud i forhold til klimakrisen. Det appellerede både til arbejderklassen og til den nye generation, der sluttede op om corbyismen. Næste gang bør Labour også komme med et mere demokratisk afstemningssystem, så folk ikke ser sig nødsaget til at stemme taktisk.

 

Corbyn har sagt, at han vil træde tilbage som partileder efter en periode med eftertanke, hvor partiet kan forsøge at drage læren af, hvad der er sket. Det er sikkert den bedste måde, hvis man skal undgå et meget ubehageligt ledelsestomrum. Det giver også venstrefløjen en mulighed for at sondere terrænet og holde fast ved de ting, som den opnåede i Corbyn-årene.

 

Johnson får ikke alting, som han helst vil have det. Han har trukket en grænse ned igennem det Irske Hav og skabt en vedvarende forfatningsmæssig krise i Skotland, der med stor sandsynlighed fører til uafhængighed. Hans projekt drager grundlaget for den britiske stat i tvivl, og det kan få uoverskuelige konsekvenser for hans parti. Han står også over for en umiddelbarbar fremtid med økonomisk usikkerhed, der hurtigt vil tage pynten af hans regering.

 

Men vi må være realistiske. Valget var et stort nederlag for venstrefløjen og arbejderklassens interesser. Johnson-regeringen har overtaget i en periode, mens folk opgiver håbet om radikale forandringer eller bare muligheden for at kunne bevare deres job og arbejdsbetingelser. Enhver, der siger, at der er en hurtig løsning, sælger trylledrik, men fra de første dage af det nye årti er det vores opgave at genopbygge en venstrefløj, der kan besejre de konservative og dem, der siger, at Labour skal blive mere ligesom dem.

 

13. december 2019

 

Oversat fra Socialist Resistance, som er tilsluttet Fjerde Internationale, af Niels Overgaard Hansen.

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com