Læsetid: 21 minutter

 

»Vi er håbet«. Med denne sætning indledes hovedforslaget fra Die Linke, som blev vedtaget på partiets landsmøde den 10. maj. Og det er et forslag, der sigter mod at være mere end blot en selvbekræftelse.

 

Sætningen ville for bare et år siden næppe være kommet over nogens læber – men succesen ved forbundsdagsvalget, de stabile meningsmålinger på 10 % og den massive medlemstilgang til over 110.000 danner grundlaget for den nye optimisme. Die Linke vil ikke kun »propagandere« for håbet i kampen for »en fremtid uden Trump, Merz og Musk«, men vil også »organisere« det.

 

I denne forstand er hovedforslaget også udtryk for en strategisk selvbekræftelse – og et forsøg på at markere et brud med flere års indre lammelse. Visionen om et »socialistisk medlemsparti« eller et »organiserende klasseparti« er måske ikke ny, men den fremføres med en beslutsomhed, der længe har manglet, da disse orienteringer tidligere var omstridte inden for Die Linke selv.

 

Men hvad betyder hovedforslaget konkret i dag – ud over appeller og symbolik? Og hvad følger deraf for en revolutionær praksis, der ikke er optaget af at  komme i regering, men heller ikke ønsker at forblive i ren opposition? Hvad betyder det at organisere håb – ikke bare at proklamere det? Hvilke modsætninger består der stadig – og hvilke opgaver følger deraf for den revolutionære venstrefløj inden for og uden for partiet?

 

 

Ændrede magtforhold i Die Linke

Den vedtagne kurs har været omstridt i Die Linke i de seneste år. Sahra Wagenknecht og hendes tilhængere kæmpede til det sidste for en stadig mere højrepopulistisk kurs – og efter Bündnis Sahra Wagenknechts udtræden bevægede de sig stadig mere i retning af regeringskoalitioner med SPD, De Grønne eller CDU. Dette brud repræsenterede uden tvivl en udspaltning af højrefløjen.

 

Men naturligvis ville heller ikke regeringssocialisterne, dvs. partiets højre-socialdemokratiske fløj, høre tale om et »klasseparti«. Som det fremgik af tilslutningen til milliardudgifter til Bundeswehr i Forbundsrådet, er denne fløj stadig aktiv og har ikke i sinde at give afkald på sine poster. Mens de fleste af dem mere eller mindre går under jorden politisk, skjuler fremtrædende repræsentanter for denne fløj, som Gregor Gysi og Bodo Ramelow, ikke i nogen af deres talkshows, at de i grunden ikke har lært noget af de seneste års nedgang. De håber før eller senere på yderligere koalitioner med SPD og De Grønne på delstatsniveau, anser en »moderat« oprustning i Tyskland for helt passende og drømmer videre om en »ægte« reformkoalition på forbundsplan.

 

Internt i partiet holder de sig dog tilbage. Den politiske succes ved forbundsdagsvalget styrker indtil videre den venstreorienterede reformistiske fløj i partiet, som forkvinden Ines Schwerdtner og formanden for forbundsdagsfraktionen, Heidi Reichinnek, repræsenterer. Sören Pellmann står også tæt på denne fløj, mens Jan van Aken [medformand, red.] sandsynligvis er den mest højreorienterede af partiets fire topfolk. Denne ændring i partiets indre dynamik kom også til udtryk på partikongressen. Det vedtagne hovedforslag bærer præg af venstreorienteret reformisme. Talrige parlamentsmedlemmer og et flertal i partiets forbundsråd kan desuden henføres til ”Bewegungslinke“, der ser sig selv som partiets »organiserende« og bevægelsespolitiske pol.

 

I det følgende vil vi derfor se på, om og i hvilket omfang beslutningerne er udtryk for en forandring, hvor grænserne for den går, og hvilken strategi og taktik revolutionære bør følge over for Die Linke og inden for partiet.

 

 

Ændret politisk situation

I afsnittet »Hvor vi står« konstaterer Die Linke med rette en massiv højredrejning. »Forbundsdagsvalget har styrket den politiske højrefløj – valgresultater på over 20 procent til AfD er længe ikke længere et fænomen, der er begrænset til Østtyskland. (…) I stedet for en solidarisk modagenda har også SPD og De Grønne alt for ofte overtaget højreorienterede positioner.«

 

Og videre konstateres det, ligeledes korrekt: »Samtidig oplever vi en stærk polarisering«, hvor Die Linkes opgave ville være at give denne polarisering udtryk, organisere den og gøre den samfundsmæssigt effektiv og gennemførlig. Så langt, så godt.

 

I dette afsnit konstaterer hovedforslaget desuden en række vigtige ændringer og fænomener: en stadig mere ulige fordeling mellem klasserne, skærpet international konkurrence, den fortsat stigende koncentration af økonomisk og politisk magt i hænderne på monopoler, oligarkier og autoritære stater. Dette ville fremme højrefløjens fremgang yderligere. Men hvad er egentlig årsagen til denne udvikling?

 

Det får vi ikke meget eller slet intet at vide om i hovedforslaget. Den skærpede konkurrence nævnes, men dens årsager, den strukturelle overakkumulering af kapital på verdensplan og faldende profitrater i alle økonomiske centre, nævnes ikke. Dermed bliver der heller ikke gået ind på den afgørende årsag til kampen om den nye verdensorden mellem de gamle »vestlige« og de nye stormagter, mellem USA og Kina, EU-magterne som Tyskland, Rusland og Japan, samt den afgørende årsag til den skærpede udbytning af halvkolonierne, kampen om markeder og indflydelsesområder, som skærper eller fremkalder krigene i Ukraine, Mellemøsten og Afrika. Dette er mere end problematisk og ikke et spørgsmål om »analytiske uenigheder«. Hvis man ikke vil erkende eller forstå den tiltagende interimperialistiske konkurrence og den voksende krisetilstand, kan man heller ikke forstå sammenhængen med de skærpede angreb på hele arbejderklassen, den racistiske splittelse og overudbytningen af migrantarbejdere samt den skærpede kønsundertrykkelse. Og naturligvis forbliver også den økologiske dimension af den truende katastrofe og eskalering uforståelig.

 

Det afgørende punkt er, at denne systemiske krise kun kan »løses« inden for kapitalismen gennem en massiv destruktion af ”overskydende” kapital og en omlægning af verden under én imperialistisk magts eller magtgruppes overherredømme – en »løsning«, der nødvendigvis indebærer enorme ofre for mennesker og naturen og en stadigt stigende fare for krig.

 

 

Hvilken løsning?

Den herskende klasse er ude af stand til at løse disse problemer, fordi det ville kræve, at den satte sine egne klasseinteresser i baggrunden. De forskellige nationale borgerskaber skulle sætte en imaginær »global« fællesinteresse over deres egne. Et sådant afkald ville betyde undergang i konkurrencen for den enkelte kapital – og er derfor en umulighed for de mange konkurrerende virksomheder. På nøjagtig samme måde er det fra de herskende klasser standpunkt umuligt frivilligt at give afkald på de samlede nationale kapitalers og imperialistiske staters egne interesser.

 

Derfor kan der kun være to grundlæggende løsninger på en kapitalistisk systemkrise. På den ene side udryddelse af underlegen økonomisk konkurrence og omlægning af den globale økonomiske og politiske orden. Dette vil i sidste ende ikke kun blive udkæmpet med økonomiske, men også med politiske og militære midler. Forberedelsen af sidstnævnte er i sidste ende også meningen og formålet med de aktuelle oprustningsprogrammer og den tiltagende militarisering.

 

På den anden side er der den udbyttede klasse, arbejderklassen, der tager magten og opretter en revolutionær arbejderregering, der eksproprierer kapitalen og erstatter kapitalismen med en demokratisk planøkonomi. Et sådant regime kan, som erfaringerne fra den stalinistiske »socialisme i ét land« viser, kun bestå på lang sigt, hvis det er en del af en global omvæltning, den socialistiske verdensrevolution.

 

En sådan revolutionær magtovertagelse kan ikke basere sig på kapitalens herskerapparat – den må tværtimod smadre den borgerlige stat og erstatte den med et kvalitativt anderledes, midlertidigt statsapparat. Arbejderklassens herredømme må basere sig på råd og væbnede militser. Ellers er overgangen til socialisme umulig.

 

 

Transformation med statsstøtte

Ikke sådan hos Die Linke. Hovedforslaget følger her problemfrit alle partiets grundlæggende programmer, valgprogrammer og politiske praksis. I kapitalismens historiske krise består hovedopgaven ikke i at forberede dens fald, men i at »demokratisere« den:

 

“De politiske kerneopgaver for partiet og den sociale venstrefløj er at forsvare og udbygge demokratiet, videreudvikle velfærdsstaten, gennemføre en socioøkologisk omstilling af samfundet og føre en økonomisk politik, der tjener mennesket og fremmer solidariteten i samfundet. Vi har også brug for initiativer til mere demokratisk kontrol. Derfor er beskatning af store formuer vigtig. Mange penge betyder stor indflydelse. Både i form af investeringsbeslutninger og gennem lobbyisme over for beslutningstagere. Når markeder og politik domineres af få milliardærfamilier og store koncerner, opstår der en ulighed, der skader demokratiet.”

 

Disse og lignende passager kunne være taget ud af næsten ethvert socialdemokratisk partiprogram fra det 20. århundrede. I bund og grund går Die Linke ud fra, at kapitalismen gennem den rigtige politik gradvist kan gøres mere retfærdig; også på basis af den eksisterende økonomiske orden. Man skal bare overtage den borgerlige stat og konstant forsvare og udbygge det borgerlige demokrati. Og en skønne dag kunne vi så vågne op i socialismen, for i grundloven er, som vi får at vide, ikke fastlagt et bestemt ejendomsforhold, helt som om den herskende klasse ved lov skulle nævne sine ejendomsforhold ved navn, når nu ejendomsretten er den vigtigste borgerlige rettighed. For Die Linke eksisterer der ganske vist klasser, og det understreges også med rette – men »demokratiet« synes at svæve over dem, helt som om den borgerligt-demokratiske orden ikke havde nogen klassekarakter, som om den ikke var uløseligt forbundet med den kapitalistiske produktionsmåde.

 

Her afslører Die Linke pludseligt og tydeligt sin reformistiske karakter. Som Lenin allerede bemærkede i »Staten og revolutionen«, er det ikke anerkendelsen af klassekampen, der adskiller reformisme og kommunisme, men snarere spørgsmålet om, hvordan denne kamp skal tilspidses, og hvordan den skal løses. De adskiller sig grundlæggende i spørgsmålet om etablering af arbejderklassens herredømme eller, med Marx’ ord, proletariatets diktatur. Og det fører også til, at reformismen må holde fast i den utopiske forestilling om at bruge den borgerlige stat som middel til social transformation, i forestillingen om en fredelig overgang til socialisme på trods af alle modsatrettede reelle udviklinger.

 

Selvom Die Linke i dag positionerer sig som et oppositionsparti, lover mobilisering og vil monopolisere begrebet »et socialistisk klassekampsparti«, vil dens strategi før eller senere nødvendigvis føre til dannelsen af en borgerlig reformkoalition. Men det taler partikongressen ikke om.

 

 

Oprørsk regeringsførelse?

Luxemburg-stiftelsen ser anderledes på det. I artiklen »Die Linke – ein Wintermärchen« argumenterer Mario Candeias for en dobbeltstrategi for at forhindre en Merz-Weidel-regering og en tiltagende »samfundsmæssig fascisering«: “Med inspiration fra Frankrig bør der dannes en social folkefront af alle progressive kræfter (jf. Balibar 2024; et partiprojekt à la Rot-Rot-Grün er utænkeligt med det eksisterende SPD og De Grønne, men meget vel muligt med skuffede venstreorienterede fra disse partier), fra fagforeninger over sociale foreninger, miljø- og klimabevægelser, Antifa og Antira til kritisk videnskab, der organiserer den synlige modstand og formulerer et overbevisende projekt med et fælles minimumsprogram: omkring genoprettelsen af en resilient social infrastruktur, den socioøkonomiske omstilling af økonomi og samfund og omfordeling af samfundets rigdom.”

 

Da Candeias også ved, at en sådan regering alt for let kan vende sig mod sin egen base, ønsker han at sætte den under pres gennem en allieret og samtidig antagonistisk bevægelsespol: »Der er brug for en offensiv og antagonistisk pol for håb, en slags ›transformationsvenstre‹ (Candeias 2016), der forhindrer folkefronten i at falde tilbage i en politik med progressiv neoliberalisme og økologisk modernisering, som har bidraget til den dystre situation.«

 

Candeias serverer her endnu en gang begrebet »oprørsk regeringsførelse« – helt som om den borgerlige stat, hvis regeringen blot blev sat under tilstrækkeligt pres, virkelig kunne gøres til udgangspunkt for en transformation. Alle erfaringer med borgerlige arbejderregeringer (dvs. enhver regering, der kun består af reformistiske partier) og i endnu højere grad med folkefrontsregeringer, altså en koalition af reformistiske og åbent borgerligt-kapitalistiske partier i situationer med skærpet klassekamp, viser, at disse ikke gennemfører arbejderklassens og de undertryktes dagsorden, men i sidste ende forsvarer den herskende klasses og dens system – også mod »oprørske« eller endda revolutionære angreb fra deres base.

 

Da den revolutionære kommunistiske politik for ledelsen og strategerne i Die Linke fremstår som et onde og en absurditet, der højst ville have været berettiget i begyndelsen af det 20. århundrede, holder man desto mere ufortrødent fast i den reformistiske utopi.

 

 

Den Europæiske Union

Dette bliver særlig tydeligt, når vi ser på spørgsmålene om EU, om krig og fred og om international politik i almindelighed. Ligesom det borgerlige demokrati er det alfa og omega i Die Linkes politik i Tyskland, er EU det på europæisk plan. OBS Med rette vender hovedforslaget sig mod den tiltagende nationalisme, mod højrefløjens fremmarch, mod yderligere koncentration af den økonomiske magt hos koncernerne, mod Putin og Trump, for derefter at nå frem til en temmelig forbløffende konklusion:

 

»Mange store koncerner og borgerlige partier gør det klart, at de er parate til at tilpasse sig en højreekstremistisk politik og samfundsorden og samarbejde med den til egen fordel. Mod dette er der brug for konsekvent antifascisme og klare holdninger på alle niveauer. Vi kæmper derfor for et socialt, klimaretfærdigt og demokratisk suverænt EU.«

 

Hvorfor netop EU som imperialistisk blok skal blive førende inden for klimaretfærdighed, sociale forhold og demokrati, forbliver Die Linkes hemmelighed. Det passer dog godt, at Tyskland og EU som imperialistiske stater eller blokke ikke nævnes i hele forslaget. Aggressive verdensmagter findes udelukkende uden for EU – Putins Rusland og Trumps USA.

 

Ovenstående passage er ikke en tilfældig udtalelse, men afsnittet »Fælles holdning til fred« viser, hvor rejsen risikerer at føre hen, hvis der ikke kommer en klar antimilitær og antiimperialistisk modvind:

 

“Vi vil også fortsat arbejde for diplomatiske initiativer til inddæmning og afslutning af krige. Men vi stiller også spørgsmål om, hvad forsvarsevne (i betydningen strukturel ikke-angrebsevne) konkret betyder i stedet for krigsevne, og hvordan vi finder troværdige reaktioner på, at folkeretten åbent negeres af de stærkeste magter.”

 

Her åbnes mere end en bagdør til spørgsmålet om oprustning og militarisering af Tyskland (eller EU). Hvorfor? Fordi en principiel afvisning af enhver tysk oprustning, ja af hele Bundeswehr, af hver eneste cent til »forsvarsbudgettet« kun kan begrundes, hvis den følger af en grundlæggende afvisning af ens »egne« imperialisme, hvis antimilitaristisk og antiimperialistisk politik går ud fra, at arbejderklassens hovedfjende står i ens eget land. Derfor må vi afvise alle dets militære mål og udgifter i stedet for at spekulere over, hvad dens »forsvarsdygtighed« skulle betyde. Dette kan kun føre til socialpatriotisme og nærmest barnlig illusionsmageri, når det hedder: »Vi vil gøre EU til en fredsunion, der i tider med globale kriser går ind for folkeretten, afspænding og menneskerettigheder.«

 

I stedet for at modsætte sig nationalisme og det imperialistiske EU med kampen for et socialistisk Europa, spreder Die Linke fraser, som selv de færreste af deres medlemmer tror på.

 

Dermed modsætter partiet sig imidlertid ikke CDU/CSU/SPD-regeringens kurs, men danner i sidste ende en venstrefløj, der dækker ryggen for parolen om at gøre Europa »uafhængigt«.

 

Samtidig viste partikongressen imidlertid også, at der i Die Linke bestemt er en søgen efter en grundlæggende afvisning af oprustning og militarisering, som det fremgår af resolutionen »Uden forbehold: Sig nej til oprustning og krigsførelse!«, der blev vedtaget med flertal. Selvom denne tekst forbliver på pacifistisk grund, indeholder den ikke kun et klart slogan, men også en åben kritik af, at medlemmerne af delstatsregeringerne i Bremen og Mecklenburg-Vorpommern har skadet partiet ved at muliggøre delstaternes tilslutning til forfatningsændringerne. Desuden forpligter Die Linke sig i dette forslag – i modsætning til tidligere – til at afholde en række konferencer, aktioner, arrangementer og mediekampagner for at fremme mobiliseringen mod oprustningen.

 

 

Fred frem for alt

I øvrigt begrænser partiets internationale politik sig hovedsageligt til pacifisme. I hovedforslaget hedder det således: “Die Linke er og forbliver et fredsparti, især i tider med tiltagende militarisering. Mere global retfærdighed er en forudsætning for fred og stabilitet. Som parti går vi ubetinget ind for menneskerettigheder, folkeretten og beskyttelsen af dem, der lider under verdens krige. Vi arbejder for anerkendelse af og respekt for internationale organisationer som Den Internationale Straffedomstol. Vi vil også fortsat arbejde for diplomatiske initiativer til at inddæmme og afslutte krige.”

 

Forsvaret af demokratiske rettigheder, flygtninge, ofre for krig og sult er en del af ethvert venstrefløjsprogram. Og selvfølgelig forsvarer vi også internationale organisationer, når og hvor deres aktiviteter bliver angrebet af imperialisterne eller højrefløjen. Men udviklingen i de seneste årtier viser også, at de »internationale institutioner« i sidste ende ikke er andet end et resultat af magtforholdet mellem de imperialistiske magter.

 

Hverken Rusland eller Israel lader sig imponere af folkeretten, når de fører krige, der er i strid med folkeretten. Hverken de to eller USA og Kina anerkender Den Internationale Straffedomstol. Ligesom det er en utopi at tæmme kapitalismen i krisetider på nationalt plan, er det i endnu højere grad en utopi på internationalt plan ved hjælp af institutioner, der tilsyneladende står over staterne og de herskende klasser.

 

Men alle appeller til diplomati og »fred« har også en anden, dramatisk bagside. De er ikke kun rettet mod undertrykkende stater og magter, men først og fremmest mod de undertryktes ret til modstand. Dette kommer især til udtryk, når det gælder folkemordet i Gaza. Dette nævnes ikke i hovedforslaget. Endnu i begyndelsen af maj bekræftede partiets ledelse sin tilslutning til Israels eksistensret. På partikongressen kom der imidlertid også modstand til udtryk mod ledelsens tilpasningskurs, da der i modsætning til indlæg fra Jan van Aken og andre ledende politikere blev vedtaget et forslag, der tager afstand fra den antisemitisme-definition, som International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA) har fastlagt, og dens faktiske anvendelse som bindende definition for myndighederne, Forbundsdagen og kommunerne. Desuden afviser beslutningen også forbundsdagens resolutioner »Aldrig mere er nu – beskyt, bevar og styrk jødisk liv i Tyskland« og »Antisemitisme og Israel-fjendtlighed på skoler og universiteter«, som ikke beskytter jødisk liv, men snarere har til formål at tilsværte og kriminalisere solidariteten med Palæstina.

 

 

Organisatorisk omlægning

Den resolution, der blev vedtaget ud over hovedforslaget, og de kontroversielle debatter om oprustning og Palæstina viser imidlertid også, at ikke alt er ved det gamle. Naturligvis er Die Linke fortsat et reformistisk parti – ideologisk, strukturelt og organisatorisk – og vi har gjort det meget klart, at dette grundlæggende skal kritiseres.

 

Men de ti tusinde nye medlemmer kan vindes for en anden politik, hvis det i praksis og i teorien lykkes at gøre det klart for dem, hvilke modsætninger og begrænsninger reformismen har. At dette er muligt, viser også forslaget om definitionen af antisemitisme, som blev vedtaget mod flertallet i partiets forbundsledelse. Hertil kommer, at Die Linke lover en omstrukturering af partiet. For at forhindre en gentagelse af sit forfald ønsker det at blive et aktivt medlemsparti, der – ligesom i dør-til-dør-valgkampen i 2025 – binder gamle og nye kammerater sammen i kampagner og aktiviteter. Til dette formål nævnes flere prioriteter ud over aktiviteter i lokale grupper og arbejdsgrupper.

 

1. Deres praksis og forankring i virksomheder og fagforeninger skal fremmes, lokalt og især der, hvor Die Linke allerede er stærk, f.eks. på hospitalerne.

 

2. Vil Die Linke starte en landsdækkende kampagne for et loft over huslejen, fremsætte lovforslag i Forbundsdagen og organisere en aktionskonference?

 

Disse og andre eksempler viser, at Die Linke – ligesom mange historiske partier i arbejderbevægelsen – ønsker at opbygge aktive og stabile strukturer som grundlag, der skal styrke og udbrede en organisk forankring blandt de forskellige lag af lønmodtagere. Så lidt »socialistisk« som Die Linkes program er i øjeblikket, så meget som det ønsker at se sig selv som et »organiserende klasseparti«, udgør det et kvalitativt fremskridt i forhold til den gamle opfattelse af bevægelsespartiet. Dette begreb manglede ikke kun spørgsmålet om det forandrende subjekt, men i praksis blev det brugt til, at Die Linke snarere betragtede sig selv som en infrastrukturleverandør over for sociale protester, bidrog med lidt politisk program og ventede på, at bevægelsen på magisk vis skulle dukke op et eller andet sted, i stedet for selv at være den kraft, der initierede den.

 

Med andre ord: Partiet ønsker nu at styrke sin sociale forankring i klassen i forhold til sin hidtidige historie. Det er i sig selv positivt – og rejser spørgsmålet for alle revolutionære, der ikke ønsker at stå på sidelinjen: Hvordan kan vi vinde motiverede aktivister for socialistisk politik?

 

 

Hvad bør revolutionære gøre?

I stedet for at stå på sidelinjen og nøjes med at forsikre sig selv om, at man altid har vidst, at reformister er klasseforrædere, er det vigtigt at søge aktivt at deltage i debatten i tider, hvor der diskuteres strategi. For reformisme er – kort sagt – en ideologisk form, hvor de lønafhængige under kapitalistiske forhold giver udtryk for deres interesser, men inden for systemets grænser. Det er den politiske refleksion over økonomiske kampe, der ikke sætter spørgsmålstegn ved selve systemet, men i sidste ende reproducerer det. Det er en af grundene til, at den trods over 100 års klasseforræderi stadig er så dybt rodfæstet. Det er også en af grundene til, at den ”af sig selv” bliver afsløret, men i stedet dukker op igen og igen i forskellige former, og hvorfor vi derfor må udvikle konkrete taktikker mod reformismen og gribe ind i omdannelsesprocesser, der bevæger titusinder.

 

På den anden side giver en revolutionær orientering inden for Die Linke kun mening, hvis reformismen kritiseres konsekvent og bekæmpes i praksis. Den, der ikke bryder denne illusion, forbliver fanget inden for dens grænser. Uden en sådan kritik er et revolutionært indgreb i Die Linke umuligt og på forhånd dømt til at mislykkes. Desuden må ingen give sig hen til illusionen om, at partiet er på vej mod at blive et revolutionært parti. Tværtimod er reformismen ikke kun dybt forankret som ideologi og i den daglige parlamentariske, kommunale og fagforeningsmæssige praksis, men partiet styres – trods alle ønsker om mere kontrol over sine parlamentariske repræsentanter – ikke af medlemmerne, men af et meget vidt forgrenet apparat. Ingen bør give sig hen til den illusion, at denne kan vindes for en kommunistisk politik som gruppe eller for flertallets vedkommende.

 

De 60.000 nye medlemmer står sikkert selv på forskellige fløje i partiet og har samlet set sikkert håb om, at Die Linke virkelig vil hjælpe med at stoppe højredrejningen og ændre de samfundsmæssige forhold. Denne proces kan og vil ikke foregå uden modsætninger, men vil uundgåeligt føre til konflikter i partiet om mange spørgsmål – antifascisme, krig, oprustning, Palæstina, holdningen til fagforeningsbureaukratiet osv. – som der skal strammes op omkring. Indholdsmæssige hovedpunkter bør være følgende områder:

 

Klassekampen mod den nye regering og det generelle angreb: Mod Agenda 2030! Mod oprustning og militarisering! Mod højrefløjen og racisme! For international solidaritet!

Målet her må være at opbygge en bred antikrigsalliance, der a) mobiliserer mod regeringens kommende angreb og b) kæmper for konkrete forbedringer for klassen, såsom en højere mindsteløn eller en forkortelse af den samlede arbejdstid i samfundet. Det skal samtidig påpeges, at højrefløjens fremmarch ikke alene kan stoppes ved at kæmpe for økonomiske forbedringer, men at der også skal integreres aktive antiracistiske løsninger og en internationalistisk orientering i sådanne bevægelser – for at hjælpe med at overvinde den splittelse, der allerede er opstået, gennem fælles kampe. På den anden side rejser det hele et andet, mere presserende spørgsmål: Hvis vi er imod Merz-regeringen, hvad er vi så for – og hvordan kommer vi derhen?

 

Klassekampspolitik på gaden og i fagforeningerne! Bryd med socialpartnerskabet!

Die Linkes retningslinje om, at »alle medlemmer af venstrefløjen også skal være fagforeningsmedlemmer«, er mere end velkommen. Det er imidlertid ikke nok at smugle sit eget medlemskab ind i fagforeningen eller afløse SPD som den dominerende kraft i fagforeningsapparatet, hvis man i sidste ende fører den samme statsunderstøttende politik, der sikrer, at millioner af kolleger lider reallønstab, eller ikke udnytter det sociale bevægelsespotentiale, fordi man er bange for at strejke. I stedet er der brug for et konsekvent program for demokratisering af fagforeningerne, hvis hovedtræk vi har skitseret i vores handlingsprogram.

 

Opbygge modmagt: Nej til reformisme, ja til et revolutionært, internationalistisk kampparti!

Det betyder at bruge Die Linke som kampplads – ikke som endeligt mål – og skabe bevidsthed om reformistisk politiks begrænsninger og nødvendigheden af et revolutionært brud. Det betyder: Opbygning af en revolutionær fraktion i partiet, der åbent kritiserer partiapparatet, men samtidig organiserer grundlaget for socialistisk politik. Målet er ikke at vinde 10 medlemmer til sin egen lille organisation, men at føre kampe på et niveau, hvor spørgsmålet om revolutionær strategi diskuteres på et højere niveau – med det mål at faktisk fremme kampene. Det er kun muligt, hvis man slutter sig sammen og griber ind på flere niveauer:

 

a) Programmatisk: Udvikling og fælles optræden for et socialistisk handlingsprogram baseret på overgangskrav.

 

b) Organisatorisk: Opbygning af overregionale strukturer af kammerater med revolutionær perspektiv – f.eks. som en strømning eller platform.

 

c) Taktisk: Klar positionering i konflikter (f.eks. Palæstina, NATO, nationalisering) – inkl. forslag, ændringsforslag og modforslag til partikongresbeslutninger.

 

d) Forankring: Tilknytning til reelle kampe som antifascistiske mobiliseringer, strejker, lejerprotester, deltagelse i partiets egne projekter vedrørende lejerproblematikken eller initiativer inden for fagforeninger og på arbejdspladser, opbygning af strejke- og aktionskomitéer på skoler, universiteter og i virksomheder.

 

Der er ikke uendelig tid til at føre sådanne debatter. Selvom mange af medlemmerne i øjeblikket er imponerede over den »nye« venstrefløjspartis succes og sammenhold og afviser dybere diskussioner som spild af tid, vil spørgsmålet om, hvad partiets kerne er, senest ved valget til Berlins parlament eller i sociale kampe, blive rejst: kapitalistisk medbestemmelse eller socialistisk omvæltning? For socialister er det en opgave at kæmpe der, hvor livet er – og at vise, hvordan socialismen faktisk kan gennemføres.

 

Poul Bjørn Berg har oversat artiklen fra tidsskriftet Neue Internationale – udgivet af Arbeiterinnenmacht http://www.arbeiterinnenmacht.de