En politisk ganske blandet gruppe står bag et initiativ for at få ændret Enhedslistens nuværende EU-politik - vedtaget i 2016. Og allerede årsmødet i 2019 vedtog faktisk, at vi skulle genoptage denne diskussion. Det er der god grund til, for uenighederne er åbenlyse, i en grad så spidskandidaten ved sidste parlamentsvalg fx valgte at lægge afstand til den vedtagne politik.

af SAPs Landsledelse

Og analysen af EU og debatten af denne har næppe heller altid haft topprioritet ved optagelsen af nye medlemmer de sidste mange år…

 

Der er altså al mulig grund til at få en grundig debat i partiet. I denne debat bør vores grundlæggende analyse af EU fastholdes – og i bedste fald får vi ved samme lejlighed udviklet vores politiske svar på de udfordringer, vi står over for, på en måde, der kan omsættes til handling.

 

EU er et redskab for kapitalen
Det er afgørende vigtigt at forstå, at EU ikke bare er en neutral kasse, som de aktuelle styrkeforhold i Europa så afgør det politiske indhold af.

 

Man kan se det i den historiske tilblivelse – hvordan EU lige fra den spæde start med Kul- og stålunionen til den senere udvikling af unionen er blevet bygget op med det absolut dominerende formål at varetage den europæiske storkapitals interesser.

 

Man kan se det på det traktatmæssige grundlag og EU’s institutionelle form, bygget op om ”de fire friheder” for kapitalen, en ”dynamisk domstol” til at fortolke disse og en parodi på demokratiske strukturer, der med EU-bureaukratiet som tovholdere reelt overlader magten til kapitalens lobbyister. Et fundament, der kun kan ændres ved en helt utopisk enstemmighed mellem landene.

 

Og man kan i den grad se det afspejlet i EU’s historiske og aktuelle praksis: Det systematiske privatiserings-pres, budgetlovene til begrænsning af velfærden, friheden til social dumping, frihed til skattely, handelsaftaler, der underminerer både klimaet og fattige landes økonomier, osv. osv. At EU i corona-krisen ikke har valgt nedskæringsmodellen fra finanskrisen, men en (klimamæssigt endda helt håbløs) pengeudpumpning til forskellige slags erhvervsstøtte, er desværre ikke et eksempel på noget andet, men bare et desperat forsøg på at redde kapitalen på en for EU lidt ny måde.

 

Man kan også se EU’s fundamentale karakter meget konkret og anskueligt afspejlet i de nu 100 eksempler på gode forslag, som EU blokerer for – præsenteret i to glimrende EL-pjecer (link). Hvis man altså stadig skulle være i tvivl…

 

EU skal stækkes og knuses
Derfor er det vigtigt, at EL står fast på den målsætning, at EU-systemet skal knuses (ok, vi kan også kalde det: ”lukkes og slukkes”!), og indtil da stækkes mest muligt. Selvfølgelig til fordel for en helt anden slags internationalt samarbejde, der ikke er skabt for og styret af storkapitalens interesser. Det er vigtigt at slå fast, fordi vi faktisk skal forklare og forsvare helt andre former for internationalt samarbejde – f.eks. om fælles mindstekrav til klima-, miljø- og flygtningepolitik. Og selvfølgelig samarbejde mellem fagforeninger og bevægelser på tværs af grænser (se nedenfor).

 

Men det er ikke mindst vigtigt, når vi – jf. ovennævnte EL-pjece – ustandseligt ”møder EU-muren”. Skal vi klappe hælene i – og bøje os for ”EU-fællesskabet”, f.eks. når det handler om EU’s forbud mod at forbyde fossil-biler? Nej! Hvis vi har flertallet bag os, skal vi ikke tøve med at trodse EU’s politiske svinebindinger. Tværtimod skal vi kræve, at Danmark går forrest med at sige fra – til og med truslen om, at vi så bliver smidt ud af EU. Vi skal selvfølgelig i samme åndedrag opfordre klimabevægelserne i de andre lande til at tage handsken op, droppe fossilbilerne og følge med os ud af bilindustriens Union.

 

Hvis ikke vi er parate til at forlade EU, spænder vi ben for både klassekampen og klimakampen. Fordi kampene om konkrete spørgsmål ekstremt sjældent vindes på en gang, men netop i et eller et par lande ad gangen, der så kan sætte en bølge i gang.

 

”Den græske tragedie” er et uhyggeligt eksempel på, hvordan en massiv folkelig opbakning til et opgør med en bestialsk, EU-dikteret nedskæringspolitik, blev svigtet af en Syriza-regering, der ikke vovede at sætte sig op mod truslen om at blive smidt ud. En sådan tragedie kunne undgås, hvis man f.eks. i den konkrete situation havde udviklet en plan B for en fælles udtræden med venstrefløjen i de andre sydeuropæiske lande i næsten samme situation. – Med en appel til de øvrige, EU-nedskæringsplagede lande om at følge efter.

 

Det vil være et stort problem – både for den nationale og internationale klassekamp – hvis EL ændrer sin EU-politik, så vi ikke længere opererer med muligheden for at udtræde af EU som et i mange situationer helt nødvendigt skridt. Hvis vi afviser muligheden af en dansk udtræden af EU, afviser vi også muligheden af at tage væsentlige opgør med kapitalismen, med mindre resten af EU er med. Og hvis vi fremover vælger at bidrage til at styrke EU og øge institutionens indflydelse, styrker vi ikke det mellemfolkelige samarbejde, men den europæiske kapitals magt.

 

Klassekamp på langs og på tværs af grænserne er alternativet
EU er svaret på kapitalisternes behov for organisering og fælles kamp for deres interesser på tværs af grænserne. Arbejderklassen har mindst lige så meget behov for international organisering, ikke mindst når globaliseringen slår stadigt stærkere igennem, både via EU og på andre måder. Det gælder på alle kampfelter – også f.eks. klima- og miljøpolitik, flygtningepolitik m.m.

 

Men klassekampen foregår i vidt omfang i de enkelte lande. Det gælder de konkrete kampe, om f.eks. velfærd, løn- og arbejdsforhold, miljø og klima, for kvinders, etniske minoriteters og flygtninges rettigheder. Derfor er det også i de enkelte lande, hvor demonstrationerne foregår, hvor den politiske debat ruller og hvor arbejderklassen har tilkæmpet sig et fungerende (om end begrænset) parlamentarisk demokrati, at vi typisk kommer til at vinde nogle delsejre i klassekampen.

 

Vi skal ikke underminere mulighederne for disse delsejre ved at afgive mere magt til EU, tvært imod! En væsentlig del af ”den politiske union”s formål er netop at flytte politisk magt væk fra nationale parlamenter, der (trods alt) er noget mere afhængige af folkestemningen end f.eks. EU-kommissionen, og flytte beslutninger om f.eks. statsbudgetter/nedskæringer og friheder for kapitalen så langt væk som muligt fra der hvor klassekampen faktisk udspiller sig.

 

Når vi forsvarer ”den nationale selvbestemmelse”, er det således ikke bare fordi vi foretrækker et mere decentralt demokrati – og heller ikke, fordi vi har voldsomt høje tanker om den danske statsmagts indretning. Selv før EU var også denne i vidt omfang bundet ind i begrænsninger, der i stort omfang putter den i lommen på kapitalen. Men det er i erkendelse af, at mulighederne for at flytte noget i klassekampen faktisk er langt, langt bedre, jo tættere man er på dem, der faktisk kan tage kampen!

 

Vi skal selvfølgelig heller ikke opbygge en illusion om, at vi for alvor kan hente sejrene hjem nationalt, når det handler om de mange kampe med en påtrængende global dimension. Men vi kan og skal bruge delsejre i de nationale arenaer til at udbrede kampen og føre solidarisk kamp i de andre lande, på tværs af grænserne. Og vi skal bruge fælles krav på tværs af grænserne til at føre en international, solidarisk klassekamp. Sådan som man i sin tid f.eks. kæmpede 8-timers-dagen igennem i en lang række lande verden over.

 

Og OBS: Solidarisk kamp – også på tværs af EU’s ydre grænse! Om vi snakker klima, arbejdsforhold, krig eller flygtninge, må vi ikke glemme, at problemerne er lige så lidt begrænsede til EU som til Danmark. Og at ”EU-nationalisme” er et helt relevant skældsord i mange sammenhænge…

 

Hvis Enhedslisten holder fast i disse tre gode pointer, som jo allerede rummes i det nuværende EU-program, har vi fortsat et godt programmatisk grundlag. Men det betyder ikke, at vi har givet perfekte svar på alle de udfordringer, vi står over for.

 

Man kan i hvert fald fremhæve tre problemer, som den kommende diskussion bør bidrage til at finde bedre løsninger på:

 

Hvordan gør vi gule veste røde?

I forbindelse med Brexit, men også mange andre steder i EU, har vi set en sund vrede mod den grænseoverskridende kapitals hærgen, social dumping, EU-bureaukrati, ”det politiske establishment” m.v. blive fanget op af højreorienterede og syltet ind i klasseløs nationalisme, i værste fald racisme. Man kan konstatere, at den engelske venstrefløj hverken lykkedes med at skabe en succesrig venstrefløjsbevægelse for eller imod Brexit… Heller ikke ”de gule veste” i Frankrig er en entydig succeshistorie for venstrefløjen.

 

Og spørgsmålet er naturligvis, hvordan EL skal arbejde med at favne den berettigede vrede, som mange af ”globaliseringens ofre” føler – og være med til at rette vreden de rigtige steder hen. Her har vi lang vej igen – alene med at opbygge en større lokal synlighed i disse miljøer og med at tage bare en eller anden slags lokale initiativer, der også kan mobilisere disse grupper.

 

Hvordan bekæmper vi EU-illusionerne?

Men vi har lige så åbenlyst et kommunikationsproblem på ”den modsatte fløj”: Blandt den internationalt orienterede, veluddannede og progressive del af befolkningen, der har store illusioner om, hvordan vi i EU kan få gennemført den nødvendige politik på f.eks. klima- og flygtningeområdet. Uanset hvor mange eksempler vi har, på at EU’s kapitalistiske vækstpolitik systematisk underminerer de alt for små målsætninger på klimaområdet, og at EU’s faktiske flygtningepolitik tegnes af Erdogan-aftaler og Frontex, er det øjensynligt svært at tage drømmene fra folk.

 

Derfor er det grundlæggende den rigtige linje, der udpeges i vores EU-program: At vi side om side med EU-tilhængerne skal mobilisere for EU-minimumskrav til landene på f.eks. miljø- og klima-området, men også for landenes ret til at gå videre end det! – Og så må vores fælles erfaringer efterhånden hjælpe med at afsløre, hvor kontraproduktiv EU faktisk er.

 

Med til denne taktik hører imidlertid også, at EL faktisk skal gøre en indsats i sin propaganda for hele tiden at påpege og forklare EU’s begrænsninger/problematiske rolle. Og her er der noget tilbage at arbejde med, som f.eks. parlamentsvalgkampen illustrerede det.

 

Hvordan styrker vi de fælles kampe på europæisk plan?

Sidst, men ikke mindst, kan og skal det være en hoveddiskussion, hvordan vi styrker solidariteten og de fælles kampe på tværs af grænserne – i denne sammenhæng specielt i EU.
Vigtigst er det, hvordan vi etablerer og styrker konkret solidaritet og samarbejder mellem bevægelser i forskellige lande. Som f.eks. solidariteten med den polske bevægelse for abort og lgbtq+-rettigheder, eller fælles faglige krav i transportsektoren, rejst på tværs af grænserne.

 

Et element i dette – og en selvstændig taktisk diskussion – er vores holdning til nye EU-regler. Vores nuværende program slår fast, at vi – selvfølgelig, som i andet parlamentarisk arbejde – generelt stemmer for alle forbedringer og mod alle forringelser. Men at vi dog – af hensyn til den demokratiske selvbestemmelsesret – ikke stemmer for at give EU’s magt til nye områder, som hidtil ikke har været reguleret af EU.

 

Det er indlysende, at disse to udmærkede principper i nogle tilfælde kan komme til at stå i modsætning til hinanden. Nemlig i de – jf. karakteristikken af EU: få – tilfælde, hvor EU’s første (!) forslag på et nyt område faktisk er en forbedring.

 

Det er måske til at løse, hvis man f.eks. kan få et forslag om fælles virksomhedsskat til at handle om en fælles minimumssats. Men uacceptabelt, hvis der så efterfølgende af den grund er åbnet for, at EU også kan diktere medlemslandene en maksimumssats – eller f.eks. et forbud mod formueskat!

 

Ikke desto mindre er det en diskussion, hvornår krav om fælles EU-regler evt. kan være et relevant kampkrav på tværs af grænserne – ud fra en samlet vurdering, først og fremmest af, hvordan det påvirker kambetingelserne for de folkelige bevægelser. Et aktuelt eksempel kunne være spørgsmålet om en fælles bundgrænse for en mindsteløn.

 

I opbygningen af solidaritet og fælles kamp på tværs af grænserne skal Enhedslisten selvfølgelig også bruge samarbejdet med andre venstrefløjspartier. Og lægge særlig vægt på, at dette samarbejde ikke kun fokuserer på arbejdet i EU-parlamentet, men i høj grad prioriterer at bidrage til at opbygge samarbejde mellem folkelige bevægelser. Men den opgave kan vi nok ikke løse på et EL-årsmøde…

 

SAP’s Landsledelse, den 25.april 2021

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com