Voldsom inflation, stigende energipriser og forringede levevilkår får nu dele af fagbevægelsen til at skærpe kursen. I England står kampen både mod en regering, der viderefører arven fra Thatcher, men også mod det højredrejede Labour, der svigter arbejderne.

af Arne Lund

Engelske postarbejdere i strejke. Foto: communication workers union

 

England er et af Europas mest martrede lande. Økonomien hænger i laser, og landet vånder sig stadig efter Brexit og coronaen. Eksploderende energipriser og dysfunktionelle, reaktionære regeringer, der er mere optaget af indre magtkampe end af at løse de delvis selvskabte problemer, har gjort ondt værre.

 

Afgåede premierminister Liz Truss’ politik var Brexit’ernes våde drøm: En slank stat, færre reguleringer og lavere skatter for de rige. Hendes ufinansierede skattelettelser for 560-600 mia.. kr. blev kvalt af markedet, der frygtede for finansiel ustabilitet. Da pundet faldt brat, og investeringerne var truet, måtte Truss gå af. Hun skal have tak for at have vist, hvem der reelt bestemmer i samfundet.

 

Når der er grund til at opholde sig ved England, er det, fordi landet er rugekasse for ubehagelige politikker, der ofte rammer andre lande: Thatcherisme, den betændte Brexit-nationalisme, indgreb i ytrings- og forsamlingsfriheden, overvågning af borgerne osv.

 

Arbejderne og de sociale bevægelser kræver låg på de energipriser, som mange ikke kan betale. Kravet er forståeligt og nødvendigt på kort sigt. Det kræver imidlertid, at staten skal bruge skattekroner på at kompensere energiselskaberne for differencen – med mindre der indføres særskatter, hvorfra provenuet tilbageføres til borgerne. Samt at staten ophører med at støtte fossilindustrien med 80 mia.. kr. årligt.

 

Årsagen til de høje priser er, at Englands el-produktion er baseret på gas. Olien og gassen i Nordsøen dækker ca. 25 procent af forbruget. Resten kommer fra Norge, Qatar og tidligere også Rusland. Den andel har USA overtaget – til priser, der er 30 procent højere end de russiske. Liz Truss: ”De høje energipriser er prisen for vores frihed og uafhængighed af autoritære despoter.”

 

Energiforbruget skal falde

Energi har, indtil nu, været for billig, og det har alle indrettet sig på. Men nu er det ved at være slut. Ud fra et miljø- og klimaperspektiv skal energiforbruget falde. Med en planlægning, der baserer sig på ressourcehensyn og energieffektivitet, samt omlægning af energiforsyningen, vil det være muligt at kunne forebygge de negative virkninger, der optræder nu.

 

Engelske arbejdstagere oplever dog ingen frihed fra virksomhedsejere og aktionærer, der skovler profitter ind. Et togselskab betalte aktionærerne ca. 4 mia. kr. i udbytte i 2021 – inden de ansatte fik at vide, at hvis selskabet skulle overleve, så var der ikke råd til lønstigninger.

 

Ej heller er der frihed til at sige fra overfor drømmen om at genskabe det tabte imperium – Global Britain – og at England vil markere sig som en stormagt. Også England styres af et militært-industrielt kompleks, der malker statskassen. Alene en fornyelse af Trident atomvåbenprogrammets tre ubåde ventes at koste ca. 400 mia. kr.

 

NGO’en OpenDemocracy har afsløret, at de konservative har fået store donationer fra russiske oligarker og fra amerikanske fonde, der står republikanerne nær. Samt fra klimaskeptiske olie-selskaber og private, der ønsker indført en lovgivning, der kriminaliserer miljøaktivisme, og det har de konservative været villige til at gøre.

 

Råddenskaben stopper ikke her. Flere konservative parlamentsmedlemmer bor i store huse, der er dyre at opvarme. De kompenseres af staten for at installere energibesparende varmepumper mv. Handelsministeren fik udbetalt ca. 560.000 kr. til sit slot, og den politiker, der var formand for det udvalg, der skulle kontrollere, om pengene kom til de rigtige, belønnede sig selv med 2,4 millioner kr.

 

Fattigdom af Dickenske dimensioner

Hver syvende englænder må springe et dagligt måltid over, og hvert fjerde barn er fattigt. De går i skole uden morgenmad og er afhængige af, at klassekammerater køber en pizzaslice til dem. Underernærede børn er sløve børn, der ikke kan lære, hvad de skal. Sådan sørger de konservative for, at arbejderklassens børn ikke bliver alt for kvikke. Der er tale om en fattigdom, som minder om Victoria-tidens hjerteskærende og kyniske fattigdom. “Heat or eat” er virkeligheden for mange familier, for der er ikke har råd til begge dele.

 

NGO’en Fuel Poverty Action fortæller, at “de dårligst isolerede boliger i Europa er de engelske, at de er årsag til, at tusinder mistrives i kolde og fugtige boliger… at manglende opvarmningsmuligheder hvert år koster ca. 10.000 mennesker livet.” Isolering af boligerne, vil mindske varmeregningen – uden at det påvirker inflationen.

 

Nok er nok

Buschauffører, jernbane-, post-, tele- og havnearbejdere har alle punktstrejket i løbet af de seneste måneder. Nye koordinerede strejker er varslet, også efter nytår, og omfatter tillige sundhedsarbejdere, lærere og akademikere. Parolen er: ”nok er nok”.

 

Årsagen til de mange strejker er ikke “kun” forringede løn- og arbejdsvilkår, men også den voldsomme inflation, der gør det svært at (over)leve på lønninger, der udhules. I flere brancher har lønnen været fastfrosset i to år. Når inflationen er 10 procent, energipriserne stiger med 50-80 procent og de tilbudte lønstigninger i bedste fald er 5 procent – hvad andet kan folk da gøre end at strejke for at ramme aktionærer og virksomhedsejere, hvor sidstnævnte, i år, har fået lønstigninger på ca. 30 procent

 

En renæssance for de engelske fagforeninger?

Formanden for transportarbejderforbund, (RMT) Mike Lynch, erklærer, at strejkerne vil fortsætte indtil leveomkostningerne dækkes af tilsvarende lønstigninger. I en samtale med Jacobin den 10. oktober fortæller han, at “arbejderklassen atter er tilbage i kampen og kan bruges til at opbygge en bred front mod ulighederne i samfundet og globalt. Folk har fået nok af årtiers privatiseringer, outsourcing, og 0-tids kontrakter… De er trætte af politikere og kommentatorer, der intet aner om arbejdsmarkedet, og hvordan arbejderklassen lever.”

 

Kombinationen af de mange kriser, der hærger England, har gjort Mick Lynch til en frontfigur i den fagbevægelse, der omsider er begyndt at røre på sig. I 1979 deltog ca. 4 mio arbejdere i strejker, i 2017 var tallet 33.000. Nedgangen skyldes bl.a. de love, der har stækket fagforeningerne, og gjort det sværere – i visse tilfælde endda kriminelt – at strejke. Sympatistrejker kan således give bøder. Lovene – de mest restriktive i Europa – tillader kun strejker, hvis over 50 procent af de ansatte på en virksomhed støtter aktionen.

 

Thatcher smadrede fagforeningerne og destabiliserede lokalsamfund, hvor fagbevægelsen stod stærkt. Det fratog folk lysten til at være med i en fagforening. I dag er blot 25 procent af englænderne organiseret. Tony Blair gjorde intet for at genoprette det, de konservative havde nedbrudt.

 

Lynch mener ikke, at arbejderne og fagforeningerne skal forvente støtte fra Labours højredrejede leder, Keir Starmer, der bl.a. har forbudt sine parlamentsmedlemmer at deltage i strejkeaktioner, Han frygter, det kan skade partiets valgchancer: ”Et seriøst parti deltager ikke i strejker, de forhandler med modparten,” siger han.

 

Starmer er uden føling med, hvad der rører sig i befolkningen. Her er der bred støtte til strejkerne, og cirka 65 procent af englænderne siger ja til, at energi- og jernbaneselskaberne nationaliseres.

 

Der er opbrud i Labours relationer til fagbevægelsen. Flere faglige ledere lader forstå, at de ser fagforeningerne som et alternativ til et forstenet Labour, der i stigende grad appellerer til centrum-vælgere – en generel europæisk tendens.

 

Fælles materielle interesser

”Fremtidens fagforeninger skal ikke bygge på det, der var engang, tiden er en anden. Kampen for bedre løn- og arbejdsforhold og mod ulighed skal forenes med klimakampen, men vi skal også bekæmpe diskrimination i egne rækker,” siger Lynch, der fortsætter: “Fælles materielle interesser og muligheden for at kunne mobilisere, på trods af hvad der ellers er af divergenser. Klasse er den basis, der understøtter kampene… Fagforeningerne bygger på styrke og skal være afklaret om, hvad man vil arbejde for. Klassekonflikter forekommer hver dag, det behøver man ikke være marxist for at kunne forstå.”

 

I sommerens faglige aktioner deltog langt flere unge end tidligere. Det må ændre opfattelsen af dem som uengagerede, og at de unge opfatter fagforeninger som et fortidslevn.

 

Fagforeningerne er ved at opstille kandidater fra Labours venstrefløj til valget i 2023, men er oppe mod Starmers forsøg på at slippe af med arven efter Corbyn. Starmer taler om, at det næppe vil være muligt ”at gøre gode Labour ting” på grund af det kaos, de konservative efterlader.

 

Fagforeningerne støtter Labour med 48 millioner kr. om året, de sidder i forretningsudvalget, de kan blokere resolutioner, påvirke kandidatopstillingen, og de har indflydelse på partiprogrammet. Alligevel har de ikke kunnet forhindre, at Labour har fået en højreopportunistisk leder, der i mangt og meget er dem fjendtlig stemt. For nylig fyrede Starmer transportordfører Sam Tarry, fordi han deltog i transportarbejdernes demonstrationer. Starmer ligner Tony Blair, der engang beskrev Labours forbindelse til fagforeningerne som ”en fødselsdefekt.”

 

Generalsekretær i Unite, Sharon Graham, (Englands næststørste fagforening, svarer til 3F) siger, at nu er det kun fagforeningerne, der forsvarer arbejderne, og at hun vil overveje Unites bidrag til Labour. Til Morning Star siger hun: ” En stærk fagbevægelse er et bolværk, der kan dæmme op for de mange uretfærdigheder. Vi skal genopbygge arbejdermagt, støtte kollektive handlinger og kæmpe for nye aftaler. Vi skal være modige, og vi skal holde op med at undskylde, at vi er til….”

 

Set i lyset heraf er det forståeligt, at der et ønske i dele af fagbevægelsen om at danne et parti til venstre for Labour, og som fx bygger på Corbyns visioner ”for de mange, ikke for de få”. Det vil kunne samle unge, minoriteter, feminister. Det vil svække Labour betydeligt, men vil ikke være stærkt nok til at kunne sætte de konservative fra magten.

 

Et nyt socialistisk parti?

Et klart socialistisk parti vil splitte Labours vælgerskare og vil blive anklaget for at være skyld i, at de konservative vil kunne regere i årtier og vedtage endnu flere love, der ødelægger fagbevægelsen. Hertil kommer, at et nyt parti vil kunne samle folk om arbejdsforhold og lønkampe, mens det er sværere med de mange andre ting, der også betyder noget for arbejdervælgere – og som Brexit viste, så spiller nationalismen en rolle for mange arbejdervælgere. Fagforeningsmedlemmer er ikke kun arbejdstagere, de er også tusinde andre ting.

 

Et nyt parti vil være afhængig af, at valgsystemet ændres – fra det nuværende. hvor den, der får 50,01 procent af stemmerne i en kreds, tager det hele, mens resten er spildt – til forholdstalsvalg så alle stemmer tilgodeses. Men det er de konservative og Labour ikke interesserede i.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com