Det britiske sundhedsvæsen har været ramt af en række faglige aktioner i vinteren 2022-23. Her er det sygeplejesker, som demonstrerer foran St Thomas' Hospital i London den 9. december 2022. Foto: ReelNews, CC BY 3.0, Wikimedia
Med over 130.000 ubesatte stillinger i NHS overvejer 65 procent af de yngre læger aktivt at sige op, og 4 ud af 10 har allerede planlagt at gøre det. Rekordmange venter over 12 timer på skadestuerne. Hundreder af dødsfald kunne hver uge være forebygget.
Det sundhedsvæsen, vi kender, kan siges at være kollapset allerede. Forfjamskede ministre fremsætter lovgivning rettet mod fagforeningerne i et forøg på at kvæle vores bevægelse. Dette kan vise sig at være vores sidste chance for at vende strømmen for denne stadigt mere autoritære regering. Men vi går ikke ned uden kamp!
I dag [9. januar, o.a.] er første dag, hvor yngre læger skal stemme for faglig aktion [resultatet foreligger i slutningen af februar, o.a.] Vores krav er enkle og beskedne: Vi beder regeringen om at kompensere den lønnedgang, som vores profession er blevet påført i de sidste 15 år. Vi kræver ikke mere i løn, bare at få lønnen tilbageført til 2008-niveauet.
Det kan ikke være et kontroversielt krav. Er vi mere end en fjerdedel mindre værd, end vi var i 2008? Skal mindre i løn og tomme skulderklap være det eneste, vi får for at beskytte befolkningen gennem pandemien, for at udsætte os selv og vores familier for en yderst smitsom og ukendt virus med utilstrækkelige værnemidler? Overfor en regering, der ignorerer vores anmodninger om at komme i dialog – og som lyver om, at deres dør er ’åben’ i parlamentet - har vi ikke andet valg end at trække vores arbejdskraft tilbage.
Hvordan er det kommet så vidt? Yngre lægers realløn er raslet ned med 26 procent gennem de sidste 14 år. Og den fortsætter med at falde som følge af de seneste måneders kaotiske økonomiske politik. Måske har nogle bemærket, at i juli sidste år fik ansatte i NHS 4 procent mere i løn. Men hvad de færreste ved, er at det ikke gjaldt de yngre læger, som kun fik 2 procent. En 2 procent stigning i en tid, hvor inflationen ifølge prisindekset ligger pænt over 14 procent, betyder, at vores løn er skåret ned med mere end 10 procent - igen. Efter at have studeret i mange år, samlet en studiegæld på omkring 100.000 pund, og opnået en aflønning på 14 pund i timen, er der som udgangspunkt ikke meget at skære ned på.
Så vi befinder os her, med et NHS i knæ, midt i en eksistentiel krise. Med 11.000 ubesatte lægestillinger og hele 46.000 sygeplejersker henter vi sundhedspersonale fra udviklingslande et forsøg på at lukke hullet. Så flertallet af nye læger sidste år kom fra udlandet. Mangel på medarbejdere betyder, at vi arbejder under et stigende pres, ofte med utilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger og forkerte redskaber. Magthaverne udnytter vores velvilje og vores ønske om at sikre patienternes sikkerhed, men udbrændthed er mere udbredt end nogensinde og patientsikkerheden tilsvarende lavere end nogensinde.
Særligt ventetiden på skadestuerne har aldrig været så alvorlige. Titusinder af patienter venter i over 12 timer på at blive tilset, mennesker med hjerteanfald og slagtilfælde får at vide, at der kan gå op til en dag, før ambulancen kan hente dem, paramedicinere holder i kø foran hospitalerne i over en time, patienterne får ikke udnyttet det tidsmæssigt afgørende vindue, hvor behandling kunne have været effektiv. Resultatet er ikke mindre end 500 undgåelige og unødvendige dødsfald hver uge.
Alt dette er et politisk valg. Det er resultatet af års underfinansiering og underinvestering i sundhedssystemet og dets medarbejdere. Vi anvender en betydeligt lavere andel af BNP på sundhedssystemet end sammenlignelige lande som Tyskland, Frankrig og USA. Vi har langt færre hospitalssenge, scannere, sygeplejersker og læger pr. patient, og arbejdsstyrken forlader skuden i hobetal. Hvor mange af vores lovgivere vil være trygge ved, at deres nære behandles i et NHS i den nuværende tilstand?
Patientsikkerheden vil helt klart blive brugt mod en hvilken som helst strejke blandt yngre læger. Som det skete i 2016, såvel som i de nuværende sygeplejerske- og ambulance-strejker Den vil blive brugt til at udskamme lægerne tilbage i arbejde og lukke ned for vores krav. Men det er værd at bemærke, at tilbage i 2016 viste lignende faglige aktioner blandt læger i Korea, New Zealand og endda i Storbritannien, at der ikke var ændringer i patientdødeligheden eller -sygeligheden. Og med de førnævnte undgåelige dødsfald hver uge på grund af mangel på arbejdskraft, er det vel forkasteligt at lade tingene fortsætte som nu?
Når patienterne dør unødvendigt, og sygeplejersker siger det job op, som de engang holdt af, til fordel for den private sektors Aldi’er og Amazon’er, så er det på tide, at regeringen får at vide af os, at nok er nok.
Denne kaotiske tilstand afspejler vores regerings prioriteringer. Det afspejler den foragt, de nærer både for personale i angiveligt ’livsvigtige’ funktioner, som for alle dem, der er afhængige af dem. I stedet for at redde den synkende skude, vælger de at låne milliarder til energiproducenternes profitter, sikrer at bankernes bonusser overgår sig selv, spilder penge på et mislykket ’test og opspor’ system, indgår tvivlsomme aftaler om VIP-fordele og taber milliarder på svindel med orlov. De burde vælge at se sundhedsvæsenet som en investering snarere end en udgift, der kan pålægges besparelser.
Men i dette mørke er der en spirende bevægelse, der symboliserer en smule lys. Fagforeninger er begyndt at samarbejde, folk samles i titusindvis og stiller op som strejkevagter over hele landet for at markere deres modstand mod den fortsatte lønnedgang og mod denne vidt forgrenede krise – de ublu huslejer, priser på energi, vand, transport, mad og alle de ting, som alle har brug for.
Det, der forener os i alt dette, er den virkning, besparelser har haft gennem det sidste tiår, tydeligt i faldende lønninger, vores underinvestering i hospitaler, skoler og offentlig service, den stigende rigdom hos de få og den indbyggede ulighed gennem hele samfundet. Vi står alle overfor en regering, der åbent har pralet med, hvis interesser, den varetager – en regering, hvis hensigt var at afskaffe selskabsskat og at give den øverste ene procent af skattebetalerne et pusterum fra skat, og som kun lige akkurat nåede – efter at have drænet økonomien og blødt Tory-støtte – at ’klare det’.
Hvis denne saga af ministre der nægter at overhovedet tale med os, har vist noget som helst, så er det, at de ikke har ’klaret det’. Men det vil de. De vil få klarhed for, at det er os, der udgør rygraden i dette land. Vi kører jeres ambulancer, vi fejer jeres gader, vi fylder jeres hylder, vi passer jer, så I bliver raske. Vi er kilden til al rigdom, handel og sikkerhed.
Vi kan ikke underkaste os de milliardær-ejede medier og politikere, der kører med en fortælling om, at vi er ’grådige’ eller ’militante’, en fortælling, der fremsættes af dem, der alene ønsker at dele og herske. Det er på tide at organisere sig, og vi klarer det ikke alene. Jeg bønfalder kollegerne om at samles – fra hospitalsarbejdere som sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, farmaceuter, portører og rengøringspersonale til brandmænd, jernbanearbejdere, buschauffører, lærere, universitetsansatte, havnearbejdere og alle dem imellem.
Dette handler om mere end løn. Det handler om retfærdighed. Det handler om vores patienter, skolebørn, studerende, familier og dem, der ikke selv kan tage kampen op. Det handler om et lykkeligere, sundere og mere retfærdigt samfund. Vi har de samme mål og de samme udfordringer – og hvis vi står sammen, kan vi vinde over dem og slå dette tilbage.
Stem ja til at strejke og strejk for at vinde.
Dan Zahedi er yngre læge og medlem af ledelsen af lægeforeningens (British Medical Association - BMA) regionale komite for yngre læger i Østengland.
Oversat fra Tribune af Anne Haarløv
