content-picture.php

Regeringen har sammen med Venstre, Radikale, SF og Alternativet begået en reform af det kommunale udligningssystem. Reformen gør op med nogle grundlæggende måder at udligne mellem kommunerne på. Men reformen løser ikke uligheden mellem kommunerne og løfter heller ikke velfærden.

af Anders Hadberg

Prestigeprojekt

Efter et meget langt forhandlingsforløb med Venstre, hvor regeringen lavede mindst to politiske fodfejl, lykkedes det til sidst at få landet en aftale om reform af den kommunale udligningsordning.

 

Udligningsordningen har været udskældt i flere år, fordi systemet ikke har kunnet håndtere den stigende ulighed mellem kommunerne der er fulgt i kølvandet på urbaniseringen, en skæv genopretning efter finanskrisen og en ulighedsskabende reform af kommunernes medfinansiering af overførselsindkomsterne fra 2015. Hertil kom et slagsmål om de reelle udgifter til integrationsindsatsen og de særskilte udlændingeudligning.

 

Derfor har det været en varm kartoffel at få løst problemerne i udligningssystemet, som mislykkedes for VLAK-regeringen i 2017 og som har været et prestigeprojekt for Socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen. Det er formentlig også derfor, at regeringen har presset på for at få aftalen i hus, selvom konsekvenserne af den økonomiske krise ikke kendes for kommunerne. Hvis ikke aftalen blev lavet nu, ville den komme for tæt på det kommende kommunal- og regionalvalg. Og herefter var der for kort tid til folketingsvalget.

 

Omfattende reform

Reformen ændrer grundlæggende på udligningssystemets indretning. Der laves nu en bruttoudligning. Det betyder, at både indtægter og udgifter udlignes. Der ændres på udlændingeudligningen, og der ændres på overudligningsgrænserne. Derudover ændres der i udligningen af indtægter fra selskabsskat, og parkeringsindtægterne inddrages også i reformen. Alt i alt en større ændring af systemet og ordninger rundt om det.

 

Samtidig lægges der i alt 6½ mia. kr. ned i udligningen som likviditet. De 3½ mia. kr. kommer fra, at det hidtidige midlertidige finansieringstilskud (siden 2013) bliver gjort permanent, mens regeringen nu lægger ca. 3 mia. kr. oveni. Pengene kan ikke bruges på mere velfærd (service) i kommunerne samlet set – derfor er der tale om likviditet. Der er ikke tale om at kommunerne kan løfte velfærden for disse ekstra midler. I forvejen har kommunerne opbygget en stor likviditet forårsaget af mindreforbrug i en årrække efter siden 2011 og finansieringstilskuddet, som siden 2013 årligt har tilført kommunerne 2½-3½ mia. kr. mere end de har måttet bruge på service og anlæg.

 

Affødt af forringelser af overførselsområdet

Reformen læner sig op ad – men går også videre end – de ændringsforslag, som det stående ekspertudvalg, ”finansieringsudvalget”, fremlagde i 2018. Udvalgets arbejde var grundet på, at Socialdemokraterne og Venstre m.fl. i 2015 vedtog en reform af kommunernes medfinansiering af overførselsindkomsterne, der ville forringe økonomien i de kommuner med flest personer på offentlig forsørgelse.

 

Refusionsreformen indebar at den enkelte kommune skulle medfinansiere en højere andel af udgifterne til overførselsindkomster efter en kort periode. Derfor ville reformen ramme skævt og det skønnedes nødvendigt med ændringer i udligningssystemet for at kompensere for skævheden.

 

Reform på tvivlsomt grundlag

Siden fortabte dette formål sig i tågerne. Formentlig fordi finansieringsudvalgets rapport for 2018 konkluderede, at det nuværende system i høj grad tog højde for uligheden, selvom udvalgets rapport var grundet på forældede data. For eksempel antog udvalget i sin analyse, at fordelingen af overførselsudgifterne i 2015 kunne fremskrives. Med andre ord antog udvalget, at der efter reformens ikrafttræden ikke ville ske yderligere forskydninger af udgifterne til ugunst for de pressede kommuner, som for eksempel Lolland.

 

En sådan antagelse virker mildest talt vildledende for en analyse af byrdefordelingsvirkningerne af refusionsreformen og dermed for en vurdering af behovet for en udligningsreform, der kan kompensere herfor. Når man tænker på, hvor meget mere ulige fordelingen af personer på langvarig forsørgelse er blevet efter finanskrisen, er det en uholdbar antagelse.

 

Ulighed i overførselsudgifter er ikke løst

Baggrunden for at skulle lave en reform af udligningssystemet var oprindeligt den skæve byrdefordelingsvirkning af refusionsreformen fra 2015. Den sendte en ekstraregning til de kommuner, som er hårdt presset af udgifter til forsørgelse, fx førtidspension, kontanthjælp og sygedagpenge. Den foreliggende aftale adresserer ikke dette på en tilfredsstillende måde. Der er indarbejdet to kriterier om førtidspension i det nye tilskud til udsatte yderkommuner og et enkelte kriterium om førtidspension i hovedstadstilskuddet. Men disse tilskud gives en gang for alle til de udvalgte kommuner – det vil sige, at yderligere ulighed ikke fanges, og det er samtidig kun en begrænset skare af kommuner, som kommer i betragtning til tilskuddet, hvor andre kriterier også spiller ind.

 

Ikke en krone mere i velfærd

Det store problem med aftalen er imidlertid, at den ikke giver en krone mere i velfærd samlet set og at der samtidig skal skæres ned/øges skatter i tabende kommuner. For kommunerne får samlet set ikke lov til at bruge flere penge. Serviceloftet bliver ikke løftet med aftalen. Så selvom reformen indebærer, at kommunerne får ca. 3 mia. kr. mere i likviditet kan kommunerne ikke samlet set bruge én krone mere på velfærd uden at blive straffet for det. Der vil fortsat være et loft over serviceudgifterne og sanktioner, som straffer aftale- og budgetoverskridelser hårdt. Aftalen understreger hvor utidssvarende og skadelig budgetloven er for velfærden.

 

Udover nettotilførslen af 3 mia. kr. i likviditet er der også kommuner, der skal af med penge. I alt 26 kommuner vil have færre midler efter reformen. Flere af disse er hverken rige kommuner eller kommuner med lav indkomstskatteprocent. Det er altså ikke en Robin-Hood øvelse, som regeringen ellers påstod om sit udspil. Virkeligheden er i stedet, at ¼ af de danske kommuner enten skal skære i velfærden eller hæve indkomstskatten. Alle tabende kommuner kan dække tabet ved at hæve indkomstskatten. Der er lavet en ordning, så andre kommuner kan sænke skatten og får tilskud hertil fra staten.

 

Problemerne bliver ikke mindre efter den netop indgåede aftale om kommunernes økonomi i 2021. Aftalen løfter serviceloftet med 1,5 mia. kr. i forhold til 2020. Det svarer til, at staten betaler det demografiske udgiftstræk – altså flere børn og ældre – som ifølge FOA koster omkring 1,3 mia. kr. i ekstra udgifter næste år. Hertil kommer en række udgiftsdrivere i kommunerne, hvor det specialiserede socialområde formentlig vil trække omkring ½ mia. kr. og sundhedsområdet også forventes at koste ekstra, fordi flere og flere sundhedsopgaver glider over i kommunerne. Kommuneaftale kommer altså ikke til at løfte serviceloftet i samme omfang, som kommunerne oplever udgifter. Kombinationen af udligningsreform, der kun poster ny likviditet i kommunerne og en kommuneaftale, der ikke i tilstrækkeligt omfang løfter serviceudgifterne, vil føre til at nogle kommunale velfærdsområder vil opleve serviceforringelser allerede i 2021.

 

De rige slipper billigere

Af de 26 kommuner, som taber på udligningsreformen, vil 13 kommuner opnå en skatteprocent, der overstiger det skrå skatteloft, hvis de vælger at finansiere tabet med højere indkomstskat. Det skrå skatteloft indebærer, at hvis den samlede sum af bundskat, kommuneskat og topskat overstiger 52,06 procent, så vil topskattebetalerne få nedslag i deres topskat svarende til overskridelsen. Nedslaget betales af kommunen.

 

Derfor vil de 13 kommuner, som kan komme i konflikt med det skrå skatteloft, skulle pålægge de øvrige skattebetalere i kommunen en højere relativ skattestigning for at finansiere tabet. Dermed slipper de rigeste billigere. Det er socialt skævt.

 

Fattige kommuner ikke fremtidssikrede

Ændringen af udligningssystemet er skruet sådan sammen, at flere af kommuner, som har store udgifter til forsørgelse faktisk umiddelbart taber på omlægningen af selve systemet. Det, der redder regnestykket i år 2021, er at de dels bliver kompenseret via kompensationsordningen, som sætter loft over hvor stort et tab, kommunen må tage som følge af reformen. For det andet får disse kommuner så andel i særtilskud til – og yderkommuner. Samlet ender en række pressede kommuner derfor i plus i 2021.

 

Imidlertid er kompensationsbeløbet for 2021 sat en gang for alle. Det er det samme beløb, som disse kommuner får år efter år. Det betyder, at hvis de underliggende bevægelser, som bestemmer tilskuddet, udvikler sig ugunstigt for disse kommuner, kan de ende med at tabe penge på reformen.

 

Økonomisk krise sår tvivl om langtidsholdbarhed

Endelig er det et væsentligt spørgsmål, hvor langtidsholdbar reformen er set i lyset af den økonomiske krise.

 

Genopretningen efter finanskrisen var således meget ulige fordelt. Et mønster som hidtil har været utraditionelt i Danmark. Således oplevede udkantskommuner en langt svagere økonomisk vækst og færre nye skabte job.

 

Skulle en sådan skævhed i genopretningen efter den økonomiske krise i kølvandet på corona-nedlukningen finde sted, vil det bidrage yderligere til skævhederne mellem kommunerne. Det vil samtidig sætte spørgsmålstegn ved, om den gennemførte reform faktisk evner at sikre en udligning, der tager højde for øget ulighed.

 

Regeringen kunne i lyset af den store usikkerhed om fordelingsvirkningerne af krisen have valgt at pumpe de samme penge ud til kommunerne målrettet de svageste kommuner. Der findes allerede i det nuværende system såkaldte særtilskudspuljer, som sagtens kunne skaleres med de ca. 3 mia. kr. som der tilføres i ny likviditet med udligningsreformen.

 

Klogt af Enhedslisten ikke at deltage i reformen

Samlet set var det en klog beslutning, at Enhedslisten ikke gik med i reformen. Regeringen havde alle muligheder for at vælge en løsning, som ikke ville føre til nedskæringer i nogen kommuner.

 

Regeringen kunne for det første have skelet til Enhedslistens udspil fra 2018, hvor partiet foreslår en kombineret reform af udligningsordningen og refusionsordningen. Udspillet anviser vejen til at få højere udligningsgrad, som løftes i takt med øget tilskud til kommunerne. På den måde ville en reform holde alle kommuner skadesfri, men samtidig prioritere at løfte de kommuner, som blandt andet på grund af overførselsbyrden var mest trængte. Dette ville være en ægte solidarisk reform.

 

For det andet kunne regeringen have inddraget Enhedslisten i realforhandlinger efter lanceringen af regeringens udspil. Enhedslisten stod klar til at ændre i udspillet, så det kunne blive en reform, der som minimum friholdt kommuner for besparelser, løftede kommunerne fra bunden og samtidig lempede på serviceloftet, så reformen faktisk ville føre til et velfærdsløft.

 

Den tredje og sidste mulighed for et bedre alternativ end den foreliggende reform havde regeringen ved at udskyde reformen indtil konsekvenserne af den økonomiske krise post-corona var kendt. Indtil da kunne der sagtens fordeles yderligere 3 mia. kr., som regeringen alligevel endte med at stange ud i ren likviditet, fordelt gennem målrettede særtilskud til de mest pressede kommuner.

 

Regeringen valgte desværre ingen af disse bedre løsninger, men i stedet en utilstrækkelig reform.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com