Latinamerika ligger i top med hensyn til coronasmittede og dødsfald, men samtidig med kaotiske sundhedstilstande, sult og eskalerende ulighed har arbejdere, studerende og unge mennesker i byernes periferi, bønder, landsbybeboere, sorte og oprindelige folk, rejst sig for at forsvare deres liv - imod højre- eller centrum-højreregeringers dødbringende nedskæringsplaner.

af Ana C. Carvalhaes, Israel Dutra

Generalstrejken i Colombia, Paro Nacional, den 18.-29. april 2021, blev begyndelsen til en periode med enorme daglige demonstrationer, med en enhed uden fortilfælde af bevægelser blandt folk fra både by og land, oprindelige folk, miljøaktivister og unge arbejdsløse – de sidstnævnte dannede fortrop. Voldelige sammenstød har indtil nu kostet 75 livet, 83 har mistet et øje, 1.468 har været udsat for fysisk vold, 1.832 vilkårligt fængslet, og der har været 28 rapporter om seksuel vold, begået af medlemmer af undertrykkelsesstyrkerne.

 

Selv om både tanks og helikoptere blev sat ind, så tvang mobiliseringerne regeringen til at trække deres skattereform tilbage, og både økonomiministeren og finansministeren måtte trække sig tilbage. Den brutalitet, der blev anvendt, bar ved til utilfredshedens bål, og isolerede landet internationalt (efter den forfærdelse, som en massakre forårsagede, opfordrede USA’s præsident Biden og FN til fred og dialog), men det forhindrede ikke demonstrationerne i gaderne og vejblokaderne i at fortsætte. Samtidig med, at præsident Iván Duques regering gav grønt lys for den mest barbariske undertrykkelse, indkaldte den strejkelederne til en rundbordssamtale, men uden at love dem noget som helst for at indstille aktionerne. Gustavo Petro, lederen af centrum-venstrepartiet Colombia Humana, og den mest fremtrædende oppositionspolitiker, der opfatter sig selv som favorit til at vinde valget i 2022, udnytter situationen til at opfordre til fred og fraråde en konfrontation med Duque. Men de unge i gaderne, der havde organiseret sig ud fra en klar bevidsthed om, at de ville være de svageste, hvis modparten greb til våben, sagde, at de hellere ville dø i en kugleregn, mens de kæmpede, end bukke under for corona og sult.

 

Kontinentale dilemmaer

Uanset hvad der kommer ud af de nuværende demonstrationer, så er det, der sker i Colombia, symbolsk for de store økonomiske og sociopolitiske dilemmaer i hele regionen. Efter at være havnet i en global krise, som de ikke havde forudset, og stå uden de ekstraordinære profitter fra prishoppet på råvarer i de første årtier af århundredet, har de neoliberale regeringer og borgerskabet i de forskellige lande mere end nogen sinde brug for at ty til skrappe nedskæringsplaner: reduktion af sociale udgifter, skattestigninger, højere priser og privatiseringer, for at kunne betale den stigende statsgæld. De må derfor lukke af over for de voksende behov hos en befolkning, hvor stadig flere synker ned i dyb fattigdom og daglig elendighed, yderligere forstærket af den nylige konjunkturafmatning. De er klar til at tvinge deres planer igennem med rifler, bazookaer, tanks og nu også med helikoptere. Men så er der alligevel sprunget en gnist, som f.eks. Duques skattestigninger (eller Piñeras metrotakststigninger i Chile eller Lenín Morenos stigende oliepriser i Ecuador), og krudttønden af folkets vrede er eksploderet.

 

Desperation og mobiliseringer, selv når de er så heroiske som dem, der blev anført af Colombias unge, er ikke nok i sig selv til at ændre kursen for et kontinent, der er koloniseret af den globale finansverden, gjort syg af corona og ført på afveje af en skarp global drejning mod højreekstremistiske og neofascistiske holdninger. De sociale kampe vil fortsætte – det er nu endnu mere sandsynligt på grund af den yderligere forarmelse, som pandemien har ført med sig. Men den neoliberale modoffensiv gennem de seneste 40år er ikke forbi, selv om højrefløjen har færre kort at spille med, end den havde for to eller tre år siden, og den kan blive svækket endnu mere af nye kampe i gaderne og ved stemmeurnerne.

 

Arbejderne og den brede befolkning i det hele taget vil blive ved med at føle neoliberalismen på kroppen og lide under de mere eller mindre brutale monstre, der fører an (Bolsonaro, Duque, Piñera, Lasso, Lacalle). De bliver nødt til at lære af det. Tænk på Ecuador: Hvordan skal det lykkes for Lasso, en hovedrig bankier, at få folk til at følge hans opskrift med at ’spænde livremmen ind’, og få landet til at rette sig efter, hvad kreditinstitutionerne dikterer, i et meget komplekst samfund, der har rutine med hensyn til at vælte de regeringer, som de bliver udsat for? Den næste periode vil blive kendetegnet af flere konfrontationer og sociale omvæltninger. Vi får bedre mulighed for at vinde delsejre, hvis den parlamentariske venstrefløj ikke lægger en dæmper på viljen til at kæmpe, med dens alt for velkendte tilbøjelighed til at kanalisere alting ud i kravet om nyvalg, eller hvis den på anden vis stikker en kæp i hjulet på den folkelige selvorganisering

 

Den helt usædvanlige globale krise, der raser i dag, og den skærpede konfrontation mellem USA og Kina, gør det umuligt at stable en ny periode med stabilitet på benene efter samme recept, som dengang USA, EU, Kina og Rusland sameksisterede uden større spændinger. Eksemplerne fra Ecuador, Bolivia og Chile tyder på, at der kan blive et større socialt og politisk rum for opbygningen af antikapitalistiske alternativer.

 

Chiles politiske ’jordskælv’

Pandemi-katastrofen, fra Rio Grande til Patagonien, har ikke forhindret politiske og sociale kampe og sammenstød i at påvirke valgresultaterne. Chile er måske det mest iøjnefaldende eksempel. Resultatet af ’mega-valget’ 15. maj 2021 blev et knusende nederlag for højrefløjen, der ikke opnåede de to tredjedele af de deputerede, der kræves for at kunne nedlægge veto mod anti-neoliberale lovforslag. Den ’respektable’ venstrefløj fra Concertación-alliancen (det socialistiske parti og de kristelige demokrater), der regerede landet i 24 år (1990-2010 og 2014-18), blev også slået. Valget blev en sejr for de alternative venstrekræfter, som f.eks. det kommunistiske parti og de partier, der udgjorde Frente Amplio (Den Brede Front) (se note).

 

Men frem for alt var valget kendetegnet af, at ’uafhængige’ invaderede de chilenske institutioner, mange af dem fra den antikapitalistiske venstrefløj. Fænomenet med uafhængige kandidater i Chile – kandidater, der er kommet frem i periferien af de eksisterende partier, undertiden opstillet på venstrefløjspartiers liste, men især via bevægelser eller lokalt baserede lister, og som nu er deputerede, guvernører, borgmestre eller rådmænd – plus den lave stemmeprocent (næsten 60 procent), bekræfter bredden og dybden af den krise, som repræsentativiteten af det chilenske politiske system har befundet sig i de seneste 31 år. (note 2)

 

Sammensætningen af den grundlovgivende forsamling afspejler omfanget af den folkelige sejr: kønsmæssig ligestilling, garanteret deltagelse af oprindelige folk (17 sæder ud af 155), mulighed for kandidaturer og koalitioner uden for de traditionelle partier. Det er den første grundlovgivende forsamling i historien, hvor antallet af mænd og kvinder er så tæt på at være det samme, som det kan: henholdsvis 78 og 77. Gennembruddet for kvinder i Chile med hensyn til at være ligeligt repræsenteret var så signifikant, at paritetsmekanismen blev taget i anvendelse (der var på forhånd vedtaget en justeringsordning, der garanterede lige mange kvindelige og mandlige deputerede i alle tilfælde), eftersom der blev valgt 84 kvinder og 71 mænd. Med andre ord, der var 7 kvinder, der måtte vige pladsen for mænd for at sikre balancen! Disse forordninger kan kun forstås ud fra storheden og dybden af det anti-systemiske oprør i oktober 2019, samt styrken i den kamp, der blev ført af kvinder, unge, og oprindelige folk.

 

Ecuador og Bolivia

I samme kontekst af tektoniske sociale plader i bevægelse, blev der afholdt valg i to andre Andes-lande i begyndelsen af april.

 

I Ecuador vandt bankmanden Guillermo Lasso over Andrés Arauz, Rafael Correas efterfølger (57,58 mod 47,48 procent), i anden valgrunde. I den første valgrunde, i februar, blev den meget snævre forskel mellem Lasso og Yaku Pérez fra Pachakutik Flernationale Bevægelse draget så meget i tvivl af sociale bevægelser, at det bestyrkede oprindelige folks følelse af svigt i forbindelse med, hvad de kaldte ’ideologisk’ spildte stemmer. Som følge heraf er Ecuadors regering igen i hænderne på forretningsverdenens direkte repræsentanter, for første gang i 35 år. Lasso har et ultra-neoliberalt program, men også et meget stort problem, der består i, at han står over for et folk, der ikke er slået, og en venstreopposition, der valgte et medlem af Pachakutik-folket som formand for parlamentet.

 

I Bolivia led MAS (Movimiento al Socialismo) nederlag i regionerne La Paz, Tarija, Chuquisaca (hvor Sucre ligger) og Pando. Deres kandidater tabte i alle disse regioner, men Evo Morales’ sociale og politiske bevægelse er stadigvæk det eneste etablerede parti på landsplan. MAS sikrede sig regeringsmagten i tre af landets ni regioner (Cochabamba, Oruro og Potosi), ligesom de gjorde i 2005. De tabte i vigtige byer som La Paz (hvor en tidligere minister i Añez’ kupregering vandt borgmesterposten), Cochabamba og den strategisk vigtige by El Alto.

 

Disse resultater, og især den måde, kandidater knyttet til bevægelser, der engang hørte til MAS eller har en MAS-basis (som f.eks. den tidligere senator Evo Copa, nu borgmester i El Alto, og de guvernører, der blev valgt i La Paz og Chuquisaca) har skærpet den interne diskussion i Evo Morales’ parti-bevægelse, hvor der er stillet et stort spørgsmålstegn ved, at kandidater er blevet håndplukket af den tidligere præsident. Den store parti-bevægelse, arvtager af tidligere årtiers kampe og sejre, er nu blevet splittet i tre strømninger: den ene tegnes af Evo Morales, som er ivrig efter at omforme bevægelsen til en boliviansk version af Maduros PSUV, i en åbenlyst autoritær retning; dernæst, omend meget tæt på Evo, den mere teknokratiske neoliberale gruppering, der er repræsenteret af den nuværende præsident Luis Arce; og til sidst den strømning, der hører hjemme i den centrale del af Bolivia, og som identificerer sig med vicepræsident Davi Choquehuanca – imod det koncept, som Evo har tænkt sig skal præge det ’politiske instrument.’

 

Ingen grobund for en ’ konservativ cyklus’

Ud fra dette generelle billede, sammen med konflikten i Peru om at få sikkerhed for valget af Pedro Castillo som præsident, kan vi pege på nogle forhold, der vil forme den politiske situation i regionen i den kommende periode. Den flerstrengede krise for den globale kapitalisme kommer til udtryk regionalt ved den dybe krise for de borgerligt-demokratiske regimer (mere eller mindre alvorligt i de forskellige lande), som er skærpet og langt fra at blive løst på grund af de neofascistiske alternativer, der er bragt på bane forskellige steder.

 

De fejlslagne neoliberale intentioner i begyndelsen århundredet (Carlos Menem i Argentina, Fernando Henrique Cardoso i Brasilien, Enrique Peña i Mexico, Sebastian Piñera i Chile , Gonzalo Sánchez de Lozada og Carlos Mesa i Bolivia) og det aktuelle fravær af en ny type antikapitalistisk venstrefløj tyder på, at de næste konfrontationer vil finde sted mellem de neoliberalt-oligarkiske kræfter (mere eller mindre afsvækket) og arvtagerne til den såkaldte ’progresismo’, der var ved magten i det meste af dette århundrede (’progresismo’ er en betegnelse, der anvendes om en politik, der har intention om at bryde USA’s neoliberale dagsorden for Latinamerika, men ikke med gå ud over kapitalismens økonomiske faser med vægt på råstofudvinding, o.a.).

 

På trods af alle forskelle mellem regionens lande (kamperfaringer, organisation, nylige nederlag eller sejre), så rummer de lokale kapitalistiske alternativer, tæt knyttet til USA, som de er, ikke nogen af de løsninger med hensyn til økonomi, demokrati og national suverænitet, der er nødvendige for at kunne få bugt med Covid-19-verdenens tragedier i forhold til sundhed, miljø og samfundet generelt. Deres planer for hyperudbytning og autoritære styreformer (åbne eller skjulte) vil blive ved med at kollidere med de udbredte krav om vacciner, hospitaler, indkomst, uddannelse, boligforhold og transport, samt frem for alt retten til at organisere sig og kæmpe for livet.

 

Ingen tilbagevenden til ’progresismo’

En ’ny cyklus’ af såkaldt ’progresismo’ er ikke begyndt og kommer næppe heller til det. ’Progresismo’ er en diskutabel kategori, der refererer til så forskellige erfaringer som begivenhederne i Venezuela og Bolivia (med frontale kampe imod imperialismen) og de socialliberale udviklingsforløb med ’Concertación’ i Chile, Frente Amplio i Uruguay og Arbejderpartiet i Brasilien (sidstnævnte med subimperialistiske prætentioner og tiltag). Det er med andre ord usandsynligt, at centrum-venstre- eller venstrefløjsregeringer, med flere eller færre antiimperialistiske træk, der kan fremme en vis omfordeling, vil komme til magten igen. Det betyder ikke, at betydningen af sejre over for højrefløjen, kan afvises, hverken i Bolivia, Mexico, Chile eller Peru, eller at muligheden for på en eller anden måde at støtte Lulas tilbagevenden til magten for at besejre neofascisten Bolsonaro.

 

Den ’progresismo’, som vi så i århundredets første årti, både i dens mere bolivianske form eller den mere socialliberale variant, var en følge af helt specielle globale (og også nationale) økonomiske og sociale forhold, som vi ikke kommer til at se igen. Den relative succes for de såkaldte ’progressive’ regeringer blev understøttet af det, der var (og stadigvæk er, i den aktuelle situation i Venezuela) deres strukturelle begrænsning: de levede af et råvareboom, der åbnede op for udviklingsmodeller, der byggede på råstofudvinding, og som reelt understøttede den landbrugsbaserede eksport, der var karakteristisk for økonomierne i regionens lande, og dermed også det præg af kolonialisme og rovdrift, der klæbede til dem. I den socialliberale version blev der bevidst satset på klassekoalitioner mellem folkelige kræfter og mere eller mindre brede sektorer af de herskende klasser. De sidstnævnte tabte hurtigt lyste til at holde fast ved disse planer, og der er ikke noget, der tyder på, at de vil eksperimentere med dem én gang til.

 

De progressive forslag er desværre ikke kommet videre end til denne model, og de prøver stadigvæk på at få folk til at tro på, at det er muligt at begynde på en frisk igen-igen, som om intet var hændt, og som om de ikke allerede havde været ved magten og forsøgt sig, så deres tilhængere og nye generationer af aktivister var blevet trætte af dem, når deres påfund gang på gang kolliderede med de krav, som de kæmpede for. Som Franck Gaudichaud har understreget i et nyligt interview:

https://internationalviewpoint.org/spip.php?article7103

’Latinamerika er – som resten af verden – gået ind i en meget urolig periode, sammensat af en gigantisk økonomisk krise, Covid-19 krisens overvældende byrde i strukturelt meget forskellige lande, den accelererende forværring af klimakrisen, samt en ny samfundsmæssig, politisk og ideologisk polarisering.’

 

Det er klart, at det er korrekt at kæmpe side om side med de ’progressive’ sektorer -især når der er en voksende ultra-neoliberal og højreekstremistisk konservativ fløj – og måske endda at stå sammen med dem ved valg eller støtte dem. Men den strategiske diskussion forarmes, når den bliver fastlåst til denne taktik – Lenin og Trotskijs enhedsfront. Den var for mere end 80 år siden en kamptaktik for de menige medlemmer af de europæiske arbejderpartier i kampen mod den voksende fascisme. Det er helt korrekt og nødvendigt at satse på enhed i kampen mod en autoritær neofascisme.

 

Men man må huske på, at det – bortset fra Brasilien og Colombia – ikke er i alle lande, at højrefløjen har mulighed for at komme til magten eller holde fast ved den. Latinamerikas enorme ’sociale venstrefløj’ (både aktivister og vælgere) er ikke så disciplinerede af de ’progressive’, som de menige medlemmer af de europæiske arbejderpartier var i størstedelen af det 20. århundrede.  Det er også nødvendigt at få alle dem med, der aldrig har været ’progressive’ (f.eks. de nye generationer, der vælger gaderne som slagmark), og dem der er blevet desillusioneret af de ’progressive’, uden af den grund at bevæge sig mod højre. Kampen om den brede befolknings og arbejdernes bevidsthed føres ikke kun ud fra én taktik.

 

I de seneste års store kampe, især de nyeste (i Chile, Ecuador, Peru, Mexico, samt i Brasilien og Argentina, og lige nu i Paraguay og Colombia), er der dukket hundredtusinder af aktivister op, der er totalt imod systemet, og stadig flere bliver ved med at komme til fra de fattigste bydele, feminister, klimakæmpere, antiracister, oprindelige folk, landsbysamfund, LGBTQI-fællesskaber, unge og studerende, lærere og ansatte i nye sektorer. (se Poul Masons artikel i Guardian)

https://www.theguardian.com/world/2021/jun/02/how-the-covid-shock-has-radicalised-generation-z

 

Alle disse bevægelser kommer med krav, der kolliderer med den klassiske ’progressivismes’ begrænsninger, fordi de kæmper imod de livsbetingelser, som den nutidige kapitalisme byder dem.

 

Det, der sker i Ecuador, Peru, Chile og Bolivia, udtrykker, også når det sker ved valgene, de enorme modsætninger, problemer og udfordringer, som den nye latinamerikanske situation frembringer. Både højrefløjen, den traditionelle venstrefløj, og de, der vil opbygge et nyt antikapitalistisk, økologisk, feministisk, antiracistisk og demokratisk alternativ, står over for disse problemer. De seneste eksempler bekræfter, hver på deres måde og med vekslende intensitet, at der – mere i Chile, Peru og Colombia end andre steder – er et socialt og politisk rum for dannelsen af antikapitalistiske alternativer med programmer, der kommer fra de sociale kampe, i stadig bevægelse mod konkrete svar på uligheder af alle slags, racisme, sult, korrupte regimer, politiets og militærets vold, ødelæggelse af miljøet, og folkedrabet på oprindelige folk.

 

Vejen kommer hverken til at være retlinet eller let, der kommer både op- og nedture, nederlag og sejre. Den store prøve er at være med i kampene og skabe vores program sammen med, og ikke for, denne nye kamplystne generation.

 

30. juli 2021

 

NOTER:

1) I 2014-2018 slog Concertácion-partierne sig sammen med det kommunistiske parti i Nueva Mayoria-koalitionen (’nyt flertal’, o.a.).

2) Der er mange ’politiske lejre’ blandt de såkaldte ’uafhængige’. 28 deputerede fra Lista Apruebo Dignidad (Frente Amplio og det kommunistiske parti), 27 fra Lista del Pueblo (bevægelser med udgangspunkt i enkeltsager eller lokalsamfiund, og bevægelser fra den generelt antikapitalistisk venstrefløj), 11 mere centrum-venstre-orienterede, der kalder sig de ’ikke-neutrale uafhængige’ og 10 andre uden for enhver koalition eller liste – i alt 76, eller 49 procent af Forsamlingen. Hvis vi tilføjer de 17 repræsentanter for etniske mindretal (de er alle venstreorienterede i bred forstand), så bliver det til 93 stemmer ud af 155, eller 60 procent. Det er uden at have medregnet de 25 valgte medlemmer af Approval List (socialister, kristelige demokrater og små centrum-venstrepartier), der identificerer sig med de socialliberale Contertación-regeringer. Højrefløjen, der har 37 deputerede, frygter med rette for den nye forfatning.

 

Ana C. Carvalhaes er journalist og medlem af ledelsen i Insurgenciâ , en strømning inden for Partiet for Socialisme og Frihed PSOL i Brasilien. Israel Dutra er medlem af ledelsen af MES i Brasilien.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

 

Tidslinje for Colombia 2020-2021

2020

– Der bliver dræbt en mand fra et oprindeligt folk hver sjette dag, følgeskadevirkninger af kampen mellem paramilitære og narkohandlere.

– BNP faldt med 6,6 procent. 42,5 procent lever i fattigdom. Halvdelen af befolkningen lever af jobs uden for den officielle økonomi.

– Juan Manuel Santos’ fredsaftale med FARC gav anledning til statslige investeringer i områder, der tidligere hørte under FARC. Men præsident Duques modstand mod disse aftaler bremser gennemførelsen af fredsplanen.

– Der har været et stigende antal drab på aktivister og massakrer, efter Iván Duque kom til magten: Der har været 41 massakrer i landet, der har kostet 210 dræbte siden 2018.

– Den 8. september blev advokat Javier Ordonez arresteret under en demonstration imod Duques regering, udsat for tortur med elektriske stød og døde på en politistation i Bogota.

– Undertrykkelsen af demonstranter imod Duques politik har kostet 11 dødsfald og mere end 200 sårede. Politiet har skudt med skarpt mod demonstranterne.

– I oktober var mere end én million oprindelige folk, afro-colombianere og småbønder, på Nasa-indianernes initiativ, forsamlet i fire dage på Bogotas største plads for at demonstrere mod regeringen. De fordømte mordene på mange af deres ledere. De krævede, at volden ophørte, mere demokrati og ret til selvbestemmelse.

– Med faldet i priser på landbrugsvarer, yderligere forværret af pandemien og åbningen af markedet for udenlandsk konkurrence, er småbønderne blevet stærkt forarmede.

 

2021

– 75.000 dødsfald indtil maj i år ud af 50 millioner indbyggere på grund af pandemien.

– Den Særlige Domsmyndighed for Fred (oprettet efter fredsaftalen med FARC) har rejst tiltale mod 8 tidligere guerilla-ledere for forbrydelser mod menneskeheden på grund af de 21.000 bortførelser, der blev begået af FARC.

– I begyndelsen af april begyndte en mobilisering, der førte til en generalstrejke, imod en foreslået skattereform, der, midt under pandemien, mest ville berøre middelklassen.

– I maj kom der mobiliseringer, der hurtigt voksede i omfang, imod regeringens politik på Covid-19-, social- og uddannelsesområdet. Politiet dræbte mere end 30 for at bryde de fredelige demonstrationer.

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com