Jeg har i dag begået forræderi mod mit eget parti Enhedslisten - og stemt på nogle andre. Jeg var i tvivl til det sidste, men da jeg i går aftes stod i stemmeboksen endte jeg med at stå der i lang tid. Sekunderne trak ud - og de mange sekunder blev efterhånden til minutter.

af Henrik Skaaning

Mine øjne kørte febrilsk mellem tre muligheder: Frie Grønne, som jeg i trods dagen før havde proklameret som mit foretrukne parti, Alternativet og så mit elskede Enhedslisten. Jeg havde efterhånden stået i stemmeboksen, i hvad der føltes som år, og blev helt i tvivl, om man overhovedet måtte stå der så længe.

 

I mit stille sind forestillede jeg mig en frustreret valgtilforordnet komme stormende ned til mig og med harmdirrende stemme fortælle, ”at nu måtte jeg skide og få afgivet den forbandede stemme – eller hoppe af potten, så andre vælgere – der faktisk havde styr på, hvad de ville stille op med stemmen, kunne komme til” og ting i den dur.

 

Den Enhedsliste, som jeg har været løst tilknyttet, siden jeg første gang blev politisk aktiv i ca. 2007, den Enhedsliste, jeg trofast har sat X ved, siden jeg første gang fik stemmeret til et dansk valg i 2011, havde jeg netop forrådt: Med en bævende hånd og sveden piblende fra min pande satte jeg et X ved et parti, jeg vidste ikke havde en kinamands chance for at komme i Folketinget – men de havde trods alt én kvalitet: De var ikke Enhedslisten.

 

Men nok om min personlige krisefortælling fra stemmeboksen i går: Enhedslisten fik i går det største valgnederlag i moderne tid – ved valget i 2019 fik partiet 6,9 procent af stemmerne, mens partiet ved gårsdagens valg høstede 5,2 procent: en tilbagegang svarende til, at hvor man før i et lokale med 14 mennesker kunne finde én person, der stemte Enhedslisten, til at man nu skal svinge sig op til at tage til en fest på knap 20 personer, før man finder den første Enhedsliste-vælger.

 

Man kan også formulere samme pointe på en anden måde: Enhedslisten har siden sidste valg mistet knapt 25 procent af sin vælgerbase – en vælgerbase, som har valgt enten ikke at stemme eller ikke at stemme på Enhedslisten, og det burde føre til grundig refleksion og eftertanke hos de ledende medlemmer af partiet.

 

Ikke siden den såkaldte ”modernisering” af Enhedslisten har et valgresultat været så dårligt for partiet. Partiet har i sin tid som støttehjul til den socialdemokratiske regering haft cirkka samme succes som en fladfisk, der har forladt sit rette element på havbunden og har besluttet sig for, at nu vil den altså op på land og trække luft ned i lungerne. Det har måske set ud som en succes. Et Enhedslisten på land kan hoppe rundt i nærheden af Christiansborg – og sikke et syn, det har været: Men hvis ikke partiet hurtigst muligt finder vej tilbage til vandet, vil det gå til grunde, for en fisk har ikke lunger, den har gæller og kan kun trække vejret, når den er i vandet.

 

Og jeg tror, jeg har et bud på hvorfor:

 

I teksten Hegemoni og Socialistisk Strategi, som i 1985 blev skrevet af de ellers afdæmpede og nydelige folkesocialistiske tænkere Laclau og Mouffe, beskriver de en ret afgørende forskel mellem på den ene side politik (altså den daglige udveksling af parlamentarisk teknik: lovforslag, debatter i Folketinget, §20-spørgsmål og alle de andre klassikere, som de folkevalgte i Enhedslisten bruger deres tid på), og på den anden side det politiske (som henviser til de større politiske linjer i et samfund, der ændrer, hvem og hvad en stat og et samfund er til for og hvad den laver).

 

Det er tydeligt, at Enhedslisten har opgivet kampen for at ændre det politiske – lidt efter lidt er princip efter princip, som har forholdt sig til de store linjer i samfundets indretning, gledet ud af partiets principprogram, og lidt efter lidt er den dagligdags politik begyndt at fylde mere og mere. Hvis man gerne vil gøre sig håb om på et tidspunkt at vinde magten og etablere, hvad Laclau og Mouffe med inspiration fra den italienske kommunist og tænker Gramsci kalder samfundsmæssigt hegemoni – så bliver man nødt til 1) at forholde sig til det politiske – altså tænke og agitere for noget, der ligger ud over den politiske teknik og 2) at være i stand til at bygge og formulere en politisk subjektposition. Med andre ord: gennem sit virke at skabe en politisk identitet, som folket (i hvert fald en tilstrækkelig stor del) er i stand til at se sig selv i.

 

Årsagen til, at Enhedslisten har fået en så eklatant vælgerlussing til dette valg, skal findes der: Enhedslisten forholder sig til politik og ikke det egentligt politiske. Fordi Enhedslisten har opgivet drømmen om et radikalt andet samfund, gør de sig skyldige i at hoppe med på en tendens i samfundet og moderne politik – en egentlig brøde, som Laclau og Mouffe kalder post-politik, hvor politiske forskelle mellem højrefløj og venstrefløj udviskes, og vælgerne bliver apatiske, fordi alle de valgmuligheder, de har på deres stemmeseddel måske har forskellige indpakninger og vægtninger – men i store træk indeholder sådan cirka det samme og har de samme politiske varer på hylderne.

 

Om man går til SF eller til Enhedslisten kan sådan set komme ud på ét. Ingen af partierne forholder sig til det egentligt politiske, og fordi post-politiske projekter fungerer som støtte til det allerede eksisterende samfundsmæssige hegemoni, præsterer de heller ikke for alvor at levere politiske resultater.

 

Vigtigst af alt kan de post-politiske projekter ikke mobilisere menneskers følelser – altså følelser som håb, og give dem en politisk identitet. De post-politiske projekter undergraver dermed sig selv og gør sig sårbare overfor udfordringer fra partier, som har modet til at tale om det, jeg har nævnt så mange gange i dette skriv: det egentligt politiske, og det er længe siden, højrefløjen fangede den besked.

 

Stemmer man på Donald Trump, Bolsonaro eller Inger Støjbergs parti (tidligere DF), ved man godt, hvad man får: et opgør med den liberale menneskerettighedsbaserede politiske orden etableret i kølvandet på Anden Verdenskrig – altså en forandring af det egentligt politiske, et parti med friske nye varer, man ikke kan finde andre steder i det politiske landskab og en politisk identitet. Stemmer man på Enhedslisten, ved man også præcist, hvad det er, man får – mere af det samme.

 

Enhedslisten blev i 1989 dannet af en række småpartier på Danmarks yderste venstrefløj. Missionen var at samle kræfterne på venstrefløjen, minimere stemmespildet og kæmpe for forandringer af det egentligt politiske, men valget i går har vist, at partiet i store træk har udspillet sin rolle som samlingsparti på venstrefløjen.

 

Enhedslisten fik 5.2 procent af stemmerne, Alternativet fik 3.3 procent, og stemmespildet er genetableret med Frie Grønnes resultat på 0.9 procent – i stedet for en samlet front, der kunne have samlet cirka 9 procent af stemmerne om sig, er venstrefløjen splittet i tre forskellige partier, og Enhedslistens navn eksisterer nu kun som en komisk påmindelse om, hvad partiet engang var og hvad det ikke formåede at blive ved med at være. Alt for mange vælgere har ikke kunne se sig selv i Enhedslistens projekt, og som resultat er de famøse 1000 blomster blomstret uden for partiet.

 

Mit håb er, at Enhedslisten genfinder sin grundnerve og igen kan blive det samlende parti for den danske venstrefløj – og vejen tilbage til fordums storhed går ikke gennem mere post-politik, men gennem en konsekvent udfordring af den tekniske politik, livtag med det egentligt politiske, og at Enhedslisten finder de ting, som ingen andre partier har at byde på frem fra baglokalet, hvor de har ligget gemt i en efterhånden ganske støvet opbevaringskasse.

 

Så skal jeg i hvert fald nok stemme på jer igen.

 

2. november 2022

 

Indlægget er sakset fra Henrik Skaanings Facebookprofil og bringes med hans tilladelse.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com