For et par måneder siden blev jeg bedt om, at holde en tale til Enhedslistens Midsommerfest i København NV. Det fik mig til, at tænke over, hvad det vigtigste er, når man holder en tale. Lige nu er store dele af arbejderklassen er modløse og apatiske. Særligt ungdommen. Når man taler om, hvorvidt en demonstration var en succes eller ej, eller om en tale var god eller ej, tror jeg det vigtigste spørgsmål er: Gav den folk gejst og håb, eller minder den os bare om, at verden er fucked?