En israelsk domstol har afvist en sag om diskrimination på vegne af to palæstinensiske børn bosat i byen Karmiel. Retten hævder, at den grundlæggende nationalstatslov tillader diskrimination mod ikke-jøder.

af Yossi Gurvitz

For 2 år siden vedtog Israel en lov, der definerer landet som ”jødernes nationale stat”, og det får nu konsekvenser. Yaniv Luzon, en anklager ved magistratsretten uden for Haifa, afviste en sag om diskrimination begæret af onklen til to palæstinensiske børn, som bor i byen Karmiel. Han citerede Nationalstatsloven for at tillade diskrimination, beretter dagbladet Ha’aretz.

 

Onklen sagsøgte byen på børnenes vegne, idet han konstaterede, at byen ikke har en skole for arabisktalende børn og derfor skulle kommunen kompensere børnene for udgifterne til at gå på arabisksprogede skoler i nabobyerne. Anklagen anslog erstatningen til 45.000 kr. dækkende udgifterne i adskillige år.

 

I sin afgørelse, hvor han afviste sagen, skrev Luzon: ”Karmiel er en jødisk by og var grundlagt for at understøtte jødisk bosættelse i Galilæa…at bygge en arabisksproget skole såvel som finansieringen af transporten af arabiske elever til nogen som helst til hvor som helst kan ændre den demografiske balance og skade byens identitet (på det tidspunkt var 6 procent af byens befolkning arabisk)”. Altså fordi det er en jødisk by, har staten ingen forpligtigelser at imødekomme det palæstinensiske mindretals behov.

 

Luzon lagde Nationalstatsloven til grund for sin afgørelse:

 

”Artikel 7 i den grundlæggende lov lyder: ”Staten anser jødisk bosættelse som en national værdi og vil handle på en sådan måde, at sådanne bosættelser bliver opmuntret og vil fremme deres oprettelse og etablering”. Da udviklingen af en jødisk bosættelse og dens understøttelse er en national værdi fastlagt i en grundlæggende lov, bør det anses som en valid og afgørende overvejelse i byens drøftelser, herunder bygningen af skoler og fastlæggelse af en politik for finansieringen af skolebusser ud af byen”.

 

Israel har ingen grundlov. Staten har i stedet adskillige grundlæggende love. Grundlæggende love lider af en stor svaghed, de kan blive vedtaget med ethvert flertal. Det er teoretisk muligt med stemmetallene 2 for og 1 imod. I takt med Netanyahus magt er tiltaget, har han ændret de grundlæggende love igen og igen, hvor han til lejligheden gør brug af sine forskellige koalitionspartnere.

 

Således bygger den nuværende regering, som officielt har to overhoveder (med Netanyahu som premiereminister og Ganz som surrogat-premiereminister), for eksempel på en unaturlig mutation af den grundlæggende lov om regering.

 

Den grundlæggende lov om nationalstaten kunne ændres af et hvilket som helst flertal i Knesset, og dog er chancerne for et sådant flertal ubetydelige i en overskuelig fremtid.

 

Legalisering af apartheid

Det Blå-Hvide Parti, Netanyahus koalitionspartner, havde annonceret, at de ville ændre nationalstatsloven – for at give eksplicitte rettigheder til ikke-jøder, først og fremmest de israelske drusere (som aftjener deres værnepligt) Men de Blå-Hvide har ikke gennemført det. I onsdags trak de Blå-Hvide et lovforslag tilbage, som lovede ligestilling af alle israelere. Det var en reaktion på, at to høge i Knesset, som tidligere repræsenterede de Blå-Hvide bekendtgjorde, at de ville stemme imod.

 

Du læste rigtigt: Et forsøg på – et af mange- at sikre ligestilling var skudt ned og kom end ikke til afstemning.

 

Loven om nationalstaten har i ca. et årti været den israelske højrefløjs øjesten, lige siden det nu opløste og lidet savnede Kadimaparti fremsatte lovforslaget. Netanyahu blokerede forslaget i en årrække, idet han frygtede, det ville vække international fordømmelse, men efter Trump tiltrådte og samtidig med, at Netanyahu havde behov for at samle højrefløjen omkring sig, mundede det ud i det første valg i 2019. Han fremsatte forslaget for to år siden og fik det vedtaget. Højrefløjen bliver ved med at påstå, at det ikke er en apartheidlov, idet det kun var en ”erklæring af principper”. Palæstinensiske israelere og menneskerettighedsorganisationer har imidlertid længe advaret om, at Luzons afgørelse var den logiske konsekvens af loven.

 

Nationalstatsloven

Højesteret skal tage stilling til, hvorvidt loven er konstitutionel, men da det er en grundlæggende lov støttet af Knesset, ser der ikke ud til at være nogen gyldigt grundlag for at afvise den (se note).

 

Der er i hvert fald ingen præcedens for et sådant skridt. Højesteretspræsidenten Esther Khayout, talte på en konference for flere måneder siden, hvor hun argumenterede for, at Højesteret ikke har nogen beføjelser til at afvise en grundlæggende lov. Selvom Khayout ikke nævnte nationalstatsloven ved navn, så er der ikke mange grundlæggende love, som bliver udfordret i retten. Som det er almindeligt i sådanne kontroversielle sager, vil hun søge at trække sagens afgørelse i langdrag, så længe hun kan.

 

Hendes dilemma er simpelt: Erklære loven konstitutionel og hun vil lovliggøre apartheid. En sådan afgørelse vil ikke falde i god jord i hendes bredere miljø blandt højesteretsdommere verden rundt. At afvise loven vil imidlertid dødeligt såre rettens legitimitet – og opinionsundersøgelser hvert år viser, at den er i frit fald. Hvis hun spiller sine kort rigtigt, vil hun imidlertid trille sagen videre til sin afløser. (Hun skal forlade sin post i oktober 2023).

 

Luzons vil sandsynligvis blive udfordret i retten. Luzon er simpelthen for lavt rangerende, til at kunne lave en endelig afgørelse. Det er ret sandsynligt, at distriktsretten vil beslutte, at en anklager i på dette domstolsniveau ikke kan træffe en afgørelse om en lov, som stadig står overfor en juridisk vurdering i Højesteret.

 

Lov eller ingen lov. De grundlæggende vilkår ude i samfundet -at et land, der er opbygget på zionistisk ideologi, nødvendigvis vil være et apartheidland –vil næppe ændre sig ændre sig lige med det første.

 

3. december 2020

 

Note 1:

Retssystemet har tre niveauer. Nederste niveau er magistratretterne, som findes i de fleste byer rundt omkring i landet. Næste niveau er distriktsdomstolene, som fungerer både som appeldomstole og første instanssdomstole, og de findes i fem af Israels seks distrikter. Det tredje og højeste niveau i retssystemet er Højesteret, som er placeret i Jerusalem. Retten har en dobbelt rolle som både højeste appelret og overordnet retsinstans. I sidstnævnte rolle er Højesteret første retsinstans, hvilket giver enkeltpersoner, både statsborgere og ikke-statsborgere, mulighed for at anlægge sag mod myndighedsinstanser. Israel er ikke medlem af Den internationale straffedomstol, da man frygter, at politisk pres kan påvirke rettens afgørelser til ugunst for landet. Israels lovsystem kombinerer engelsk normalret, civilret og jødisk ret. Det er baseret på Stare decisis’ principper (præcedens) og er et akkusatorisk processystem, hvor parterne bringer beviser frem for retten. Retssager bliver afgjort af professionelle dommere snarere end af nævninge. Ægteskabsindgåelse og ægteskabsbrud er de religiøse domstoles juridiske område: jødisk, muslimsk, drusisk og kristent. En komité bestående af Knessets medlemmer, højesteretsdommere og medlemmer af den israelske advokatforening forestår udvælgelse af dommere.

(Fra Wikepidia)

 

Oversat fra mondoweiss.net af Leif Mikkelsen

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com