Mens resten af verden fejrede nytår, gik 75 palæstinensiske arbejdere i strejke. Det gjorde de på fabrikken Yamit Sinour i en af de israelske bosættelser med krav om, at arbejdsgiverne skal anerkende deres rettigheder.

af New Unions

Firmaet producerer vandfiltreringssystemer til det globale marked, og de strejkende kræver menneskeværdige arbejdsforhold, bedre løn, løn under sygdom og en pensionsfond. For syvende dag i træk afviser firmaet at opfylde deres krav.
Den Nye Palæstinensiske Sammenslutning af Fagforeninger (Nye Fagforeninger) opfordrer ILO (FN’s faglige agentur, o.a.), ITUC (den største internationale faglige sammenslutning,o.a.) og faglige organisationer over hele verden til solidaritet med den palæstinensiske kamp for at ophæve det israelske apartheid system.

 

Det er ikke første gang, arbejderne strejker. Tværtimod er denne strejke udløst af, at arbejdsgiveren ikke vil opfylde den aftale om at forhandle med arbejderne, som kom ud af deres 20 dage lange strejke i november 2020.

 

Før da, i 2007, strejkede de ansatte både for højere løn og for at få kurser i bedre beskyttelse på den farlige arbejdsplads. Endnu tidligere, i 1998, strejkede de for grundlæggende rettigheder, som at få løst de alvorlige arbejdsmiljøproblemer og at få udleveret sikkerhedsudstyr.

 

Slaveri eksisterer stadig
Den aktuelle strejke bliver koordineret af en komite, bestående af fem arbejdere fra firmaet, og den støttes af Den Nye Palæstinensiske Sammenslutning af Fagforeninger (Nye Fagforeninger).

 

Khalil Shehab, en af de strejkende og medlem af komiteen, har arbejdet i firmaet siden 1995. Han fortæller:

 

”Selvom dette ikke er den første strejke, afviser den arrogante israelske arbejdsgiver at give os de samme rettigheder, som de israelske arbejdere har. Vi strejker, fordi vi vil behandles som mennesker og ikke som slaver. Vi er ikke slaver, den æra er slut. Vores krav er enkle og grundlæggende. Vi har brug for beskyttelse på denne farlige arbejdsplads, især nu med Covid-19 pandemien, betaling under sygdom, og ferier som de israelske arbejdere, højere løn og en pensionsfond, der sikrer, at vores penge forbliver der, til vi skal på pension. I 2016 tvang firmaet os til at underskrive en aftale, som har fastfrosset indskud af flere midler til vores pensionsfond. Det indefrosne beløb er på omkring en million dollars. Vi har senere opdaget, at firmaet selv har brugt halvdelen af vores indefrosne pensionsbidrag.”

 

Vi er også mennesker!
’NEJ’, skrevet med blokbogstaver, blev det svar, Yamit sendte til alle arbejdernes krav. Og værre endnu, i stedet for at hæve arbejdernes løn, som var et af kravene – en løn, der i årtier har ligget under minimumslønnen – har firmaet nu besluttet at sætte deres løn ned. Og firmaet erklærede, at hvis arbejderne protesterer over disse nye beslutninger, vil de blive fyret.

 

Ofer Talmi, de strejkendes arbejdsgiver, retfærdiggjorde på chokerende vis denne afvisning af arbejdernes krav i en skrivelse til initiativtagerne til strejken med overskriften: ”Det handler om arvelighedslære og uddannelse”. Her forklarer han, at afvisningen af at give rettigheder til de palæstinensiske arbejdere ikke udelukkende er motiveret af kapitalistisk interesse i at minimere produktionsomkostningerne. Nej, afvisningen bygger grundlæggende på hans herrefolks-forestilling om, at palæstinensere er mindreværdige og ikke kan opnå ligeret. Han erklærer (oversættelse fra hebraisk):

 

”Arbejdere, der arbejder 20-30 år hos en arbejdsgiver, er tilfredse arbejdsgivere.

De bliver ikke udnyttet.

Hvis de syntes, de blev udnyttet, ville de finde et andet arbejde, selv om jeg retfærdigvis må tilføje, at deres muligheder for det er mindre end for israelere […]

Jeg er ked af, at jeg ikke har et hi-tech firma, der producerer chips. Og ved du hvorfor? Hvis jeg havde sådan et, ville der ikke blive ansat palæstinensere.

Hver ansat, der tjener mere end minimumslønnen, vil blive fyret, og en billigere vil blive ansat og vi lærer dem op.

Ved I hvorfor? Det er den retning, I skubber os i, det er der, I styrer det her hen. I hidser de ansatte op imod deres arbejdsgiver ved at fortælle dem, at de ikke modtager nok i henhold til israelsk lov, selv om I ved, at vi arbejder efter jordansk lov. Og ved du forresten, hvorfor Yamit er det eneste firma i landet, der arbejder efter jordansk lov?

Fordi de ansatte ikke har et israelsk ID, og de ikke er udenlandske arbejdere som dem fra Thailand og andre lande. Og i øvrigt, de arbejder i et firma, ejet af mig, der ved, at ”landet Israel tilhører det israelske folk”, og jeg vil ikke tillade en palæstinensisk arbejder at blive tilknyttet staten Israel på nogen måde […]

Husk, at ingen palæstinensere kommer til at arbejde i Yamit under israelsk lov. Det er helt lige meget, hvad lov og ret siger her. Hvis retten siger, at jeg skal arbejde under israelsk lov, fyrer jeg dem alle sammen”

 

Talmis diskrimination af palæstinensere som en afgrænset racegruppe uden rettigheder stemmer overens med hele den israelske politik, der undertvinger palæstinensere som under-mennesker for at overtage deres land. Denne diskrimination er en del af det bredere israelske apartheidregime, som den defineres i Apartheid Konventionen (1973):

 

”Umenneskelige handlinger… begået i rammerne af et institutionaliseret regime af systematisk undertrykkelse af en racegruppe over en anden racegruppe eller -grupper og begået med det formål at bevare det regime.”

 

Mohammed Blaide, generalsekretær i Den Nye Palæstinensiske Sammenslutning af Fagforeninger, har udtalt, at ”gennem denne strejke kræver arbejderne rettigheder, som de har krævet i en tidligere strejke, der blev ignoreret af arbejdsgiveren”. Blaide tilføjede, at ”denne strejke må fortsætte; hvis arbejderne taber denne kamp, vil resultatet berøve arbejderne deres indkomst og lade dem sulte under en palæstinensisk økonomi, der er ved at blive kvalt af årelange israelske apartheid-tiltag.”

 

Israelske industrizoner: Palæstinensiske arbejderes dødszoner
Yamit Sinoun ligger i industrizonen Nitzanei Shalom, der rummer 12 israelske kemiske fabrikker, bygget på stjålet palæstinensisk land i Tulkarm.

 

Der er ulovligt bygget 19 israelske industrizoner på den besatte Vestbred. De israelske besættelsesmyndigheder planlæggere at oprette fire nye industrizoner tværs over Vestbredden som en måde til at tiltage sig mere palæstinensisk land og ghettoisere palæstinenserne endnu mere.

 

Industrizoner regnes for en grundstruktur i den israelske økonomi, især den økonomiske velstand i de illegale bosættelser rundt om industrizonerne. Udviklingen i den palæstinensiske økonomi går tilbage, og det øger udbytningen af palæstinensisk arbejde og ressourcer. Industrizonerne i område C på Vestbredden skaffer profit til israelske og multinationale virksomheder. Den planlagte udvidelse af flere industrizoner på Vestbredden vil kun yderligere underminere udviklingen af den palæstinensiske økonomi og øge dens afhængighed af den israelske.

 

Industrizoner, der er bygget tæt på palæstinensiske byer og landsbyer har alvorlige konsekvenser for disses liv og for miljøet. Det kemiske affald og udledningerne fra fabrikkerne i disse zoner har ført til ødelæggelse af landbrugsland omkring dem, af grundvandet og til luftforurening. Det har igen øget forekomsten af sygdomme som åndedrætslidelser, øjeninfektioner og kræft.

 

Vores opfordring: Slut med den internationale medskyldighed i Apartheid
Ifølge Blaide fabrikerer de palæstinensiske arbejdere på Yamit udstyr, som bruges af Netafim og eksporteres til flere steder i verden.

 

Netafim blev grundlagt i 1965 i Kibbutz Hatzerim – en israelsk landbrugsbosættelse i Naqab – kort efter, at Israel havde afsluttet sin fordrivelse af de fleste beduinske stammer fra området. Netafim arbejder med flere bosættelser i Jordan dalen, Hebron og videre ud for at udvikle teknologi, der kan sikre maksimal profit fra det stjålne land. Det er lykkedes Netafim at sælge sit mærke som det globalt førende indenfor bæredygtigt landbrug til 25 lande i verden. Samtidig med at firmaet spiller en nøglerolle i at opretholde ulovlig landbrugsindustri – på stjålet palæstinensisk land og med anvendelse af stjålet palæstinensisk vand.

 

Ud over Netafim, handler følgende multinationale firmaer med Yamit:

A.     S&A Engineering Solutions, Rusland

B.     Rivulis Plastro S.A. , Argentina

C.     Beijing Yi He Sheng Tong Trading Co. Ltd., China

D.     Beijing Sinokylin International Co. Ltd., China

E.     Naandan Jain Iberican, Spain

F.      A.I.K-Agricultural International Kompany, Ltd., Ukraine

G.     Aqua Global s.r.o., Czech Republic

H.     Durman. Colombia S.A.S., Colombia

I.      Yamit USA Inc., U.S.A

J.      HBIS Group Beijing International, China

K.     Riegos de Chirique S.A., Panama

 

Firmaet har kontrakter med virksomheder og kommuner over hele kloden.

 

Blaide har denne kommentar til den fælles medskyld i udnyttelsen af de palæstinensiske arbejdere:

 

Mange palæstinensere har ikke noget valg andet end at arbejde i israelske virksomheder, når Israel systematisk nedbryder den palæstinensiske økonomi. Derfor er en boykot af Netafim en støtte til de palæstinensiske arbejderes strejke og deres rettigheder i en israelsk virksomhed. Det samme gælder at opfordre alle multinationale virksomheder til at standse samarbejde med Yamit og andre firmaer, der opererer i bosættelsernes industrizoner på Vestbredden. Boykotten af disse firmaer kan også bidrage til den større vision om at ophæve Israels apartheid system – med Yamit som en mikro model af det system, så vores arbejdere som udgangspunkt ikke behøver at arbejde for israelske firmaer.

 

Den Nye Palæstinensiske Sammenslutning af Fagforeninger lægger pres på Yamit ved at appellere til ILO, ITUC og fagforeninger over hele verden om:

 

  • At forstærke deres kamp gennem deres oplysningsvirksomhed
  • At kræve, at de internationale virksomheder og institutioner, der handler med Yamit, ophører med det. De virksomheder skal huskes på, at det er imod international ret at handle med et firma, der er bygget illegalt på stjålet palæstinensisk land. Dertil kommer, at det at handle med Yamit, som tramper på de palæstinensiske arbejderes rettigheder, fordobler deres meddelagtighed i det israelske apartheidregime, der rager profit til sig ved at udnytte palæstinensiske arbejderes slid og slæb.
  • At drage Israel til ansvar ved at slutte sig til den palæstinensisk ledede Boykot, Af-investering og Sanktionsbevægelse (BDS) og

 

1. at arbejde sammen med bonde-organisationer, sociale bevægelser og regeringer for at drage Netafim til ansvar og stoppe forretningerne med firmaet

2. at sikre, at ingen af deres pensionsfonde investerer i virksomheder i FN’s database over virksomheder, der er involveret i aktiviteter relateret til Israels bosættelser, og modsætte sig alt samarbejde med dem.

3. at indtrængende lægge pres på deres regeringer, for at de anerkender, at Israel er en apartheidstat ifølge FN’s definition af Apartheid Konventionen (1973) og opfordre til at genaktivisere FN’s Særlige Komite mod Apartheid.

4. at indtrængende lægge pres på deres regeringer for at forbyde varer og serviceydelser fra israelske bosættelser og at stoppe handel med Israel og internationale virksomheder, der opererer i og profiterer af israelske bosættelser.

 

Denne artikel blev bragt på New Unions hjemmeside den 7. januar 2021 og er oversat af Anne Haarløv.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com