Domingo var aktiv og kæmpede altid på de undertryktes side mod kapitalismen, for frihedsrettigheder og socialisme. Fra en meget ung alder og meget tæt på sin bror José Manuel blev han midt under Francos diktatur knyttet til kommunismen som studerende, hvor han forsøgte at introducere begyndelsen til oprør i klasseværelser, boligkvarterer og kaserner. Siden har han i årtier kæmpet for det samme som lærer, fagforeningsmand og til sidst som pensionist. Kort før Francos død blev han retsforfulgt i 1976, men fik amnesti i 1977.

Et stort engagement fik tidligt Domingo Méndez til at organisere sig i Liga Comunista Revolucionaria, et engagement, der i de seneste årtier udmøntede sig i Izquierda Anticapitalista, som blev til Anticapitalistas, hvis Hovedbestyrelse han var medlem af indtil sin død. Han var en utrættelig arbejder og hård polemiker, der lidenskabeligt forsvarede sine ideer i partiet, i organisationerne, i de sociale bevægelser og på gaden.

Intet område var fremmed for Domingo, når det drejede sig om de svageste befolkningsgruppers liv og rettigheder. Fra De Kanariske Øer forsvarede han på gaderne arbejderklassens og i den seneste tid især pensionisternes rettigheder. Som internationalist viste han solidaritet både på et politisk plan og på et mere praktisk og konkret plan med de migranter, der på deres lange og dramatiske rejse landede i øgruppen. Og for at forstå hans humanistiske engagement må vi også fremhæve, at han under pandemien gjorde alt, hvad han kunne – altid sammen med sin hustru Mari – for at dele, hvad han havde med dem, der havde brug for det.

Uanset om det var under højrefløjens regeringer eller PSOE’s socialliberalisme, var han en del af arbejdernes og befolkningens kamp for sociale, faglige og borger-rettigheder, som var truet fra forskellige sider.

Han kendte styrken i ”demokrati nedefra”, det direkte demokrati, og derfor var han engageret i kampen mod spekulation og deltog i de demokratiske bevægelser, som beboerne på Tenerife dannede i Asamblea por Tenerife i kampen mod megaprojekter på øen, og i aktivistgruppen Coordinadora de Pueblos y Barrios. Han forstod fra starten at se det enorme potentiale i Movimiento 15-M (anti-nedskæringsbevægelsen og Indignados i Spanien var en række protester, demonstrationer og besættelser mod sparepolitikken i Spanien, som begyndte omkring de lokale og regionale valg i 2011 og 2012), der var et brud med styret fra 1978 (“de kalder det demokrati, men det er det ikke!”), som Spanien stadig lider under i dag.

Domingo involverede sig i alle spørgsmål, der berørte den kanariske venstrefløj og den spanske stat, fra skattespørgsmål til jordregulering og miljøspørgsmål, lige fra det allermest lokale i hans landsby, til dem, der udspillede sig i EU og på de øvrige kontinenter. Især var han aktiv i kampen for fred, nedrustning og mod NATO, en bekymring, der fulgte ham til det sidste på hospitalet, i lyset af de stigende spændinger i forbindelse med Ukraine. I disse øjeblikke gav han tydeligt udtryk for sin bekymring for fremtiden og for partiopbygningen på De Kanariske Øer.

Mindet om Domingo får os til at styrke kampen for vores fælles mål.

Den 3. marts er der “memorial day” og eksponering af hans virke.

Hilsener bliver bragt her