Læsetid: 6 minutter

Foto: Giorgia Meloni, leder af Fratelli d’Italia. CC: Presidenza della Repubblica

”Det beror på, at de tre partier fører regional politik,” siger Paolo Gerbaudo, lektor i digital kultur ved King’s College i London. “Lega Nord begyndte som et regionalt parti, der stræbte efter autonomi for det rige Norditalien. Under Matteo Salvinis ledelse bredte Lega sig til Midt- og Syditalien. Mange vælgere anser det dog for et taktisk spil, og at Legas mål fortsat er, at Norditalien river sig løs fra resten af landet.

 

Fratelli d’Italia, der står stærkt i regionerne omkring Roma, repræsenterer en anden slags højre-ekstremisme end Lega: Højrepopulistisk, fremmedfjendsk, og så vedgår det sig arven fra Mussolinis fascisme. Fratelli d’Italia neddæmper fascismen og tilpasser sig demokratiet, fordi det er opportunt. Partiet er bevidst om, at et der er sket meget siden Mussolinis dage, og at tiden kræver andre svar.

 

Partiet er den seneste inkarnation af Italiens Sociale Bevægelse (MSI) – et parti, der blev grundlagt i 1946 af veteraner fra Mussolinis fascistiske parti. Symbolet – en flamme – blev brugt af Salo-republikken – det styre, der efter at Mussolini var blevet afsat af det fascistiske storråd i kølvandet på de allieredes landgang på Sicilien i 1943, og med den tyske besættelsesmagt i ryggen, regerede Norditalien med stor brutalitet frem til 1945.

 

MSI har flere gange opstillet efterkommere af Mussolini. Således blev Alessandra Mussolini valgt til  Senatet og siden til EU-Parlamentet. I andre europæiske lande ville det være utænkeligt, at en diktators efterkommere stillede op til et valg, men i Italien er den slags accepteret.

 

I 1960 blev MSI indbudt til at gå i regering med de Kristelige Demokrater. Voldsomme demonstrationer over hele landet med mange døde forhindrede dog regeringsdannelsen.

 

Næste gang MSI fik chancen var, da Berlusconi vandt valget i 1994. Han havde allieret sig med MSI i syd og Lega i nord. MSI’s leder, Gianfranco Fini, blev til manges forfærdelse udenrigsminister. Lega og MSI hadede hinanden, og det bar regeringsdannelsen præg af, så den regering holdt ikke længe.

 

I dag stræber MSI’s arvtagere, Fratelli d’Italia, efter regeringsmagten, og har opstillet partilederen, Giorgia Meloni som kandidat til premierministerposten. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at et fascistisk parti går efter regeringsansvaret.

 

Forekomsten af en højreekstrem ideologi forklarer ikke, hvorfor den er vokset sig stor og stærk lige nu. Hertil kræves en analyse af de omstændigheder som gør, at Italien markerer sig særskilt i forhold til andre europæiske lande.

 

Intet andet EU-land har haft en så ringe økonomisk udvikling i så lang tid, med tre recessioner, og et BNP, der er lavere end i 1999 – dvs. før euroens indførelse. Produktiviteten er som i 90’erne, hvor det lå på det europæiske gennemsnit. Siden faldt det til bundniveau. I 2019 var ca. 30 procent af de 25-34-årige uden relation til arbejdsmarkedet eller uddannelse. Siden finanskrisen er 250.000 veluddannede unge emigreret. Hvert år.

 

Til trods for dette – og i modsætning til hvad mange tror – så har Italien ifølge OECD fulgt de neoliberale økonomiske opskrifter med større omhu end andre lande, især når det gælder liberaliseringen af arbejdsmarkedet. Således fjernede ”socialdemokraten” Matteo Renzi med sin arbejdslov fra 2015 den vigtige arbejdsretsklausul, der stammer fra den anti-fascistiske grundlov fra 1945.

 

David Broders beskriver i First they took Rome – How the populist right conquered Italy (Verso, 2020), hvor prekariseret det italienske arbejdsmarked er, og nævner bl.a. ”arbejdskuponer” – en slags lønsedler, hvorfra skatten allerede er trukket. De indførtes for at bekæmpe sort arbejde, og kan indløses på posthuse og i kiosker. De blev hurtigt et middel for arbejdsgiverne til ikke at indgå ansættelses-kontrakter for arbejde under 30 dage, og giver ingen faglige rettigheder. Kommer man til skade på jobbet, så er der hverken sygedagpenge eller erstatning, og arbejdsgiveren kan nøjes med at give en ”arbejdskupon” ved afskeden.

 

Euro-medlemskabet har tvunget italienske regeringer, uanset partifarve, til at føre en ekstrem tilbageholdende økonomisk politik. De konstante finanspolitiske stramninger medfører, at befolkningen betaler prisen.

 

I kølvandet på finanskrisen blev presset på Italien forstærket for at indføre nødvendige ”struktur-reformer” I 2011 forlangte Den Europæiske Centralbank (ECB), at Berlusconi skulle gennemføre en lag række reformer – ellers ville ECB ikke redde de italienske statsobligationer, hvis rente var røget kraftigt i vejret, og dermed havde svækket landets kreditværdighed.

 

Berlusconi trådte tilbage, og i hans sted indsattes Mario Monti – en ECB-teknokrat, der skulle gennemføre liberaliseringsprogrammerne. De offentlige investeringer er siden faldet med ca. 40 procent, og der er blevet solgt ud af offentligt ejede selskaber for ca. 825 mia kr. Siden da er der stort set ikke blevet investeret i uddannelse, infrastruktur og velfærd.

 

Alligevel fortsætter statsgælden med at vokse og udgør i dag ca. 160 procent af BNP, eller 2,5 gange mere end euroens konvergenskrav tillader – helt modsat af hvad euroens fortalere hævdede ville ske, og som gør yderligere stramninger nødvendige. Den eksploderende statsgæld skyldes manglende vækst, og at de italienske industrier er blevet udkonkurreret af stærkere industrier i euro-zonen, især Tyskland. Italien kan ikke devaluere sig ud af krisen – det forbyder euro-reglerne – så det ender med en indenlandsk devaluering: lønsænkninger og nedskæringer i statens aktiviteter.

 

Under sådanne forhold er det ikke så mærkeligt, at befolkningens mistillid til beslutningstagerne vokser. Det nationalistiske højres fremgang skyldes, at de europæiske drømme er knust. Men ikke kun. Hvorfor kanaliseres mistilliden og utilfredsheden, til forskel fra Grækenland og Spanien, mod højre? Fordi der i princippet ikke findes en venstrefløj, der kan opfange utilfredsheden, og samtidig give brugbare svar på kriserne.

 

I efterkrigstiden var Italiens kommunistparti, PCI, Europas største med næsten to millioner medlemmer. Politiske og økonomiske forandringer i Italien og i udlandet forud for partikongressen i 1991, hvor formanden, Achille Ochetto, hyllede Wall Street som ”civilisationens tempel” og foreslog, at partiet skulle afskaffe sig selv, hvad ca. 70 procent af medlemmerne accepterede.

 

Siden da har den del af venstrefløjen, der nægtede at tilslutte sig det, der blev til det nyliberale ”social-demokratiske” Partido Democratico, hutlet sig igennem med ringe tilslutning. I dag er der kun få, der kender landets største venstreparti, Sinistra Italiana, der har tre senatorer og én deputeret. Det endnu mindre, Potere al Popolo, har blot en enkelt senator.

 

I stedet blev store dele af utilfredsheden opsuget af den anti-politiske Femstjernebevægelse i det sydlige Italien, og af Lega i nord.

 

Paolo Gerbaudo mener, at manglen på et markant venstrefløjslederskab bidrager til højrefløjens fremgang: ”Hvad der end kan siges om Meloni og Salvini, så er de stærke ledere. De bruger en retorik, der appellerer til mange vælgere, der ikke vil høre på, at de er andre nationer underlegne.

 

Læg hertil den konstante udfordring med de mange flygtninge og migranter, der daglig lander på de italienske kyster, og resultatet giver en ideel grobund for højreekstrem politik.

 

Årsagen til, at Lega, der regerede sammen med Femstjernebevægelsen 2018-19, ikke har kunnet monopolisere den højrepopulistiske vælgerbase, er ifølge Gerbaudo, at Salvini fejlede i forsøget på at afsætte Femstjernebevægelsens premierminister Guiseppe Conte, og udløse det nyvalg, som Salvini troede ville give ham flertallet. Landets præsident ville det anderledes, og udpegede i stedet Conte til at lede en mindretalsregering sammen med ærkefjenden Partido Democratico – en manøvre, der kostede Femstjernebevægelsen halvdelen af deres vælgere.

 

Alt dette har været med til at bære den ret ukendte Giorgia Meloni og hendes Fratelli d’Italia frem. Meloni, der har læst sprog og journalistik, begyndte sin karriere i MSI’s ungdomsbevægelse. Kom tidligt ind i kredsen omkring Berlusconi, da han dannede regering med MSI, og var ungdomsminister 2008-11. Hun støttede både Berlusconis og Montis neoliberalisme, men da Mario Draghi dannede sin teknokratregering, forlod MSI koalitionen. Meloni brød ud og stiftede Fratelli d’Italia i 2012 i protest mod EU’s stærke indflydelse, samt mod de etablerede politikeres medløb. Hun fremstår for mange vælgere som ukompromitteret, i modsætning til Salvini, der ses som en del af det politiske establishment, som en del vælgere føler lede ved.

 

Fratelli d’Italia voksede sig store efter jordskælvene i regionen Marche i 2016, hvor næsten 300 døde. Daværende premierminister Renzi lovede at genopbygge de ødelagte byer, men intet skete. Fratelli d’Italia var ferme til at udnytte Renzis svigt og vandt det efterfølgende regionalvalg i Marche, der indtil da havde været ledet af en venstrekoalition i 25 år.

 

Indbyggerne i Marche opdagede snart, hvad Fratelli d’Italia ville. Som noget af det første blev alle flygtningelejre lukket. Der blev gjort forsøg på at bremse abortklinikker og begrænse adgangen til sociale boliger. Folk må klare sig selv, er devisen. Partifunktionærer hævder, at kvinder skal blive hjemme og passe børnene, mens manden bestemmer i samfundet. Det må antages, at dette ikke gælder Meloni. Partiet har givet fascistgrupper som Casa Pound og Forza Nuova større selvtillid, med et øget antal politiske angreb og hadforbrydelser til følge.

 

For Paolo Gerbaudo er der ingen tvivl om, at Fratelli d’Italia nærer en nostalgi for fascismen, selvom Meloni hyppigt benægter det. Det er dog koblingerne til mafiaen, der bekymrer ham mest. Flere af partiets repræsentanter er blevet grebet i at have relationer til ’Ndranghetaen (kriminel organisation, der især opererer i Calabrien), bl.a. om stemmekøb,

 

Fratelli d’Italia står for katolske og traditionelle familieværdier og hyperindividualisme. Under pandemien advokerede partiet for en vaccinekritisk linje, og modsatte sig en rationel håndtering af problemet.

 

Det store spørgsmål er dog, hvordan et parti, der stammer fra den fascistiske tradition, vil stille sig til demokratiet, hvis det skal danne regering, eller indgå i en sådan. Gerbaudo siger: ”Jeg tror ikke, de truer demokratiet som form, men nok i dets indhold. De sympatiserer med Trump, og Meloni har deltaget i amerikanske republikaneres møder, men jeg tror ikke Meloni vil forsøge at gennemføre et kup; det behøver hun og partiet ikke, målet kan godt opnås i det skrøbelige italienske demokrati.”

 

Dette er den mørke side af Berlusconismen: En fortsættelse af fascismen ved brug af manipulation, forstyrrelse af det demokratiske samfundslegeme indenfor fx retsvæsen, medier, fagforeninger mv. men også med en blanding af korruption og mangel på patriotisme, som det fx gav sig udslag i den manglende kollektive solidaritet under pandemien.

 

Hver gang den slags partier kommer til magten, bliver det blot værre. Med tanke på, hvordan det gik for Berlusconi, kan Italiens næste premierminister meget vel hedde Giorgia Meloni.

 

Oversat og bearbejdet fra Flamman af Arne Lund