Læsetid: 17 minutter

Det var den bitre ende på en personlig rejse, hvor han i et stykke tid havde spillet en ledende rolle i et forsøg på radikalt at udfordre det regime, der i 1978 opstod ved afslutningen af Francos fascistiske diktatur. Han havde ”nået stjernerne” og været med til at skabe det, han kaldte en ”stor krigsmaskine i valgkampen”, der – for en tid – truede PSOE’s greb om venstrefløjspolitikken i Spanien.

 

Politisk er han venstre-eurokommunist, og kommer fra det gamle Izquierda Unida (IU – Det Forenede Venstre). Han endte ironisk nok med at føre sin gruppering hele cirklen rundt til den samme form for politisk ramme. Podemos er blevet en juniorpartner, en venstreorienteret retfærdiggørelse af det, der i grunden er en socialliberal regering, der ikke på nogen måde udfordrer systemet fra 1978. Nogle iagttagere mener ligefrem, at IU i sin nuværende inkarnation vil kunne samle de smuldrende rester af Podemos-bevægelsen op.

 

Ikke desto mindre bemærker kammeraterne fra Anticapitalistas, Miguel Urban og Brais Fernandez helt rigtigt:

 

”På den ene side er regnskabet en skuffelse. Podemos var ikke i stand til at nå de mål, der blev sat ved grundlæggelsen, og det er med Gramscis ord blevet til et ’transformismo’-projekt [en strategi, der forhindrer, at det opstår en organiseret bevægelse i arbejderklassen, ved at optage og neutralisere dens idéer og ledelse i en regerende koalition, en passiv revolution uden en selvstændig massebevægelse]. Ikke desto mindre blev dannelsen af Podomos indledningen til en ny og uventet politisk cyklus. For første gang i årtier forsøgte en anti-neoliberal politisk bevægelse at erobre den politiske magt.”

 

Bred venstrefløjsbevægelse og klassekampsbevægelse vokser frem

I de seneste måneder er der kommet en del artikler og bøger om ”Pasok-ificeringen” af de europæiske socialdemokratier. Det henviser til, hvordan de græske socialdemokrater i Pasok ledte deres parti til opløsning ved at blive stadig mere moderate. Progressive bevægelser som udtryk for en masseradikalisering – som Podemos, Syriza i Grækenland, Jeremy Corbyns bevægelse i Storbritannien og Mélenchons parti i Frankrig – var til dels en reaktion fra venstrefløjen på denne ”Pasok-ificering”. De reagerede på socialdemokraternes stadig mere socialliberale linje med eksempler som Blair eller Zapateros regering i Spanien.

 

Den globale kapitals omstrukturering siden 1980’erne med ødelæggelsen af de gamle europæiske industrielle kerneområder har svækket disse traditionelle venstrefløjspartiers historiske basis i fagforeningerne og lokalområderne. Den neoliberale nedskæringspolitik efter finanskrisen i 2008 har også fyret op under nogle sociale mobiliseringer, specielt i Grækenland og Spanien, hvor ”Indignados” (”De Vrede”) fik titusinder på gaden i lange perioder. Den yngre generation, inklusive mange arbejdsløse eller underbeskæftigede nyuddannede, sluttede sig til de aktive i fagbevægelsen, især fra den offentlige sektor. Folk krævede et reelt arbejde, en ordentlig uddannelse og velfærd.

 

De socialdemokratiske partier var ikke længere i stand til at gennemføre reformer, der kunne beskytte arbejderne på samme måde, som de havde kunnet under opsvinget efter Anden Verdenskrig, hvor arbejdsgiverne kunne få profit samtidig med, at de gik med til en øget levestandard og velfærdsydelser til arbejderne. Også i senere kapitalistiske vækstperioder stimuleret af Berlinmurens fald, billige varer fra Kina og udvidede kreditmuligheder har vi set en socialdemokratisk leder som Tony Blair være ivrig efter at favne den nye kapitalistiske virkelighed, mens han stadig gav nogle indrømmelser i form af sociale ydelser.

 

Nu står det imidlertid klart, at alle disse radikale bevægelser er blevet besejret og ikke har kunnet opretholde deres udfordring af den kapitalistiske stabilitet. Der er grund til at undersøge erfaringen med Podemos, både for det, man specielt kan lære af den, og fordi dens strategiske problemer afspejler nogle af de problemer, Jeremy Corbyns projekt stod med.

 

Podemos’ oprindelse

Podemos blev dannet i januar 2014. Massedemonstrationerne fra bevægelsen fra 15. maj, populært kendt som ”Indignados”, var ved at ebbe ud. En gruppe af universitetslærere i samfundsfag fra Madrid og Izquierda Anticapitalista, Det Antikapitalistiske Venstre (Fjerde Internationales spanske sektion), besluttede, at tiden var kommet til at skabe en ny politisk bevægelse, der kunne kanalisere Indignados’ forhåbninger. Ifølge Urban og Fernandez var der fire hovedinspirationer til deres idéer:

 

a.    Den historiske konkurrent til venstre for PSOE, Izquierda Unida, der udsprang af det eurokommunistiske spanske kommunistparti, var fuldstændig blevet ignoreret af Indignados og havde ikke været i stand til at indtage nogen ledende rolle.

b.    Venstreblokken i Portugal havde haft held med at samle forskellige venstrefløjsgrupper og var blevet en national politisk kraft, der også oven i købet havde overhalet det portugisiske kommunistparti.

c.     Syriza var på det tidspunkt endnu ikke besejret og inspirerede folk over hele Europa.

d.    Den bolivariske udvikling i Venezuela under Chavez’ ledelse var af en helt særlig betydning både for Iglesias og hans ven, Errejón, der selv havde været der.

 

Det første program, der blev vedtaget, var en protest mod nedskæringspolitikken. Det krævede at få fjernet den tilføjelse til forfatningen, støttet af både PSOE og det konservative Partido Popular, der værnede om de ”afbalancerede budgetter” styret af EU. Det var for en fuld implementering af artikel 128 i forfatningen, hvor der står:

 

”Al rigdom i landet i alle dens former og uanset hvem, der ejer den, er underordnet folkets interesser.”

 

Udtræden af NATO og ret til fri abort var nogle af de andre kernepunkter sammen med et løfte om at udfordre den spanske forfatnings rigide unionisme med hensyn til Catalonien og Baskerlandet. Det er vigtigt at huske disse punkter for at kunne bedømme, hvor langt Podemos’ ledelse flyttede sig fra dette program i de efterfølgende år.

 

Ifølge en, der havde deltaget i disse møder, var Iglesias helt med på at skrive under på alle disse punkter, mens Errejón var meget mindre ivrig. Det afspejlede sandsynligvis dels, at Iglesias forstod det som standpunkter på et stykke papir, der kunne modificeres, og dels var det en forsmag på Errejóns senere splittelse fra Podemos til en mere moderat position.

 

Vi kan altså se, at denne bevægelse blev skabt på en helt anden måde end Corbynismen, der udsprang af Labours parlamentsgruppes traditionelle kampagnegruppe. Det var ikke nogen forudgående programmatiske diskussioner forud for det projekt, og mens den radikale venstrefløj var med til at mobilisere for Corbyn, havde vi ikke nogen ledende rolle. Selv om der var nogle forbindelser til mobiliseringerne mod nedskæringspolitikken i de forudgående år, specielt hvad angår gebyrerne på uddannelser, var mobiliseringernes omfang meget mindre end i Spanien. De sociale medier spillede imidlertid en vigtig rolle i begge bevægelser. Der var også nogle ligheder i aktivisternes demografi.

 

Den eksplosive væksts muligheder og farer

Podemos brød omgående igennem ved valgene til EU-Parlamentet i 2014, hvor de fik næsten 8 procent og 5 EU-Parlamentsmedlemmer. Ved parlamentsvalgene i 2015 og 2016 fik man omkring 21 procent af stemmerne og var historisk tæt på at overhale PSOE. I oktober 2014 havde partiet 170.000 medlemmer og i 2020 hævdede de at have op til 500.000 medlemmer, men det var før medlemmerne skulle betale kontingent. Det var en fænomenal vækst for et nyt parti. Alle prognoser undervurderede fuldstændig dets resultater.

 

I Storbritannien skete der noget lignende for Corbynismen – i det mindste indtil valget i 2017. Politik er meget mere ustadig i vore dage på grund af krisen i de traditionelle partitilhørsforhold, der kommer af, at der opstår nye politisk interesserede generationer sammen med den acceleration, de sociale medier kan forårsage. Som vi så med Corbynismen, kan det vokse meget hurtigt, men også tabe pusten lige så hurtigt.

 

Initiativtagerne til Podemos-projektet blev oversvømmet og overhalet af arbejdspresset og af den massive tilstrømning af nye medlemmer. Urban og Fernandez indrømmer bittert:

 

”Dette enorme opsving i interessen og tilslutningen blev kanaliseret meget mere behændigt af den ’populistiske hypotese’ end af det ’antikapitalistiske perspektiv’. Sidstnævnte måtte altid forsøge at intervenere i de andres rammer.”

 

Anticapitalistas (AC) var den eneste organiserede venstrefløjsgruppe, der deltog i projektet. De havde nogle få hundrede medlemmer med en tynd forankring uden for de større byer. Nogle af nøgleaktivisterne fra de sociale bevægelser var fra begyndelsen skeptiske i forhold til Podemos. Så snart tingene begyndte at se godt ud, var det uundgåeligt, at mange af dem, der først havde set ned på det, tilsluttede sig, og de fulgte ofte Iglesias ukritisk.

 

I en artikel undersøger Emmanuel Lopez de sociologiske fænomener, der ligger til grund for Podemos. Han peger på betydningen af den nyuddannede, prekært ansatte eller arbejdsløse, generation, der blev tiltrukket af partiet. Vi så et lignende fænomen med Corbynismen.

 

Men denne eksplosive vækst betød en hurtig social opstigning eller en integration i den institutionelle proces for mange af disse nye aktivister. Det er også med til at forklare, hvordan de lokale afdelinger (”circulos”) blev udhulet. Det fænomen kan også påvirke nye radikaliserede eller revolutionære i de nye og hurtigt voksende partier. Revolutionære marxister fra den Socialistiske Demokratiske strømning oplevede det samme, da de var med til at opbygge Lulas PT (Arbejderpartiet) i Brasilien. Bureaukratisering og integration er ikke kun noget, der påvirker reformister. Igen har Lopez en kommentar om det:

 

”Efter parlamentsvalget i 2015 havde partiet tusindvis af politiske poster og stillinger til fordeling – parlamentsmedlemmer, senatorer, rådgivere og fuldtidsansatte. At blive en del af denne ’repræsentations-virksomhed’ var meget tillokkende for den enkelte. I sidste ende forklarer det, hvorfor partiet kunne beholde en eller anden form for basis efter at have opgivet mobilisering i lokalsamfundene og på arbejdspladserne efter 2016.”

 

Hverken til venstre eller til højre – ”opbyg folket”

På den første nationale kongres i Vistalegre accepterede Podemos’ ledelse en organisationsform, hvor mindretal som Anticapitalistas bevidst blev udelukket fra ledelsesgruppen. Tendenser fik ikke nogen form for forholdsmæssig repræsentation. Det blev også indført online afstemningsprocedurer, der betød, at titusindvis stemte for forslag fra Iglesias’ hold online. Lokale og regionale strukturer med en regulær debat og valg af delegerede – den ”traditionelle” form for politisk organisering på venstrefløjen – blev forladt til fordel for de sociale medier. Det gjorde det sværere at udvikle en omfattende politisk debat i de lokale afdelinger.

 

Nogle få år senere gjorde denne topstyrede og indskrænkede form for internt demokrati det faktisk svært for én af Iglesias’ nærmeste allierede, Errejón, at forsvare sine synspunkter, da han brød med Iglesias’ politiske linje til fordel for en mere moderat position. Han havde været en ivrig fortaler for de oprindelige interne regler!

 

Resultatet var et stort flertal for Iglesias’ strategi, inspireret både af den latinamerikanske venstrepopulisme og mere specifikt Ernesto Laclaus og Chantal Mouffes idéer. Det blev hævdet, at med vor tids betingelser for at vinde den politiske magt var venstrefløjen nødt til at opgive nogle af sine historiske begreber. Derfor antog Podemos slagordet ”hverken venstre eller højre”.

 

Det er sandt, at hvad angår de etablerede partier til venstre eller højre for midten, var der mindre og mindre forskel på, hvordan den administrerede nedskæringerne, så der var noget, der talte for den metode. Men det førte til, at forbindelsen til den materielle klasseudbytning under kapitalismen, klassekampen og statens undertrykkende rolle forsvandt. Der var for stort fokus på ideologiske processer, så de progressive partiers opgave blev at ”opbygge folket” gennem effektiv kommunikation og markedsføring, der præsenterer et nyt politisk narrativ, som folk kan forstå og bakke op om. Denne populære koalition går på tværs i den forstand, at den kan samle opbakning op på tværs af alle politiske og ideologiske strømninger og ikke er begrænset af snævre klassetilhørsforhold eller klassemodsætninger.

 

Der er ikke noget galt i at tænke over, hvordan vi kan præsentere et socialistisk eller klassemæssigt synspunkt for et stort publikum, men forbindelsen med virkeligheden under kapitalismen kan man ikke give slip på. På den anden side virker en stiv propaganda fra ortodokse marxister heller ikke.

 

På et plan var denne enorme investering i udviklingen af et sammentømret, centraliseret team, der kunne udvikle en sofistikeret strategi for kommunikation i medierne, en succes med hensyn til at få opbakning, og den gav Podemos mere end 20 procent af stemmerne. Noget af valgmaterialet var glimrende til at formidle, hvor unfair systemet er, og hvorfor en forandring er nødvendig. Det kan vi lære noget af.

 

For én gangs skyld var venstrefløjen dristig og optimistisk med hensyn til, hvad der kunne lade sig gøre; at den kunne udfordre et stort etableret parti som PSOE og ligefrem overhale det. I nogle meningsmålinger gjorde den faktisk det. Men samtidig med at aktivister blev ”forfremmet” til at være fuldtidsansatte eller repræsentanter for partiet, blev de lokale afdelinger negligeret. Selvorganisering, opbygning af alternative politiske strukturer og skabelsen af en ny og levende kultur nedefra var ikke noget, der blev prioriteret. Så længe det var på toppen af meningsmålingerne, var det svært for alternative stemmer som Anticapitalistas at overbevise folk om en anden vej fremad.

 

Som Lopez bemærker i sin artikel:

 

”På den måde udfyldte ’populismen’ en rolle for denne generation på samme måde som den, marxismen spillede for generationen fra omvæltningen i 1978; det var nærmest en ’teori for eliten’, der formulerede en forståelse af magten, der ikke var baseret på en teori om den politiske økonomi og klasser og en konsekvent og kompleks analyse af konjunkturen, men snarere en form for ’folkeligt udtryk’ der blev omsat til en forretning af kommunikationseksperter.”

 

Den slags idéer passede godt til en ledelse, der hovedsagelig bestod af universitetslærere og en medlemsskare, der hovedsagelig bestod af yngre nyuddannede. Før Podemos havde Iglesias været vært for et meget populært politisk TV-program.

 

Arbejderbevægelsen var svækket og var blevet mere isoleret som følge af afindustrialisering og omstrukturering. Det betyder også, at massekommunikation har overtaget den rolle og den vægt, som arbejderbevægelsens tilknyttede intellektuelle og uafhængige institutioner tidligere bestred. Det ser vi også i nogen grad i Storbritannien. Se for eksempel, hvordan massemediernes angreb på Corbyn var sværere at modstå på grund af svagheden i arbejderbevægelsens uafhængige medier og institutioner.

 

Tre strategiske fejl

Fernandez og Urban peger på tre vigtige strategiske problemer for Podemos:

 

a.    Et naivt forhold til spørgsmålet om statsmagten:

 

Podemos havde valgt at bruge den gængse akademiske politiske teori, der betragtede staten som et flydende organ, en social relation, men udledte ikke de virkelige implikationer af disse formuleringer. Retsvæsenet, politiet og hæren er på grund af deres klassetilhørsforhold og ideologiske sammensætning organer, der strukturelt er reaktionære, og som kun kan neutraliseres af sociale kræfter, der gør aktiv modstand. På den anden side er de ansatte i sundhedsvæsenet, uddannelsessektoren og den offentlige administration, hvor Podemos havde mange tilhængere, en potentiel base for ’vælgerbaseret’ forandring inde fra selve statsapparatet.

 

Intet af det, man kunne have lært af Syrizas store nederlag, blev taget til efterretning. Til slut fik Podemos kontrol over nogle områder, og i dag er de juniorpartnere i PSOE-regeringen, men de forvalter systemet inden for de sædvanlige rammer. Mest bekymrende er det, at ledelsen overdriver og forvrænger den virkelige progressive indflydelse, deres andel i regeringsmagten har, f.eks. hvad angår nogle af de velfærdsreformer, de har arbejdet for.

 

b.    En fejlagtig opfattelse af den politiske økonomi:

 

Podemos’ ledelse så også samfundet som en scene for politiske manøvrer, hvor den økonomiske magt var en ydre kraft, der skulle udfordres, men ikke den sociale relation, der former samfundet som helhed. De gik fra deres tidlige løfter om at overtage økonomiske nøglesektorer til en klassisk keynesianisme. Den periode, hvor Podemos styrede Madrid, demonstrerede, at den forvaltede den samme gamle byudvikling, som finanskapitalen stod i spidsen for.

 

c.    Det nationale spørgsmål i den spanske stat:

 

Igen var Podemos i begyndelsen i stand til af lede diskussionen af en revision af forfatningssystemet, men det blev senere opgivet, så i dag har de tabt terræn i Catalonien og Baskerlandet til fordel for progressive eller uafhængige nationalister, der bliver anset for at være mere aktivt kæmpende mod det centralistiske regime.

 

Hvorfor klarede et radikalt eller revolutionært alternativ sig ikke bedre?

Nogle læsere vil måske mene, at vi kunne have ret i noget af eller hele vores kritik af Podemos, men hvorfor kunne de revolutionære inden for Podemos ikke lige fra begyndelsen samle større opbakning og udfordre Iglesias’ ledelse med større kraft?

 

Gennem hele processen var Anticapitalistas (AC) ivrigt med til at opbygge Podemos, samtidig med at de fastholdt en alternativ strategi, hvilket betød, at de blev udelukket fra det centrale ledelsesteam. Nogle kammerater fik stillinger inden for partiet eller blev regionale eller europæiske parlamentsmedlemmer. Massemedierne berettede regelmæssigt om AC’s alternative standpunkter ved de to kongresser. Kampen for et anderledes internt demokrati viste sig at være berettiget, da det efterfølgende brud med Errejón demonstrerede, at bevægelsen ikke kunne håndtere sine interne diskussioner. De meget svage eller fraværende lokale afdelinger bærer også vidnesbyrd om det.

 

Efter at ledelsen havde besluttet sig for at blive ministre i PSOE-regeringen blev det omtalt vidt og bredt i tv og aviser, at Anticapitalistas havde besluttet at forlade partiet. De havde været fortalere for den portugisiske løsning, som Bloco de Esquerda [Venstre-Blokken i Portugal] havde foretrukket, hvor de ikke deltog i regeringen, men tillod at den blev dannet og støttede den fra sag til sag.

 

At deltage i sådan nogle bredt funderede klassekampsbevægelser eller venstresocialdemokratiske bevægelser er en god måde at opbygge en radikal eller revolutionær strømning på. Som følge af deres engagement har AC øget og konsolideret sit medlemstal og styrket sin nationale profil. De grupper, der stod udenfor i sekterisk renhed, havde ikke klaret sig bedre end de kræfter, der var med til at opbygge de nye bevægelser. Faktisk så vi det samme ske med Jeremy Corbyns projekt. De grupper, der holdt sig væk, har ikke draget fordel af Corbyns nederlag. Nu forsvarer lederne af AC energisk deres engagement. Under alle omstændigheder kunne det endelige resultat ikke havde været forudset. Præcis som i Storbritannien efter forløbet med Corbyn, hvor venstrefløjen ikke bare er vendt tilbage til de samme positioner som under Miliband-perioden. Der er opnået resultater.

 

Det betyder ikke, at kammeraterne i AC ikke har lavet nogen fejl, eller at taktiske beslutninger er lette. At sikre sig, at man opretholder sin profil og sin egen organisation, mens man deltager i det bredere parti, er afgørende. Det er let at blive de bedste partiopbyggere og lade sig suge ind i alle arbejdsopgaverne i det brede parti. Det samme gælder for revolutionære, der vælger at arbejde inden for Labour Party.

 

Man er også nødt til at gøre sig fri af smågruppementaliteten, når man bliver kastet ind i en gruppe med masseopbakning. At forhandle med nye samarbejdspartnere på nationalt niveau kræver andre færdigheder end den indbyrdes omgangsform, man er vant til. At komme overens med de nye kommunikationsformer er også vigtigt. AC havde til en vis grad nogle vanskeligheder med det.

 

Et andet problem er at forberede at forlade bevægelsen, hvis den falder fra hinanden eller afgørende bevæger sig i en moderat retning. At beslutte hvornår man skal træde ud og at gøre det på en usekterisk måde er ofte svært. De spanske massemedier berettede ofte om, hvor venskabeligt bruddet var i et område som Andalusien, hvor AC havde et stærkt fundament og en velkendt lokal leder som Teresa Rodriguez. At tage rituel afstand fra et svigt er ikke altid nyttigt.

 

Til slut har Urban og Fernandez en interessant historisk sammenligning i forhold til Podemos’ historie:

 

”Efter vores mening er der et spændingsfelt mellem den leninistiske sandhed – organisationer kan bygges, hvis der har været en akkumulation af kadrer før deres udvikling – og Rosa Luxemburgs sandhed – organisationer opbygges under selve processen. I tilfældet Podemos blev den spænding udløst på den værst tænkelige måde. Podemos’ politiske kerne havde ikke en tilstrækkelig akkumulation af kadrer, der kunne strukturere den gryende proces, og processen selv kompenserede ikke for disse mangler. Periodens begrænsninger blev kombineret med subjektive beslutninger på den værst tænkelige måde.”

 

I dag har Podemos bevæget sig fra at være et parti med en systemkritisk og forfatningskritisk strategi til at fylde det rum, der traditionelt var blevet udfyldt af det spanske kommunistparti, men uden sidstnævntes organiske relationer til arbejderbevægelsen. Samtidig har det svækket sine forbindelser til de sociale bevægelser, som det i første omgang i høj grad udsprang af. Den antikapitalistiske venstrefløj er nødt til at genopbygge bevægelsen fra grunden, både i og uden for institutionerne.

 

22. juni 2021

 

Dave Kellaway er medredaktør af Anti*Capitalist Resistance. Han er medlem af Socialist Resistance og af Labour Party i London-valgkredsen Hackney and Stoke Newington.

 

Oversat fra Anti*Capitalist Resistance af Poul Bjørn Berg