Søndag blev 18-årige Daniel Schultz idømt en indledende afsoning på 20 dage i israelsk militærfængsel for at nægte at lade sig indrullere i obligatorisk militærtjeneste. Helt usædvanligt blev Schultz, efter at have afvist og modtaget sin dom på rekrutteringskontoret i Tel Hashomer nær Tel Aviv, sendt hjem af militærmyndighederne for at afvente en aftale med Samvittighedsudvalget.

“Min nægtelse er ikke en heroisk handling,” skrev hun i en offentlig erklæring inden sin dom. “Jeg nægter ikke, fordi jeg tror, ​​at min individuelle handling vil ændre virkeligheden, og jeg synes ikke, at mine valg som israeler fortjener central opmærksomhed i samtalen [om] palæstinensisk befrielse. Jeg nægter, fordi det er den mest menneskelige ting at gøre. Stillet over for babyer, der sultes ihjel, hele landsbyer, der voldeligt bliver oprykket med rode, og civile, der sendes til torturlejre – er der intet andet valg.”

“I Gaza, Vestbredden og det indre af ’48 (note 1) udøver staten Israel og dens borgere et mareridtsregime over det palæstinensiske folk, [og] den almindelige israelske opfattelse er, at ethvert sådant skridt er en ‘sikkerhedsmæssig nødvendighed’,” fortsætter Schultz’ erklæring. “Et land, hvis sikkerhed kræver en udryddelse af et andet folk, har ingen ret til sikkerhed.”

“Et samfund, der er i stand til disse gerninger, er sygt,” tilføjede hun. “Det israelske samfund har ingen chance for rehabilitering, så længe zionismen er dets grundlæggende princip.”

To dage tidligere havde snesevis af borgere samlet sig på Rothschild Boulevard i Tel Aviv til en solidaritetsdemonstration til støtte for Schultz, organiseret af netværket for militærnægtere, Mesarvot. Forbipasserende, herunder en soldat i uniform, både angreb demonstranterne fysisk og svinede dem til.

Få militærnægtere

At nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde sker usædvanlig sjældent i Israel. Schultz bliver en af omkring 20 israelske teenagere, der siden starten af ​​folkedrabet for to år siden er blevet fængslet for offentligt at nægte at lade sig indkalde. Ifølge Mesarvot har hæren indtaget en stadigt hårdere linje mod disse unge militærnægtere – de sender dem gentagne gange tilbage i fængsel efter udløbet af deres straf ved at behandle deres fortsatte afvisning som en “ny” forbrydelse.

Den første, der blev fængslet efter 7. oktober, Tal Mitnick, afsonede 185 dage; en anden, Itamar Greenberg, var fængslet i næsten 200 dage – den længste dom for en militærnægter i mere end et årti. Ifølge Mesarvot er hæren også holdt op med at fritage militærnægtere efter 120 dage i fængsel, hvilket tidligere var almindelig praksis.

Yuval Peleg, en anden samvittighedsnægter, afventer lige nu yderligere dom efter allerede at have afsonet 90 dage i fængsel fordelt på tre perioder. To soldater, der begyndte deres militærtjeneste og derefter nægtede, Omer Yoran og en soldat, kun kaldet R., blev også i sidste uge idømt indledende 20 dages fængsel.

Inden hun mødte op på rekrutteringskontoret, forklarede Schultz i et interview med +972 Magazine, at hun ikke var vokset op med radikale venstreorienterede synspunkter. “Jeg var engang ret midtsøgende og havde liberale, humanistiske værdier,” sagde hun. “Ideen om, at IDF [det israelske militær] er ‘den mest moralske hær i verden’, var en væsentlig del af mit verdenssyn.”

Den holdning begyndte at ændre sig, da hun i en alder af 16 år tilmeldte sig en international kostskole i Givat Haviva i det nordlige Israel, hvor israelske, palæstinensiske og internationale studerende var sammen. “Det var første gang, jeg mødte og talte med palæstinensere,” huskede hun. “Inden for de første seks måneder der blev jeg pludselig vidne til uretfærdighederne: virkeligheden på Vestbredden, apartheid-palæstinensernes oplevelser inden for den Grønne Linje og situationen i Gaza [selv] før folkedrabets begyndelse.”

Interview

Hvornår besluttede du dig for at nægte?

Jeg besluttede mig for ikke at ville melde mig til militæret omkring det tidspunkt [hvor jeg studerede på Givat Haviva]. Jeg havde en palæstinensisk værelseskammerat, som jeg talte med til langt ud på natten i løbet af de første seks måneder [af skoleopholdet]. Jeg lyttede til hende med åben mund.

Jeg hørte om hendes onkel, der deltog i demonstrationer på Vestbredden, som blev opløst [af den israelske hær] med skarp ild i maj 2021. Jeg hørte, hvordan hendes forældre, som er statsborgere [i Israel], krymper sig af frygt, hver gang de ser en soldat. Jeg hørte, hvor vred og såret hun var over, at nogle af hendes venner valgte at lade sig hverve. Det påvirkede mig dybt.

Jeg kom hjem i weekenderne og spurgte mine forældre, om de vidste, at disse ting skete. De svarede mange forskellige ting. De så virkeligheden som mere kompleks, end jeg gjorde. Jeg ser ondskab, og min første impuls er at modsætte mig den. Der var mange diskussioner, men de var altid meget empatiske. De forstod min synsvinkel, og bebrejdede mig ikke for at føle, som jeg gjorde, over for staten eller hæren.

I starten troede jeg, at jeg ville blive fritaget af pacifistiske eller psykologiske årsager. Men efterhånden indså jeg, at valget af ikke at melde sig i sagens natur er politisk og indebærer en politisk erklæring. Så jeg kan ikke gøre det stille og roligt og lade som om, at hele systemet er fint, og at jeg er problemet. Min erklæring er, at systemet er problemet, og jeg vælger ikke at melde mig.

Jeg har venner fra skolen, hvis hele familier blev udslettet på én nat i Gaza. Den smerte og det chok er uudholdeligt.

Hvordan reagerede din familie og venner på din afvisning?

Folk i min familie er ikke rigtig enige med mig. Det er svært for dem med min offentlige eksponering [som følge af at nægte at indkalde], men i sidste ende elsker de mig og støtter mig. Jeg føler ikke, at de er vrede på mig eller synes, jeg ikke burde gøre det her, og det styrker mig.

De fleste af de mennesker omkring mig, de fleste af mine venner, er i den samme radikale venstreorienterede sfære. Min partner er lige kommet ud af fængslet [for at nægte at melde sig i august]; jeg føler en enorm og utvetydig støtte.

Er din afvisning et budskab til andre unge israelere, før de melder sig til militæret?

Jeg tror, ​​at det klareste budskab, jeg kan sende til det [israelske] samfund gennem min afvisning, er, at det at melde sig til militæret altid er et valg. Mange mennesker lever med den opfattelse, at det er noget, der bare sker for os: Du fylder 18, du får en indkaldelseserklæring – en passiv situation. Men der er altid et valg.

Jeg kender folk, der ikke støtter det, hæren gør, men føler, at de bliver tvunget til at blive indkaldt til militæret. Mit budskab er, at dette simpelthen ikke er sandt. Hvis du bliver bedt om at gøre noget, der går imod dit moralske kompas, har du altid ret til at sige nej.

Forsøger du også at sende et budskab til palæstinensere gennem din afvisning?

Jeg håber, at min afvisning giver palæstinensere en form for håb. Men vi taler om et par dusin værnepligtsnægtere ud af en indkaldelsesgruppe på titusinder. Det er ikke nok. Men hvis jeg gennem mine handlinger og ord kan få palæstinensere – især mine venner fra skolen – til at føle sig set, så har jeg gjort min del.

Var det svært at nægte offentligt i betragtning af alt det had og den ophidselse, der følger med sådan en handling?

Jeg er skrækslagen, men jeg tror, ​​at jeg gennem min afvisning har fået en vigtig platform, som jeg ellers ikke ville have haft. Jeg taler hebraisk, og jeg henvender mig til et israelsk publikum og udtrykker en holdning, der ikke er repræsenteret i de [israelske] medier. Jeg føler, at det er min pligt at benytte denne mulighed, at tale højt og sige, hvad jeg mener, selvom det er skræmmende.

Man må tage et par bøger og cd’er med ind i fængslet, som er underlagt inspektion og godkendelse ved indgangen. Hvilke vil du tage med?

Mange bøger. Jeg tager “Civil Disobedience” af [Henry David] Thoreau og “Whose Daughter Are You?” af Yali Hashash, om Mizrachi-feminisme (note 2). Men jeg synes ikke, at man bare behøver at læse teori i fængslet – jeg lider alligevel ved at være der, så jeg tager nogle gode ungdomsbøger: “The Hunger Games” og [forgængeren] “Sunrise on the Reaping”.

Jeg tager også albums med af Queen, Rona Kenan og Nurit Galron, alle Hanoch Levins skuespil og sange og “Brat” af Charli XCX.

28. oktober 2025

Oversat fra +972-mag af Anne Haarløv, som har indsat disse noter:

1) det indre af ’48’: Det centrale Israel’, Israels “1948-grænser” henviser til våbenhvilelinjerne, der blev etableret i 1949 efter den arabisk-israelske krig i 1948

2) Mizrachi: Jøder, hvis forfædre kom fra Mellemøsten, Nordafrika, Centralasien og dele af Nordkaukasus. De levede i århundreder under muslimsk styre, før mange emigrerede til Israel efter 1948.