Efter flere måneders pres fra en omfattende bevægelse lykkedes det endelig i starten af september at få Hong Kongs regering til at love, at den vil trække lovforslaget om udlevering. Men bevægelsen har nægtet at stoppe. De fortsætter med at presse på for de 5 krav, som blev formuleret i juli.

af Fjerde Internationale

De første fire relaterer sig til den umiddelbare situation (en fuldstændig tilbagetrækning af lovforslaget om udlevering; etablering af en uafhængig kommission, som skal undersøge politiets fremfærd; en tilbagetrækning af ordet ”optøjer” i beskrivelsen af protesterne; amnesti for anholdte demonstranter), og den femte er lige og fri stemmeret – noget som den kinesiske regering lovede allerede i 1997. De har fortsat protesterne, fordi de sidste tre måneder har afdækket ét simpelt faktum: At den kinesiske regering skjulte dagsorden er en gang for alle at sætte en stopper for Hong Kongs selvstændighed. Denne forståelse har ansporet dem til at fortsætte kampen, der er vokset til et stort slag for at redde Hong Kongs autonomi.

 

Regeringen i Hong Kong, som reelt er styret fra Kina, gik igen til angreb den 4. oktober ved at forbyde maskeringer til demonstrationer med henvisning til en nødlov fra 1922. En lov, der ironisk nok stammer fra den britiske kolonimagtsregering, der (uden held) forsøgte at nedkæmpe en generalstrejke igangsat af sømændenes fagforening – dengang under ledelse af det kinesiske kommunistparti. Denne gang er koloniloven brugt af en kinesisk styret regering i Hong Kong til at slå ned på sine ”egne borgere”.

 

Folket i Hong Kong har aldrig fået lov til at lede sig selv, uanset om de var underlagt britisk eller kinesisk herredømme. I modsætning til briterne, så har Beijing rent faktisk lovet folket i Hong Kong stemmeret, dog uden at man nogensinde har indfriet dette løfte. Man har tilmed ud fra en forståelse af ”national identitet” vist sig endnu mere repressiv end briterne. Mange år før den kinesiske udleveringslov prøvede regeringen at gennemtvinge sin egen chauvinistiske version af ”national identitet” i Hong Kong, hvilket briterne aldrig forsøgte. De forsøgte at få regeringen i Hong Kong til at gennemtvinge en national undervisningslov og en lov om den kinesiske nationalsang, ligesom de har forsøgt at erstatte kantonesisk (sammen med engelsk det mest talte sprog i Hong Kong) med mandarin (det traditionelle sprog i Kina) i skolerne. Disse forsøg fejlede alle grundet protester. Så da den kinesiske udleveringslov kom på bordet, vidste folk i Hong Kong udmærket, at et totalt opgør med Beijing var uundgåeligt.

 

Med 2 mio. deltagere i demonstrationsoptog den 16. juni stod det klart, at protestbevægelsen har støtte fra et flertal i befolkningen. Bevægelsen har ikke krævet uafhængighed, som det hævdes i Kina. Som alle tidligere kolonilande har befolkningen i Hong Kong ret til selvbestemmelse, inklusiv muligheden for selvstændighed. Men bevægelsen står sammen omkring 5 beskedne krav. Der er en lille løs strømning, der nærer et håb om selvstændighed, men de har ingen indflydelse i bevægelsen.

 

I modsætning til tidligere generationer har unge mennesker et klart ønske om en ”Hong Kong-identitet”, men dette betyder ikke nødvendigvis selvstændighed. Det er også en konkret reaktion på Kinas stigende nationalistiske og chauvinistiske politik. Under kommunistpartiet har Kina i dag udviklet sig til et undertrykkende samfund, som få i Hong Kong ønsker at identificere sig med, deraf ønsket om et ”frit Hong Kong”. Fremkomsten af en ”Hong Kong-identitet” er heller ikke et isoleret fænomen. Der har også været en stigende nationalfølelse blandt taiwanesere, tibetanere og uyghurere. Som i Hong Kong er dette også en effekt af kinesisk chauvinisme. Man kan uden at blinke påstå, at Beijing selv er skyld i de centrifugale kræfter, der rører sig i landet. Inden de kan nå målet om en national samling og storhed, er de allerede ved at tabe Taiwan, Tibet, Xinjiang og Hong Kong.

 

Fraværet af en stærk venstrebevægelse i Hong Kong er et udslag af en svag fagbevægelse. Den frygtelige praksis, som det kinesiske kommunistparti har stået for i ”kommunismens” og ”socialismens” navn bliver ved med at kaste skygger over venstreorienterede ideer, og har skabt et fjendtligt miljø mod disse. Dette forklarer, hvorfor bevægelsen stadig er begrænset til de fem krav, og ikke formår at rejse sociale krav på trods af de store sociale forskelle i byen. Men ungdommen har været nødsaget til at få støtte blandt arbejderne, og ved fælles hjælp lykkedes det de unge og fagbevægelsen at lave den største generalstrejke i et halvt århundrede, som lammede Hong Kong den 5. august. Jo mere venstrefløjen kan demonstrere arbejderklassens reelle styrke i konkrete kampe, desto mere kan de igen vise deres relevans.

 

Den kinesiske regering beskylder bevægelsen for at være drevet af ”udenlandsk intervention”. I lyset af Hong Kongs koloniale historie har alle de demokratiske partier tætte bånd til de ledende partier i USA og Storbritannien. Men disse har ingen betydning i bevægelsen. Deres rolle er højest at give støtte. Man kan ikke komme uden om det faktum, at det primært er radikaliserede unge, som leder og giver bevægelsen retning. De har hverken politisk erfaring eller tilknytning til de etablerede partier, og de beundrer spontanitet så meget, at de har en dyb indgroet mistillid til organisering og partier. Deres manglende erfaring fører nogle gange til, at de opfatter USA som et ægte demokrati. De har lavet fejl, men de er ikke styret af nogen ”udenlandske kræfter”. De er faktisk ikke styret af nogen.

 

En nylig undersøgelse viste, at næsten 40 procent af de studerende opfatter sig selv som ”lokale”, det vil sige at deres interesse/udgangspunkt er lokale forhold, men hvordan de radikaliserede unge selv fortolker dette, varierer meget. Lang tid før denne bevægelse var det en mere nationalistisk tolkning, som var mest udbredt blandt dem, der hævdede at være ”lokale”. Men da bevægelsen voksede sig langt større, viser der sig langt mere forskelligartede og modsatrettede tendenser. Mens der i den nationalistiske strømning er et islæt af fjendskab mod immigranter, var der samtidig en langt større demonstration, der forsøgte at vinde støtte blandt indvandrede kinesere. Venstrefløjen har et ansvar i forhold til at gå med i disse kampe og overbevise ungdommen om en demokratisk og inkluderende position, frem for at stå på sidelinjen.

 

 

Man kan ikke sige, at spørgsmålet om ”udenlandske kræfter” er fuldstændigt irrelevant, eller påstå, at de ikke er interesserede at intervenere i Hong Kong. Men man kan ikke sammenligne Hong Kong med Ukraine. Mens EU og NATO er nye spillere i urolighederne i Ukraine siden årtusindskiftet, så har Storbritannien og USA altid været set af Kina som havende en interesse i Hong Kong. Det såkaldte ”ét land, to systemer”, som første gang blev fastlagt i fælleserklæringen mellem Storbritannien og Kina i 1984, og senere i Basic Law fra 1997, var fra starten af et historisk kompromis mellem Beijing og Vesten, mod at landet senere måtte reintegreres i den globale kapitalisme. Den højtidelige formulering i Basic Law om, at ”det tidligere kapitalistiske system og livsførelse skal forblive uforandret i 50 år”, er først og fremmest for at tækkes vestlig indflydelse og handelsinteresser. Dette er også årsagen til, at Hong Kong grundet Basic Law kan fastholde sin egen britiske lov, at man i retssystemet kan hyre udenlandske advokater (paragraf 92), og endda at udlændinge kan ansættes helt til tops i den offentlige administration, dog undtaget de øverste chefer. Disse klausuler beskytter meget effektivt vestlige politiske og økonomiske interesser. De har altså ingen interesse i at destabilisere Hong Kong. Dette er også begrundelsen for, hvorfor Storbritannien og USA stille og roligt bad de demokratiske partier acceptere Kinas reformpakke i 2014 før fremkomsten af paraply-bevægelsen.

 

Det er den kinesiske regerings ændring af sin Hong Kong-politik, og specielt forsøget på at indføre udleveringsloven, der er direkte årsag til opstanden og den vestlige kritik af loven. Loven rammer trods alt ikke kun kinesere, men alle udlændinge, som tilfældigvis befinder sig i Hong Kong. Rent tilfældigt er der et snævert interessefællesskab mellem befolkningen i Hong Kong og Vesten mod den kinesiske udleveringslov. Begge vil af med den. Men selv efter lovforslaget blev trukket, er Hong Kongs autonomi i fare, og der eksisterer stadig en vanskelig situation. Selv om arbejderklassens interesser i Hong Kong er fundamentalt forskellige fra de vestlige regeringers, så har begge åbenbare krav om, at Kina indfrier sine løfter over for Hong Kong. USA’s lovforslag om ”menneskerettigheder og demokrati i Hong Kong” viser, at den politiske herskende klasse i USA forsøger at knytte spørgsmålet om Hong Kong til sin egen udenrigspolitik. Venstrefløjen må vise folket i Hong Kong, at USA-imperialismen aldrig er en ægte ven; at deres demokratiske venner er blandt de millioner af amerikanske arbejdere, som er modstandere af Trump.

 

Selvom både Kina og Hong Kong er kapitalistisk, er der en væsentlig forskel på mellem de to i spørgsmålet om menneskerettigheder og beskyttelse af arbejdere. Førstnævnte tillader sociale bevægelser omend begrænset, det gør sidstnævnte ikke. Det er denne forskel, som i stigende grad bekymrer Beijing. Siden årtusindskiftet er flere og flere i Kina begyndt at imitere sociale bevægelser i Hong Kong, de er begyndt at organisere sig både uformelt og i form af NGO’er. Dette var den pris, den kinesiske regering måtte betale, for at bruge Hong Kong til at bygge den nye kinesiske kapitalisme. Men i stigende grad har Kina fundet prisen for høj, og efter Xi Jinping kom til magten i 2012, må regeringen have troet, at de var stærke nok til at annullere Basic Law. Loven forsøger at fastfryse en kapitalisme, der helt fundamentalt diskriminerer og udnytter arbejderklassen, og er i den forstand dybt reaktionær. Men den indeholder også klausuler, som beskytter arbejder- og menneskerettigheder. Den internationale venstrefløj må støtte befolkningen i Hong Kong i dens kamp for at forsvare og udbygge sine rettigheder. Ikke kun fordi kampen i sig selv har værdi, men også fordi den kan fortsætte med at inspirere bevægelserne i Kina, selv om de i øjeblikket er små og undertrykte.

 

Uagtet hvilke svagheder bevægelsen mod udleveringsloven har vist, er den af væsentlig historisk betydning. Det er den første bevægelse i en del af Kina, som både er stor, radikal og oprørsk, så kraftfuld at den fik en regering støttet af Kina til at slå bak. Der er en gryende demokratisk bevidsthed, men i en ”Hong Kong identitet”. Den politiske strejke har efterladt et dybt mærke i arbejderklassens bevidsthed: De har lært værdien af ikke at tilpasse sig. Bevægelsen i Hong Kong har også afsløret svagheden i Kinas ”perfekte autoritet”. I over fire måneder har den kinesiske regering ikke kunnet skabe ro i byen. Med sin kolonihistorie er Hong Kong på godt og ondt blevet en smertefuld torn i øjet på dragen. Dragen er i forvejen ikke på toppen. At få slået dette uhyre ned, under ledelse af en progressiv social bevægelse, er afgørende for en fremtidig demokratisk transformation af Kina. Dette er blevet en af de vigtigste dagsordener i det 21. århundrede. På den ene side har væksten af en kinesisk kapitalisme skabt den største arbejderklasse i verdenshistorien, og på den anden side er den autoritære kapitalisme en af de største trusler mod menneskeheden og verdens klima. En demokratisk transformation i Kina er forudsætningen for at løse disse problemer. Derfor haster det også med vores støtte til de kæmpende i Hong Kong.

 

Stå sammen med befolkningen i Hong Kong!

Fem krav, ikke ét mindre!

Boykot udenlandske kinesiske investeringer!

Demokrati for Hong Kong og Kina!

Ned med ét-parti diktaturet!

Afvis Trumps og Boris Johnsons interventioner!

International solidaritet mellem det arbejdende folk og alle progressive kræfter!

 

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales daglige ledelse den 231. oktober 2019.

Oversat fra International Viewpoint af Rasmus Keis Neerbek.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com