Mere end tusinde aktivister fra hele USA var samlet i Atlanta til DSA’s nationale kongres 1-4. august, 2019. Der var masser af konflikter, men de delegerede gik derfra med en klar plan for den kommende kamp.

af Eric Blanc

Læsetid: 7 minutter

Lige som mange andre delegerede til den nationale kongres i Democratic Socialists of America (DSA) ankom jeg i Atlanta fuld af forhåbninger for vores organisation. Min optimisme var dæmpet noget af min bekymring for, om vi ville komme igennem weekenden i hel tilstand. Alle anerkender nu, at socialismen er ved at genopstå i Amerika, men ingen kan forudse, om vores nystartede bevægelse vil kunne leve op til de kommende udfordringer og muligheder.

 

Heldigvis endte kongressen med at blive et stort skridt fremad for DSA og potentielt for alle, der bor og arbejder i USA i dag. Gennem tre intense, ofte konfliktfyldte og ind imellem udmattende dage debatterede og stemte organisationen om sine organisatoriske og politiske prioriteter for de kommende to år. Vi ikke bare overlevede weekenden, men kom derfra fyldt med energi og med en stærk plan for den videre kamp.

 

Demokrati er altid noget rod, og denne kongres var ingen undtagelse. Fredagens forhandlinger blev hurtigt til diskussioner om kongressens dagsorden, procedurer og afstemningsregler. En spærreild af ændringsforslag til proceduren viste, hvor lang vej der er for USA’s venstrefløjs politiske kultur, før den bliver i stand til at prioritere kollektiv organisering over individuelle synspunkter. Det tydede også på, at et stort mindretal af kongressens delegerede manglede tillid til DSA nationale strukturer og var fast besluttet på at arbejde hårdt for at decentralisere organisationen.

 

Fredag aften spekulerede mere end blot nogle få frustrerede delegerede højlydt på, om kongressen ville bryde sammen på grund af disse uenigheder om procedurerne, men næste dag var de delegerede begyndt at lære den demokratiske proces og tage den til sig. Som DSA’s næstformand fra Detroit, Natasha Fenandez-Silber senere mente: ”Det har været udmattende. Det ville selvfølgelig have været lettere, hvis vi var topstyret som en NGO eller det Demokratiske Parti, men vi må være stolte af, at DSA forpligter sig til et reelt demokrati.”

 

Søndag var der vedtaget en lang række vigtige politiske beslutninger med et potentiale til at hjælpe DSA med at løse sin største umiddelbare udfordring: at komme ud over en forholdsvis snæver social medlemssammensætning ved at lede massebevægelser, der kan forankre gruppen i den racemæssigt bredt sammensatte arbejderklasse. Indtil denne dybt forankrede organisering bliver en realitet, vil DSA primært fortsætte med at rekruttere selvmotiverede individer, der som oftest hovedsageligt er hvide mænd fra middelklassen.

 

Kongressen vedtog resolutioner om en bred vifte af presserende emner; bl.a. en intensivering af DSA’s kamp for immigranters rettigheder og en retfærdig boligpolitik, et øget pres for adgang til abort og afkriminalisering af sexarbejde, en fornyet indsats for ”Medicare for All” og en implementering af en national infrastruktur for socialistisk politisk skoling. En af de sjældne enstemmige afgørelser var at gøre kampen for en radikal ”New Green Deal” til et nationalt indsatsområde for DSA. Over for den truende klimakatastrofe forpligtede DSA sig til at kæmpe for at ”afvikle brugen af fossile brændstoffer i alle sektorer af USA’s økonomi frem til 2030, demokratisere kontrollen over de vigtigste energiselskaber og ressourcer gennem en statslig overtagelse og sætte arbejderklassen i centrum for en retfærdig overgang til en bæredygtig økonomi med en jobgaranti, der udvider den offentlige sektor.”

 

De delegerede skærpede også DSA’s opmærksomhed på aktivisme på arbejdspladserne og på fagbevægelsen. Efter i årtier at have behandlet fagbevægelsen som i bedste fald én god bevægelse blandt mange andre sætter venstrefløjen endelig fagbevægelsen tilbage i centrum for den antikapitalistiske strategi.

 

I kølvandet på den første strejkebølge i generationer – aktioner hvor socialister ofte spillede en central ledende rolle – var Sara Nelson fra ”Association of Flight Attendents – CWA” samt Cecily Myart-Cruz og Erika Alvarez fra ”United Teachers Los Angeles” blandt talerne i plenum. Resolutioner, der opfordrede DSA-medlemmer i og uden for fagforeningerne til at deltage i genopbygningen af arbejderklassens styrke og organisere de uorganiserede, blev vedtaget med overvældende stort flertal.

 

En mere skarp debat – både før og under kongressen – handlede om forslaget om, at DSA skulle prioritere en strategi for de menige medlemmer: et strategisk fokus på at uddanne militante arbejderledere for at genopbygge en stærk, venstreorienteret og demokratisk fagbevægelse. Resolutionen, der blandt mange andre taktikker opfordrer DSA-medlemmer til at skaffe sig arbejde i strategisk vigtige industrier, blev vedtaget med 10 stemmers flertal – weekendens tætteste løb.

 

Vedtagelserne om arbejdet op til valget viste et markant skift til venstre. I et yderligere skridt væk fra DSA’s tidligere anbefaling af ”det mindste onde” besluttede kongressen, at DSA skulle nægte at støtte andre præsidentkandidater end Bernie Sanders på det Demokratiske Partis liste i 2020. På samme måde strammede DSA sin nationale politik for støtte til kandidater til kun at støtte klassekamps-kandidater, der åbent stiller op som socialister. For første gang forpligtede organisationen sig også til et ”hårdt brud” med det Demokratiske Parti. Som organisationens nye nationale valg-politik forklarer:

 

”DSA vil arbejde på at opbygge sin politiske organisation uafhængigt af det Demokratiske Parti og deres kapitalistiske donorer…. På længere sigt er det vores mål at danne et uafhængigt arbejderparti, men lige nu udelukker det ikke, at DSA-støttede kandidater taktisk stiller op på det Demokratiske Partis liste.”

 

Den største skillelinje på kongressen drejede sig om den organisatoriske struktur. DSA’s medlemstal er eksploderet i løbet af de sidste tre år, og det har lagt et stort pres på dens overbelastede struktur og stab. I øjeblikket fungerer DSA i praksis som en decentraliseret sammenslutning af autonome lokale foreninger, og især små afdelinger på landet har ikke fået den opbakning de havde brug for.

 

Et markant antal af de delegerede målrettede deres energi på en stribe forslag til en radikal omstrukturering, der skulle fastholde og uddybe DSA’s decentraliserede karakter. Til slut nedstemte et solidt flertal på kongressen alle disse forslag og vedtog i stedet en alternativ resolution om støtte til små afdelinger, skrevet af lokale afdelingsledere og med sigte på at opbygge et stærkere nationalt DSA.

 

Resultatet af valgene til den nationale politiske komite gav også et solidt flertal til kandidater, der gik ind for at opbygge et mere robust DSA med vægt på det, Dave Pinkham, DSA-organisator fra Austin, kaldte ”udadvendte, samfundsforandrende kampagner.”

 

Selv om DSA’s fulde potentiale endnu ikke er realiseret, sendte den nationale kongres i Atlanta et klart signal om, hvor meget der er på spil: Hvis vi skal kunne gennemføre en ”New Green Deal”, ”Medicare for All”, fuld ligestilling for immigranter og andre presserende, samfundsforandrende krav, der tårner sig op i horisonten, har vi brug for en genfødt stærk, radikal venstrefløj med forankring i en kæmpende arbejderklasse.

 

Da deltagerne afsluttede arrangementet søndag eftermiddag ved spontant at bryde ud i sang – ”Solidarity Forever” fulgt af ”Internationale” – slog det mig, at DSA’s nationale kongres ikke kunne have fundet sted på et bedre tidspunkt. For det første søger amerikanerne for første gang i årtier aktivt efter et alternativ til den kapitalistiske status quo. Arbejderne kæmper igen. Socialisme er ikke længere et skældsord i unge (og også nogle ældre) amerikaneres bevidsthed, og Bernies præsidentkampagne vil i de kommende måneder være en chance for, at DSA kan rekruttere titusinder til kampen for en demokratisk, socialistisk fremtid.

 

Som Sara Nelson forklarede det i sin bevægende tale i plenum: ”Vi er midt i en krise, men det er også det øjeblik, hvor vi kan ændre historiens gang – hvis vi holder sammen, er der ikke noget, vi ikke kan.”

 

Eric Blanc er medlem af Democratic Socialists of America og forfatter til bogen: ”Red State Revolt: The Teachers’ Strike Wave and Working-Class Politics” (Verso Books, 2019).

 

Oversat fra The Nation af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com