(Komiteen til Sletning af den Tredje Verdens Gæld (på fransk forkortet CADTM) og andre har krævet en særlig Covid-skat)

40 år med neoliberalisme og gentagne kriser har udvidet kløften mellem den arbejdende befolkning og den rige aktieejere og forøget byrden af offentlig gæld i den kontinuerlige proces med kapitalakkumulation. Corona-pandemien rammer ikke alle sociale klasser ligeligt. Store virksomhederne som GAFAM-selskaberne (Google, Amazon, Facebook, Apple, Microsoft) har skarbet enorme profitter til sig takket være nedlukningerne. De store medicinalfirmaer som Pfizer, Moderna, AstraZeneca, Johnson & Johnson, Curevax og Merck har tjent styrtende på pandemien ved at sælge vacciner og behandlinger til svimlende priser. Store banker og investeringsfonde har også nydt godt af regeringsgarantier, ligesom de store energiselskaber.

Afvisningen af at gennemføre en Covid-skat på de rigeste og de store virksomheder har ikke kun øget ulighederne, men har også resulteret i en kraftig stigning i gælden, som det tydeligt kommer til udtryk i Europa. Den totale offentlige gæld i eurozonen er oppe på 12.000 milliarder euro. Fra starten af 2020 til juli 2021, steg gælden i eurozonen i gennemsnit fra 86 procent af BNP til 100 procent. Adskillige lande har en meget højere gæld i forhold til BNP. Den offentlige gæld i Belgien og Frankrig er tæt på 120 procent af BNP; i Spanien er det 125, Portugal 140, og Italien 160. I Grækenland når den op på 210 procent, mens den på det værste tidspunkt under gældskrisen i 2015 kom op på 180 procent, og Trojkaen foregav, at den ville falde.

Den Europæiske Centralbank (ECB) står for en betydelig andel af eurozonens offentlige gæld. Mens disse linjer skrives, har banken tilgodehavender for over 3,6 trillioner euro, det vil sige over 30 procent af de ovennævnte 12 trillioner. Tallene for hver enkelt land kan findes på ECB’s hjemmeside. ECB køber statsobligationer af eurozone-landene gennem to programmer: det Pandemiske Opkøbsprogram (PEPP), og 2) det Offentlige Opkøbsprogram (PSPP).

Nogle eksempler: ECB står for omkring 140 milliarder euro af den belgiske gæld, 730 milliarder af den franske, 360 milliarder af den spanske og 675 milliarder af den italienske.

ECB har købt værdipapirerne fra private banker, eftersom den ikke garanterer lån til eurozonens medlemsstater. På den anden side betaler staterne disse obligationer tilbage til ECB.

Siden 2020 har mange økonomer og sociale bevægelser krævet en sletning af den gæld, som ECB har til gode – se appellen Slet den offentlige gæld hos ECB og ”tag kontrollen tilbage” over vores fremtid, som er underskrevet af over 150 økonomer og offentliggjort i en række medier i februar 2021.

ECB kan slette gæld fra lande i eurozonen. Det er en enkel bogførings-manøvre, som ikke giver nogen problemer, og en centralbank kan ikke gå bankerot.

Bestyrelsen i ECB og de europæiske regeringer har afvist dette forslag, fordi de ønsker en stigning i den offentlige gæld. Det vil give dem og deres institutioner mulighed for hurtigt at udrulle den gode, gamle dagsorden. Efter at have sagt, at staterne kan øge deres gæld, vil de sige, at de nu må skære ned på udgifterne, reducere de offentlige investeringer, gennemføre nye strukturelle ændringer af pensionsalder og sociale sikringsordninger, genoprette reglerne for budgetunderskud, som midlertidigt er blevet suspenderet, men absolut ikke afskaffet. Med andre ord er de ivrige for at vende tilbage til den nedskæringspolitik, der er indskrevet i de europæiske traktater.

Den lange pandemiperiode er blevet brugt til at udstille rettigheder og friheder, Sletningen af den offentlige, som ECB sidder på, må betragtes som en nødforanstaltning for at sikre den offentlige sundhed. Hvis det sker, ville det reducerer gælden i eurozonens lande med omkring 30 procent. Gældsafviklingen ville blive mindre hård, og som resultat heraf ville de offentlige myndigheder finde nye ressourcer til at øge udgifterne på områder som sundhed, socialvæsen, kampen mod den økologiske krise og klimaforandringerne. Det er på høje tid, at folkets kollektive interesser i Europa bliver sat foran tyranniet på finansmarkederne.

Desuden ville en sletning af ECB’s tilgodehavender fratage ECB et redskab, som den bruger til at gennemtvinge sin neoliberale dagsorden. Så længe ECB er eurozonens vigtigste kreditor, truer den de lande, der holder igen med den neoliberale dagsorden, med at stoppe for opkøb af deres gæld eller at nægte at stille sikkerhedsgaranti, hvilket vil påføre dem øgede omkostningerne ved nye lån. Det er netop, hvad der skete med Grækenland i 2015, og hvad der truede Italien i foråret 2019.

At fjerne dette redskab ville være en sejr.

Men vi må ikke glemme, at ud over at slette den gæld, som ECB står for, er der også andre muligheder. En folkelig regering kan ensidigt suspendere sin tilbagebetaling af gælden til ECB, hvad der vil tvinge banken til forhandlinger og indrømmelser. Dette ville inspirere andre regeringer til at følge samme kurs. For dette sigte er det af afgørende betydning, at der er bred opbakning til en folkelig bevægelse, som kræver en gennemgang af hele gældsbyrden som et centralt redskab til at afdække, hvilke dele af gælden, der er illegitim, ulovlig, tvivlsom og/eller ikke bæredygtig – og som derfor bør slettes. Dette er stadig i dag et grundlæggende strategisk træk.

Frygten for, at finansmarkederne og de forskellige private kreditorer i tilfælde af en sletning af gælden ville kræve højere renter for at blive ved med at finansiere regeringerne, er ubegrundet. Alle regeringer, som har fået nedskrevet deres gæld væsentligt, har haft adgang til billigere lån, end de havde før nedskrivningen. I virkeligheden vil kreditorerne anse et land for at være mere kreditværdigt, hvis det har en lille gæld.

Selvfølgelig er en afskrivning af gælden ikke den ultimative løsning. Andre midler er nødvendige: højere beskatning af den rigeste ene procent og af de store selskaber, som vi har krævet siden starten af pandemien; bekæmpelse af skatteunddragelse med kraftige bøder til unddragerne, suspension af rettigheden til at drive bankvirksomhed for de banker, der fungerer som mellemled for grov skatteunddragelse, stop for europæiske skattely, offentligt ejerskab af de vigtigste sektorer af økonomien… Højere beskatning af de rigeste må kombineres med en skattelettelse for flertallet, for eksempel ved en nedsættelse af momsen på basisvarer og tjenesteydelser som energi. På den anden side må beskatning af luksusgoder sættes i vejret.

At stå op imod den nuværende sociale krise må uundgåeligt indebære en kamp mod ulighed. Vi må bekæmpe de mange forskellige, indbyrdes uafhængige og stigende uligheder og handle i forhold til deres årsager – det være sig uretfærdig skattepolitik, nedskæringer og de store selskabers magt. Kort sagt må vi fokusere på fordelingen af rigdomme og ressourcer som hovedpunkter i et øko-socialistisk program. Fordi vores liv er mere værd end deres profitter: Lad os rive gældens spændetrøje af!

7. december 2021

Oversat af Åge Skovrind fra Komiteen til Sletning af den Tredje Verdens Gæld, hvor man også kan finde en lang liste af underskrivere på appellen..