Venstrefløjen i Bangladesh har i generationer kæmpet imod islamisme og vedvarende autoritære politiske tendenser. Landets arbejderklasse har en lang og militant tradition for sociale kampe, ligesom bønder, beklædningsarbejdere og andre har kæmpet for et bedre liv.

af Alex de Jong

Fjernt fra Europas og USA’s stråleskær havde 1968 en helt anderledes karakter. I Pakistan fik demonstrationerne regeringen til at vakle. Tariq Ali beskrev det som det ‘umondæne’ 1968. Kløften mellem de pakistanske studenters og arbejderes kampe og den faktiske erobring af magten var meget mere snæver end i Frankrig eller Italien, for slet ikke at tale om USA eller Storbritannien.

 

Begivenhedernes omfang kunne tage vejret fra én: I løbet af fem måneders uafbrudte kampe, der begyndte 7. november 1968, og sluttede 26. marts 1969, deltog 10-15 millioner i kampen mellem Øst- og Vestpakistan.

 

Undertrykkelsen havde krævet et stort antal dødsofre, især i Øst, hvor næsten to tusinde blev dræbt.

 

Efter delingen af Indien var Pakistan en abnorm størrelse. Landet bestod af to geografisk adskilte dele: Vestpakistan, der blev det politiske og økonomiske center, selv om det var et mindretal af befolkningen, der boede der, og Østpakistan, der var blevet sammensat af de østlige regioner af Bengalen, hvor der var et muslimsk flertal. Pakistan blev opbygget omkring denne fælles muslimske identitet, men derudover var der ikke mange bånd, der knyttede Øst og Vest sammen.

 

Det vestpakistanske sprog urdu blev erklæret som det officielle sprog. Folk i Østpakistan mødte frem til enorme protester, og politiet dræbte et stort antal demonstranter. Vest diskriminerede også Øst på andre måder: Det, der der senere skulle blive til Bangladesh, havde færre repræsentanter i det civile og militære hierarki end deres modpart i Vest.

 

I 1968 havde pro-uafhængighedstendenser ligget og ulmet i to årtier. Røret blandt studenter og arbejdere gjorde uafhængighedstrangen til en uimodståelig kraft.

 

Østpakistan havde reelt hele tiden stået over for en intern kolonialisme. Økonomisk udbytning trak årligt enorme summer ud af landet, og den pakistanske regering diskriminerede åbenlyst dem, der boede i Østpakistan. Badruddin Umar, der dengang var aktiv i den østpakistanske maoistbevægelse, skrev, at ‘parolen om et uafhængigt Bengalen var begyndt at dukke op i Dhakas gader, især blandt arbejdere med tilknytning til de venstreorienterede studenterorganisationer under 1968-69-urolighederne (note 1). Ved massemøder råbte demonstranterne i kor ‘Joi Bangla’ (Længe leve Bengalen), og krævede ‘Krishok-Sramik Raj’, bonde- og arbejderstyre’.

 

Af frygt for at miste kontrollen under presset fra massebevægelsen krævede Pakistans generaler, at diktatoren Ayub Khan skulle træde tilbage. Hans efterfølger, general Yahya Khan, erklærede undtagelsestilstand. Men i håb om at dæmpe gemytterne udskrev han også for første gang i landets historie valg i december 1970. Zulfikar Ali Bhutto, Ayub Khans tidligere udenrigsminister, blev valgets sejrherre i Vest. Bhutto kom fra en aristokratisk familie med forbindelserne i orden, og han havde i 1967 dannet partiet Pakistan People’s Party (PPP). PPP forenede en populistisk, ja ligefrem socialistisk retorik, med pakistansk nationalisme og alliance med dele af den hovedrige jordbesidderklasse. Men i Øst var det Awami Ligaen (AL), der høstede gevinsten af massebevægelsen, og vandt 167 ud af de 169 mandater, der var tildelt Øst i det nationale styre.

 

Selv om Øst havde stærkere venstrefløjstraditioner end Vest, så mislykkedes det for de kommunistiske partier at tage ledelsen af massebevægelsen eller få udbytte af valget. En væsentlig årsag til dette var, at de mest dynamiske dele af venstrefløjen, ligesom selve Pakistan, havde stærke bånd til Kina. De fleste venstrefløjskræfter var i større eller mindre grad inspireret af maoismen, og regeringen opretholdt venskabelige forbindelser til Kina som modvægt til deres fælles rival, Indien. På grund af Ayub-styrets ‘objektivt anti-imperialistiske karakter’, undlod hovedparten af den maoistiske venstrefløj at gå imod regeringen eller stille krav, der kunne svække Pakistans stilling i forhold til Indien, herunder selvbestemmelse for Øst.

 

Under et besøg i Kina i 1963 roste Maulana Abdul Hamid Khan Bhasani, en bondeleder, der var en af de mest prominente skikkelser på pro-Beijing-venstrefløjen, Ayub-styret, og sagde, at han var ‘glad for’, at ‘Pakistans nuværende regering allerede havde tilintetgjort en stor del af imperialismens indflydelse på politik og økonomi. Særlig lykkeligt er det, at de har udviklet venskabelige relationer med Kina’. Maos udenrigsminister Zhou Enlai bad Bhasani om ikke at lægge for stærkt pres på Ayub Khan fremover.

 

Det var nu ikke alle, der lyttede til denne bøn i de følgende år. Inspireret af naxalitterne i Indien var der dele af den østpakistanske maoistiske venstrefløj, der blev radikaliseret i slutningen af 60’erne, men de holdt op med at arbejde i massebevægelserne til fordel for nålestiks-guerillaangreb, og de boykottede valgene. På trods af den radikale drejning afviste de fleste maoistiske kræfter selvbestemmelse.

 

Pro-Moskva-venstrefløjen var meget mindre, men uforholdsmæssigt velrepræsenteret i pressen og i akademiske kredse. I begge dele af Pakistan fokuserede disse venstrefløjsfolk på at genetablere det borgerligt parlamentariske demokrati på en så smalsporet måde, at det blev næsten umuligt at skelne dem fra de liberale kræfter. I Øst støttede Sovjet-sympatisører kravet om selvbestemmelse, men de var ikke stort mere end et halehæng til AL.

 

AL’s valgsejr gav dem ret til at danne regering, men Bhutto – der havde ført valgkamp på løfter om en stærk hær og en stærk centralregering, og som havde anvendt en voldsom nationalistisk retorik – nægtede at godkende valgresultatet og boykottede det nyvalgte parlament. Militære ledere, en privilegeret klike, der lagde beslag på over halvdelen af landets årlige budget, afviste også selvbestemmelse for Østpakistan. Selv AL’s moderate program var en trussel mod den herskende klasses greb om regionens billige råvarer og dens forbrugermarked.

 

En ny massebevægelse tog form, denne gang koncentreret om selvbestemmelsestemaet. AL-lederen Sheikh Mujibur Rahman opfordrede til demonstrationer og strejker. Sikkerhedsstyrker dræbte et stort antal mennesker, med stærkt øget spænding til følge. Ved et enormt massemøde opfordrede Rahman regeringen til at ophæve undtagelsestilstanden, efterforske drabene, trække hæren tilbage, og overføre magten til de valgte repræsentanter. Pro-uafhængigheds-stemningen bredte sig og blev radikaliseret, og selv højesteretsdommere nægtede at arbejde.

 

Yahya-regimet indledte forhandlinger med AL, på lavt blus, så det kunne transportere tropper og våben ind i Østpakistan. Ved midnat den 25. marts 1971 slog den pakistanske hær til. Blandt dens første mål var sovesalene på universitetet i Dhaka. Soldater myrdede og voldtog hundreder af studerende og lærere, og Rahman blev arresteret den følgende dag.

 

På klassisk kolonialistfacon var den pakistanske hær og dens støtter i de islamistiske militser, Razakar, motiveret af etnisk og religiøs fanatisme. Soldaterne betragtede det bengalske folk som svagt og laverestående. De udså sig i særlig grad hindu-mindretallet som mål: I Dhaka nedbrændte de hindu-kvarterer, og myrdede folk i gaderne. En pakistansk officer lovede, at når Øst var besejret skulle ‘enhver af hans soldater få en bengalsk kvinde, og at hverken hunde eller bengalere skulle få adgang til den eksklusive Chittagong Club.’

 

Som volden bredte sig, tog også modstanden form. Både pro-Moskva- og maoistiske grupperinger organiserede militser, og bengalske soldater og politi gjorde mytteri.

 

Men mens den pakistanske hær begik grusomheder i folkedrabsmålestok, så forblev Beijing tavs (3). Den 12. april 1971 offentliggjorde den pakistanske presse et budskab fra Zhou Enlai, hvor han roste regeringen for dens ‘nyttige arbejde’ med at opretholde landets enhed, og erklærede, at ‘det, der sker i Pakistan lige nu, er udelukkende en pakistansk affære’. Kina ydede ikke blot verbal støtte til Yahya Khan-regimet – i maj gav de regimet et rentefrit lån på 100 mio. $.

 

Der var maoister både i Bangladesh og i udlandet, der fordømte uafhængighedsbevægelsen som en anti-kinesisk sammensværgelse, iværksat af ‘indiske ekspansionister’, med hjælp fra ‘sovjetisk social-imperialisme’. Andre, der var frastødt af denne analyse, gjorde fælles sag med AL. Hvad angik Bhasani, så opfordrede han sine tilhængere til at kæmpe for et uafhængigt Bangladesh. Men en af de størst pro-Beijing-grupperinger, The East Pakistan Communist Party (Marxist-Leninist) (EPCP) befalede sine guerillaer at bekæmpe ikke blot den pakistanske hær, men også de AL-anførte Mukti Bahini (frihedskæmpere).

 

Ved afslutningen af krigen var EPCP marginaliseret. Selv om maoistiske grupperinger havde spillet en vigtig rolle i kampen imod Pakistan, så var Beijings indstilling til meget alvorlig skade for bevægelsen.

 

Af mange af de samme grunde som Kina var USA langt fra begejstret over at overvære en ny nations fødsel på bekostning af deres gamle allierede. I sin bog ‘The Blood Telegram’ beskriver Gary J. Bass, hvorfor præsident Richard Nixon og udenrigsminister Henry Kissinger støttede Yahya Khan-regimet. De gik ud fra, at Indien, og derigennem Sovjetunionen, ville nyde godt af en stærk indflydelse på den nye stat. ‘Bengalere’, mente Kissinger, ‘er venstreorienterede af natur.’ Efter at Archer K. Blood, USA’s generalkonsul i Østpakistan, havde sendt et telegram, hvori han gav udtryk for sin uenighed i denne politik, og fordømte de pakistanske krigsforbrydelser, blev han fjernet fra sin post.

 

Det samlede antal døde i krigen er usikkert – mange forskere anslår, at det drejer sig om ca. en halv million, og regeringen i Bangladesh hævder, at 3 millioner døde.

 

Indien så krisen som en mulighed for at svække sin rival og vinde indflydelse langs grænsen til Kina. New Delhi gav husly og opbakning til AL-ledelsen, men Indira Gandhi-regeringen var bekymret over den måde, som kampen udviklede sig på. Uafhængighedsbevægelsen var i stigende grad blevet afhængig af opbakning fra arbejdere og bønder. Venstreorienterede ideer vandt tilslutning, og under pres fra sin folkelige basis antog AL stadig mere yderliggående synspunkter.

 

For at komme en yderligere venstredrejning i forkøbet og sikre sin indflydelse besluttede Indien sig for at intervenere direkte. Den 3. december 1971 gik landets hær ind i Bangladesh. Med hjælp fra den lokale befolkning og Mukti Bahini blev de pakistanske styrker smidt ud i løbet af to uger.

 

Nederlaget betød også afslutningen på Yahya Khans styre, og han overdrog magten til Bhutto få dage senere. Den følgende måned blev Mujibur Rahman løsladt fra fængslet og blev den første leder af et uafhængigt Bangladesh.

 

Det uafhængige Bangladesh

AL og Mujibur Rahman nød enorm opbakning i starten, men de var under pres fra deres radikaliserede basis. I overensstemmelse med en lang tradition for taktisk fleksibilitet, som Badruddin Umar skriver, ‘tog Awami Ligaen parolen (om socialisme) op, og erklærede den som deres egen.’ Den nye stat var officielt en ‘folkerepublik,’ og dens forfatning beskrev dens grundlæggende principper ‘nationalisme, socialisme, demokrati og sekularisme.’ AL lovede at nationalisere alle lokale banker og forsikringsselskaber, alle jute-, tekstil- og sukkermøller, samt store dele af udenrigshandelen som et første skridt på vejen mod socialisme.

 

Men den nye regering kørte hurtigt fast i korruption og nepotisme, og dens radikale løfter forblev uindfriede. På trods af amerikansk modstand mod uafhængighedskampen opretholdt store dele af AL-ledelsen grundlæggende pro-USA-synspunkter.

 

Nationaliseringsprogrammet undgik at røre ved amerikanske og britiske interesser, og regeringen prøvede at undgå at støde USA fra sig. Priserne mangedobledes og lønningerne faldt. De nationaliseringer, der fandt sted, åbnede bare op for, at dem, der havde politiske forbindelser, kunne plyndre de eksproprierede selskaber.

 

Oprørets materielle krav blev opgivet – Awami Ligaen opfyldte kun de mere symbolske krav. Med den bangladeshiske forfatter Ahmed Sofas sarkastiske ord:

 

‘Vore ledere taler hele tiden om at gøre dit og dat for det bengalske sprog. Det, som deres taler igen og igen handler om, er: Åh, bengalske folk, I har lidt så uendelig meget i kampen for at blive en uafhængig nation. Bangladesh er et smukt land, det er derfor, vi kalder det Moder; det bengalske sprog er modergudens sprog. Hvis det uafhængige Bangladesh ikke kan give jer tøj på kroppen, så skærm jeres ædlere dele med bengalsk kultur. Og hvis I ikke kan få to måltider med ris hver dag, så tyg på det bengalske sprog med det største velbehag!’

 

Eftersom AL mistede tilslutning, begyndte det at falde fra hinanden. Dele af dets studenterorganisation og en venstreorienteret nationalistisk strømning organiserede Jatiya Samajtantrik Dal (JSD, National Socialist Party). Andre venstrefløjspartier fik øget styrke. Det maoistiske Purbo Banglar Sarbahara Party (PBSP, East Bengal Proletarian Party), ledet af Shiraj Sikder, havde kæmpet imod den pakistanske hær side om side med AL’s Mukti Bahini (4). PBSP’s indflydelse dalede i Mujibur Rahmans storhedstid, men i takt med, at AL’s popularitet gik ned ad bakke, voksede PBSP igen. Det blev ved med at føre guerillakamp på lavt blus og begyndte at organisere strejker.

 

Stærkt presset blev Rahman stadig mere diktatorisk, og AL-militser angreb aktivister fra oppositionen. Den 2. januar 1975 dræbte politiet Sikder, og Rahman hånede sine modstandere ved at spørge dem i parlamentet. ‘Hvor er ham Shiraj Sikder i dag?’ Senere samme måned erklærede han étparti-styre – fortsat støttet af det pro-sovjetiske kommunistparti.

 

Men mens Mujibur Rahman undertrykte sine modstandere på venstrefløjen, så bragte højrefløjen ham til fald. Den 15. august 1975 myrdede pro-USA officerer ham og det meste af hans familie, og det blev starten på flere måneders politisk ustabilitet. Til slut dukkede general Ziaur Rahman op på scenen som den nye stærke mand.

 

Efter et modkup i begyndelsen af 1975 blev Ziaur Rahman sat i husarrest, men han blev befriet ved en soldateropstand få dage senere, som JSD hjalp med at organisere. Ziaur Rahman vendte sig hurtigt mod sine allierede og dømte Abu Taher, en JSD-leder helt fra befrielseskrigen, til døden ved en hemmelig rettergang (5). Andre JSD-aktivister modtog lange fængselsdomme.

 

Fra diktatur til demokrati

Ziaur Rahman vendte sig mod Vesten efter politisk opbakning, og allierede sig med islamistiske kræfter hjemme. I 1977 fjernede han sekularisme fra forfatningen. Han rehabiliterede Jamaat-e-Islami (JI), hvis milits havde stået på den pakistanske hærs side og begået krigsforbrydelser under befrielseskampen.

 

Det endte med, at Ziaur Rahman selv blev myrdet. Hans efterfølger, general H. M. Ershad, stod i spidsen for endnu en autoritær regering indtil 1990 og fortsatte Ziaurs politik med at indordne sig under IMF-krav om liberalisering af handel og privatisering af virksomheder. Strømmen af hjælp fra udlandet og udviklingsprojekter skabte en ny bangladeshisk middelklasse, tæt knyttet til NGO’erne.

 

Ligesom Ziaur brugte Ershad højreorienterede religiøse styrker imod venstrefløjen. Begge regimer støttede islamistiske studenterorganisationer i håbet om at opveje den venstreorienterede indflydelse på universiteter og andre læreanstalter. En forfatningsændring i 1988 erklærede Islam som statsreligion, og regeringen støttede militsangreb på hindu-forretninger i håb om at omdirigere folkelig utilfredshed med regeringen til en religiøs konflikt.

 

I løbet af 80’erne mistede de venstreorienterede partier en stor del af deres styrke. Tidligere venstreorienterede, der var i modsætning til AL, endte med at støtte Ziaur- og Ershad-regimerne, ud fra ideen om at betragte deres fjendes fjende som deres ven. Kommunistpartiet blev ved med følge i hælene på AL, mens de maoistiske grupperinger nægtede at arbejde sammen med dem, som de opfattede som ‘den sovjetiske social-imperialismes betalte agenter.’

 

Venstreorienterede ideer fandt lykkeligvis grobund hos forskellige oppositionsgrupper og -bevægelser. Kvindeorganisationer førte an i bekæmpelsen af den bangladeshiske stats udskridning i religiøs retning. Både uafhængige grupperinger og organisationer knyttet til forskellige venstreorienterede partier blev dannet, herunder Bangladesh Mahila Parishad, der startede som en sidegren af det pro-sovjetiske kommunistparti.

 

Selv om højrefløjskræfter stemplede deres aktiviteter som ‘anti-religiøse’, så kritiserede disse feministiske organisationer statens udviklingspolitik og gik imod diskriminerende arvelove og skilsmisselove.

 

Også studerende satte sig op imod Ershads regime. Regeringen mødte deres demonstrationer med vold, hvad der kun øgede de studerendes opbakning i befolkningen. I november 1982 invaderede politi og militær Dhaka universitet, mens de tævede vildt løs på studenter og lærere. Under en demonstration i februar året efter dræbte regeringsstyrker mindst fire, da de skød på de demonstrerende studenter.

 

Kvinder og studerende var ikke de eneste, der gik på gaden under Ershad-regimet. I 1984 opfordrede fagforbundet Workers-Employees Unity Council til en to-dages ‘hartal’. En hartal er mere indgribende end en strejke – det er en masseprotest, der tit indebærer lukning af ikke blot fabrikker og butikker, men også skoler og veje. Demonstranterne krævede, at regeringen tillod organiseringen af uafhængige fagforeninger. Hundreder blev arresteret og mange dræbt. Bønder og landarbejdere, advokater, lærere, læger og kulturarbejdere sluttede sig til bevægelsen.

 

I oktober 1990 mødte regimet endnu engang de demonstrerende studenter med dødelig magt. Som reaktion herpå svor titusinder, at de ikke ville give op, før Ershad trak sig tilbage. Den følgende måned angreb pro-regeringsmilitser Dhaka universitet, men efter flere timers kamp blev de fordrevet fra universitetsområdet. Militante demonstrationer og hartals bredte sig over hele landet. Da Ershad måtte imødese fortsatte demonstrationer, trak han sig omsider tilbage i december 1990.

 

Siden da har bangladeshisk politik været én lang stoleleg. Bangladesh Nationalist Party (BNP), ledet af Ziaur Rahmans enke Khaleda Zia, og AL, ledet af Mujibur Rahmans datter og nuværende premierminister Sheikh Hasina, har skiftedes til at overdrage magten til hinanden.

 

De ideologiske forskelle mellem de to partier går tilbage til befrielseskrigen. BNP har stadigvæk tætte bånd til hærens officerskorps og til højreorienterede islamistiske kræfter, og AL fører sig også stadigvæk frem i den sekulære nationalismes kåbe. Som følge heraf nyder partiet i særlig grad stærk opbakning blandt ikke-muslimske minoriteter.

 

Men AL er ikke nogen pålidelig forsvarer af sekularisme og demokrati. Det genindførte princippet om sekularisme, men fastholdt formuleringen om statsreligion. I håbet at få tag i BNP’s vælgergrundlag har Sheikh Hasina indtaget stadig mere reaktionære standpunkter og lovet at slå hårdt ned på enhver, der ‘bagvasker Islam.’

 

Genindførelsen af demokrati førte ikke til en afslutning på den politiske vold. Ifølge menneskerettigheds-organisationen Ain o Salish Kendra blev mere end tusind mennesker dræbt under politiske sammenstød i løbet af de seneste fem år.

 

Hæren fortsætter også med at spille en vigtig rolle i politik. Den tog direkte politisk kontrol over landet i 2007-9 og har meget betydelig økonomisk magt takket være de mange selskaber, som den ejer. Den venstreorienterede forsker Anu Muhammed sagde i et interview, at ‘valgt eller ikke valgt, så var der ingen forskel på militære og ikke-militære regeringer i regeringspolitikkens verden’ (6).

 

Sociale kampe i dag

Af de 160 millioner, der bor i Bangladesh, lever mere end 40 procentt for mindre end 1,25 $ pr. dag. IMF placerer Bangladesh blandt de 30 fattigste lande i verden, samtidig med at Verdensbanken roser landet for dets ‘konkurrencedygtige lønninger.’

 

Et flertal af arbejdsstyrken arbejder uden kontrakter eller nogen form for social sikring. Den informelle sektors omfang gør det vanskeligt for fagforeninger at organisere arbejdere, men – hvad der er mere vigtigt, de tre største fagforbund, der repræsenterer cirka to tredjedele af industriarbejderne, er reelt frontorganisationer for de tre største partier: AL, BNP og JP. Partierne bruger disse forbund til at føre valgkampe eller til angribe deres rivaler. Da AL var i opposition fra 2006 til 2009, opfordrede det forbund, som partiet stod bag, til strejker i 170 dage.

 

På trods af den lave organiseringsgrad og de politisk tilknyttede forbund, så organiserer den bangladeshiske arbejderklasse jævnligt militante aktioner som hartals. Mange venstreorienterede synspunkter kanaliseres nu igennem sociale kampe. Den Nationale Komité til Beskyttelse af Olie, Gas, Mineralske Ressourcer, Elektricitet og Havne har kæmpet imod privatisering af offentlige værker, åbne miner og kulfyrede kraftværker.

 

Mange venstreorienterede partier, som f.eks. Revolutionary Workers’ Party og Revolutionary Democratic Party har haft held til at opbygge fagforeninger inden for tekstilindustrien. At organisere denne sektor er både en meget vanskelig og meget påtrængende opgave.

 

Beklædningsindustrien er vokset meget hurtigt siden slutningen af 70’erne. I 1984 var der 177 fabrikker i Bangladesh; i 1992 var dette tal svulmet op til mere end tusind (7). Nu udgør beklædning mere end tre fjerdedele af eksporten fra Bangladesh, og nationen er den næststørste efter Kina med hensyn til eksport af tøj til vestlige mærkevarefirmaer. De fleste virksomheder er ejet af bangladeshiske spekulanter, men ordrerne kommer primært fra store butikskæder i USA og Europa. Fabriksejere overtræder rutinemæssigt den i forvejen meget begrænsede lovgivning angående arbejdsvilkår og lønninger (8). De fleste firmaer betaler f.eks. mindre end den lovmæssige minimumsløn på 68 $ pr. måned.

 

Som den hollandske aktivist og forsker Peter Custer skriver, så betød beklædningsindustrien, at ‘(kvinder) for første gang i Bangladesh’s historie var blevet hvervet i massevis til at pukle som kollektive arbejdere i fabrikker’ (9). Men kvinders arbejde betragtes stadigvæk som ‘ufaglært’, og de ‘faglærte’ jobs går mest til mænd. Fabriksejere er i følge loven forpligtede at sørge for børnepasning, men reelt sker der bare det, at kvinder bliver fyret, når de bliver gravide.

 

Den ‘kapitalistiske udbytning af (kvinders) arbejde,’ skriver Custers, er ‘sammenvævet med den patriarkalske undertrykkelse, der præger hele opbygningen af det bangladeshiske samfund.’ Selv om flertallet af beklædningsarbejdere er kvinder, så har de været historisk underrepræsenterede i det faglige lederskab, hvad der betyder, at fagforeninger tit ignorerer de kvindelige arbejderes behov. Det ser heldigvis ud til at være under forandring, efter at faglige aktivister som Kalpona Akter og Mushrefa Mishu er trådt mere i forgrunden. To tredjedele af lederne på fabriksniveau er nu kvinder.

 

Kampen på landet

Andre vigtige kampe udspilles på landet. Den landlige sektor i Bangladesh spiller fortsat en vigtig økonomisk rolle. Ca. to tredjedele af befolkningen lever på landet, og ud af en samlet arbejdsstyrke på omkring 75 millioner arbejder 32 millioner inden for landbruget. Det store flertal af denne befolkning på landet er fattige, hvad der betyder, at de enten ejer for lidt jord til, at de kan leve af det, eller at de slet ingen jord ejer. Der er derudover mangel på offentlige faciliteter, og kampene for sådanne ressourcer kan udvikle sig voldeligt. I 2004-5 blev over 20 mennesker dræbt i forbindelse med en bevægelse blandt bønder, der krævede elektricitet.

 

En af de største bondeorganisationer, Bangladesh Krishok Federation (BKF), blev dannet i 1976, oprindelig som en bondesektion inden for Communist Party of Bangladesh (Marxist-Leninist) (CPB-ML, det nye navn for EPCP-ML). I 80’erne begyndte aktivister at tilegne sig jord og fordele den til bønder. Det var typisk marker, der ifølge loven havde status af at være forladt brakjord, men lokale forretningsfolk brugte dem til at dyrke afgrøder med henblik på salg. Tilegnelsen gav undertiden anledning til voldsomme sammenstød med bøller, der blev betalt for at fordrive bønderne, angribe aktivister med syre og ind imellem myrde dem. På trods af dette fordelte BKF ti tusinder af hektar jord til de fattigste mennesker i Bangladesh. Vellykkede tilegnelser er kun det første skridt i kampen, som følges op med krav til regeringen om at tilvejebringe offentlige faciliteter som skoler, læskure og drikkevand. BKF blomstrede som en social bevægelse, selv om det parti, som det var tilknyttet, gik tilbage. CPB-ML prøver nu at reorganisere, knytte an til Fjerde Internationale og revurdere sin tidligere ideologi.

 

BKF fokuserer nu på klimaforandringer, der får meget skadelige følger for Bangladesh. Vejrforandringer hæmmer produktionen inden for landbruget, og et tiltagende antal cykloner og oversvømmelser truer folks muligheder for at opretholde livet og deres liv i det hele taget. To tredjedele af landet er mindre end 5 meter over havets overflade, så hvis havstanden hæver sig 3 meter, vil næsten 20 procent af nationen blive oversvømmet og drive mere end 30 millioner på flugt. BKF kræver støtte til bæredygtigt landbrug og fødevaresuverænitet for at hjælpe bondefællesskaber med at begrænse og tilpasse sig virkningerne af klimaforandringer.

 

En anden del af venstrefløjen fortsætter med at støtte AL – de eneste venstrefløjspartier, der er repræsenteret i parlamentet, er med i en regeringskoalition. Mange af de ikke-regeringsbærende partier, mere end ti, er med i Democratic Left Alliance. Sociale bevægelser er blevet en spydspids for kampene i landet, mens venstrefløjspartierne har mistet indflydelse og styrke.

 

Modstand mod fundamentalisme

Den anden betydningsfulde indikator for modstand har været reaktionen mod islamisk fundamentalisme. Som med mange andre politiske konflikter i Bangladesh, er denne også knyttet til arven fra befrielseskrigen.

 

I begyndelsen af februar 2013 fik Abdul Kader Mullah, vicegeneralsekretær i Jamaat-e-Islami, landets største islamistiske parti, en livstidsdom for forbrydelser imod menneskeheden. Han blev primært dømt for de massakrer, som han havde begået under befrielseskrigen, og som gav ham øgenavnet ‘slagteren’.

 

Da Mullah om ud fra retssalen, smilede han til fotograferne og gav sejrstegnet. Den foregående måned blev en anden JI-politiker, Abul Kader Azad, dømt til døden for de grusomheder, som han havde begået under befrielseskrigen. Azad, der stadigvæk lever i skjul, blev dømt in absentia. Islamister organiserede en volds- og skræmmekampagne i ugerne op til retssagen mod Mullah, og opfattede hans livstidsdom som en sejr.

 

Da dommen over Mullah blev forkyndt, samledes over hundred tusinde mennesker sig i Shahbag Circlein Dhaka (10). Ingen af de etablerede partier havde indkaldt til denne demonstration. Det var simpelthen unge aktivister, der organiserede den i opposition til islamisk fundamentalisme. Demonstranterne råbte i kor, at de først og fremmest var bangladeshere, og muslimer, hinduer og kristne i anden række.

 

Demonstranterne var meget forskellige. Mange støttede AL, men andre venstrefløjsgrupperinger sluttede også op om mobiliseringen. Som en iagttager bemærkede, så markerede demonstrationen ‘for første gang i årtier (at) tolv ud af fjorten studenterorganisationer var samlet om én sag. ‘ Aktivisterne fremlagde et charter, der krævede dødsstraf til alle krigsforbrydere, og at JI blev forbudt samen med partiets tilknyttede sociale organisationer og medier. Mullah blev dømt til døden efter at sagen var anket, og han blev henrettet i december 2013.

 

Shahbag-mobiliseringen gav anledning til en voldelig reaktion fra islamistiske gruppers side. En demonstrant blev myrdet kort efter, at demonstrationen var begyndt. Der fandt voldelige sammenstød sted mellem islamister og politiet, efter at en anden JI-leder var blevet dømt til døden i samme måned.

 

Islamister organiserede demonstrationer og strejker over hele landet, de overfaldt journalister og andre civile, især hinduer, de vandaliserede og ødelagde hinduernes hellige steder, og det samme med nationalistiske monumenter. I maj 2014 mobiliserede islamiske organisationer ti tusinder i Dhaka, der krævede dødsstraf til ateister og til enhver, der blev anklaget for ‘blasfemi’. De opfordrede også til yderligere begrænsninger af kvinders rettigheder, samt til at regeringen erklærede Ahmediya-mindretallet som ‘ikke-muslimer’.

 

Allerede før disse demonstrationer havde internationale menneskerettighedsorganisationer advaret imod risikoen for voldsudgydelse. Den 5.maj satte islamister barrikader op og krævede regeringens afgang. Da de blev spredt af politiet, dræbte de snesevis af mennesker. Det nøjagtige antal, der blev dræbt af politiet, er ukendt, og undersøgelser vedrørende den vold, der blev forøvet, blev ikke foretaget.

 

Den politiske opbakning til den religiøse fundamentalisme var begrænset. JI fik mindre end 5 pct af stemmerne ved valget i 2008, hvor de var i valgforbund med BNP. Men disse grupper havde vundet tilslutning i sociale organisationer, sådan som omfanget af deres mobiliseringer viste det. Ved at stille konflikten op som en kamp mellem troende og blasfemister, kunne de islamistiske ledere få flere mennesker ud i gaderne, end de kunne overtale til at støtte deres politiske program.

 

En afgørende bastion var skoler og universiteter, både religiøse og offentlige. Antallet af religiøse skoler – ind imellem den eneste måde, som fattige mennesker i fjerne egne kunne få adgang til undervisning på – var vokset siden 1980’erne, mange gange ved hjælp af støtte fra udlandet. Skoleledere tilskyndede deres elever til at deltage i maj-demonstrationerne og organiserede transport, og disse elever udgjorde størstedelen af folkemængden.

 

JI-lederne beskriver deres langsigtede strategi som en ‘tavs demonstration’. Det var målet gennem aktivitet i skoler og på universiteter at skabe en anden elite i landet og ændre samfundet oppefra. JI-lederen Maulana Delwar Hussin Sayeedi hævder, at ‘de fleste bangladeshere er ikke ægte muslimer. De nærer ærbødighed for guruer, pirs (Sufi-vismænd), de knæler ved grave, de er afgudsdyrkere som hinduerne… Vores arbejde består i at islamisere samfundet.’

 

Den islamistiske bevægelse kan takke regeringen, der længe har støttet den, for sin nuværende styrke. Ziaur Rahman og Muhammad Ershad lagde grundstenen til denne støtte. Rahman erstattede den sekularisme, der indgik i forfatningen, med ‘ubetinget tillid til og tro på den almægtige Allah’. Han gjorde også Islam til en del af det obligatoriske pensum i skolerne. Ershad fortsatte denne udvikling og erklærede Islam som statsreligion. Da Khaleda Zias BNP regerede 2001-6, allierede det sig med islamistiske grupperinger, herunder JI. BNP har brugt islamistiske militser til at bringe sine politiske modstandere til tavshed, herunder et attentat mod AL-ledere, hvor 22 blev dræbt.

 

Men fundamentalister er ikke de eneste politiske aktører, der tyer til vold og undertrykkelse. Politiets reaktion på maj-demonstrationen bevidner det, som nogen har kaldt AL’s evige glidebane i retning af autoritære metoder. Sheikh Hasina brugte også krigsforbryderprocesser til at svække sine rivaler, og op til valget i 2014 annullerede regeringen JI’s opstilling. BNP boykottede valget og kaldte det ulovligt. Som følge af dette var der meget få, der stemte, og AL vandt 280 ud af 300 mandater.

 

Regeringen har også slået ned på oppositionens medier ved at slæbe regeringskritiske journalister i retten. Matiur Rahman, der er udgiver af den liberale avis ‘Prothom Alo’, blev anklaget for æreskrænkelse og for at ‘såre religiøse følelser’ i februar 2016. Arrestationer af bladudgivere og journalister er signaler på et klima, der i tiltagende grad gør det svært for uafhængige medier.

 

Bangladesh har gjort betydelige fremskridt med hensyn til sundhedsvæsen, og fattigdommen har været for nedadgående. Den økonomiske vækst er betragtelig, cirka 6 procent. AL satser på, at tilstrækkeligt mange vil skifte demokratiet ud med den slags materielle forbedringer. Partiledere diskuterer åbent ‘Malaysias eksempel’, som siges at bevise, at étparti-styre er at foretrække for udviklingslande.

 

Bangladesh blev skabt takket være en befrielseskrig, der havde en dyb, radikaliserende indvirkning på befolkningen. Landets arbejderklasse har en lang og militant tradition for sociale kampe, ligesom bønder, beklædningsarbejdere og andre har kæmpet for et bedre liv. Nu om dage vækker venstreorienterede ideer stadig genklang hos dem, der er rede til at slå fra sig over for autoritære tendenser og metoder, hvad enten de optræder i religiøs klædedragt, eller det er regeringen, der går den vej, og således også holde fast ved de uindfriede løfter fra 1971.

 

8. april 2018

 

Oversat fra Jacobin.mag.com af Niels Overgaard Hansen

Alex de Jong er redaktør af den socialistiske avis Grenzeloos og politisk aktiv i Holland.

 

Noter:

[1] https://en.wikipedia.org/wiki/Badru

[2] The Independent, 6 Jan 2014

[3] Science Po, Thematic Chronology of Mass Violence in Pakistan, 1947-2007 June 24 2008.

[4] archive.sarai.net original/aa81240315ea2e06d9a102b63ffffe21.pdf

[5] Frontier Weekly archive/vol-number/vol/vol-44-2011-12/vol-44-11-14/uprising-44-11-14. .

[6] http://links.org.au/node/2075

[7] Jacobin 22 Jan 2016

[8] Jacobin 16 June 2014

[9] Monthly Review

[10] Mronline 29 March 2013.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com