content-picture.php

Der er gået 2 måneder, siden den russiske socialist Aleksej Sachnin vendte tilbage til Rusland efter at have levet 6 år som politisk flygtning i Sverige. Internationalens Per Leander mødte ham i byen Uljanovsk ved Volgas bredder for at høre, hvad som er sket siden sidst, og hvordan det går med hans organisation Venstrefronten.

af Per Leander

Aleksej Sachnin er en af grundlæggerne og lederne af den russiske Venstrefront. For 6 år siden blev han nødt til at flygte til Sverige, da det russiske regime slog ned på hans organisation og fængslede flere af hans kammerater sammen med andre oppositionelle aktivister, som havde deltaget i den store protestbevægelse mod Putin i 2011-12. Efter at sagen mod ham nu er stoppet, og de andre politiske fanger er blevet løsladt, besluttede Sachnin at vende tilbage til Rusland i begyndelsen af maj for at tage temperaturen på situationen i hjemlandet. Indtil nu har han ikke haft nogle problemer med de russiske myndigheder, fortæller han Internationalen.

 

”Jeg var lidt nervøs, da jeg kom til grænsekontrollen i Moskva. Hænderne begyndte at ryste, da jeg viste mine dokumenter til tolderen, men hun kiggede bare roligt i mit pas og spurgte, hvor jeg kom fra. ”Stockholm, ok, velkommen”. Så det føles, som at jeg kan være rolig nu, siger Aleksej Sachnin. Men der kom alligevel et lille sammenstød med politiet umiddelbart efter. I ankomsthallen i lufthavnen var der 30-40 kammerater, der ventede på mig. Da jeg kom ud, begyndte de at råbe: Velkommen Sachnin! Velkommen Sachnin!” Og nogle journalister, som også var til stede, begyndte at interviewe mig. Så gik politiet hen til os, ikke for at tage mig, men for at sige, at vi ikke måtte stå der, men skulle forlade ventesalen,” siger han og ler.

 

By og land

Hvordan oplever du stemningen i Rusland i dag?

 

”I en vis forstand føler jeg mig som en udlænding i mit eget land. På den anden side, så føles det også, som om jeg aldrig har været væk,” siger Aleksej Sachnin, men han mener, at meget han forandret sig i Rusland i de seneste 6 år.

 

Der er enorme forskelle mellem Moskva og landområderne. Sådan har det vitterlig altid været, Moskva og Rusland er to forskellige lande, men kløfterne har aldrig været så store. Alle, som har mulighed for det, forsøger at flytte til Moskva, eftersom livet er så dårligt i provinserne. Det er 6. år i træk, at gennemsnitsindkomsten falder – i stedet for at stige, forklarer han. Folk har fået det dårligere og sværere, men frem for alt er det en ny generation af unge, som vokser op uden fremtidshåb, og som er meget vrede på systemet. Det drejer sig om mennesker, som føler sig overflødige. Selv de, som tager en videregående uddannelse, oplever, at de ikke har nogen fremtid. Kun 26 procent af dem, som tager en højere uddannelse, får et job, som svarer til deres kvalifikationer. I stedet er der mange af disse unge, som bliver opslugt af platformsøkonomien, det vil sige bliver tvunget til jobs som at bringe varer ud eller køre Uber-taxi under særdeles usikre ansættelsesformer og med meget lav løn, siger Aleksej Sachnin.

 

En ny nihilisme

Som følge af disse vilkår er der vokset en ny slags nihilisme frem i Rusland, som på mange måder ligner den nihilisme, som var stærk I Zar-Rusland i slutningen af 18.hundredetallet, da mange unge oplevede, at de ikke havde nogen fremtid. Akkurat som dengang har der også været anarkistisk inspirerede terrorhandlinger, som når en ung selvmordsbomber sprang sig selv i luften i vestibulen hos sikkerhedspolitiet FSBs hovedkvarter i Archangelsk i oktober sidste år.

 

”Mange af disse unge skaber deres egen radikale undergrundskultur omkring dekadence, depression og misbrug. Så indtil videre er det en selvdestruktiv oppositionel bevægelse, men i bedste fald kommer mange af disse unge til at blive politiserede og bliver aktive i protestdemonstrationerne,” siger Aleksej Sachnin og fortsætter:

 

”Den tradition for store protestdemonstrationer, som blev skabt i 2011-12, lever altså videre. Det er ikke en lige så stor bevægelse som dengang, men den fortsætter. Det har både fordele og ulemper. Fordelen er, at der nu findes en stor gruppe af utilfredse unge, som ingen, heller ikke magthaverne, kan ignorere. Men risikoen, er at denne gruppe vil isolere sig. Mange unge vil give op og flytte til Europa. Det kan de fleste naturligvis ikke, men mange vil. Blandt mange af dem findes en opfattelse om, at ingenting kan ske i det her land. Der er egentlig den liberale fordom om, at Ruslands befolkning er doven og dum og ikke vil arbejde, ikke vil have forandringer, bare vil drikke og lade sig styre af autoritære ledere som Stalin eller Putin. Det er helt klart en liberal myte, som i sin mest ekstreme form er racistisk, og som forklares med, at russerne har ”dårlige” gener.

 

Politiske bloggere

Et andet nyt fænomen i Rusland er fremvæksten af politiske bloggere og ikke mindst videobloggere på Youtube. De mest populære youtubere har ind i mellem flere millioner seere og kan derfor sammenlignes med officielle mediekanaler.

 

”De har forskelle politiske budskaber, men i de seneste år err venstrefløjen vokset hurtigst,” siger Aleksej Sachnin. Men han mener ikke desto mindre, at der er problemer med disse netfora.

 

”Der opstod pludselig en masse små marxistiske cirkler og venstregrupper på nettet, men problemet er, at mange af dem forsøger at isolere sig og bygger en mur mellem dem selv og virkeligheden. De vil ikke deltage i demonstrationer og strejker, men sidder bag hver deres skærm og diskuterer indbyrdes. Det er en form for eskapisme [flugt, o.a.]. Der findes også en elitær tankegang. Jeg anser det for et problem. Det skaber bobler med hver deres ideer. Det er et miljø, som ikke direkte er koblet til massebevægelsen. Min erfaring er, at det utroligt vigtigt at kombinere teori og praksis med sociale og politiske kampagner,” siger Aleksej Sachnin.

 

Venstrefløjen

At disse unge, som bliver tiltrukket af marxistiske ideer, alligevel vælger at isolere sig på internettet, er en reaktion på, at den russiske venstrefløj trods alt er svag, erkender Aleksej Sachnin. Under protestbevægelsen i 2011-13 fremstod Venstrefronten som den mest radikale organisation, og derfor valgte Putin også at slå hårdt ned på dem, da bevægelsen blev knust i 2013. Selvom Venstrefrontens ledere og aktivister nu har udstået deres fængselsstraffe, så er organisationen ikke kommet sig efter 2013.

 

Venstrefrontens leder Sergej Udaltsov, som afsonede 4,5 års fængsel, har stadig forbud mod at deltage i demonstrationer. Derfor har højre-populisten Aleksej Navaalnyj – som i vestlige medier fremstilles som den eneste russiske oppositionsleder – et betydeligt forspring.

 

”Hvis ikke venstrefløjen bryder ud af sin isolerede boble, så er risikoen, at når Rusland går ind i en dybere politisk og økonomisk krise – det er der tegn på – så kommer Navalnyj og andre liberale og højreorienterede til at dominere den næste massebevægelse. Det ville være rigtigt farligt og ville polarisere konflikten mellem på den ene side de konservative i Kreml og en alt-right-koalition ledet af Navelnyj.”

 

”Navalnyj er en typisk populist, som kan love abstrakte ting, som lyder godt i folks øre, men han kommer til at samarbejde med nøjagtig det samme oligarki, som står bag Putin-regeringen. Navalnyjs medarbejdere har åbent gjort rede for, at deres strategi er at overbevise magteliten om at vælge Navalnyj fremfor Putin. Det anser vi for at være den største fare.”

 

Hvilken strategi har Venstrefronten nu?

”Det er et godt spørgsmål, vi har ingen tydelig strategi, det vil jeg være helt ærlig med. Alle føler, at vinden blæser venstrefløjens vej, men ingen kan pege på et kort og sige nøjagtigt, hvad vi skal gøre. Det er et problem. Vores tidligere strategi under protestbevægelsen i 2011-12 var at kæmpe sammen med de liberale og skabe en bred koalition for demokratisering. Nu er det blevet meget sværere. Først og fremmest fordi de liberale nu domineres af Aleksej Navalnyj. Han er ekstremt autoritær og accepterer ingen diskussion. Han vil bestemme alt selv. Det kan ikke lade sig gøre at genskabe den brede demokratiske koalition, som vi havde. Et andet problem er, at den økonomiske krise er blevet endnu dybere end i 2011-12. Vi kræver sociale reformer og omfordeling fra de rige til folket, mens de liberale står for den samme nyliberale privatiseringspolitik som Putin,” siger Aleksej Sachnin og fortsætter:

 

Vores parlamentariske strategi er at samarbejde med Kommunistpartiet (Det Kommunistiske Parti i den Russiske Føderation) som vi gjorde i 2018 og forud for lokalvalgene i september, hvor vi har flere kandidater fa Venstrefronten, som får mulighed for at stille op på Kommunistpartiets liste, blandt andet i Moskva. Selv jeg fik tilbudt at stille op i Moskva, men det var tydeligt, at magthaverne ville skabe en situation, hvor forskellige kandidater fra oppositionen skal kæmpe mod hinanden for at skabe splittelse. Jeg skulle have stillet op mod en fra Navalnyjs blok, så jeg sagde nej tak. Ikke ud fra respekt for Navalnyj, men fordi jeg ikke ville deltage i magthavernes beskidte spil. Men det føles, som om magthaverne er urolige forud for de kommende valg, de kan miste mandater flere steder.”

 

Men selvom man kan samarbejde med Kommunistpartiet i visse spørgsmål, så er Venstrefrontens medlemmer meget mere radikale og mener, at virkelig forandring ikke sker i parlamentet, men ude på gaderne.

 

”Vi forsøger især at samarbejde med de sociale bevægelser. I de seneste år er der opstået mange lokale protester rundt omkring i Rusland, som Arkhangelsk, hvor en økologisk krise med giftigt affald medførte, at folk gik på gaden, eller for nylig med protesterne mod at bygge en kirke i en park i Jekaterinburg. Det drejer sig om omfattende folkebevægelser, som kæmper benhårdt mod de lokale myndigheder. Vi støtter og er ofte med i disse protester, men de er fortsat yderst lokale og der findes ingen tegn på, at der skal opstå en stor landsomfattende protestbevægelse. Set fra Sverige oplevede jeg eller ville i hvert fald gerne tro, at en ny bevægelse var opstået i Rusland ligesom i Europa med for eksempel de gule veste, men vi er ikke der. Venstrefløjen er ret splittet i Rusland. Den nye virkelighed er de kendte venstrebloggere, som har hundredtusindvis af tilhængere, men som ikke vil blande sig i udadrettede kampagner. Det er et problem.”

 

Økonomisk krise

Hvad skyldes krisen i Rusland?

”Det er økonomisk stagnation, samtidig med de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. De rige spiser nu bogstaveligt talt de fattiges brød. Så en stor del af befolkningen, måske flertallet, bliver fattigere på grund af inflationen. Alle føler, vi har ramt en grænse,” siger Aleksej Sachnin og forsætter:

 

”Vestens sanktioner mod Rusland er en af årsagerne til denne krise, men egentlig drejer det sig om, at den nyliberale politik har udtømt sine muligheder. En økonomi, som kun bygger på råvareeksport, er passé, den kan ikke føre landet videre. I stedet for modernisering foregår der en tilbagevenden til gamle strukturer. Det er ikke kun de fattige og arbejderklassen, som bliver ramt. Som sagt, så er det kun 26 procent af dimittenderne fra højere uddannelser, som får et arbejde, der passer til deres uddannelse. Folk føler sig deprimerede hele tiden, man lever et meningsløst liv, som drejer sig om at gøre sin arbejdsgiver tilfreds, ligesom en slave eller træl i gamle dage. Så det er et økonomisk og socialt vendepunkt. Noget må der ske snart. Spørgsmålet er, om det bliver venstrekræfterne, som kan lede kampen for forandring, eller om det bliver Navalnyj og hans højre-populister.

 

Artiklen er oversat af Leif Mikkelsen fra svenske Internationalen,  hvor den blev bragt 29. juni 2019.

Venstrefronten er en af flere alliancer af socialistiske partier i Rusland. Fronten blev dannet i 2008. Ruslands Socialistiske Bevægelse (Fjerde Internationale) er en del af fronten.

 

 

single.php