content-picture.php

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har fået at vide, at Ukraine i virkeligheden ikke har et problem med sin yderste højrefløj. Det er alt sammen propaganda fra Kreml; man hjælper personligt Putin ved at tale om det; andre lande har også problemer med det yderste højre, så hvorfor gøre så meget ud af det i Ukraine? Jeg har hørt det igen og igen.

af Michael Colborne

Foto: My News24 [CC BY 3.0 via Wikimedia Commons]

Jeg forventer at høre mere om det i det kommende år, netop fordi jeg vil gøre opmærksom på det åbenlyse: Ukraine har virkeligt et problem med sin yderste højrefløj, og det er ikke et fiktivt udslag af Kremls propaganda. Og det er på høje tid at tale om det.

 

Den yderste højrefløj er som en hydra [mangehovedet uhyre fra den græske mytologi, o.a.] med grimme hoveder, der kun alt for ofte dukker op. Bare inden for de sidste par uger takkede en amerikansk født minister en gruppe af voldelige nynazistiske ”aktivister” for deres tjenester, en soldat blev fotograferet med et nazistisk dødningehovede-tøjemblem lige bag præsident Petro Poroshenko, og næsten 1.500 nynazister afholdt en todages Hitler heilende fest.

 

Voldelige grupper fra det yderste højre har eksisteret rundt omkring i Ukraine i årevis, om end i marginaliseret form. Men gennem det sidste år er de vokset ikke bare i betydning, men også i aggressivitet.

 

Jeg ved det, fordi jeg selv har været udsat for angreb fra dem.

 

Voldsbøller

Ved en march i november for at mindes mennesker, der er blevet ofre for vold mod transkønnede, iagttog jeg, hvordan en march med blot 50 deltagere blev stoppet af godt 200 ekstremister fra det yderste højre. Jeg mærkede personligt deres vrede, da to af dem derefter enkeltvis overfaldt mig. Jeg er langt fra den første person, som er blevet offer for grupper på den yderste højrefløj i Ukraine, og mit tilfælde er langt fra det mest alvorlige. Deres medlemmer har angrebet romalejre adskillige gange, og har endog dræbt en mandlig roma tidligere i 2018. De har stormet lokale byrådsmøder for at skræmme valgte byrådsmedlemmer. De har marcheret i tusindtal gennem gaderne for at mindes nationalistiske organisationer som under Anden Verdenskrig deltog i etniske udrensninger. De har fungeret som selvtægtsgrupper med lille eller ingen negativ reaktion fra de statslige myndigheder.

 

Medlemmer af det yderste højre i Ukraine tilbyder også sig selv som lejebøller – undertiden med dødelige konsekvenser. I sommers blev antikorruptions-aktivisten Kateryna Handziuk offer for et skrækindjagende syreangreb. I juli overhældte adskillige ekstremister – som tilsyneladende blev betalt af korrupt lokalt politi til at udføre angrebet – hende med svovlsyre, der ætsede over 40 procent af hendes krop. Hun døde af sine skader i november.

 

Azov-bevægelsen

Ukraines berygtede Azov-bevægelse bliver ved med at vokse. Siden den blev dannet i 2014 til at bekæmpe russisk ledede styrker i øst, har den skabt nyheder ved åbent at acceptere nynazistiske medlemmer i sine rækker. Nu er Azov-bataljonen blevet et officielt Ukrainsk hjemmeværnsregiment. I 2016 dannede gruppen et politisk parti, som hævder de, nu har medlemmer i titusindvis. Tidligere i 2018 fremviste de en paramilitær styrke, der også fungerer som gadebande.

 

Selv om deres parti opnår knap en procent i meningsmålingerne, prøver Azov – som en af lederne personligt har fortalt mig – at opbygge en ekstremistisk ”højrestat i staten”, hvor de organiserer alt fra nationalistiske studiegrupper og træning i blandet kampsport til gratis fitnesscentre for unge og aktivitetstilbud til ældre. De forsøger også at gøre Kiev til en hovedstad for den verdensomspændende yderste højrefløj, hvor de inviterer nynazister og tilhængere at hvidt overherredømme fra hele verden på besøg.

 

Uanset hvilken gruppe de er en del af, er Ukraines yderste højrefløj i stigende omfang skødesløs i brugen af vold. Da jeg dækkede marchen den 18. november, gik en af dem frem til mig og tømte en dåse peberspray i ansigtet på mig. Derefter slog en anden mig uden varsel i ansigtet kun få meter fra politi, som så på – hårdt nok til at smadre mine briller og give mig snitsår.

 

Ja, jeg er stadig vred over, hvad der skete med mig. Men jeg er endnu mere vred over, at en fredelig demonstration af knap halvtreds mennesker bliver aflyst, blot fordi nogle voldelig bøller har besluttet det.

 

Og det, som gør mig mest vred, er, at mange fremtrædende mennesker i Ukraine og udenfor stadig føler trang til at fortælle, at det yderste højre ikke er så stort et problem.

 

Officiel tavshed

Men det er på tide at tale om, hvorfor ekstremister i dette land er i stand til at angribe mennesker ved fuldt dagslys, mens politiet blot ser til. Det er på tide at tale om, hvorfor nogle af dem modtager statsmidler og deltager i politipatruljer i nogle byer. Det er på tide at tale om, hvorfor en gruppe som benægter at have nynazistiske tilbøjeligheder, kan hjælpe med at afholde en nynazistisk musikfestival med knap et pip fra nogen. Det er på tide at tale om, hvorfor Ukraines præsident Petro Poroshenko, som stiller op til genvalg i marts, er glad for at flirte med hård nationalistisk retorik og ikke har gidet fordømme begivenheder som angrebet i november på en fredelig protest.

 

Det er på tide at tale om, hvorfor så mange mainstream-skikkelser i Ukraine og udenlands ikke synes alt for bekymrede om noget af alt dette. Ja, alle lande har sine ekstremister, men ikke alle lande har offentlige personer som (gentagne gange) forsvarer handlingerne fra voldelige selvtægtgrupper som det berygtede C14 – som Ukraines amerikanskfødte sundhedsminister Ulana Suprun, der besudler sit (fortjente) positive ry ved at hygge sig med gruppens ledere på fotos på de sociale medier.

 

Russisk hjælper?

Og nej, jeg har ikke glemt, at Ukraine stadig sidder fast i en russiskskabt krig på en del af sit territorium, og at Moskva ynder at bruge ukrainske nationalister i sin propaganda – en del af deres langvarige praksis med at skildre alle ukrainere, nationalister eller ej, som nazister (usandt), eller som støtter af de kollaborerende bevægelser, der i nazitiden var aktive i dele af Ukraine (heller ikke sandt). Jeg er heller ikke i tvivl om, at Kreml betaler eller støtter noget af agitationen fra den yderste højrefløj her, så man kan bruge den til sine egne formål.

 

Det er derfor, jeg ved, hvad jeg kommer til at høre næste gang. Jeg vil sandsynligvis blive beskyldt for at være en del af Putins hybridkrig (virkelig?), at jeg arbejder for Kreml (øh, nej), eller at jeg gør Kremls beskidte arbejde (også nej). Men jeg opfandt ikke Ukraines yderste højrefløj, og jeg har bestemt ikke hjulpet dem til at vinde den fremtrædende rolle, de har opnået på vej ind i 2019.

 

Problemet er virkeligt. Det er på tide for Ukraine at tale om det og gøre noget ved det.

 

31. december 2018

 

Michael Colborne er en canadisk journalist, som skriver om Central- og Østeuropa og er i gang med en serie om Ukraines yderste højrefløj.

 

Oversat fra forward.com af Peter Kragelund. Mellemrubrikker er indsat af SI-redaktionen.

 

single.php