Teorien om den permanente revolution er ikke en metafysisk spekulation, men et forsøg på at besvare et af de mest dramatiske spørgsmål i vores epoke: Hvordan løses de forfærdende og rystende sociale problemer, som de afhængige kapitalistiske lande lider under – koloniale og semi-koloniale lande i datidens sprog – hvordan undslipper de forarmelse, diktatur, oligarkiske regimer, udenlandsk dominans?

af Michael Löwy

Denne teori har utvivlsomt været en af de mest signifikante og innovative bidrag til marxismen, udarbejdet af Trotskij i det 20. århundrede. Hvordan fremkom den og hvad er dens betydning i dag, på tærsklen til et nyt århundrede?

 

Ideen om den permanente revolution ­–  i begyndelsen ene og alene relateret til den russiske problematik – fremkom for første gang i Lev Davidovitjs skrifter under de revolutionære oprør i Rusland 1905-6. Trotskijs teser om denne revolutions natur dannede et radikalt brud med de dominerende ideer i den 2. Internationale omkring Ruslands fremtid. Marx og Engels havde ikke tøvet med at forestille sig, i deres forord til den russiske udgave af Det Kommunistiske Manifest (1892), at hvis den russiske revolution giver signal og anledning til en proletarisk revolution i Vesten, og hvis de to komplementerer hinanden, kunne den eksisterende fællesejendom tjene som udgangspunkt for en kommunistisk udvikling. Denne tankegang blev dog opgivet efter deres død – mistænkt for at være beslægtet med den russiske populisme.

 

Borgerligt demokrati

 

Snart blev det en almengyldig præmis – næsten en trosartikel – blandt ”ortodokse” marxister, russiske som europæiske, at den fremtidige russiske revolution nødvendigvis og uundgåeligt, ville få en strikt borgerlig demokratisk karakter: afskaffelse af tsarismen, etableringen af en demokratisk republik, undertrykkelse af feudale rester på landet og fordeling af jord til bønder. Alle grupperinger i det russiske socialdemokrati tog denne forudantagelse som deres ubestridelige udgangspunkt; hvis de diskuterede med hinanden indbyrdes, drejede det sig det om de forskellige fortolkninger af proletariatets rolle i denne borgerlige revolution, og dets klassealliancer: hvem skulle være privilegeret; det liberale borgerskab (Mensjevikkerne) eller bønderne (Bolsjevikkerne)?

 

Trotskij var den første, og i mange år den eneste marxist, som satte spørgsmålstegn ved dette hellige og ukrænkelige dogme. Han var, før 1917, alene om at forestille sig ikke kun arbejderbevægelsens hegemoniske rolle i den russiske revolution – en tese delt også af Parvus, Rosa Luxemburg og, i visse tekster, Lenin – men også muligheden af at den demokratiske revolution kunne vokse over i en socialistisk revolution.

 

Det var i løbet af 1905, i et antal artikler til den revolutionære presse, at Trotskij for første gang formulerede sin nye doktrin – senere systematiseret i pamfletten Results and Prospects (1906). Han var utvivlsomt påvirket af Parvus, men sidstnævnte kom aldrig udover ideen om en arbejderregering gennemfører et strikt demokratisk (borgerligt) program: han ønskede at ændre Historiens lokomotiv, men ikke dens spor (note 1).

 

Inspirationen

Begrebet den ‘permanente revolution’ synes Trotskij at være blevet inspireret til i en artikel af Franz Mehring i Neue Zeit fra november 1905, men den betydning, som det blev tillagt af den tyske socialistiske skribent var meget mindre radikal og vag end den som det fik i den russiske revolutionæres skrifter. Trotskij var alene om at foreslå, i 1905, muligheden af en revolution som vil gennemføre de socialistiske opgaver – ekspropriationen af de store kapitalister – i Rusland, en hypotese som blev enstemmigt forkastet af de øvrige russiske marxister som utopisk og dumdristig.

 

Et opmærksomt studie af rødderne til Trotskijs politiske dristighed og hans teori om den permanente revolution viser at hans position blev grundlagt på en fortolkning af marxisme og den dialektiske metode, som var meget forskellig fra den herskende ortodoksi i 2. Internationale. Dette kan forklares, i det mindste delvis, ved påvirkningen fra Labriola, den første marxistiske filosof som den unge Trotskij studerede. Labriolas tilgang, ud fra en hegeliansk-marxistisk inspiration, var det polære modstykke til den vulgære positivisme og materialisme, der havde så stor indflydelse på den tid.

 

Karakteristika

Her er nogle de særlige karakteristika ved den marxistiske metode, som gjorde sig gældende i den unge Trotskijs skrifter og i hans teori om den russiske revolution:

 

1.       Som forkæmper for en dialektisk opfattelse om modsætningernes forening/enhed, kritiserede Trotskij den rigide adskillelse som bolsjevikkerne praktiserede mellem proletariatets socialistiske styre og ”arbejdernes og bøndernes demokratiske diktatur” som en ”ren formel, logisk operation”. På samme måde, i en forbløffende passage i en polemik mod mensjevikken Tjerevanin, fordømmer han den analytiske, det vil sige abstrakt, formelle, præ-dialektiske karakter ved dennes politiske tilgang: ”Tjerevanin konstruerer sin taktik som Spinoza gjorde det med sin etik: det vil sige, geometrisk” (2).

 

2.        Trotskij forkastede eksplicit økonomismen, en af de essentielle træk ved Plekhanovs marxisme. Dette brud er et af de fundamentale metodiske forudsætninger for teorien om den permanente revolution, som det ses i denne velkendte passage fra Results and Prospects: ”At forestille sig at proletariatets diktatur på en eller anden måde automatisk er afhængigt af den teknologiske udvikling og et lands ressourcer er den ’økonomiske’ materialismes fordom forsimplet ud i det absurde. Dette synspunkt har intet til fælles med marxisme” (3).

 

3.       Trotskijs opfattelse af historien er ikke fatalistisk, men åben; marxisters opgave, skrev han, er ”at afdække og opdage ’mulighederne’ for at udvikle revolution ved de midler, som en analyse af dens indre mekanismer giver” (4). Den permanente revolution er ikke et resultat bestemt på forhånd, men en objektiv mulighed, berettiget og realistisk, hvis gennemførelse afhænger af utallige subjektive faktorer og uforudsigelige begivenheder.

 

4.       Mens de fleste russiske marxister tenderede hen imod, på grund af deres polemik med populisterne, at benægte den russiske samfundsmæssige formations enhver specificitet, og insistere på den uundgåelige lighed mellem den socio-økonomiske udvikling i Vesteuropa og Ruslands fremtid, formulerede Trotskij en dialektisk position. Idet han i samme grad kritiserede narodnikernes slavofile partikularismes og mensjevikkernes abstrakte universalisme, udviklede han en konkret analyse som samtidigt forklarede det særlige ved den russiske formation og de generelle tendenser i den kapitalistiske udviklings påvirkning af landet.

 

Unik

Det er denne kombination af alle disse metodologiske fornyelser som gjorde Results and Prospects/Resultater og fremtidsudsigter– den berømte pamflet, Trotskij skrev i fængsel i 1906 – til en enestående tekst. Idet han startede med et studie af den ujævne og kombinerede udvikling (begrebet fandtes ikke endnu) i Rusland – der som sit resultat havde et svagt og halv-udenlandsk borgerskab, og et moderne og exceptionelt koncentreret proletariat – kom han til den konklusion, at kun arbejderbevægelsen, støttet af bønderne, kunne gennemføre den demokratiske revolution i Rusland, ved at omstyrte autokratiet og jordejernes magt.

 

I virkeligheden blev dette perspektiv med en arbejderregering i Rusland delt af andre russiske marxister – særlig Parvus. Det radikalt nye i teorien om den permanente revolution lå mindre i dens definition af den fremtidige russiske revolutions klassenatur end dens opfattelse af dens historiske opgave. Trotskijs afgørende bidrag var den ide, at den russiske revolution kunne overskride en dybtgående demokratisk transformations begrænsninger og påbegynde at tage anti-kapitalistiske skridt med et klart socialistisk indhold.

 

Ikonisk

 

Hans vigtigste argument til at retfærdiggøre denne ikoniske hypotese var ganske simpelt den, at ”proletariatets politiske dominans er uforeneligt med dets økonomiske slaveri”. Hvorfor skulle proletariatet, når det engang havde fået magten, og kontrollerede magtapparatet, fortsat tolerere kapitalistisk udbytning? Selv hvis det ønskede indledningsvis at begrænse sig selv til et minimumsprogram, ville det blive ledt til, ved selve logikken i dets position, at tage kollektive skridt. Når det er sagt, var Trotskij også overbevist om, at uden udbredelsen af revolutionen til Vesteuropa, ville det russiske proletariat stå overfor vanskeligheder med at beholde magten i længere tid.

 

Begivenhederne i 1917 bekræftede på dramatisk vis Trotskijs basale forudsigelser 12 år forinden. De borgerlige partiers, og deres allierede på den moderate fløj af arbejderbevægelsen, manglende evne til at imødekomme bøndernes revolutionære forhåbninger og ønsket om fred for folket, skabte betingelserne for en radikalisering af den revolutionære bevægelse fra februar til oktober. Det som blev kaldt ”de demokratiske opgaver” (5) blev udført, for så vidt hvad bønderne angår, først efter sovjetternes sejr.

 

Men da de havde opnået at få magten var de oktober-revolutionære ikke i stand til at begrænse sig selv til simple demokratiske reformer; klassekampens dynamik tvang dem til at tage eksplicitte socialistiske skridt. Konfronteret med de besiddende klassers økonomiske boykot og den voksende trussel om en generel lammelse af produktionen, blev bolsjevikkerne og deres allierede tvunget til – meget før end antaget forudsat – at ekspropriere kapital: i juni 1918 dekreterede Folkekommissærernes Råd socialiseringen af industriens hovedbrancher.

 

Med andre ord: revolutionen i 1917 var en proces af uafbrudt revolutionær udvikling fra dens ”borgerlig-demokratiske” fase (ufuldendt) i februar til dens ”proletariske-socialistiske” fase, som begyndte i oktober. Med bøndernes støtte kombinerede sovjetterne demokratiske skridt (jord-revolutionen) med socialistiske skridt (ekspropriationen af borgerskabet), og åbnede en ”ikke-kapitalistisk vej”, en periode med overgang til socialisme. Men bolsjevikpartiet var kun i stand til at tage lederskabet af denne gigantiske sociale bevægelse, som ”rystede verden”, takket være Lenins radikale strategiske nyorientering i april 1917, i overensstemmelse med et perspektiv temmelig tæt på den permanente revolution. Det er overflødigt at tilføje at Trotskij, i hans rolle som præsident/formand for Petrograd-sovjetten, leder af bolsjevikpartiet og grundlægger af Den Røde Hær, selv havde spillet en afgørende rolle med hensyn til Oktoberrevolutionens socialistiske ”voksen-sig-over-i”.

 

Kontrovers

Der tilbagestår det kontroversielle spørgsmål om den internationale udbredelse af revolutionen: bekræftede begivenhederne Trotskijs betingede forudsigelse – uden revolution i Europa ville den proletariske magt i Rusland være dødsdømt? Ja og nej. Arbejdernes demokrati i Rusland overlevede ikke den europæiske revolutions nederlag (i 1919-23); men dets nedtur/gang førte ikke til, som Trotskij mente i 1906, en genrejsning af kapitalismen (dette fandt først sted meget senere, i 1991), men en uforudset udvikling: erstatningen af arbejdermagt med et bureaukratisk lags diktatur med udspring i arbejderbevægelsen selv.

 

I den anden halvdel af 1920’erne udviklede Trotskij, i løbet af de ophedede politiske og teoretiske konfrontationer med stalinismen, de internationale implikationer af teorien om den permanente revolution. Hans tanker blev katalyseret af klassekampene i Kina i 1925-27, akkurat som de var blevet stimuleret af den russiske revolution i 1905.

 

I bogen Den permanente revolution (1928) præsenterede Trotskij for første gang sine teser om den sociale revolutions dynamik i de koloniale og halv-koloniale lande (for at bruge datidens terminologi) systematisk, som en teori der var valid i verdensskala. Den udgjorde først og fremmest en polemik mod den katastrofale politik det staliniserede Komintern førte i forhold til Kina, hvor det ønskede at pålægge de kinesiske kommunister doktrinen om revolutionen i stadier – den borgerligt demokratiske revolution som en separat historisk fase – og alliance med det nationale borgerskab, repræsenteret af Chiang-Kai-sheks Kuomintang. Trotskij insisterede på, at i Kina, ligesom i det tsaristiske Rusland, følte borgerskabet sig truet af den socialistiske arbejderbevægelse, og kunne derfor ikke længere spille en konsekvent revolutionær og anti-imperialistisk rolle: det kunne kun proletariatet. I alliance med bønderne, som kunne opfylde det demokratiske program, hvad angik landbruget og det nationale, i en uafbrudt proces med den demokratiske revolution ‘voksen-over-i’ den socialistiske revolution.

 

Ujævn og kombineret

Det teoretiske grundlag for denne analyse er utvivlsomt loven om kombineret, sammensat og ujævn udvikling, lå allerede implicit i skrifterne fra 1906 eller i polemikkerne fra 1928, men blev formuleret for første gang på eksplicit vis i hans Den russiske revolution (1930). Det tillod Trotskij at overskride den evolutionistiske opfattelse af Historien, hvor rigidt forudbestemte stadier afløser hinanden, og udviklede en dialektisk fortolkning af den historiske proces, som integrerer uligheden i rytme – de ’tilbagestående’ lande afskåret fra at udvikle sig – og en ’sammensat/kombineret udvikling’, i denne forstand/betydning af tilnærmelse mellem de distinkte faser og sammensmeltningen af forældede former med de mere moderne.

 

Ud fra denne tilgang flød der afgørende strategiske og politiske konklusioner: fusionen/artikuleringen af de mest avancerede socio-økonomiske betingelser med de mest tilbagestående er det strukturelle grundlag for fusionen eller kombinationen af de demokratiske og de socialistiske opgaver i en proces med permanent revolution. For at præsentere problemet på en anden måde, en af de principielle politiske konsekvenser af ujævn og kombineret udvikling er den uundgåelige vedvarenhed af uløste demokratiske opgaver i de perifere kapitalistiske lande.

 

Vulgær

Idet han forkastede den stalinistiske doktrins vulgære evolutionisme lægger Trotskij i Den Permanente revolution vægt på, at der ikke kan være eller blive, i Kina eller andre ’orientalske’ lande, Latinamerika eller Afrika var endnu udenfor hans interesseområde – en separat og komplet demokratisk fase, på en måde en nødvendig historisk forløber for en anden fase med socialistisk karakter. De eneste autentiske revolutionære kræfter er proletariatet og bønderne, og havde de engang taget magten, vil den demokratiske revolution, i løbet af dens udvikling, bliver direkte transformeret over i den socialistiske revolution og bliver derved en permanent revolution (6).

 

Ud fra et metafysisk og abstrakt logisk synspunkt er det måske muligt at adskille de to separate stadier, men i den revolutionære proces’ reelle logik vil de kombineres organisk i en dialektisk enhed (7). Som Trotskij skrev i sit forord til Harold Isaacs bog om Kina, ”revolutioner, som det er blevet sagt mere end en gang, har deres egen logik. Men det er ikke Aristoteles’ logik, og endnu mindre den pragmatiske halvlogik af almindelig fornuft’. Det er den højere funktion af tænkning: udviklingens logik og dens modsigelser, dvs. dialektikken” (8).

De principielle begrænsninger i Trotskij analyse er af ”sociologisk” snarere end af strategisk natur: at betragte bønderne ene og alene som en ”støtte” for det revolutionære proletariat og som en klasse af ”små (ejendoms-)besiddere”, hvis horisont ikke strækker sig udover demokratiske krav. Han havde besvær med at acceptere, for eksempel, en kinesisk Rød Hær hvis store flertal var bønder. Hans fejl var – ligesom for de fleste russiske og europæiske marxisters vedkommende – at tage Marx’ analyse (Louis Bonapartes Attende Brumaire) af den franske bondestand som en atomiseret og småborgerlig klasse til sig, og overføre den til koloniale og halvkoloniale nationer med meget anderledes karakteristika, uden nogen kritisk undersøgelse. Han argumenterede dog for, i et af hans sidste skrifter, Three conceptions of Russian Revolution (1939), at den marxistiske vurdering af bønderne som en ikke-socialistisk klasse aldrig havde haft en ”absolut og uforanderlig” karakter (9).

Teorien om den permanente revolution er blevet verificeret to gange i løbet af det 20. århundredes historie. På den ene side de katastrofer, fase – eller stadieinddelingen har haft som resultat af den blinde opslutning fra kommunistiske partier i afhængige lande, af den stalinistiske doktrin om den trinvise revolution, og blokken med det nationale borgerskab, fra Spanien i 1936 til Indonesien i 1965 eller Chile i 1973.

 

Forudsigelse

På den anden side, fordi denne teori har, sådan som den blev formuleret i 1906, i det store og hele tilladt os at forudsige, forklare og kaste lys på det 20. århundredes revolutioner, som alle har været ’permanente’ revolutioner i de perifere lande.  Det som skete i Rusland, Kina, Jugoslavien, Vietnam eller Cuba har korresponderet, i hovedtræk med Trotskijs centrale ide: muligheden af kombineret og uafbrudt revolution – demokratisk og socialistisk – i et land i den perifere kapitalisme, afhængigt eller kolonialt. Det faktum, at lederne af de revolutionære bevægelser efter oktober 1917, i det store og hele, ikke har anerkendt den ’permanente’ karakter af de sidstnævnte (med nogle undtagelser, som Ernesto Che Guevara), eller kun har gjort det a posteriori og anvendt en anden terminologi, fjerner intet fra denne historisk virksomme relation.

 

Den anden dimension af denne teori som er blevet bekræftet – først og fremmest i dens negative form – er konceptet om den permanente revolution i opposition til den stalinistiske doktrin om socialisme i et land. Trotskijs synspunkt om at socialisme kun kan eksistere på verdensplan, at en revolution i et perifert land kun kunne indlede overgangen til socialisme, at et socialistisk samfund værd des navn ikke kunne konstrueres indenfor et enkelt lands grænser, er verificeret af Sovjetunionens lidet ærefulde undergang. Helt sikkert skete tingene ikke som han havde håbet – anti-bureaukratisk politisk revolution – men det sovjetiske bureaukratiske eksperiment er ikke mindst en bekræftelse af hans hovedhypotese.

 

Teorien om den permanente revolution tillader os ikke kun at få mening ud af de store sociale revolutioner i det 20. århundrede; den forbliver af forbløffende relevans ved det 21. århundrede morgengry.

 

Hvorfor? For det første, fordi i det store flertal af lande i den perifere kapitalisme – hvad enten det er i Mellemøsten, Asien, Afrika eller i Latinamerika – er opgaverne med en ægte demokratisk revolution ikke blevet fuldført: i sagens natur, demokratisering – og sekularisering! – af staten, befrielse af det imperialistiske greb, den sociale eksklusion af det fattige flertal eller løsningen af spørgsmålet om jord er stadig på dagsordenen. Afhængighed har antaget nye former, men disse er ikke mindre brutale og snærende end fortidens: IMF’s, Verdensbankens og snart WTO’s diktatur over de forgældede lande – praktisk taget alle lande i Syden – gennem de neo-liberale tilpasningsplaners mekanisme og drakoniske betingelser for betaling af udlandsgælden. Man kan sige, at i mange henseender, er magten udøvet af den globale finansverdens institutioner – i de imperialistiske magter og i særdeleshed USA’s tjeneste – over disse landes økonomiske, sociale og politiske liv i stadig større grad mere direkte, autoritær og total end den af det gamle neo-koloniale system.

 

Kompleks

Revolutionen i disse lande kan så kun blive en kompleks og artikuleret kombination mellem disse demokratiske krav og omstyrtelsen af kapitalismen. I dag som i går er de revolutionære transformationer, som er på dagsordenen i systemets perifere lande ikke identiske med dem i centrets lande. En social revolution i Indien kunne ikke være en ren ’arbejder’-revolution som i England. Den afgørende politiske rolle – helt sikkert ikke forudset af Trotskij! – spillet af i mange lande af de oprindelige folk og bønders bevægelser (FZLN i Mexico, den brasilianske MST, CONAIE i Ecuador) viser vigtigheden og den sociale eksplosivitet i jordspørgsmålet, og dets tætte forbindelser med national befrielse.

 

Man kan ikke forestille sig, for eksempel, en social revolution i Brasilien, som ikke tager hånd om den effektive demokratisering af staten, national befrielse, radikale jordreformer, søgning af en vej til en autonom økonomisk udvikling, orienteret mod flertallets sociale behov. Og vice versa: kun en social – en antikapitalistisk så at sige – revolution kan opfylde dette demokratiske program, i en proces af ’uafbrudt’ social transformation.

 

I de sydlige landes kamp mod den neoliberale globalisering, mod verdens finansielle institutioner, og udlandsgældens inhumanitet, mod IMF’s pålæg om ’tilpasnings ’-politik med dramatiske sociale konsekvenser, genopnår det nationale spørgsmål med en brændende relevans.

 

Illusioner

I denne kontekst ser man en ny opblomstring – med eller uden deltagelse af partierne med stalinistisk oprindelse – af illusioner af en nationalistisk type om muligheden af en ’national udvikling’ (kapitalistisk), af en energisk politik med promotion af national industri (kapitalistisk), om en strategisk alliance med det nationalistiske militær, eller igen en kæmpestor koalition af alle de klasser der støtter en ’uafhængig økonomisk vej’, vendt mod det indre marked. Teorien om den permanente revolution tillader os – mens den giver en afgørende plads til forhåbningerne om national befrielse og kampen mod nye former for imperialistisk dominans – at gå udover denne slags illusioner ved at holde fast på uadskilleligheden af den nationale demokratiske og den socialistiske kamp i en enkelt historisk bevægelse.

 

I mange lande i den perifere kapitalisme – såvel som i det tidligere USSR og landene i Østeuropa – antager det nationale spørgsmål også en ny, delvis forstyrrende, form: blodige konflikter mellem forskellige etniske eller religiøse grupper, eller mellem grupper i forskellige områder i by og på land, fremmet af reaktionære kræfter, ofte af fascistisk art, hvad enten de er manipuleret af vestlige magter eller ej. Der igen, kun en socialistisk/internationalistisk revolution kan bryde den djævelske cirkel af mord og repressalier, vendettaer indenfor diverse samfund, ved at foreslå ægte demokratiske føderale eller konfederale løsninger, som garanterer minoriteters nationale rettigheder og skaber betingelser for at arbejderne i alle nationer kan forenes. Dette gælder i særdeleshed for Sydøstasien, Mellemøsten og på Balkan.

 

For Trotskij er revolutionen aldrig ‘uundgåelig, hvor dybe sociale modsigelserne i de afhængige lande end måtte være, det ’nødvendige’ produkt af kapitalens krise eller forværringen af fattigdom. Alt hvad man kan fremme er et betinget forslag: eftersom en autentisk socialistisk/demokratisk revolution – som en ’permanent’ proces – ikke har fundet sted, er det usandsynligt, at landene i Syden, nationerne i den perifere kapitalisme, kan begynde at bære en løsning til de ’bibelske’ (udtrykket stammer fra Ernest Mandel) problemer, som plager dem: fattigdom, elendighed, arbejdsløshed, skrigende sociale uligheder, etniske diskriminationer, mangel på vand og brød, imperialistisk dominans, oligarkiske regimer, med latifundistas (10) monopolisering af jord.

 

Oversat af Magne Pihl efter: “The relevance of permanent revolution”, International Viewpoint, 7. oktober 2000.

 

Noter:

1. Om forskellene mellem Parvus og Trotskij se Alain Brossat: Aux origiens de la révolution permanente: la pensée politique du jeune Trotsky. Paris, Maspero, 1974. Om konvergensen og divergensen mellem Lenin, Rosa Luxemburg og Trotskij, se den bemærkelsesværdige bog af Norman Geras: The Legacy of Rosa Luxemburg. London, New Left Books, 1976.

2. Trotsky, 1905, Penguin, London, 1973.

3. Trotsky: Results and Prospects, New York, 1969. s. 63.

4. Trotsky: Results and Prospects. Ibid. s. 36

5. Som Lenin senere skrev: “det var bolsjevikkerne … som takket den proletariske revolutions sejr, hjalp bønderne med at føre den borgerlige demokratiske til ende”.

6. L. Trotsky: The permanent revolution. op. cit.

7. Ibid.

8. L. Trotsky: forord til Harold Isaacs: The Tragedy of The Chinese Revolution, , Secker and Warburg, London, 1938.

9. På dansk: Tre teorier om den russiske revolution. (www.marxisme.dk).
10. Latifundistas: storgodsejere

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com