Leo Panich (1945-2020), Foto: Schuster Gindin/Wikimedia

 

Men hvad mener vi med socialisme i dag, og hvordan skaber vi den i det 21. århundrede? Det er den opgave, vi står over for.

 

Det er her, hvor den canadiske marxist Leo Panitch, der døde sidste efterår, kommer ind i billedet. Han skar igennem alle de billige slogans og kulturtvister og han har efterladt os krystalklare tanker, der gør det muligt for os at gennemskue den globale kapitalismes strukturer, og hvilke grundlæggende principper et socialistisk samfund skal hvile på, og hvordan overgangen til et sådant samfund kunne se ud, og hvordan vi kan begynde at opbygge styrken til at foretage en sådan overgang. Det vigtige ved Panitch’ tanker er endvidere, at de hjælper os til at se realistisk på tingene: Revolutionen er ikke lige om hjørnet. Der bliver tale om en langvarig, vanskelig og farlig proces. Men lad os komme i gang, idet vi er tålmodige og med køligt overblik skaber en langtidsholdbar strategi.

 

I Panitchs værker finder man ikke nogen moralske fordømmelser af kapitalismens overgreb eller en direkte opfordring til angreb. Det er underforstået. Men hvis man er lidt træt af neoliberalister, der optræder som forklædte centrum-venstrepolitikere, eller man sukker over naive opfordringer til revolution, hvor der end ikke er nogen forklaring på, hvordan den skal foregå, så kan Panitch hjælpe med at stille de rigtige spørgsmål, og han har de rigtige ledetråde i forbindelse med vejen mod socialisme.

 

Selvom vi med Panitch død kommer til at mangle hans indsigtsfulde analyser af de aktuelle begivenheder, så har han efterladt en enorm mængde værker, dels i form af artikler i sit tidsskrift Socialist Register og dels i kraft af sit samarbejde med kolleger som Sam Gindin, Greg Albo og Colin Leys. (Bogen: ”The Socialist Challenge Today, Syriza, Corbyn, Sanders” af Sam Gindin, Leo Panitch og Stephen Maher er udmærket at starte med).

 

I det følgende er omtalt syv af de ting, som Leo Panitch har lært os i forbindelse med socialistisk strategi.

 

1. Det er ikke nok bare at vinde valgene

Det er forståeligt, at de fleste mennesker forbinder politisk forandring med valgsejre for de kandidater eller partier, som repræsenterer deres ideer. “Skift regeringen ud” bliver lig med ”færdigt arbejde”. Men Leo Panitch første og grundlæggende pointe er, at dette er en farlig illusion. Det handler ikke bare om, at dårlige folk bliver valgt, eller at gode politikere bliver korrumperede af magten. Problemet er, at i og med at staten er indlejret i det kapitalistiske system, så bliver det umuligt for denne at gennemføre radikale reformer.

 

Panitch understreger gentagne gange, at hvilken som helst valgt regering vil være afhængig af den nationale økonomi for at gennemføre sit reformprogram. Det kræver udenlandske investeringer og internationale kreditinstitutioner, som er villige til at låne regeringen penge, og at der er smidige internationale handelsaftaler. Dertil kommer, at der skal være stabile skatteindtægter, en rimelig beskæftigelse og en fornuftig økonomisk aktivitet. Alle disse forhold gør det muligt for store multinationale virksomheder at sabotere en hvilken som helst radikal regerings forsøg på grundlæggende reformer. I den førnævnte bog skriver Panitch og Gindin: ”En overordnet begrænsning for en radikal regering, der vil gennemføre selv begrænsede sociale og økonomiske reformer, er, at kapitalen har mulighed for at trække sig ud af landet og lægge sine investeringer i udlandet og nægte at vende tilbage. Det tydeligste eksempel på dette forhold så man i de tidlige 1980ere, hvor den socialistisk-kommunistiske koalitionsregering i Frankrig fik kapitalens magt at mærke. Præsident François Mitterand blev tvunget til at erstatte sit ambitiøse reformprogram med en nedskæringspolitik, efter at der skete et fald i de indenlandske investeringer, og efter at en stor mængde finanskapital blev trukket ud af landet, samtidig med at der blev spekuleret mod den franske valuta, hvilket førte til en voldsom devaluering.

 

Derudover får en radikal regering hurtigt fjender blandt de store mediehuse og højrefløjens tænketanke. Panitch forklarer endvidere, at staten i dens nuværende form slet ikke er indrettet til at gennemføre en radikal dagsorden. Dele af staten, som justitsvæsenet, de øvre lag i militæret og dele af embedsværket vil være modstandere af en sådan dagsorden. En omfattende demokratisering af økonomien for at fjerne de store virksomheders indflydelse ville kræve helt andre typer af statsinstitutioner.

 

Det betyder, at hvis et radikalt venstrefløjsparti vandt valget og kunne danne regering under de nuværende forhold, ville den ikke have den tilstrækkelig magt til at kunne gennemføre sit program. Faktisk er det mest almindelige, at den slags partier som oftest begynder at tilpasse sig til disse realiteter et godt stykke tid, inden de danner regering, således at status quo ikke er truet, når de sidder i regeringen. De fleste centrum-venstrepartiers tilpasningsproces er så avanceret, at de i virkeligheden selv spiller en aktiv rolle i undertrykkelsen af anti-kapitalistiske ideer og bevægelser.

 

2. Vi kan ikke smadre staten eller forvente, at den forsvinder

På den baggrund er der visse politiske strømninger, som hævder, at alternativet til at deltage i valg er at ”smadre staten” og erstatte den med en ny ”fuldstændig demokratisk stat” eller som alternativ at opbygge bevægelser og strukturer uden for staten, som gør den overflødig. Panitch er af en række grunde lige så kritisk overfor den slags ideer.

 

For det første er det slet ikke muligt. Et oprør væltede zaren og den herskende klasse i Rusland i 1917 under nogle helt særlige historiske betingelser og i kølvandet på global krig uden fortilfælde.  Allerede i 1920´erne forklarede den italienske marxist Antonio Gramsci, at et lignende oprør ikke ville kunne lykkes i en veludviklet kapitalistisk stat. Panitch mener også, at det er udelukket, at en stat i et liberalt demokratisk samfund med et veletableret civilsamfund og en højt udviklet kapitalistisk økonomi kan væltes med magt eller gøres overflødig

 

For det andet er en fuldstændig forkastelse af det borgerlige demokrati ikke ønskeligt. Selv om Panitch var en konsekvent kritiker af staten, som vi kender den i dag, så accepterede han, at det repræsentative demokrati indeholder mange elementer, som skal bevares. Her fulgte han Rosa Luxemburg og understregede, at ting som flerparti-valg, presse- og forsamlingsfrihed er vigtige at bevare, for at et nyt samfund kan udvikle sig sundt. Det er også vigtigt at huske på, at mange af disse frihedsrettigheder, inklusiv den frie valgret, ikke var gaver fra himlen, men repræsenterer sejre, som arbejderklassen har tilkæmpet sig. På den måde er det fejlagtigt at opstille en modsætning mellem det traditionelle repræsentative demokrati og ”et sandt demokrati” eller et ”direkte demokrati”.

 

Det bringer os frem til et sidste problem i forbindelse med ideen om at ”smadre staten”. Ifølge Panitch, så skygger det for eller forholder sig ikke til de fundamentale spørgsmål omkring repræsentation, som man er nødt til at finde løsninger på selv i en post-revolutionær stat. Med henvisning til den franske socialist Andre Gorz forklarer Panitch, at ”hvis man forventer, at organer med direkte demokrati udenfor staten uden videre kan erstatte den gamle stat i et revolutionært snuptag, så ignorerer man ganske enkelt alle de vanskelige spørgsmål omkring politisk repræsentation i overgangen til og under socialismen”. Det er spørgsmål om, hvordan beslutninger tages i stor skala, om hvordan man udvikler en demokratisk kultur, om hvordan man forhindrer fremvæksten af et bureaukratisk lag, om hvordan forholdet skal være mellem ledelser og masserne, mellem partier og staten, om forholdet mellem forskellige dele af staten og om relationerne mellem forskellige regioner. Alle disse spørgsmål vil trænge sig på, uanset at staten bliver ”smadret”.

 

For Panitch er det hverken muligt eller ønskeligt simpelthen blot at fjerne staten, uanset hvor udemokratisk den måtte være. I virkeligheden løser ideen om at ”smadre staten” ikke det problem, man oprindelig ville løse.

 

3. Vi har behov for en strategi med strukturelle reformer

Men det betyder ikke, at Panitch var imod ”revolution”. Han var blot imod strategien om opstand i udviklede samfund. Faktisk argumenterer Panitch for en ”revolutionær socialisme” defineret som “en fundamental transformation af samfundsstrukturen”.

Centralt i dette argument er strategien om ”strukturelle reformer”. Igen med henvisning til Andre Gorz forklarer Pantich og Gindin, at venstrefløjen skal kæmpe for reformer, som “udfordrer magtbalancen og den kapitalistiske logik” og som derigennem fremmer en “dynamik, som yderligere fremmer processen”.

 

I modsætning til socialdemokratiske reformer, som hviler på et kompromis med kapitalismen, og som ganske let absorberes og udhules af systemet, så er strukturelle reformer grundlæggende i modstrid med det kapitalistiske system. Målet er, at disse reformer skal inspirere det arbejdende folk til at kæmpe for dem og forsvare dem, idet de peger mod en fremtidig samfundsstruktur, der kommer efter kapitalismen. Sådan et strukturelt reformprogram er ganske vist ikke det samme som en ”gnidningsfri vej til socialismen”, fordi der uden tvivl vil være tilbageslag, og fordi et sådant program ”meget sandsynligt vil udløse eller forværre en økonomisk krise”, som i sin tur bringer programmets gennemførelse i fare.

 

Panitch og hans kolleger skrev aldrig et ”program”, der præcist indeholdt de reformer, som man kan betegne som strukturelle. Det var ganske fornuftigt, fordi den slags reformer skal udvikles i en konkret situation. Men Panitch giver dog nogle retningslinjer.

 

For det første skal strukturelle reformer kunne levere ”materiel fremgang for almindelige mennesker”, hvilket er afgørende i en situation, hvor uligheden vokser som aldrig før, og løsarbejde bliver mere og mere fremherskende.

 

For det andet er det afgørende, at strukturelle reformer ”udvider det økonomiske demokrati og øger offentlige investeringer i infrastruktur, transport og offentligt ejede virksomheder”, som vil svække kapitalens magt over investeringer og føre os frem mod en demokratisk planlagt økonomi, som er af største betydning nu, hvor vi har behov for at omstille vores økonomi væk fra den fossile energi.

 

For det tredje skal disse reformer kunne muliggøre, at arbejderklassen får en større betydning i de nye samfund og give arbejderklassen en oplevelse og en erfaring med sin egen magt i et sådant samfund. Som eksempler fra Australien kunne man forestille sig en 4 dages arbejdsuge uden tab af løn, nationalisering af Commonwealth Bank (en af landets største banker der tidligere var ejet af staten, men blev privatiseret i 1996) eller et enormt offentligt støttet byggeri af beboelseshuse.

 

4. Vi har behov for en plan, der transformerer staten

Panitch var mere optaget af, hvordan man rent faktisk gennemfører strukturelle reformer i den virkelige verden, end hvad de egentlig skulle indeholde. I en analyse af den venstreorienterede Syriza-regerings katastrofale nederlag i forhold til EU i 2016 kritiserede Panitch den gængse, men mangelfulde venstrefløjs-strategi, hvor et parti går i regering, hvorefter den forsøger at holde mobiliseringer tilbage eller gør disse ansvarlige for problemerne. Panitch argumenterer for, at den slags strategi slet ikke går langt nok. Det, der er behov for, er en ”implementeringsplan”, som indeholder et program med en gennemgående forandring af samfundet, selvom en sådan plan vil udløse en voldsom modstand.

 

I den sammenhæng rejser der sig en lang række spørgsmål. For eksempel: Hvordan skal statslige investeringer foretages, så de fremmer en socialistisk udvikling i en situation, hvor den kapitalistiske modstand udløser økonomiske kriser? Eller: Hvordan skal regeringsorganer sammensættes, så de reelt repræsenterer arbejderklassens interesser? Eller: Hvordan skal sociallovgivningen skrues sammen, så den bliver solidarisk og styrker befolkningen, i stedet for at nedgøre og ydmyge den som i dag. Eller: Hvilke forandringer skal der ske i staten, så nationaliseringer af industri ikke fører til umenneskelig bureaukratisk kontrol? Listen over problemstillinger er lang og udfordrende.

 

Men selvom Panitch begyndte at svare på disse spørgsmål, så er hans største fortjeneste hans insisteren på, at venstrefløjen bliver nødt til at udvikle disse svar. I bogen ”The Socialist Challenge Today” fremlægger Panitch og Sam Gindin nogle ideer til, hvordan staten kan transformeres, idet de understreger, at ideerne skal tilpasses den konkrete situation. De skriver blandt andet om, hvordan man ændrer kulturen hos statens embedsmænd, og om hvordan disses rolle skal forandres, så de reelt kommer til at deltage i forandringsprocessen, fremfor at være ”neutrale bureaukrater”. Gindin og Panitch forklarer også om, hvordan man skaber nye repræsentative organer, der bygger på demokratiske principper, som sikrer fællesskabets magt omkring lokale beslutninger. Videre beskriver forfatterne, hvordan en fremvoksende social bevægelse kan overtage driften af den statslige økonomi, og hvordan civilsamfundets vigtigste institutioner (såsom skoler) kan være centre for opbygning af kollektiv magt og solidaritet.

 

For Panitch er spørgsmålet således ikke ”mere stat versus mindre stat”, men er snarere, at der skal være en anderledes form for stat, som er mere demokratisk, og hvor arbejderklassen har en meget større rolle i udformningen af samfundet. Eller som Amy MacMahon (der repræsenterer partiet Queensland Greens i Parlamentet i Queensland, Australien) sagde i sin første tale i Parlamentet 1. december 2020: ”Vi har behov for at vende vrangen ud af parlamentet”.

 

5. Men vi har også behov for at opbygge arbejderklassens styrke

Grundlæggende demokratiske forandringer kan ikke bare indføres ved en deklaration. Panitch understregede, at det desværre er en ubestridelig kendsgerning, at “arbejderklassen ikke uden videre ved, hvad den skal gøre”. ”Livslang umyndiggørelse og isolation” har ført til ”passivitet og ligegyldighed”, som gør os dårligt skikkede til at styre de mange opgaver i staten og økonomien. Samtidig er arbejderklassen opdelt på forskellig vis, både hvad angår forskellig indkomst, geografi, kultur, race, køn og så videre. Derfor er i sig selv opfordringer til direkte demokrati, proportional repræsentation, folkelige råd m.m. slet ikke tilstrækkelige. Der er behov for at udvikle folkets demokratiske evner.

 

Panitch skriver: ”Man kan ikke regne med, at store grupper af aktive og velinformerede borgere står klar og er parate til forandring. Den første opgave for demokratiske socialister, der vil omdanne staten og styrke bevægelserne, er aktivt at fremme skabelsen af demokratisk kapacitet. Her skal man begynde med at fremme almindelige menneskers evner til at erkende fælles behov og interesser med andre indenfor livets forskellige områder.”

 

Det er ikke et akademisk spørgsmål. For hvis vi ikke på trods af splittelserne i arbejderklassen er i stand til at fremme arbejdende menneskers evne til at identificere deres fælles interesser, så vil vi ikke kunne opbygge en tilstrækkelig opbakning for et radikalt program og heller ikke være i stand at forsvare dette program, når det bliver angrebet eller får andre problemer. Panitch forklarer, at ”marxister i det 20. århundrede, som Lenin og Gramsci, udelukkende beskrev, hvad der skulle ske med staten, efter at arbejderklassen havde taget magten. Men hvis vi vil lykkes med at udvikle arbejderklassens administrative kapacitet, selvtillid og evner til selv at styre, så må vi hele tiden finde måder, hvorpå vi kan udfordre den eksisterende stat.”

 

Det er klart, at den vigtigste evne, som arbejderklassen har behov for at udvikle, er evnen til at kæmpe og til at vinde. Faktisk er de kampe, der aktuelt forekommer, et virkeligt godt udgangspunkt for socialistisk politik. Men der er også behov for at udvikle evnerne til kollektivt at tænke strategisk, til at identificere kollektive behov og interesser og til at bruge statsapparatet uden at blive ”institutionaliseret”.

 

6. For at gøre dette har vi behov for et nyt parti

Når nu arbejderklassen for nærværende ikke har den tilstrækkelig evne til at overtage styringen af samfundet, så er spørgsmålet: Hvordan kan denne evne så opbygges? Panitch mener i den sammenhæng, at det er afgørende, at der opbygges et anderledes politisk parti. Det skal være et parti, som ikke bare repræsenterer en traditionel arbejderklasse og dennes formodede interesser, sådan som socialdemokratiske partier og arbejderpartier generelt hævder at have gjort det, men det skal være et parti, der har som sit hovedformål at skabe og opbygge en sand arbejderklasseidentitet og styrke dens interesser, kapacitet og evne til at handle.

 

På samme måde som med Gramsci fungerer Panitchs parti derfor som ”uddanner”. Men det er vigtigt, at dette uddannende element ikke virker på den måde, at kloge intellektuelle kommer ned fra elfenbenstårnet for at vække de slumrende masser. Tværtimod, forklarer Panitch, så foregår uddannelsen, når partiet tilskynder de almindelige medlemmer, og dem der støtter partiet, til at være den socialistiske ledelse i forbindelse med de daglige kampe i lokalsamfundene. Det indebærer også, at der skal opbygges en ny form for bevidsthed, idet man præsenterer socialistiske synspunkter på alle områder, hvad enten det handler om moral, ideologi, politik eller økonomi, og at man gør dette i alle sammenhænge – på fabriksgulvet, i kontorerne, i medierne, i skolerne, i kirkerne og i forsamlingshusene. Arbejdet med at skabe socialistiske holdninger må endvidere ske i samarbejde med fagforeninger, sociale bevægelser og andre typer af organisationer.

 

For at opnå alt dette er det selvsagt vigtigt, at partiets ledelse reelt er engageret i opbygge et alternativt parti og interesseret i overgangen til socialisme, noget som de socialdemokratiske partier i det 20. århundrede aldrig reelt var. Men vigtigere for Panitch var det måske, at der sikres et robust internt partidemokrati, noget som han også understregede i sin tidlige kritik, at der manglede i det engelske Labourparti. Det interne partidemokrati skal modvirke tendenser til dannelse af ”oligarkier”. Et fænomen, som Robert Michels allerede i begyndelsen af det 20. århundrede skrev om (tysk-italiensk sociolog, 1876-1936).

 

Man skal ikke undervurdere vanskelighederne med at opbygge et sådant parti. Der er mange udfordringer: Hvordan for eksempel kan et parti gentagne gange sejre i valg samtidig med, at det opbygger forskellige former for udenoms-parlamentariske kampe? Eller hvordan holder vi vore valgte parlamentarikere fast på valgprogrammet og sikrer, at de deltager aktivt i partiets liv? Eller hvordan sikrer man, at partiet reelt er integreret i almindelige menneskers daglige liv? Hvordan bygger vi bro mellem de ofte store forskelligheder, der er mellem sektioner af arbejderklassen og sikrer en stabil basis i partiet? Panitch havde ikke alle de lette svar på disse spørgsmål, men det er, fordi svarene skal udvikles ikke i teorien, men i forbindelse med den daglige praksis.

 

7. Det er et længerevarende projekt, så lad os komme i gang

En af Panitch store fortjenester var, at han demonstrerede, hvor vanskeligt det i virkeligheden er at forandre samfundet, og hvor stor en opgave det er. Selv da Jeremy Corbyn var allermest populær som leder af det engelske Labourparti, så advarede Panitch om, at partiet sandsynligvis slet ikke havde overvundet sine historiske svagheder i tilstrækkelig grad til, at man ville kunne vinde valget i 2019, for slet ikke at tale om at danne regering og kunne gennemføre sine reformer.

 

Den næste fase i det demokratiske socialistiske projekt indebærer ifølge Panitch en lang “positionskrig”, som var Gramscis term for en periode, hvor man kæmper for at opbygge magt og indflydelse i samfundet, som står i modsætning til en mere afgørende periode, hvor man manøvrerer i en åben klassekonflikt. I løbet af de næste 10, 20 eller 30 år skal socialister derfor tålmodigt arbejde med at opbygge en ny form for bevidsthed ved at arbejde i samfundet og dets institutioner. Selv om det er forståeligt, at mange håber på, at der vil være nogle genveje til forandringer af samfundet, for eksempel ved at en spontan bevægelse vælter systemet, eller at Joe Biden går i gang med et ambitiøst reformprogram, så vil virkeligheden nok se anderledes ud. Det er en hård pille at sluge, når man tager den voksende klimakatastrofe i betragtning, men den eneste måde, man kan tvinge kapitalistiske lande til at handle på en måde, som reelt kan vende udviklingen på klimaområdet, er ved at opbygge arbejderklasse-magt og evnerne til at ændre samfundet socialistisk retning. Panitch advarede især imod, hvad han kaldte for ”øko-katastrofisme”. ”Det handler ikke kun om, at nogen overdriver katastrofen på klima- og miljøområdet, men også om at man ikke skal undervurdere kapitalismens dynamiske kapacitet til at overleve, selvom den smadrer livet og naturen, samtidig med at den endda i denne proces er i stand til at udvikle nye teknologier og skabe profit”. Samtidig forsøgte Panitch at gennemhulle den venstreorienterede ønsketænkning om, at der vil komme et tidspunkt, hvor katastrofen på klima- og miljøområdet i sig selv vil udvikle en revolutionær bevidsthed og handlekraft i arbejderklassen.

 

Den gode nyhed er imidlertid, at sejre befordrer nye sejre. Panitch og Gindin skriver:

 

”Man kan ikke skille politisk håb fra opfattelsen af, hvad der er muligt. Og det mulige er tæt forbundet med arbejderklassens udvikling … og den rolle, socialistiske partier spiller heri”. Almindelige mennesker støtter ikke en voldsom forandring af samfundet, fordi de forståeligt nok ikke tror, det er muligt. Enhver sejr viser muligheden af et alternativ, som forener folk på en solidarisk måde, og som udvikler folks evner. Ethvert skridt gør det næste skridt muligt.

 

Selvom Syriza-regeringen, Corbyn-projektet og Sanders-bevægelsen led nederlag, så er det demokratiske socialistiske projekt stærkere, end det har været i mange år. Projektet har mobiliseret og er begyndt at uddanne en ny generation af aktive mennesker. Panitch var optimistisk. Han mente, at det traditionelle ”socialdemokratiske kompromis” i langt højere grad end tidligere var blevet kompromitteret, og at der åbnede sig plads til nye former for politik.

 

I Australien er der endnu ikke sket en udvikling med en genopblussen af demokratisk socialisme. Men det kommer, hvis vi er villige til at arbejde tålmodigt. Samtidig med at Panitch gerne ville have, at vi forblev ædru, så ville han også have, at vi hævede vores forventninger og ikke blev kyniske. Så lad os slutte med den sidste ting, som Panitch lærer os på baggrund af Corbyn-Sanders projektet: ”Det er først og fremmest nødvendigt at drømme. Den vigtigste opgave for venstrefløjen består i at få folk til endnu en gang at tænke ambitiøst.”

 

Liam Flenady arbejder som politisk aktivist i Brisbane/Meanjin og er medlem af De Grønne, efter parlamentsvalget i 2019 Australiens tredjestørste parti.

 

Oversat fra Floodmadia.org af Christian Holtet