Vi har de sidste tre årtier har været vidne til en stigende politisk forvirring om betydningen af antiimperialisme.

af Gilbert Achcar

Noget der i sig selv ikke tidligere har været genstand for meget debat. Der er to hovedårsager til denne forvirring: den sejrende afslutning på de fleste antikoloniale kampe efter Anden Verdenskrig og Sovjetunionens sammenbrud.

 

Under den kolde krig førte USA og dets allierede vestlige kolonimagter adskillige krige mod nationale befrielsesbevægelser eller regimer sammen med mere begrænsede militære indgreb og krige gennem tredjeparter. I de fleste af disse tilfælde konfronterede vestlige magter en modstander, der havde stor lokal popularitet og forankring. At stå imod den imperialistiske indblanding og til støtte for dem, som den var rettet imod, syntes at være det oplagte valg for progressive – den eneste diskussion var, om støtten skulle være kritisk eller uforbeholden.

 

Den primære skillelinje mellem antiimperialister under den kolde krig var snarere forårsaget af holdningen til Sovjet, som de kommunistiske partier og deres nære allierede betragtede som ”socialismens fædreland”. De dannede deres politiske holdninger ved at tilpasse sig Moskva og den ”socialistiske lejr” – en holdning, der blev beskrevet som “lejrtænkning” (”campism”). Dette blev hjulpet på vej af Moskvas støtte – i den globale rivalisering med Washington, til de fleste af de kampe, der blev ført mod den vestlige imperialisme. Når Moskva slog ned på arbejder- og folkelige oprør i sin egen europæiske indflydelsessfære, stod lejtænkerne sammen med Kreml og kritiserede disse oprør under påskud af, at de blev opmuntret af Washington.

 

De, der mente, at forsvaret af demokratiske rettigheder er et grundlæggende venstreorienteret princip, støttede såvel kampene mod den vestlige imperialisme som de folkelige oprør i Sovjet-dominerede lande mod lokalt diktatorisk styre og Moskvas indflydelse. En tredje kategori blev dannet af maoisterne, der fra 1960erne begyndte at stemple Sovjetunionen som “socialfascistisk” og værre end den amerikanske imperialisme og gik så langt som til at støtte Washington i nogle tilfælde, såsom Beijings holdning til det sydlige Afrika.

 

Med Sovjetunionens krig i Afghanistan (1979-89) ændrede mønsteret efter 1945 sig, hvor det ikke længere udelukkende var vestlige imperialistiske krige mod folkelige bevægelser i det globale Syd.

Og skønt de ikke blev ført af stater, der derefter blev beskrevet som “imperialistiske”, skabte Vietnams invasion af Cambodja i 1978 og Kinas angreb på Vietnam i 1979 udbredt desorientering på den globale antiimperialistiske venstrefløj.

 

Den næste store komplikation var den USA-ledede krig i 1991 mod Saddam Husseins Irak. Dette var ikke et populært, men et af Mellemøstens mest brutale og morderiske regimer, der endda havde brugt kemiske våben i massakre på tusinder af landets kurdiske befolkning – med vestlig medvirken, da dette skete under Iraks krig mod Iran. Enkelte, der indtil da havde tilhørt den antiimperialistiske venstrefløj, skiftede ved denne lejlighed til at støtte den USA-ledede krig. Men langt de fleste antiimperialister var imod den, selvom den blev ført med et FN-mandat godkendt af Moskva. De havde ingen trang til at forsvare den kuwaitiske emirs besiddelser i hans britisk-tildelte herredømme, befolket af et flertal af retsløse migranter. De fleste var heller ikke fans af Saddam Hussein: De fordømte ham som en brutal diktator, samtidig med de modsatte sig den USA-ledede imperialistiske krig mod hans land.

 

En yderligere komplikation opstod kort derefter. De USA-ledede krigsoperationer ophørte i februar 1991, hvor George H.W. Bush-administrationen bevidst havde skånet Saddam Husseins elitestyrke af frygt for et sammenbrud for regimet, der kunne have styrket Iran. USA tillod nu diktatoren at indsætte denne elitestyrke for at knuse et folkeligt oprør i det sydlige Irak samt det kurdiske oprør i det bjergrige nord, og lod ham bruge helikoptere i sidstnævnte tilfælde. Dette førte til en massiv bølge af kurdiske flygtninge, der krydsede grænsen til Tyrkiet. For at stoppe dette og lade flygtningene vende tilbage, indførte Washington en flyveforbuds-zone (NFZ) over det nordlige Irak. Der var stort set ingen antiimperialistisk kampagne mod denne NFZ, da det eneste alternativ ville være fortsat hensynsløs undertrykkelse af kurderne.

 

NATOs krige på Balkan i 1990erne udgjorde et lignende dilemma. De serbiske styrker, der var loyale over for Slobodan Milosevics’ regime, var engageret i morderiske handlinger mod muslimer i Bosnien og Kosova. Men andre veje til at undgå massakrer og nå en forhandlet løsning i det tidligere Jugoslavien var bevidst blevet forsømt af Washington, idet man var ivrig efter at omdanne NATO fra en defensiv alliance til en “sikkerhedsorganisation”, der var involveret i interventionistiske krige. Det næste trin i denne transformation bestod i at involvere NATO i Afghanistan i kølvandet på angrebene den 11. september (2001) og dermed fjerne begrænsningen af alliancens oprindeligt afgrænsede atlantiske zone. Så kom invasionen af Irak i 2003 – den sidste USA-ledede intervention, der forenede alle antiimperialister i kampen mod denne.

 

I mellemtiden dukkede den kolde krigs ”lejrtænkning” op igen i nye former: Ikke længere defineret ved tilpasning til linjen lagt af Sovjetunionen, men ved direkte eller indirekte støtte til ethvert regime eller styrke, der var genstand for Washingtons fjendtlighed. Med andre ord var der et skift fra en logik om, at “min vens (Sovjets) fjende er min fjende” til “min fjendes (USAs) fjende er min ven” (eller i hvert fald nogen, som ikke skal kritiseres). Mens førstnævnte førte til nogle mærkelige alliancer, er sidstnævnte logik en opskrift på ren kynisme: Fokuseret udelukkende på hadet til den amerikanske regering fører det til en automatisk modstand mod alt, hvad Washington foretager sig på den globale arena, og ender i ukritisk støtte til fuldstændigt reaktionære og udemokratiske regimer, såsom Ruslands kapitalistiske og imperialistiske bølleregering (imperialistisk efter enhver definition af begrebet) eller Irans teokratiske regime eller folk som Milosevic og Saddam Hussein.

 

For at illustrere kompleksiteten af de spørgsmål, som progressiv antiimperialisme står over for i dag – en kompleksitet, der er ubegribelig i forhold til den forenklede logik i den nye tids lejrtænkning – lad os så overveje to krige, der opstod ud fra det arabiske forår i 2011. Da folkelige oprør formåede at slippe af med præsidenterne i Tunesien og Egypten i begyndelsen af 2011, klappede hele spektret af selvudråbte antiimperialister i skøn forening, da begge lande havde Vest-venlige regimer. Men da den revolutionære chokbølge nåede Libyen, hvilket var uundgåeligt for et land, der delte grænser med både Egypten og Tunesien, var de nye lejrtænkere langt mindre begejstrede. De huskede, at Moammar al-Gaddafis ekstremt autokratiske regime var blevet forbudt af vestlige stater i årtier – tilsyneladende uvidende om, at det siden 2003 spektakulært havde startet et samarbejde med USA og forskellige europæiske stater.

 

På vanlig maner bekæmpede Gaddafi protesterne blodigt. Da oprørerne overtog Libyens anden by, Benghazi, forberedte Gaddafi et angreb mod byen – efter at have beskrevet dem som rotter og stofmisbrugere og lovede, med et berømt citat, at ”rense Libyen tomme for tomme, hus for hus, hjem for hjem, gade for gade, person for person, indtil landet er rent for snavs og urenheder ”- og indsatte hele spektret af sine væbnede styrker. Sandsynligheden for en storstilet massakre var meget høj. Ti dage efter oprøret vedtog FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt en resolution, hvori Libyen henvises til den Internationale Straffedomstol.

 

Benghazis befolkning bønfaldt verden om beskyttelse, samtidig med at de understregede, at de ikke ville have nogen udenlandske tropper på jorden. Den Arabiske Liga støttede denne anmodning. Derfor vedtog FNs Sikkerhedsråd en resolution, der bemyndiger “indførelse af en NFZ” over Libyen såvel som “alle nødvendige foranstaltninger … for at beskytte civile … samtidig med at en udenlandsk besættelsesstyrke af enhver form udelukkes på nogen del af Libyens territorium.” Hverken Moskva eller Beijing nedlagde veto mod denne beslutning: Begge undlod at stemme, uvillige til at påtage sig ansvaret for en forudsagt massakre.

 

De fleste vestlige antiimperialister fordømte FNs Sikkerhedsråds resolution, der gav mindelser om dem, som havde godkendt angrebet på Irak i 1991. Derved overså de det faktum, at den libyske sag faktisk havde mere til fælles med den NFZ, der blev pålagt over det nordlige Irak end med det generelle angreb på Irak under påskud af at befri Kuwait. FNs Sikkerhedsråds resolution var tydeligt mangelfuld, uklar og åben for fortolkning, der ville muliggøre langvarig indblanding af NATO-magter i den libyske borgerkrig. I mangel af alternativer til at forhindre den forestående massakre kunne man dårligt modsætte sig en flyveforbudszone i dens indledende fase – af de samme grunde, der havde fået Moskva og Beijing til at undlade at stemme.

 

Det tog ganske få dage, før NATO havde frataget Gaddafi meget af hans luftvåben og kampvogne. Oprørerne kunne have fortsat uden direkte udenlandsk indblanding, forudsat at de fik de nødvendige våben til at imødegå Gaddafis resterende arsenal. NATO foretrak at holde dem afhængige af sin direkte involvering i håbet om at kunne kontrollere dem. I sidste ende ødelagde de NATOs planer ved fuldstændig at afmontere Gaddafis stat og derved skabe den nuværende kaotiske situation i Libyen.

 

Den anden – endnu mere komplekse – sag er Syrien. Der havde Obama-administrationen aldrig til hensigt at indføre en NFZ. På grund af uundgåelige russiske og kinesiske vetoer ved FNs Sikkerhedsråd ville dette have krævet en krænkelse af international lov, som den der blev begået af George W. Bush-administrationen ved invasionen af Irak (en invasion Obama havde modsat sig). Washington holdt lav profil i den syriske krig og forstærkede først sin involvering, efter at den såkaldte Islamiske Stat angreb og krydsede grænsen til Irak og begrænsede derefter sin direkte intervention til kampen mod ISIS.

 

Alligevel var Washingtons mest afgørende indflydelse på den syriske krig ikke den direkte involvering – som kun er altafgørende i lejrtænkernes øjne, der udelukkende fokuserer på den vestlige imperialisme – men snarere USAs forbud mod, at regionale allierede leverede luftvåben til de syriske oprørere, primært på grund af modstand fra Israel. Resultatet var, at Assad-regimet havde monopol i luften under konflikten og endda kunne ty til omfattende brug af ødelæggende tøndebomber kastet fra helikoptere. Denne situation tilskyndede også Moskva til direkte at engagere sit luftvåben i den syriske konflikt startende i 2015.

 

Antiimperialister var dybt splittede over Syrien. Lejrtænkere – som United National Antiwar Coalition og US Peace Council i USA- fokuserede udelukkende på de vestlige magter i en ensidig defineret “antiimperialisme”, mens de støttede eller ignorerede den alt andet lige mere vigtige indgriben fra den russiske imperialisme (eller nøjedes med forsigtigt at omtale den, uden at bekæmpe det, som tilfældet var i Stop the War-koalitionen i Storbritannien), for slet ikke at nævne intervention fra Iran-sponsorerede islamiske fundamentalistiske kræfter. Progressive demokratiske antiimperialister – inklusive denne forfatter – fordømte det morderiske Assad-regime og dets udenlandske imperialistiske og reaktionære støtter, irettesatte vestlige imperialistiske magters ligegyldighed over for det syriske folks skæbne, mens de modsatte sig deres direkte indblanding i konflikten og fordømte Golfmonarkiernes og Tyrkiets rolle med at fremme reaktionære kræfter i den syriske opposition.

 

Situationen blev yderligere kompliceret, da et fremadskridende ISIS truede den syriske venstreorienterede nationalistiske kurdiske bevægelse, den eneste progressive væbnede styrke, der dengang var aktiv på syrisk territorium. Washington kæmpede mod ISIS gennem en kombination af bombning og pinlig støtte til lokale styrker, der omfattede Iran-sympatiserenede militser i Irak og kurdiske venstreorienterede styrker i Syrien. Da ISIS truede med at overtage byen Kobane, der var kontrolleret af kurdiske styrker, blev disse reddet af amerikansk bombning og nedkastning af våben. Ingen i den antiimperialistiske bevægelse protesterede eller fordømte denne åbenlyse indblanding fra Washington – af den åbenlyse grund, at alternativet ville have været knusningen af en styrke knyttet til en venstreorienteret nationalistisk bevægelse i Tyrkiet, som alle på venstrefløjen traditionelt havde støttet.

 

Senere indsatte USA tropper på jorden i det nordøstlige Syrien for at støtte, bevæbne og træne de kurdisk-ledede syriske demokratiske styrker (SDF). Den eneste voldsomme modstand mod denne amerikanske rolle kom fra NATO-medlemslandet Tyrkiet, den nationale undertrykker af den største del af det kurdiske folk. De fleste antiimperialister forblev tavse (svarende til, at man undlod at stemme), i modsætning til deres holdning i 2011 til Libyen – som om støtte til folkelige oprør fra Washington kun kunne tolereres, når disse er ledet af venstreorienterede kræfter. Og da Donald Trump under pres fra den tyrkiske præsident meddelte sin beslutning om at trække amerikanske tropper ud af Syrien, udsendte flere fremtrædende personer fra den amerikanske venstrefløj – inklusive Judith Butler, Noam Chomsky, afdøde David Graeber og David Harvey – en erklæring der krævede, at USA ”fortsætter militær støtte til SDF” (dog uden at specificere, at det skal udelukke direkte intervention på stedet). Selv blandt de nye lejrtænkere fordømte meget få denne erklæring offentligt.

 

Fra denne korte oversigt over nylige komplikationer af antiimperialisme kan vi uddrage tre gennemgående principper.

 

Først og fremmest: Virkelig progressive holdninger – i modsætning til rødmalede undskyldninger for diktatorer – bliver dannet som en funktion af folks bedste interesse for demokratisk selvbestemmelse, ikke ud fra en automatisk reaktion af modstand mod noget, som en imperialistisk magt gør; antiimperialister skal “lære at tænke selv.”

 

For det andet: Progressiv antiimperialisme kræver modstand mod alle imperialistiske stater, og at man ikke stiller sig sammen med nogle af dem mod nogle andre.

 

Og sidst: Selv i undtagelsestilfælde, hvor intervention fra en imperialistisk magt gavner en emancipatorisk folkelig bevægelse – og selv når det er den eneste mulighed for at redde en sådan bevægelse fra blodig undertrykkelse – må progressive antiimperialister gå ind for fuldstændig mistillid til den imperialistiske magt og kræve, at dens indblanding bliver begrænset på en måde, der begrænser mulighederne for at dominere dem, som den foregiver at redde.

 

Alle de diskussioner, der står tilbage blandt progressive antiimperialister, som er enige om ovenstående principper, handler i det væsentlige om taktiske forhold. Hos lejtænkerne er der næppe nogen diskussion mulig: Grove beskyldninger og stråmandsargumenter er deres sædvanlige metode, i tråd med traditionen fra deres forgængere i forrige århundrede.

 

6. april 2021

 

Oversat fra International Viewpoint af Rasmus Keis Neerbek

Først bragt i The Nation

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com