Israel er en apartheidstat, der udfører en udmattelseskrig mod palæstinenserne. De behandler palæstinenserne som andenrangsborgere.

af Christian Juhl

Læsetid: 4 minutter

Israel er tilfreds med status quo: en uafklaret situation, hvor de langsomt, men systematisk kan opbygge deres bosættelser på Vestbredden og dermed gøre det umuligt for palæstinenserne nogen sinde at opbygge deres egen stat.

 

Israel går systematisk efter at bosætte sig på Vestbredden, så det bliver en del af Israel. Bosættelserne fortsætter, og undertrykkelsen fortsætter. Palæstinenserne kan ikke føle sig trygge på vej til eget hjem og heller ikke i eget hjem.

 

USA bakker Israel aktivt op. Det har vi især set, da Donald Trump var ved magten. Han gav grønt lys for at Israel kunne annektere dele af Vestbredden.

 

EU – mange ord, ingen handling

De europæiske lande er passive – nåh nej, det passer ikke. De europæiske lande laver masser af resolutioner og taler om, hvad man kunne gøre, men handler ikke.

 

EU kan opsige den privilegerede adgang til EU’s marked, som Israel har haft i mange år. Trump lavede en knibtangsmanøvre mellem Israel og Marokko. Marokko skulle anerkende Israels ret til at bosætte Vestbredden, og Israel skulle anerkende Marokkos ret til at have besat Vestsahara. Det var en uskøn aftale.

 

Der er to parter, en besætter Israel og et besat land, Palæstina. Ifølge folkeretten har dem, der er besat, ret til at forsvare sig, når alt andet går galt.

 

En tostatsløsning bliver mere og mere umulig, hvis ikke vi og andre lande reagerer mere end med ord. Tavshed fra mange europæiske lande virker som accept af, at tingenes tilstand kan fortsætte. Israel strammer kursen. De ser stort på menneskerettighederne. Der sidder op mod 8.000 politiske fanger i israelske fængsler, og nogle af dem er børn og unge. Det er svært at se, at der kommer resultater, så længe vi ikke gør op med USA’s dominans.

 

USA er ikke en troværdig forhandlingspart; de kan ikke facilitere en forhandling. De blokerer i et håbløst mindretal i FN. Det er svært at se, at der kommer resultater.

 

Boykot

Hvis ikke Danmark og EU vil bruge det økonomiske diplomati, f.eks. gennem en boykot af bosættervarer og en opsigelse af den privilegerede adgang til EU’s marked, så vil bosættelserne fortsætte.

 

Regeringen så tilsyneladende Benjamin Netanyahu og højrefløjen som en reel samarbejdspartner. Jeg var chokeret over at se den gedigne opbakning til Netanyahus valgkamp, som statsministeren gennemførte ved at tage ned og trykke manden i hånden midt i valgkampen. Han havde ét formål, og det var at vise, at han var salonfæhig, selv for et kritisk land som Danmark. Hvor bliver den kritiske eller den klare handling af, f.eks. gennem de økonomiske sanktioner?

 

For kort siden aftalte DSB, at virksomheden Alstom skulle stå for nye el-tog til Danmark for milliarder af kroner. Jeg rejste sagen overfor udenrigsministeren. Han bekræftede, at Alstom har forretninger i de israelske bosættelser, men at de har solgt den del fra.

 

I forrige uge fandt vi ud af, at Alstom i stedet for har købt virksomheden Bombardier Transportation, som driver en toglinje fra Tel-Aviv til Jerusalem, og som kører gennem besat område og udelukkende er for israelere

 

Så jeg sendte i torsdags endnu en henvendelse til udenrigsministeren. Det selvom at vi har fået vedtaget i Folketinget, at private virksomheder og offentlige institutioner skal afstå fra at lave aktiviteter, der gavner bosættelserne.

 

Alt for længe

Alt for længe har vi set passivt til at Israel udøver statsterrorisme.

Alt for længe har vi set passivt til, mens børn, ældre og gamle bliver fængslet.

Alt for længe har vi set passivt til, når Israel smider palæstinensere ud af deres boliger i Østjerusalem.

Alt for længe har vi set til, mens palæstinensernes rettigheder bliver krænket.

Alt for længe har vi set til, mens en hel palæstinensisk befolkning er lukket inde i et åbent fængsel, Gaza.

Alt for længe har bosættere stjålet mere og mere land på Vestbredden.

Alt for længe har  skiftende danske regeringer været ukritiske overfor Israel og USA.

 

Tiden er inde

EU må lukke markederne for israelske produkter. Vi må oplyse om forholdene, lave solidaritetsmøder, boykotte Israels dadler, appelsiner og andre varer i supermarkederne.

 

Tiden er inde til et frit Palæstina – eller en et-statsløsning i en demokratisk og sekulær stat. Tiden er inde til at sikre det palæstinensiske folk menneskerettigheder og demokrati.

 

Artiklen er en redigeret version af et oplæg, Christian Juhl holdt på Socialistisk Sommerseminar 18. juli 2021.

 

Læs også: Folketingets vedtagelse om situationen på Vestbredden 7. april 2021.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com