Poul Le Blancs bog er en særdeles læseværdig introduktion for enhver, der ønsker at kende til Rosa Luxemburg og hendes bidrag til revolutionær teori og praksis.

af David Kellaway

Den består af en blandet samling af essays skrevet gennem de sidste 20 år og omhandler så forskellige emner, som en præcisering af debatten mellem Lenin og Luxemburg om det interne partidemokrati til fantasifulde betragtninger om Luxemburgs forhold til sin kat, Mimi og til naturen.

 

Man kan læse lidt her og der. Essayene fører os videre til Rosa Luxemburgs egne tekster eller til andre skribenters kommentarer om hende. Selvfølgelig er der en del gentagelser i en sådan samling, så hvis man ønsker en mere detaljeret og grundig analyse, skal man i stedet læse andre af Poul le Blancs værker.

 

Nye generationer bliver aktive på venstrefløjen og indenfor progressivt politisk arbejde, men kender måske ikke den klassiske marxistiske tradition fra begyndelsen af det 20.århundrede. Her vil denne bog være en fremragende brobygger. En styrke ved den marxistiske tradition fra USA er dens klarhed i fremstillingen i forhold den, man finder hos nogle europæiske intellektuelle. Forfatteren til denne bog hører helt klart hjemme i den første kategori.

 

Rosa Luxemburg blev født i Polen året efter Pariserkommunen i 1871, hun blev aktiv på den revolutionære scene i Polen, Rusland og Tyskland, og boede i Warszawa, Zürich, Paris og Berlin. Hun gik sammen med Lenin, Trotskij og et lille mindretal i det tyske Socialdemokrati imod første Verdenskrigs inter-imperialistiske nedslagtning. Det medførte et toårigt fængselsophold.

 

Da hun blev løsladt, helligede hun sig sammen med andre kammerater som Karl Liebknecht og Clara Zetkin, arbejdet for at støtte den russiske revolution og opbygge en revolutionær venstrefløj, Spartakusforbundet, som var i opposition til Bernsteins og Kautskys socialdemokrater (De var begge medlemmer af Det Uafhængige Socialdemokrati o.a.), der nu sad i regeringen for Weimar republikken. Selvom om hun fandt det uklogt, igangsatte Spatakusforbundet en væbnet opstand, der endte i en katastrofe.

 

Socialdemokraterne tillod, at hun blev udleveret til Frikorpsene (en forløber for nazisterne), der brutalt myrdede hende og Karl Liebknecht. Hendes lig blev kastet i den kanal, der løber gennem Berlin. Hun blev 48 år.

 

Den officielle kommunistiske bevægelse skrev – da den var blevet staliniseret – hende ud af historien ved meget vedholdende at overdrive hendes uenigheder med Lenin. Først med udviklingen af den anti-stalinistiske venstrefløj i slutningen af 1950’erne, er hendes liv og arbejde blevet meget bedre kendt.

 

Hvorfor er hun relevant i dag?

Jeg mener, der er fire hovedgrunde, som Le Blanc opridser:

 

At overvinde dilemmaet mellem reform og revolution

Bernstein var en vigtig skikkelse indenfor den tyske og internationale socialistiske bevægelses (Frederick Engels havde udpeget ham til at varetage Karl Marx’ litterære arv). Bernstein stod frem som en åben støtte af reformismen. Hans argumenter, der er blevet gentaget af reformistiske politikere og tænkere utallige gange siden, var at kapitalismen havde overvundet sine tendenser til krise, og at modsætningen mellem arbejdere og kapitalister var blevet svækket snarere end skærpet. Indenfor denne forståelse skulle den socialistiske bevægelse arbejde for gradvise reformer som en strategi frem for en revolutionær omvæltning af systemet. Da rosa Luxemburg var 28, udgav hun i 1899 pamfletten ”Reform eller revolution”, hvor hun behandlede alle Bernsteins argumenter.

 

Dette er meget relevant for socialister, der arbejder indenfor Labour i dag. I normale tider tænker ledelsen i Labour groft sagt efter den linje Bernstein har udstukket. Corbynismen afbrød til en vis grad dette, men i dag lyder Starmers endeløse snak om ’national interesse’, ’national konsensus’ og ’at søge konstruktive løsninger’ som et ekko af Bernstein.

 

Luxemburg afslører idealismen, manglen på forbindelse til materiel udbytning, klassekamp og kapitalistisk krise i denne tilgang:

 

”Teorien om at basere socialismen på en moralsk forestilling om retfærdighed, på en kamp mod fordelingsmåden, på at se klassemodsætninger som en modsætning mellem fattige og rige, om bestræbelsen på at overføre det ”kooperative princip” til den kapitalistiske økonomi. Alle disse rare forestillinger finder man i Bernsteins doktrin.” (Fra ”Reform og Revolution”.)

 

Det lyder som meget af den samme ideologi, der lyder fra det stærkt Fabian, inspirerede skyggekabinet. Luxemburg giver os alternativet.

 

”Den særlige karakter af vores bevægelse beror netop på, at det for første gang i historien er folkemasserne selv, der i modsætning til den herskende klasse der vil gennemtvinge deres vilje. Masserne kan kun skabe denne vilje i en konstant kamp mod den eksisterende orden. Foreningen af de brede folkemasser med det formål at gå videre end den eksisterende sociale orden, foreningen af de daglige kampe med den store verdensomvæltning, det er opgaven for den socialdemokratiske bevægelse, som må famle sig vej mellem to faldgruber: opgive partiets massekarakter eller opgive det endelige mål, blive opslugt af sekterismen eller den borgerlige reformisme, anarkisme eller opportunisme.” (Reform eller revolution).

 

Hun argumenterer mod en sekterisk tilgang, hvor man ignorerer hverdagens kampe, og kun udfører propaganda, såvel som at begrave sig indenfor et masseparti som Labour og håbe på et nyt opsving for venstrefløjen til at generobre partiet.

 

En feminist og en mensch

Rosa forholdt sig ikke specielt til det feministiske spørgsmål på samme måde som andre kvindelige ledere som Kollontai. Hun ønskede ikke at blive en marginaliseret talsperson for kvinder (side 19). Men hun havde en forståelse for forholdet mellem kvindernes frigørelse og arbejderklassens. Her er hvad hun skrev i 1902:

 

”Med kvinders politiske frigørelse vil en kraftig frisk vind blæse ind i [den socialistiske bevægelses] politiske og åndelige liv og fordrive den kvælende atmosfære af småborgerligt familieliv, der tydeligvis smitter af på også vores partimedlemmer, arbejdere såvel som ledere. (p.19).

 

Hun var aldrig afhængig af en mand, og hun brød med sin store kærlighed, Leo Jogiches, efter at han tilstod en affære, men hun fortsatte et politisk arbejdsfællesskab med ham. Marguerite Von Trottas film, Røde Rosa, viser disse forhold ganske godt. Hun havde adskillige kærester, herunder en yngre, Clara Zetkins søn. På den tid ville det blive set som noget chokerende, også indenfor det Socialdemokratiske hierarki.

 

Det er klart, at som en stærk kvinde indenfor den mandsdominerede ledelse af verdens største arbejderparti, var hun nødt til at være stærk. Le Blanc foreslår, at hendes outsider perspektiv måske gjorde det lettere at sætte fingeren på, hvordan den omsiggribende reformisme ødelagde partiet som en kraft i klassekampen.

 

Le Blancs bog fanger i høj grad Luxemburgs entusiasme og engagement gennem hendes livs op- og nedture. Hendes socialisme var ikke en abstrakt teori, hvor man kunne sidde i toppen af et apparat bestående af fagforeninger og millioner af medlemmer og indvarsle socialismen, mens kapitalismen kollapsede på grund af sine egne modsætninger. Til forskel fra Bernstein, Bebel og SPD-ledelsen vidste hun, at kapitalens magt ikke ville blive brudt uden virkelige massekampe udenfor parlamentet, og hun var også meget bevidst om at fiasko ville føre til barbari. Resultatet af at SPD kapitulerede og stemte for krigsbevillingerne til at forsvare den tyske nation i august 1914 var Den Store Krigs barbari. Dette valg mellem socialisme og barbari som Luxemburg beskrev, er endnu mere tilfældet i dag hvor planeten trues af udslettelse.

 

For hende var det at være socialist ikke et barskt opofrende slid, men tværtimod at omfavne det bedste i livet:

 

”At være mensch [et menneske] er hovedsagen. Og det betyder at være direkte, legende og munter. Ja munter på trods af alt og alle – for klynken er for de svage. At være et mensch betyder, at man om nødvendigt glad og gerne kaster sit liv ind i skæbnens store hjul, men samtidig nyder hver smuk dag og enhver smuk sky” (s.27)

 

En åben teori om imperialisme

Paul Le Blanc udpeger tre dele af Luxemburgs hovedværk, *Kapitalens akkumulation*, der er særlig relevante for socialister i dag (s.102).

 

a.       for at holde kapitalismen i gang er det nødvendigt for kapitalister at ekspandere ud i ”ikke kapitalistiske” områder, geografiske områder, som befinder sig uden for den kapitalistiske økonomiske sfære.

b.       Imperialismen er ikke begrænset til det ’højeste stadie’ af kapitalismen (som Lenin fremførte), men er noget, der kan findes allerede i kapitalismens begyndelse (…) og som fortsætter non-stop (…) frem til nutiden.

c.      Hendes antropologiske følsomhed over for den kapitalistiske ekspansions indvirkning på verdens mangfoldige folk og kulturer. ”Den utøjlede grådighed … er ikke i stand til at se langt nok til at anerkende værdien af en ældre civilisations økonomiske højdepunkter”. (s.103)

 

Denne fortsatte ekspansion kan tolkes som en indtrængen i alle områder ”også i vores kroppe, vores familieliv, vores venskaber, vores kreative drivkraft, vores seksualitet, vores drømme og utallige fællesskabs-, sociale og kulturelle aktiviteter (…) afspejlet i glubske kampagner for privatisering såvel som i grasserende forbrugerisme”.

 

At leve sammen med Big Tech i dag føles i høj grad som dette. Livet under nedlukningen under den nuværende krise har fået nogle mennesker til at tænke over deres liv og forbrugerismen, der begrænser os. Selv der, hvor arbejderklassen kampe historisk har bragt os ikke-kapitalistiske goder som det National Health Service eller lokale offentlige services, forsøger kapitalen ubønhørligt at trænge ind i disse områder for at opretholde profitraten.

 

Hendes bekymring for før-moderne samfund lyder som økosocialister, der arbejder med oprindelige folk, og som ser nogle af deres fællesskaber på steder som Peru, som noget der foregriber, hvordan socialismen vil forholde sig til Moder jord (jf. Hugo Bancos indsats)

 

Hvorfor demokrati og socialisme ikke kan adskilles

Den måske største konsekvens af den stalinistiske kontrarevolution i Rusland har været, hvordan arbejderbefolkningen i de udviklede lande i Vesten har identificeret socialisme med total mangel på reelt demokrati. Som Le Blanc forklarer, har nogle koldkrigere endda forsøgt at tage Luxemburg til indtægt for anti-kommunismen på baggrund af hendes stilling i den store diskussion i på Det Russiske Socialdemokratis partikongres i 1904, som førte til splittelsen mellem bolsjevikker og mensjevikker og de kritiske bemærkninger hun har om Rusland efter revolutionen.

 

Han forklarer at Luxemburg altid forblev tro mod ideen om et revolutionært avantgardeparti og forsvarede den russiske revolution. Hendes sidste kamp handlede ikke bare om en sejr for de tyske arbejdere, men om at skabe grundlaget for det vitale gennembrud i Vest, der kunne udgøre en livline for den russiske revolution. Hun var ingen tilhænger af socialisme i et land.

 

Læsere, der er interesserede i debatten om det interne partidemokrati i 1904, skal besøge kapitel 4 i denne bog, der på en fin måde reder trådene ud i den virkelige debat mellem Rosa og Lenin.

 

I kritikken a de russiske kammeraters forbud mod partier og fraktioner i det post-revolutionære Rusland er Rosa Luxemburg endnu mere forudseende og har i det store hele ret. Det er værd at læses dette afgørende citat:

 

”Uden almindelige valg, uden ubegrænset pressefrihed og frihed til at forsamle sig, uden en fri brydning mellem meninger, vil livet uddø i de offentlige institutioner, det vil blive reduceret til en skygge, hvor det eneste aktive element er bureaukratiet. Det offentlige liv vil lidt efter lidt falde i søvn, nogle få dusin partiledere med en uudtømmelig energi og ubegrænset erfaring leder og regerer (…) en elite af arbejderklassen bliver fra tid til anden inviteret til møder, hvor de får lov til at klappe ad ledernes taler og vedtage de foreslåede udtalelser i enstemmighed. (s.62).

 

Som en beskrivelse af det, der faktisk er sket i alle ikke-kapitalistiske overgangssamfund, er dette særdeles præcist.

 

Hun forstod også den historisk materialistiske årsag til at revolutionært demokrati er vigtigt.

 

”Til forskel fra den borgerlige revolution, hvor der ikke var behov for politisk træning og uddannelse af hele folket (…) er det en livsnødvendighed for det proletariske diktatur (…) Socialisme i virkeligheden kræver en total åndelig omvæltning (…) den eneste vej til en genfødsel er gennem det offentlige livs skole i sig selv, det mest ubegrænsede, bredeste demokrati og offentlige meningsdannelse.”

 

En del af hendes eftermæle er at hun – som Trotskij – talte for en anden version af socialisme end stalinismens falske. Det ville have været sværere i dag at overbevise folk om socialismen, hvis den eneste historiske overlevering havde været fra folk, der sagde, at stalinismens vej var den eneste mulige.

 

Kærlighed til fugle (og til hendes kat Mimi)

John Berger har skrevet et par smukke sider kaldet En gave til Rosa Luxemburg (i Landscapes, Verso 2016 s. 87 ff.). De handler om Rosas kærlighed til naturen og især om de fugle, hun kunne høre, da hun sad i fængsel. Det følgende er fra et brev, hun skrev, som citeres af Berger:

 

”Den, der har gjort mest for at genoprette min fornuft, er en lille ven, hvis billede jeg vedlægger. Denne kammerat med det kække næb, det stejlt rejste hoved og øjne, der lyser af kender-det-hele, hedder  … en havesanger. Denne fugl er noget af en særling. Han synger ikke bare en sang eller melodi, som andre fugle, nej han er en gudsbenådet offentlig taler. Han bliver ved og ved, holder sine taler til haven og det med en meget høj stemme fuld af dramatisk indlevelse, springer mellem overgange og passager med højstemt patos.”

 

Vi lytter til fuglene under nedlukningens stilhed, idet vi tænker tilbage på vores kampe.

 

Poul Le Blanc: The Living Flame – the revolutionary passion of Rosa Luxemburg, Haymarket books 2019

 

Oversat fra Socialist Resistance af Bodil Rasmussen

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com