I den nuværende krise har vi behov for at gennemgå og revidere de gamle noter fra diskussionerne om strategi og partiorganisering. Det kan hjælpe os til at opbygge robuste og modstandsdygtige sociale alternativer.

af Julia Cámara

Uanset hvor lang tid der går, hvor meget man udråber historiens afslutning eller udsteder en dødsdom over de store fortællinger og andet ordskvalder, så vender debatten om strategi og organisation altid tilbage. Disse spørgsmål har været et grundlæggende tema for politisk handling og er igen og igen blevet sat til debat på venstrefløjen. Diskussionen har stået på siden arbejderbevægelsens start, allerede fra bevægelsens fosterstadium i det 19. århundrede, og eksplicit siden Lenin skrev om taktik-som-plan, og siden de revolutionære brød med Socialdemokratiet.

 

Det er sandt, at spørgsmålet om organisation og spørgsmålet om strategi kan adresseres hver for sig, men i praksis (og også teoretisk uundgåeligt) bliver de altid fremlagt som gensidigt forbundne, og det i en grad, hvor det er nødvendigt at beskæftige sig med begge for at give en dybtgående forklaring på hver enkelt af dem. Gennem det 20. århundrede gav de forskellige kombinationer og konjunkturelle forgreninger anledning til mange debatter og konkrete formuleringer: Hvad er en revolutionær organisation, den tilbagevendende debat om reform eller revolution, formuleringer om folkefront, opfattelsen af ​​enhedsfronten, masse- eller avantgardepartiet, taktikken med entrisme eller de to store strategiske hypoteser, der var dominerende i det forrige århundrede (generalstrejke-opstanden og den langstrakte folkekrig) er blot nogle eksempler. Formålet med denne tekst er ikke at gå ind i hver af disse debatter, men at tilbyde nogle grundlæggende værktøjer for at orientere os teoretisk og i vores politiske praksis.

 

For i disse forvirrede tider med en tilsløret horisont, er det enormt vigtigt at få genskabt fokus og tænke over, hvordan vi organiserer os for at gøre det muligt.

 

Nogle grundlæggende begreber

Vores strategiske forståelse er baseret på en række begreber, der er udviklet ud fra den historiske erfaring. Det er ikke muligt at behandle dem alle her, og det ville heller ikke give mening bare at remse dem op. Mange vil dukke op i den følgende tekst. Men jeg vil gerne dvæle et øjeblik ved nogle af dem, før jeg fortsætter, fordi de giver et teoretisk grundlag for resten af ​​ideerne.

 

I 1915 begyndte Lenin i Opportunismen og Anden Internationales Sammenbrud at udvikle ideen om den revolutionære krise. Populært kendt som “når dem i toppen ikke længere kan, og dem på bunden ikke længere vil, og dem i midten tvivler og tipper mod dem på bunden” – så har vi en krise i alle de sociale relationer såvel som en national krise. Denne opfattelse introducerer ideen om, at under særlige og relativt ekstraordinære omstændigheder kan staten og hele systemet blive så sårbart, at det er muligt at smadre. At dette ikke sker på et hvilket som helst tidspunkt, og at klassekampen derfor foregår i en rytme med brudflader og afbræk, som skal tænkes ind i en kriseforståelse.

 

Det andet koncept er den politiske begivenhed. Lenin forstod, at denne krise kan eksplodere ved ethvert brud, at alle det kapitalistiske systems modsætninger kan, i komprimeret form, komme til udtryk i enhver konflikt, selvom den ved første øjekast ser ud til kun at være afgrænset: Et studenteroprør, et demokratisk krav, en mobilisering af kvinder eller en national konflikt er nogle af de eksempler, vi har set gennem historien. Det er dette øjeblik, med skærpede modsætninger og krisens udbrud, som er den politiske begivenhed. At vide, hvordan man kan identificere begivenheden, udnytte modsætningerne og løse en krise med succes, kræver en bevidst indgriben. Det vil sige, at det kræver politisk organisering. For når man taler om strategi, så indebærer det at tale om initiativ, beslutning, projekt, implementering og magtforhold.

 

Politisk tid er derfor ikke en lineær tid, hvor udviklingen bevæger sig gradvist fremad, men snarere en tid med afbræk, kriser og brud på den historiske normalitet, som vi skal være forberedt på, og som vi skal forstå at udnytte. Daniel Bensaïd talte om tomme tider og tætte tider, det vil sige perioder, hvor intet sker, og perioder, hvor tiden pludselig går hurtigere, og der er plads til mange flere ting. Revolutionær politik hører også hjemme i denne politiske tid, hvor det gælder om at vide, hvordan man reagerer på hastige ændringer.

 

Endelig beskrev Trotskij revolutionen som ”massernes voldsomme indtræden på den scene, hvor de selv afgør deres skæbne.” Eller for at sige det på en anden måde: ​​Arbejdernes frigørelse er dens eget værk. Dette kan blandt andet ses som et advarselssignal til dem, der ikke længere ønsker at frigøre masserne fra fremmedgørelse: Ved at indgå i regeringen med egne hensigter, glemmer man at være bevidst om, hvordan man deltager i den. Vi vil udvikle denne varetagelse senere.

 

Om strategien

En af de tilbagevendende diskussioner på den radikale venstrefløj er den såkaldte debat om parti og bevægelse. Eller sagt på en anden måde: Hvilken relation skal den politiske organisation (partiet) have til det, vi nu kalder sociale bevægelser eller til det, man for et århundrede siden, kaldte arbejderbevægelsen?

 

Sandheden er, at det politiske og det sociale udgør to dybt indbyrdes forbundne felter, men med hver sine karakteristika, hver sine rytmer og hvert sit liv. Dette til trods for de bureaukratiske og populistiske forsøg på at gøre reelle problemer til en marginal del af den politiske kamp og de post-autonome teoretikeres påstande om, at den politiske kamp kan opløses i de sociale kampe. ​​Den politiske kamp kan ikke reduceres til en forlængelse af den sociale kamp: Den styres af sine egne regler og udspiller sig på sin egen bane. Den politiske kamp er strengt taget kampen om magten. Ikke i grov eller politisk forstand, men i sin dybeste dimension. At opbygge en antikapitalistisk og revolutionær strategi kræver overbevisning om, at arbejderklassens erobring af magten er mulig. I modsat fald vil den uundgåeligt ende med bevæge sig hen imod noget andet: mod en dynamik med daglig modstand, i bedste fald, men hvor man har opgivet ideen om en grundlæggende samfundsforandring.

 

En revolutionær strategi indebærer, at man tager revolutionens aktualitet i betragtning. Ikke aktualitet i den forstand, at den kommer til at foregå i morgen, men at det er en mulighed i vores tid. Revolutionens aktualitet fører til, at man tager forskud på den, at man forsøger at bringe revolutionen til nutiden og bringe nutiden til revolutionen. Revolutionen fungerer samtidig som regulator for horisonten af vores handlinger her og nu: Hvis revolutionen ikke er i vores horisont fra begyndelsen, er der ringe chancer for at nærme sig den. Hvis vi derimod er i stand til at forestille os den, vil vi i stedet forsøge at orientere os mod den. Her kommer politik som strategisk kunst ind, vores kollektive evne til at afprøve vores strategiske hypoteser i virkeligheden. Den politiske kamp sker nemlig hverken med fantasifulde garantier eller med improvisationer uden fundament, men skal snarere bygge på en stærk hypotese, med andre ord på en velbegrundet indsats. Men uanset hvad, forbliver enhver hypotese ikke desto mindre et væddemål. At angribe virkeligheden med en strategisk orientering er således en forudsætning for sejr, selvom det ikke er en garanti.

 

Denne måde at forstå den politiske kamp (revolutionens aktualitet, revolutionen som en horisontens regulator og udarbejdelsen af ​​strategiske hypoteser, der skal bekræftes af virkeligheden) har to sammenflettede styrker. Den første er, at den bryder med billedet af den politiske kamp som en udvikling i etaper – en historisk arv fra det klassiske socialdemokrati – og som vi har set, svarer det ikke til virkeligheden i den politiske tid med afbræk og kriser. Den anden er, at det giver mulighed for at reagere succesfuldt på de afbrudte rytmer i den politiske tid, at forudse kriser og forberede sig på nye tendenser og udviklinger.

 

Fremtiden er således ikke det uundgåelige resultat af en kæde af årsager. Tværtimod er fremtiden selv årsagen til, at vi træffer den ene eller den anden beslutning i nuet. Det er det, som regulerer vores politiske praksis. Og samtidig er vores evne til at forestille os nutiden betinget (men ikke bestemt) af vores forståelse af fortiden. At frigøre sig fra forudbestemt målpolitik, – hvor alt uundgåeligt sker og intet kunne have været anderledes, at frigøre sig fra den mekaniske stivhed, som forveksler betingelse med bestemmelse, og som fjerner historiens subjektive faktor, det er en nødvendig forudsætning for strategisk tænkning. Daniel Bensaïd udtrykker det med en sætning, som jeg altid har værdsat: “fortiden er fuld af nutider, der aldrig er blevet realiseret”.

 

I modsætning til dem, der skriver historien som det uundgåelige, når den allerede er foregået, handler det om at forstå, at der altid var og altid er tale om en række reelle muligheder. Hvorvidt en af ​​dem endeligt ender med at blive realiseret, afhænger grundlæggende af styrkeforholdet mellem klasserne og klassekampens niveau. Historien om den spanske overgang [fra Franco-diktaturet til parlamentarisk demokrati, o.a.] og de højt besungne Moncloa-pagter er et godt eksempel på, hvordan diskursen om, hvad der skete, skete, fordi det var den eneste mulighed, og skjuler dermed en legitimering af ​​politiske beslutninger og handlinger, der bidrog til at kortslutte andre udfald, som på et bestemt tidspunkt også var mulige.

 

At skubbe i den ene eller i den anden retning – det er her, at spørgsmålet om strategi begynder. Hvorvidt hypoteserne er vellykkede, afhænger blandt andet af opsamlet historisk erfaring, styrkeforholdet, evnen til at analysere den nationale eller statslige situation samt forankring i og tilknytning til massebevægelserne. Og på trods af alt dette, er det altid muligt at fejle.

 

I den revolutionære venstrefløjs tradition er strategien det grundlag, hvorpå man skal samle, organisere og uddanne aktivisterne. Det er et spørgsmål om at ville omstyrte borgerskabets politiske magt. Og hvis politik indebærer en kamp om magten, indebærer det et arbejde for at opbygge flertal. Eller sagt på en anden måde: at have viljen til samling, ikke kun splittelse. At bryde med mindretals-fatalismen som dem, der altid er anderledes (og beklage, at ingen forstår os) for at opbygge, med Gramscis termer, et projekt for en modmagt og ikke kun et politisk alternativ. At forsøge at ændre styrkeforholdet er et af de underliggende spørgsmål i al strategisk tænkning, og den eneste mulige metode er at prøve og at fejle, evnen til at rette op og opsamle erfaring. Her kommer organisationens rolle ind i billedet.

 

Om organisationen

Jeg vender tilbage til Lenin og et andet af hans vigtigste bidrag: forholdet mellem klasse og parti. I pamfletten ”Hvad bør der gøres” gør han op med forvirringen: Partiet er ikke lig med klassen, men organiserer snarere en gruppe individer med et højt bevidsthedsniveau og med en strategisk enighed i bred forstand. Herfra stammer to spørgsmål, der ofte blev genrejst i venstrefløjens debat i det forrige århundrede: debatten omkring avantgardebegrebet, og om der eksisterer partimodeller, der er mere rigtige end andre. Vi vil tale om dette senere. Min pointe er, at Lenin aldrig sagde, at den revolutionære organisation var en legemliggørelse af den samlede arbejderklasse. Det er snarere et klasseprojekt, et instrument til at optimere klassens samfundsforandrende kraft.

 

En vigtig konklusion er, at hvis partiet ikke omfatter hele klassen, så er der plads til flere partier. Forsvaret for pluralisme har været en fundamental grundsten for hele den revolutionære marxisme gennem det meget vanskelige 20. århundrede. Til en start fordi socialistisk demokrati kun kan læres gennem praksis. Men dernæst, men ikke mindst, fordi den omtalte pluralitet er uundgåelig. Dette vil jeg forklare nærmere.

 

Trotskij havde ret i at understrege, at partier – ud over den velkendte ambition om at repræsentere bestemte klasser eller dele deraf – også er bærere af ideologi og strategiske linjer. Og det er umuligt (selve kapitalismen forhindrer det), at arbejderklassen er ideologisk homogen. Dette skyldes ikke primært en bevidst og massiv manipulation, men er det direkte resultat af den eksisterende økonomi og samfundsmekanismes påvirkning af de undertryktes bevidsthed. En massernes fælles klassebevidsthed kan kun opnås – og ikke uden modsigelser – under en revolutionær proces. Pluralisme er derfor ikke udelukkende et demokratisk ønske, det er også uundgåeligt: Hvis revolutionære organisationer, forstået som sådan, udtrykker ideologiske-strategiske forslag, må vi forvente, at forskellige ideologiske forslag fra den samme klasse vil eksistere (og konkurrere).

 

Lad os vende tilbage til begrebet avantgarden. Den leninistiske afgrænsning af partiet i forhold til klassen er for ofte blevet fortolket som en total adskillelse, hvor den formodede avantgarde bliver gjort til en gruppe lyse hoveder isoleret fra den virkelige bevægelse. Men sådan er det ikke. Bolsjevikpartiets historie viser, at der ikke kan eksistere nogen selvudnævnt avantgarde. Den må, med Ernest Mandels ord, vinde den historiske ret til at agere som avantgarde. Og denne ret kan kun vindes ved deltagelse i massekampen. Ingen bliver leder eller spiller en ledende rolle, hvis man ikke vinder denne position gennem massernes kamp.

 

I den revolutionære venstrefløjs historie har de bedste teoretikere altid været ledere, og mange af de bedste ledere har ydet vigtige teoretiske bidrag. For blot at nævne nogle, som vi allerede har været inde på: Lenin, Gramsci eller Bensaïd. Det samme gælder dem, der især er anerkendt for deres ledende rolle, som Che Guevara, hvor vi finder, at hans teoretiske produktion er mere omfattende end antaget. Det viser, hvordan partiet, den politiske organisation, er et samspil mellem teori og praksis.

 

Partiet udvikler således strategiske hypoteser. De er ikke grebet ud af luften, de bygger derimod på de historiske erfaringer. Partiets aktivister lærer af de sociale kampe, som de selv deltager i, og på baggrund af de opsamlede erfaringer og den kollektive hukommelse bliver organisationen til en drivrem i dobbelt forstand. På denne måde er partiet både producent og produkt af massernes revolutionære aktioner.

 

Et andet aspekt af vores forståelse af den politiske organisation er – ud over partiet som bindeled mellem teori og praksis – er det strategiske parti. Et strategisk parti forholder sig strategisk til virkeligheden, som ikke blot uddanner og støtter massernes erfaringer, men også er i stand til at organisere fremskridt og tilbagetrækninger, justeringer, rytmer og momenter, der opstår i kampen. Et parti, der forstår, hvordan man manøvrerer i en tid med politiske kriser.

 

Endelig spiller partiet en ledende rolle i en historisk blok, der er sammensat af en galakse af forskelligartede former for organisatoriske udtryk blandt underklassen i det, Gramsci kalder civilsamfundet (det førnævnte sociale område, til forskel fra den politiske sfære eller Gramscis politiske samfund). Med historisk blok mener vi en koordineret bevægelse, der kollektivt ser ud over snævre egeninteresser og opfatter sig selv som en fælles opposition til magthaverne. Partiet har til opgave at hjælpe bevægelsen i denne proces, at udvikle og organisere netværk og tilbyde en fælles vision og en strategisk hypotese.

 

Det er vigtigt at understrege, at det ikke handler om at opbygge et politisk lederskab, som skal realisere et projekt uden for bevægelsen. Vi husker Mandels understregning af, at man må vinde retten til lederskab, altså at det skal anerkendes af masserne. Og når vi anerkender, at der er en mangfoldighed af politiske organisationer, anerkender vi også den ideologiske debat og konkurrencen om strategiske hypoteser, som kæmper indbyrdes om at blive testet i virkeligheden, hvilket ikke vil være muligt uden at være rodfæstet i massebevægelsen. Partiet fremstår således som politisk ledelse af den historiske blok, men opnår denne rolle som et udtryk for en målsætning, som masserne har accepteret og anerkendt som deres egen.

 

På dette tidspunkt forekommer det vigtigt for mig at indskyde nogle underpunkter. Vi har talt om partiet og den politiske organisation som synonymer, men der findes i virkeligheden også andre former for politisk organisering.

 

1)      Bag den tilbagevendende kritik af partiformen gemmer sig mange gange grupper af politiske organisationer, der også bevæger sig inden for ideologiske afgrænsninger og med strategiske hypoteser, og som ikke fungerer som partier, men som lobbygrupper. Det afføder store demokratiske problemer såvel internt (hvem og hvordan tages beslutninger, debatstrukturer og -deltagelse) som eksternt: mangel på transparens, ingen ved, hvem de andre medlemmer er, eller på grundlag af hvilke kriterier. Ofte skjuler de deres egen eksistens osv.

 

2)      På den anden side må man ikke forveksle partiet (partierne) med de institutioner for politisk kamp, som arbejderbevægelsen på konkrete historiske tidspunkter selv skaber. Når klassen som sådan definerer sig som et revolutionært alternativ (når der opstår og udtrykkes en ny historisk blok), opstår nødvendigheden af uafhængige enhedsorganisationer med den dobbelte funktion dels at være organer for modmagt til det kapitalistiske samfund og dels som instrumenter til at uddanne masserne i socialistisk selvforvaltning. Det kendteste historiske eksempel på denne type organisering er sovjetterne, som blot er det russiske ord for (arbejder)råd. Partierne (baseret på den ønskværdige pluralisme) deltager i og påvirker (intervenerer) i sovjetterne, men de er meget mere end summen af partierne: Sovjetterne er det instrument, som arbejderklassen udruster sig med henblik på sin egen befrielse. Som sådan er de den politiske organisationsform, som forbinder klassen og dens bevidsthed.

 

Når vi vender tilbage til Gramsci og hans fortolkning af Lenin, kan vi sige, at vægten skal lægges på den direkte sociale agent, arbejderklassen. Kun på denne måde kan der etableres en dialektik mellem klasse og politisk ledelse, der hindrer partiet i at blive et organ, der ikke bare er afgrænset i forhold til klassen, men adskilt og fremmed for den.

 

Der må her tilføjes to vacciner i forhold til de ovennævnte idéer. Den første er en pluralistisk og demokratisk organisering som modvægt til den konstante fare for bureaukratisering. Mangfoldighed og demokrati udadtil (anerkende legitimiteten af klassens egne institutioner, ærlig og loyal deltagelse i massebevægelsen) og internt (demokratisk centralisme som ovenfor beskrevet, græsrøddernes kontrol, permanent uddannelse af medlemmerne, så de er i stand til at deltage i diskussioner og udvikling af strategier, tidsbegrænsede mandater, kollegiale ledelser, tendensfrihed og ingen bundne mandater).

 

Den anden vaccine: solide bånd og forankring i den virkelige bevægelse (på det sociale område eller civilsamfundet) som et værn mod institutionalisering, integration i statsapparatet og kapitalistisk tilpasning.

 

Skitse til et forslag

Indtil nu har det været tydeligt, hvordan diskussionerne om strategi og organisation krydser og fletter sig ind i hinanden: Det er umuligt at overveje, hvilken organisation vi ønsker, uden samtidig at tænke på, hvorfor vi gerne vil have den. Daniel Bensaïd ville have spurgt, om man kan, og om man vil, lave revolution. Er svaret ja, hvilke redskaber er så brugbare? For hvad angår den revolutionære organisering, er formen en del af indholdet.

 

Partiformen er altid betinget af den historiske virkelighed. Hermed svarer vi på det åbne spørgsmål fra før, om der findes modeller, som i sig selv er bedre eller mere revolutionære – en idé, som mange angiveligt marxistiske grupper gentagne gange er faldet for, og som i bund og grund er dybt anti-leninistisk. Det, vi har, er kriterier, referencer og retningslinjer, men den type parti, vi skal opbygge i dag, skal svare til den konkrete globale situation og styrkeforholdet mellem klasserne, til krisesituationen og til udviklingen af ​​arbejderklassen og de sociale bevægelser.

 

Den store udfordring for den sociale revolutions er, at det er den første i historien, hvor aktørerne på forhånd har en bevidsthed om, hvad de vil opnå. Den politiske kamp er essentiel for at opnå målene, da den har en indflydelse på graden af klassebevidsthed, på opsamlingen af erfaringer og – når en revolutionær krise indtræffer – også på en ændring i styrkeforholdene. Bevidst ledelse er derfor en central forudsætning for, at den sociale revolutions kan sejre.

 

Og i denne forstand er Lenin vigtigste kriterier for partiopbygning stadig gyldige og korrekte i dag. Vel at mærke kriterier, ikke modeller:

 

1)      Et afgrænset og aktivistisk parti, som sikrer en kontinuitet i den kollektive bevidsthed (som svinger op og ned). Det vil ikke altid få det samme udtryk, og det er klart, at det i dag er nødvendigt at lave forskellige tilpasninger, så det passer til det liv, vi har under senkapitalismen. Men det er afgørende at bevare den aktive kerne og ikke resignere i form nedlæggelse af sit netværk eller forlade sig på modeller med urafstemninger.

 

2)      Et parti, der forpligter sig til politisk aktion i hele samfundet. Som ikke forholder sig passivt til selv den mindste uretfærdighed, som deltager i alle lokale kampe og kampe på alle områder, og som ikke isolerer sig i periferien af konkrete konflikter. Det gælder alle arbejdsområder, hvad enten det er den faglige kamp eller arbejdet i de folkevalgte organer.

 

3)      Et reagerende parti, der er i stand til at handle på uforudsete begivenheder. Med en skolet medlemsskare, der er vant til demokratisk politisk debat, og som er i stand til at manøvrere og foretage skarpe kursændringer og stadig hænge sammen.

 

4)      Et parti, der er i stand til at præsentere en samlet vision. Med andre ord at handle med en strategisk vision, at formulere strategiske hypoteser, at bidrage til at skabe den historiske blok i kraft af sin forankring og sit arbejde i de sociale bevægelser.

 

5)      Og til sidst et parti, der er i stand til at udtænke konkrete forslag og foreslå aktuelle organisationsformer. Det vil sige, som er i stand til at udvikle en konkret taktik og ikke lader sig handlingslamme, fordi man ikke har et manuskript for, hvordan man kommer tættere på det revolutionære mål.

 

Den store udfordring, vi står overfor i dag – det spørgsmål, som skal vise vej for vores politiske handlinger, er: Hvordan kommer vi videre med at udvikle en ny historisk blok, der ikke bare er summen af sine enkeltdele, men som er i stand til at se sig selv som en helhed og modsætte sig den herskende magt. For at muliggøre dette, er det vigtigt at opbygge klassestrukturer og -institutioner, ikke i rent økonomisk forstand, men at gå meget videre og etablere kontakt og samarbejde mellem dem. Vi skal ikke blot styrke den faglige kamp (som er meget vigtig i denne kriseperiode), men også de sociale kampe, beboergrupper, lokale hjælpenetværk, sociale centre, den feministiske bevægelse og alle områder, hvor der opstår selvorganiserede grupper, der knytter an til samfundsbevidsthed og afslører systemets modsigelser, og som fremmer processer, hvor klassen bliver bevidst om sin rolle.

 

Vi må også tilskynde til organiseret partiaktivisme og forstå, at det ikke bare handler om endnu en liste, hvor man kan være medlem eller finde sin identitet. Derimod er det den organisation, gennem hvilken den politiske kamp finder sted. Det er her, vi mødes og organiserer os politisk for at skabe netværk og prøve at opbygge et nyt styrkeforhold.

 

4. maj 2020

 

Júlia Cámara er historiker og bosat i Zaragoza. Hun har været aktiv i organisering af kvindestrejkerne 8. marts og er medlem af ledelsen i Anticapitalistas, Fjerde Internationales organisation i den spanske stat. Artiklen er oversat fra Viento Sur af Charlotte Valløe.

 

Teksten er et oplæg, som hun holdt den 23. april 2020. Det indgår i en skolingsrække, som Anticapitalistas har afholdt online under coronakrisen. Oversigt over videoer og supplerende tekster kan findes her: https://www.anticapitalistas.org/videos/escuela-online/

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com