Præsident Macon mistede sit flertal i Nationalforsamlingen og ser i stigende grad ud til at ville indgå aftaler med de konservative og det yderste højre. Dæmoniseringen af venstrefløjen samt tolerancen overfor Le Pen viser hulheden i Macrons liberalisme.

af Aurélie Trouvé, Harrison Stetler

Aurelie Trouvé til kampagnemøde. Foto: Azimuts14/Wikimedia. CC BY-SA 4.0

 

Selvom Macrons parti, Ensemble, fortsat er størst, så er den manglende mulighed for at få et klart mandat i Nationalforsamlingen et nederlag, blot to måneder efter at han blev valgt som præsident.

 

Med 242 ud af parlamentets 577 medlemmer vil Macron være tvunget til at forhandle med oppositionen for at få vedtaget sine love. Der er kun ringe håb om, at han vil samarbejde med det største oppositionsparti, venstrefløjsalliancen NUPES (Nouvelle Union Populaire Écologique et Sociale). Ved sammensætningen af parlamentets fag- og underudvalg støttede Macron sig til det gamle centrum-højre og Le Pens højreradikale Rassemblement National (RN), der fik henholdsvis 64 og 89 pladser. To RN-medlemmer blev valgt som næstformænd for Nationalforsamlingen, med støtte fra Macrons allierede.

 

Et fremtrædende parlamentsmedlem fra Melenchons Le France Insoumise er økonomen Aurelie Trouve, der er valgt i Paris’ nordlige forstæder. Hun leder “NUPES-parlamentet” – en uformel gruppe, der forener venstrefløjen med foreninger, sociale bevægelser og kulturpersonligheder. Trouvé har tidligere været leder af globaliseringsbevægelsen ATTAC.

 

Harrison Stetler fra Jacobin lavede dette interview med Aurelie Trouve.

 

Den nye magtbalance

Jacobin: Nationalforsamlingen er trådt sammen, og vil, i tiden der kommer, fokusere på de politiske kampe. Hvordan tolker du den magtbalance, der nu er opstået?

 

Aurélie Trouvé: Der kan drages tre konklusioner af valgene. Dels fik Macrons folk en syngende lussing, og for første gang i flere årtier har præsidenten ikke flertal i Nationalforsamlingen. Der er sket en konsolidering i, hvad Melanchon kalder de tre blokke: macronitterne, det yderste højre, og en fraktionsopdelt venstrefløj. Reelt er det yderste højre gået lidt tilbage – de fik færre stemmer end os, også når det gælder mandater. Vi har kunnet positionere os som den vigtigste opposition mod macronitterne, hvilket også var målet.

For det andet, så har RN fået betydelig magt i parlamentet med et rekordstort antal mandater. Skellet mellem højrefløjen og det yderste højre er brudt, og der er sket en de facto alliance, selv om vi ikke må blande højrefløjen og det yderste højre sammen. Når jeg taler om ”højrefløjen” så mener jeg først og fremmest macronitterne.

Den tredje udvikling drejer sig om, at venstrefløjen og økologien er kommet igen med et program, der samler en splittet flok på 140 deputerede. Afgørende er, at NUPES-alliancen holder sammen..

 

Jacobin: NUPES har truffet det strategiske valg at politisere parlamentsvalget. Men ironien er, at magtbalancen i det nye parlament kan fremskynde, hvad vi har set siden 2017: At Macron glider til højre. Hvad er hans strategi lige nu?

 

Aurélie Trouvé: Det er kompliceret. Macronitterne tabte, og nu ved de ikke, hvad de skal stille op. Som jeg ser det, skal der laves en analyse af, hvorvidt ultraliberalismen har nået sine grænser, og at en stor del af befolkningen ikke længere accepterer den. Nu siger macronitterne: ”Kom og lav en regeringskoalition med os,” mens de fortsat holder fast i det samme program. Det er urealistisk.

 

Jacobin: Kan splittelsen blandt macronitterne være en mulig vej til at få indflydelse for venstrefløjen? Macron ser ud til, indtil videre, at ville beholde Elisabeth Borne som premierminister. Hun har forhandlet med oppositionen. Er der en måde, hvorpå man kan splitte macronitterne?

 

Aurélie Trouvé: Vores strategi er ikke at gå efter at splitte vores modstandere, men at fastholde vores program med de 650 initiativer, som der er enighed om i NUPES-alliancen. Vi vil vinde magten på lang sigt, og vi har til hensigt at ville regere – men kun ved at holder fast i vores program. Hvor kan vi øge støtten og vinde indflydelse. Alle de franskmænd, der lider afsavn, er skuffede og desillusionerede over politik, og oplever at politikerne svigter. Vi vil holde det, vi siger, og vil ikke forsøge at splitte den anden side ved at udvande nogle af vores initiativer, blot for at tiltrække flere vælgere.

 

Nyvalg?

Jacobin: Med 54 procent af de registrerede vælgere, der bliver hjemme på sofaen, da er afstemninger ikke noget opmuntrende tegn.

 

Aurélie Trouvé: Præcis. Det er derfor, jeg mener, at parlamentet før eller siden vil blive opløst, og der vil blive udskrevet nyvalg. Uanset hvad, så er vi parate til at genoptage vores kampagne, og i sidste ende regere, og derfor skal vi være tydelige om det programarbejde, vi har gjort.

 

Jacobin: Opløsningen af parlamentet optager vælgerne. Hvilke positioner vil de politiske partier indtage, når det sker? Indtil da, er der ingen, der ønsker at befinde sig i en situation, hvor ens analyse har været skyld i handlingslammelse. Vi ved, at regeringen ser jer som hovedtruslen, og den vil prøve på at give jer skylden for, at det går galt. Hvordan navigerer NUPES her?

 

Aurélie Trouvé: Det er derfor, vi siger, at macronitterne er ansvarlige for, hvad der sker, også for RN’s fremgang, og for en kommende handlingslammelse i parlamentet. De har blokeret udviklingen i landet for at kunne forfølge den ultraliberalisme, der har ledt os ind i den nuværende blindgyde.

 

Jacobin: Den 5. juli holdt Elisabeth Borne sin politiske tale, efterfulgt af en tillidsafstemning. (NUPES stillede et mistillidsforslag, og selv om det kun fik 146 stemmer, så fik forslaget verbal støtte fra dele af oppositionen, der dog ikke ville stemme sammen med venstrefløjen. Afstemningen var en bet for Macron, der nok kan få vedtaget sine love, men kun med stort besvær; o.a.)

 

Aurélie Trouvé: Vi forlangte en tillidsafstemning, både fordi vi ikke vil støtte Borne, samt fordi det er en del af den parlamentariske praksis. Havde Macron ikke giver plads til en tillidsafstemning, så ville det have været en forlængelse af hans monarkistiske syn på præsidentskabet, og vi ville til en vis grad ende i en institutionel hårdknude.

 

Macrons alliance med Le Pen

Jacobin: Måske overdramatiseres hårdknuden i parlamentet. RN og Les Republicans vil formelt være i opposition, men alt tyder på, at de er villige til at arbejde sammen med macronitterne. Når vi lægger Republikanernes 64 mandater sammen med RN’s 89 og Macrons 242, så har de – selv om de er delte – dog et flertal til at vedtage love og holde parlamentet i funktion.

 

Aurélie Trouvé: Macron og det yderste højre er i en proces, hvor de smeder en alliance, men det gør jo ikke, at de kan identificeres som ét. Det er derfor, vi skal være en klar opposition. Glem ikke at republikanerne og macronitterne appellerer til de samme højreorienterede, borgerlige vælgere. Det virkelige mysterium er, at RN har været i stand til at få fat i en stor del af de folkelige stemmer.

 

Jacobin. Hvordan ser det ud med venstrefløjens enhed, set indefra? Det vil glæde Macron, hvis NUPES splittes. Selv det mindste tegn på uenighed på venstrefløjen, vil medierne forstærke.

 

Aurélie Trouvé: Ja, men det virker ikke. Historierne er trivielle. Nok har vi nogle indbyrdes uenigheder, men de bliver skruet uforholdsmæssigt meget op. Bortset fra det, så lærer vi at arbejde koordineret sammen. Vi opstiller fælles kandidater til alle vigtige poster i Nationalforsamlingen. Vi har et fællesudvalg, der mødes ugentligt. Vi har et “NUPES-parlament,” og det er en åben strategi overfor bevægelser, foreninger og kulturliv udenfor Nationalforsamlingen.

 

Venstrefløjen og de sociale bevægelser

Jacobin: Lad os gå lidt tilbage. Situation er ret exceptionel. NUPES er en pluralistisk venstrefløjs-alliance, med rødder i ”venstrefløjens splittelse” Hvordan ser du, som veteran fra de sociale bevægelser gennem de sidste 20 år, at dette er muligt? Vi kender alle Melanchons stærke fremtræden op til præsidentvalget, og at det gav ham mulighed for at fastlægge linjen for resten af venstrefløjen. Men det slører også, hvad der mere lignede et generationsskifte.

 

Aurélie Trouvé: Mange af os kommer fra sociale bevægelser og er tæt knyttet til andre grupper eller fagforeninger, og mange af os er ved at opdage parlamentarisk politik for første gang. Jeg kommer fra globaliseringsbevægelsen, blev født i 1979 – det år, hvor Thatcher kom til magten, og jeg tilhører den generation, der kun har kendt neoliberalismen. I ATTAC var vi kritiske overfor Socialistpartiet. Jeg havde en smule håb, da Hollande blev præsident i 2012, men blev hurtigt skuffet. Hollandes embedsperiode foregreb Macrons centralistiske liberalisme – Macron var endda økonomiminister i en af Hollandes regeringer – så Hollandes regering er reelt kontinuiteten af Hollandes Socialistparti.

 

Jeg mener heller ikke, vi kan kalde Socialistpartiet i Hollands æra for et centrum-venstreparti. Det er NUPES, som fortsætter 1981-udgaven af Socialistpartiet. Vi er ikke den yderste venstrefløj, sådan som det påstås for at diskvalificere os. Vi et radikalt venstrefløjsparti i den forstand, at vi er i en situation, hvor vi virkelig vil ændre på tingene, og så må vi angribe tingene ved dets rødder.

 

Venstrefløjens knibtangsmanøvrer

Jacobin: Din seneste bog, Le bloc arc-en-ciel: Pour une stratégie politique radicale et inclusive (Regnbueblokken: For en radikal og inkluderende politisk strategi), kan læses som et NUPES-manifest. Her taler du om en knibtangsstrategi. Hvad er det?

 

Aurélie Trouvé: Den amerikanske sociolog og marxist, Erik Olin Wright, argumenterer for, at den politiske kamp kan foregå på tre måder. Der er den kamp, der opererer i et vakuum, hvor tingene forandres indenfor kapitalismens rammer, fx i modstandsceller, eller besatte områder, der skal forsvares. Så er der den konfronterende strategi, blandt andet repræsenteret af de Gule Veste, altså den kamp, der foregår i gaderne. Endelig er der så den kamp, der sker ved at deltage i institutionerne.

 

Knibtangsstrategien er den etablerede forbindelse mellem medlemmer af Nationalforsamlingen, folk i institutionerne på landsplan og lokalt – og så det, der sker i de sociale bevægelser udenfor institutionerne. Der skal være et pres fra gaden. Det vil være ét af vore mål i parlamentet: Et mødested mellem sociale bevægelser og den institutionaliserede politik. Vi kan og skal ikke erstatte de sociale bevægelser. Uden stærke autonome, sociale bevægelser udenfor institutionerne vil det blive for kompliceret for os at udføre arbejdet.

 

Jacobin: Netop, de sociale bevægelser kan bidrage med endnu en faktor, der kan destabilisere en allerede kompliceret situation i parlamentet.

 

De Gule Veste 2.0

Aurélie Trouvé: En stærk social bevægelse i en situation uden et klart flertal i Nationalforsamlingen kan gøre tingene meget interessante. Og en bevægelse som de Gule Veste, endnu mere. Tingene vil sandsynligvis blive ret spændte på skoleområdet, når det nye skoleår begynder i september. Her er der en enorm mangel på lærere, der står overfor massakrerede skoler og fastfrosne lønninger. Det vedrører både lærere og forældre og vil komme til at gøre ondt.

 

I virkeligheden kan det komme fra hvor som helst. Når det gælder om købekraften, så har regeringen ikke været i stand til at give et seriøst svar, ja, den har endog forværret situationen. Udkastet til loven om købekraften floppede og har ikke givet lavere priser, men normaliserede blot det allerede meget høje prisniveau.

 

Hvad man skal se efter, er de økonomiske indikatorer: Købekraften er faldet med 2 procent, for slet ikke at tale om stigende udgifter til realkreditlån. Det er derfor, folk siger: “Jeg er druknet, jeg kan ikke mere”. Det er den situation, folk møder – uanset hvad regeringen så end siger.

 

Jacobin: Det er besynderligt, at Mélenchon har trukket sig og ikke stillede op igen til parlamentsvalget. Vil hans fraværd kunne mærkes på venstrefløjen?

 

Aurélie Trouvé: Jeg tror, at han fortsat vil spille en central rolle, selvom han træder lidt tilbage, hvad der kan være nyttigt for os. Under valgkampen indså jeg, hvor vigtig han er som skikkelse for folk på bunden af det franske samfund.

 

Jacobin: Parlamentet har efter valget fået en ny og mere central betydning, og der har været en debat, om vi befinder os i en krise, der ligner krisen sidst i 1950’erne, og som banede vejen for den femte republik. Det er svært for mig ikke at se på Mélenchon, der ved at træde tilbage agerer på samme måde, som de Gaulle gjorde dengang.

 

Aurélie Trouvé: For at stå i en bedre position for at vende tilbage? Nuvel, han er i fin form. Jeg mener, vi har brug for ham, og det siger jeg helt seriøst, selv om jeg ikke var en Mélenchon-tilhænger i starten. Han giver også plads til, at bevægelsen selv kan udvikle sig, selv om han stadig er der.

 

2. juli 2022.

 

Oversat og bearbejdet fra Jacobin af Arne Lund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com