28. maj var der lokalvalg i Spaniens 8.131 kommuner, i 12 ud af 17 af Spaniens autonome regioner og de to autonome byer Ceuta og Melilla.

af Brais Fernández

Det konservative Partido Popular fejrer valgsejren. Foto: PP.

 

Nederlaget for venstresiden i regional- og lokalvalget har udløst et politisk jordskælv. PSOE [Spaniens Socialistiske Arbejderparti, socialdemokratisk, leder den nuværende regering] taber i seks af de otte autonome regioner, hvor de sad på magten. Nu er Valencia, Aragón, Extremadura, Balearerne, La Rioja og Kanarieøerne styret af højrefløjen. Partido Popular [Konservative] har også styrket sig parlamentarisk ved at vinde mange provinshovedstæder (Valladolid, Zaragoza, Valensia, alle i Andalusien minus Jaén…) og konsoliderer sin bastion i Madrid. Vox [indvandrerfjendtligt, højrepopulistisk] konsoliderer sig som en landsdækkende politisk kraft.

 

Venstrefløjen i regeringen går tilbage. Podemos er helt ude i regionerne Madrid, Kanarieøerne og Valencia og andre steder blevet perifere, Ada Colau mister borgmesterposten i Barcelona, og for den yderste venstrefløj, som CUP og Adelante Andalucía er det ikke gået bedre. Førstnævnte mister 40.000 stemmer og bliver et parti for de catalanske småbyer, Adelante Andalucía mister [borgmesterposten i] Cádiz og lykkes ikke at komme ind i nøglebyer som Jerez eller Sevilla. Kun [de venstreorienterede nationalistiske partier] BNG og EH Bildu går frem i henholdsvis Galicien og Baskerlandet, mens Más Madrid [splittelse fra Podemos] lykkes at bevare sin position som den største opposition til Ayuso og Almeida [borgmestre i Madrid Kommune og Madrid Region, begge fra PP].

 

Det er dette politiske billede, som har fået [premierminister] Pedro Sánchez til at udskrive parlamentsvalg til den 23. juli.

 

Højredrejning

Disse resultater kan læses som en højredrejning. I forhold til den institutionelle magt og det politiske miljø, er det uden tvivl tilfældet.

 

Imidlertid er Pedro Sánchez’ manøvre et forsøg på at undgå besværet med i månedsvis at være i defensiven, med et PP, som presser på fra de autonome regioner, og en venstrefløj i regeringen, som med et endnu et forsøg på at rejse sig omkring Yolanda Díaz (se note) surfer videre på det, som efter alt at dømme allerede er en dyb krise. Mange analytikere har insisteret på, at Pedro Sanchez satser alt på en sidste mulighed for at vinde, med hans sædvanlige gambling. Det er muligt, at matematikken taler for dette, og at der eksisterer en mulighed for et tæt valg. Men sikkert er det, at højredrejningen i det spanske samfund ikke kan undgås. Ligesom Pedro Sánchez forsøger at redde sig (vi får se, om det lykkes), så oplever højrefløjen en fremgang og venstrefløjen en tilbagegang, med klare symptomer på opløsning hos nogle af dens komponenter, som vi ser det med Podemos.

 

Der eksisterer utvivlsomt internationale forhold, som bestemmer spansk politik og dens tilstand. Efter pandemien og med krigen i Europa er det spanske samfund på jagt efter tryghed. Det foregår i en kontekst, hvor venstrefløjens håb fra 2008 er kollapset og har kapituleret, og hvor forandringen nu mere opleves som noget, der kan bringe os tættere på et land fra den kapitalistiske periferi end på Sverige. Denne stemning, som vi ser overalt i kapitalismens center, fremprovokerer et overtag fra den gamle middelklasse og den reaktionære højrefløj, som forsøger at vælte krisens byrder over på arbejderklassen.

 

Men det centrale spørgsmål er, at den progressive regering [udtrykket bruges om den nuværende regering, som ledes af PSOE og med det mere venstreorienterede Podemos som juniorpartner] ikke har gjort noget for at styrke arbejderklassen i løbet af årene i regering, Politikken med social fred og aftaler med arbejdsgiverne har betydet lavere løn uden at røre ved profitterne, og styrkeforholdet mellem klaserne fortsætter uændret. Den progressive regering tror, at dens problem grundlæggende er et spørgsmål om kommunikation, men problemet stikker dybere: Den er ude af stand til at ændre noget substantielt, fordi den mangler vilje og social styrke til at gøre det.

 

Dens projekt er en modernisering af kapitalismen og at bevare Spanien i klubben for den nedadgående imperiale periferi.

 

Selv hvis Pedro Sánchez skulle bevare regeringsmagten, ville restaurationen anført af højrefløjen allerede være i gang. Regeringens venstrefløj, berørt og vingeskudt efter dette valg, vil prøve at overleve, mens de strides om poster og slås på sociale medier, men uden at foretage den mindste strategiske analyse af, hvad der er kommet ud af deres regeringsdeltagelse. Med hænder og fødder bundet op på den progressive blok, uanset hvad der sker ved det næste valg, kan den sociale svækkelse ikke stoppes. På mellemlangt sigt vil dette udmønte sig i nye kriser og opløsningsprocesser.

 

To scenarier og et perspektiv

I det mest usandsynlige scenarie, som dog ikke kan udelukkes, vil den progressive regering fortsætte. Vi siger, at det ikke kan udelukkes, fordi valgmatematikken peger på det, selv om den politiske dynamik går i den modsatte retning. Regeringen vil fortsætte sin moderniseringspolitik en tid, forberede sig på direktiverne fra EU, som påbyder nedskæringer af hensyn til det offentlige underskud, fordele tilskud fra de europæiske fonde, øge militærudgifterne og arbejde for en fastfrysning af lønningerne via aftaler mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne. Der er kun denne horisont: stoppe højrefløjen, men fortsætte med den samme politik som altid.

I tilfælde af at højrefløjen vinder, vil det første dilemma være, at Vox træder ind i regeringen. Men det er vigtigt at gøre klart, at dette ikke vil betyde en ændring af regimet. Nogle af regeringens svage beslutninger vil blive ophævet, andre vil fortsætte. Den politiske undertrykkelse af den radikale venstrefløj vil uden tvivl blive optrappet, med ”mordaza”-loven [som giver politiet øgede beføjelser til at opløse demonstrationer], som den progressive regering ikke har ophævet. Det nye vil være, at man udelukker de store fagforeninger fra trepartsforhandlinger. Men den sociale dynamik er ikke som en kilde, der springer op og lukker ned: I forhold til en demoraliseret og udmattet venstrefløj vil oppositionen spille den klassiske rolle som dem, der vil nøjes med at genoprette. PSOE vil stå i spidsen for oppositionen, og for den såkaldte venstrefløj til venstre for PSOE vil krisen accelerere til italienske tilstande [hvor den yderste venstrefløj er minimeret og splittet].

 

Hverken de sociale bevægelser, fagforeningerne eller den økosocialistiske og antikapitalistiske venstrefløj i bredeste forstand, som er uenige med den progressive regering bør se det andet scenarie som noget positivt. For det første fordi det være en højredrejning, som vil fordoble angrebene på arbejderklassen. For det andet fordi betingelserne for politiske friheder (uden nødvendigvis at komme med forskelligt vrøvl om fascismen) vil forværres betragteligt. For det tredje fordi det tager tid for dele af arbejderklassen at bryde ud af den progressive blok efter en klart skuffende regeringsoplevelse.

 

Dette betyder ikke, at man støtter logikken om det mindste onde, eller at man underkaster sig afpresning fra partier i den progressive blok, som selv er de primært ansvarlige for den nuværende situation. Det grundlæggende er at ruste sig til fremtiden og forsøge at forstå, hvorfor denne periode med restaurering er blevet åbnet, uden at gentage de samme fejl. Opbygningen af ​​et øko-socialistisk og antikapitalistisk politisk projekt vil ikke stå over for forskellige scenarier, afhængigt af om det er den progressive blok eller højrefløjen, som regerer, men uanset hvad der sker, er det vigtigste, at vi bliver ved med at arbejde for at åbne et andet perspektiv.

 

Jeg tror ikke, det giver megen mening at fordybe sig i debatter om en nyttig stemme, når der ikke er nogen at stemme på til venstre for den progressive regeringsblok. Opfordringerne til boykot handler mest om smågruppers selvpromovering – alle aktivister på den revolutionære venstrefløj, som har en reel tilstedeværelse et eller andet sted, er klar over, at en regering med PP og Vox vil forstærke den politiske undertrykkelse. Boykot i denne konkrete sammenhæng indebærer, for det meste, politisk utilfredshed og apati.

 

Det er noget, som i fremtiden kan udvikle sig til vrede: Dette er centralt, men seriøst vil denne sociale sektor, nøglen til fremtidige udbrud af Gule Veste som i Frankrig, ikke bestemme sine politiske handlinger ud fra nogens holdning lige nu. På samme måde er det en utålelig logik at afpresse modstanderne af en højrefløjsregering til at blive stemmekvæg og opgive kampen for et projekt, der bryder med systemet. Lad progressivismen hente sine egne stemmer og nå så langt på sin vej, som den kan.

 

De af os, der er engageret i en anden vej, som bygger på klassekampen – og selvom denne vej i dag kun har opbakning fra et mindretal – vi må forberede os på de udfordringer, der kommer. Vi må tage kontakt med alle frigørende bevægelser og sætte en strategi i centrum, der kan samle styrken til at vælte dette politiske regime, men som også er i stand til at opbygge et socialt og politisk forsvar mod de angreb, der kommer. En stor udfordring, men i progressivismens tusmørke er det den eneste måde at lægge spiren til en ny fremtid.

 

Note: Efter at Pablo Iglesias trak sig som leder af Podemos har arbejdsminister og andenvice-premierminister Yolanda Díaz startet et konkurrerende politisk projekt på venstrefløjen under navnet Sumar [at lægge sammen]. Díaz er parlamentarisk leder af Unidad Podemos-koalitionen – bestående af Podemos, Izquierda Unida og forskellige mindre grupper. Podemos og Sumar forhandler om en alliance til parlamentsvalget 23. juli.

 

31. maj 2023

 

Brais Fernández er medlem af Anticapitalistas, som er tilsluttet Fjerde Internationale.

 

Oversat fra Viento Sur af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com