Læs også Den danske model (2)

Storlockouten i 1899, som varede i fire måneder, kaldtes også for hungerstrejken og involverede omkring 40.000 organiserede arbejdere i Danmark. Det var den hidtil største og længste arbejdskonflikt på … ja du læste rigtigt … verdensplan! De danske arbejderne modtog støtte fra hele verden … selv lande i Afrika sendte et bidrag på 1400 kr. (note 1) Arbejdskonflikten sluttede som bekendt med indgåelse af Septemberforliget, grundstenen i det noget forkætrede begreb ”den danske model”.

Hvad indeholder ”den danske model”?

1.      Hovedaftalen hvor arbejderne indrømmes ret til at organisere sig og danne fagforeninger, men de skal samtidig anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

2.      Parterne aftaler overenskomstforhandlinger. Overenskomsterne er kollektive, dvs. at de omfatter hele fagområdets arbejdere i modsætning til f.eks. i USA, hvor arbejderne skal kæmpe sig til aftaler fra fabrik til fabrik.

3.      I forbindelse med de aftalte forhandlinger kan begge parter bruge strejke/lockout, mens der i resten af perioden er fredspligt. Arbejdskampen har fået stækket sine vinger.

4.      Stridigheder opstået i perioden behandles ved faglig voldgift. Brud på overenskomsten behandles i Arbejdsretten. De strejkende idømmes bod. Hvis en virksomhed ikke vil tegne overenskomst, har fagforeningen ret til at kræve dette og til at varsle konflikt og sympatikonflikt.

5.      Løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet bliver reguleret gennem overenskomster og ikke gennem lovgivning, som det er tilfældet i det meste af EU. Der er dog nogle vigtige undtagelser som bl.a. Ferieloven, Lærlingeloven, Arbejdsmiljøloven, Tjenestemandsloven (2) og Funktionærloven (3).

6.      Flexicurity: Det at man nemt kan hyre og fyre arbejdere, mod at man til gengæld har en rimelig kompensation ved arbejdsløshed. (Dagpengesystemet er så beskåret, at det efterhånden har begrænset gyldighed, men det er ikke den del, jeg vil beskæftige mig med her.)

7.      A-kasserne er en del af fagbevægelsen (4.) Frem til 1970’erne og for nogens vedkommende frem til start 90’erne havde mange fagforeninger helt eller delvist også anvisningsretten.

8.      Enhedsfagbevægelse. En del europæiske lande som f.eks. Frankrig, Italien og Holland har historisk tradition for, at man organiserer sig i henholdsvis socialdemokratiske/kommunistiske/kristelige fagforeninger.

Vandt vi, eller tabte vi?

Var Septemberforliget i 1899 en sejr, eller var det et nederlag for arbejderne?

M.C. Lyngsie, den daværende formand for arbejdsmændene – datidens 3F, var ikke imponeret. Han udtalte, at ”resultatet af lockouten var ikke den lap papir, der kaldes forliget, det var først og fremmest dette, at den enkelte havde følt, at han ikke stod alene, men havde hele den danske arbejderstand bag sig.” (1)

I årene efter krævede bl.a. grafiske arbejdere og bygningsarbejdere, at de indgåede forlig skulle til urafstemning blandt arbejderne. Det var også her, man var modstandere af fredspligten og aktionerede for at få indført 8-timers dagen. Hverken storlockouten eller begivenhederne omkring Første Verdenskrig udløste nogen revolutionær situation i Danmark. Under påskekrisen i 1920 krævede Fagoppositionens Sammenslutning, at ”Septemberforliget skulle annulleres og alle konflikter løses direkte og decentralt.” (6)

De var ikke de eneste, der mente at arbejderne havde tabt.

Men er svaret det samme i dag? Der er gået 100-120 år, og vi kan ikke komme uden om, at forliget eller ”papirlappen” gav en høj organisationsprocent, kollektive overenskomster og dermed en enhedsfagbevægelse, der i hvert fald frem til 1980’erne, har været med til at gøre os til et af verdens mest lige samfund.

Arbejdsgivernes ledelsesret er der ikke rykket meget ved. Den danske model har aldrig givet arbejderne magten over produktionsapparatet, aldrig kunnet forhindre virksomheder i at flytte produktionen til udlandet (eller true med det), aldrig kunnet forhindre salg af samfundets værdier til udenlandsk kapital eller rykket ved, at vi skal producere på markedsvilkår og i indbyrdes konkurrence om dårligst mulige løn- og arbejdsvilkår.

Den økonomiske fremgang er ofte skabt af rationaliseringer, automatiseringer og produktivitetsforøgelser, der også har haft omkostninger for arbejderne. Nedslidning, umenneskeligt tempo, tab af indhold og fællesskab i arbejdet. De, som bliver kasseret på arbejdsmarkedet, kommer til at mærke, at den sociale ulighed består.

120 år efter bliver vi alligevel misundt af fagforeninger i hele verden. Måske fordi den danske model har givet os et bedre værn mod globaliseringen end den franske, tyske eller amerikanske arbejder har haft?

Alt det kunne M.C. Lyngsie ikke vide noget om, men han har alligevel fat i noget helt centralt. Det var ikke nødvendigvis papirlappen og den tekst, som stod på den, som var det vigtigste. Det var markeringen af styrkeforholdet. Sammenholdet beviste, at arbejderne havde magt, hvis de brugte den.

Hovedaftalen … debatten forsvandt

Men fredspligten stækkede vingerne på fagforeningerne. Afskaffelse af Hovedaftalen og ”Væk med Arbejdsretten” var almindeligt udbredte krav i de røde fagforeninger, faktisk langt ind på Socialdemokratiets venstrefløj særligt i 1970’erne.

”Direkte aktion” eller ”Forhandling, mægling, aktion,” var alternativet i almindelig venstrefløjsretorik.

Det var ikke tilfældigt, at det var i 1968, at LO opsagde Hovedaftalen til genforhandling. Bl.a. krævede man bodsystemet afskaffet. Arbejderne blev straffet nok, fordi de ikke modtog løn og skulle ikke have en bod oveni, var argumentet. (7) I 1973 kom den reviderede aftale, dog uden at arbejdsgiverne havde rykket sig på spørgsmålet.

Den danske venstrefløj kiggede misundeligt til radikale aktioner i Sydeuropa, hvor arbejdere besatte fabrikker uden at blive pålagt bod for vilde strejker, sådan som de gjorde hos os.

De franske arbejdere på Renault eller de italienske arbejdere på Fiat virkede stærke, spontane og mere revolutionære. Vi så måske på dem, der var organiseret i den kommunistiske fagforening CGT, og vi glemte måske, at andre var organiseret i CFDT eller FO, og at den samlede organisationsprocent i Frankrig var lav.

Vi var glade, da de indførte 35 timers ugen i Frankrig ved lov. Men love skal føres ud i livet, og hvem kontrollerer, at de bliver, som man har tænkt sig, hvis ikke der lokalt er en fagforening med høj organisationsprocent? Det var nemt for borgerlige regeringer at hæve arbejdstiden igen.

Den franske forfatter Eduard Louis fortæller i bogen ”Hvem slog min far ihjel” fra 2018 om ydmygelserne og fattigdommen i et udkants-Frankrig uden arbejde, uden organisering og uden håb. Douglas Stuart skriver i bogen ”Shuggie Bain” om at vokse op i slaggebjergene omkring de lukkede kulminer i Skotland, hvor identiteten, klassebevidstheden og det stærke sammenhold er afløst af druk og usle midlertidige jobs.

Ingen af os havde dengang i 70’erne forestillet os, at kapitalismen blev relanceret i en sådan grad, som det skete. Ikke kun på grund af globalisering og udflytning af arbejdspladser, men også indirekte som følge af Murens fald.

Ingen havde forestillet sig, at fagforeningerne i lande som England og Frankrig skulle ende nede på 5-10 procents tilslutning.

Ingen havde forestillet sig, at hele Østeuropa skulle ende som depot for billig arbejdskraft og begynde forfra med at organisere folk som i USA, hvor overenskomstaftaler skal tilkæmpes fra arbejdsplads til arbejdsplads gennem komplicerede afstemningsprocedurer.

Debatten om Hovedaftalen ulmer nu hos ”nytilkomne” grupper (1) som sygeplejerskerne, men ud fra den kendsgerning at deres arbejdsgivere reelt er de samme politikere som griber ind og ophøjer et forkastet mæglingsforslag til lov.

Arbejdsgiverne prøver grænser af

Arbejdsretten og Hovedaftalen er ikke neutrale instanser. De er sat i verden for at forsvare den private ejendomsret, arbejdsgivernes ledelsesret og forhindre arbejderne i at bruge deres kollektive styrke. På trods af paragraffen om ”liv, ære og velfærd” blev arbejdere, som aktionerede imod sundhedsskadelige stoffer som asbest eller epoxy, alligevel idømt bod.

Frem til 1978 handlede 90 procent af sagerne i Arbejdsretten om arbejdsnedlæggelser, og arbejderne betalte 90 procent af bodsbeløbene. (9) Men det er tankevækkende, at i perioden 1992 til 2017 sker der en drastisk forandring. (8) I 1992 er 80 procent af sagerne indbragt af arbejderside og i 2016 handler hele 95 procent om arbejdsgiverbrud på overenskomsten. Manglende eller ukorrekt betaling, organisationsfjendtlig adfærd, krænkelser på aftale om kontrolforanstaltninger, uberettigede bortvisninger, uberettigede modregninger, manglende anerkendelse af overenskomsten m.m.

Mens bodsbeløbene for arbejdsnedlæggelser hæves i forhold til lønudviklingen, ses snarere faldende takster for arbejdsgivere. Vi ved, at det er svært for fagbevægelsen at få medhold, og når det sker, står boden absolut ikke i forhold til forseelsen. Alligevel fortæller dette os noget vigtigt. Det er ikke fagbevægelsen, der har styrke til at slå sig i tøjret, men derimod arbejdsgiverne, der har fået smag for … og styrke til … at prøve grænser af.

Og så kan vi passende skele til, hvad der sker i Finland, hvor arbejdsgiverforeningen mener, de kan frigøre sig fra kollektive overenskomstaftaler alene ved at ændre i deres vedtægter. (9)

Myten om at politikerne holder sig væk

Politikerne skal holde fingrene væk, siger fagbevægelsens topledere.

Det er korrekt, at politikerne i Danmark ingen magt har over de enkelte overenskomsters ordlyd. De kan ikke sætte lønnen ned eller hæve arbejdstiden. Men alligevel er det lidt af en floskel, for politikerne har altid blandet sig, og ikke bare ved utallige gange at gribe ind i overenskomstmæssige konflikter.

Borgerlige partier var meget aktive støtter til arbejdsgiversiden i Bækkelund-blokaden og INFO-sagen i 70’erne, hvilket resulterede i et forbud mod fysiske blokader. De stillede forslag i Folketinget om at ulovliggøre BT-konflikten, hvilket var i strid med grundloven, de spiste åbenlyst stegt flæsk på Vejlegården i Vejle, mens der blev demonstreret for en overenskomst, de bakkede op om brandmanden Max Hansen, der nægtede at være i fagforening, og de medvirkede ved afskaffelsen af eksklusivaftaler.

I 70’erne og 80’erne tøvede SF, VS og DKP (samt enkelte socialdemokrater) i Folketinget ikke med at bakke klart op om strejkende og f.eks. deres ”hævdvundne ret til at blokere en virksomhed, der beskæftiger strejkebrydere og uorganiseret arbejdskraft.” (10)

Der er gået noget helt galt, hvis venstrefløjen i Folketinget (i et misforstået hensyn til den danske model) tøver med åbent at støtte en berettiget arbejdskamp, fordi den er overenskomststridig.

Den danske model handler også om klassekamp, og klassekamp er politisk.

Noter:

*1 Kilde: Plads til os Alle. TV-serie udarbejdet i anledning af LO’s 100 års jubilæum i 1989. lex.

*2 I 1919 blev der indført en tjenestemandslov som omfattede folk der arbejdede for staten i ”livslang gerning”. Dvs. akademikere, præster, officerer, embedsmænd men også f.eks. lærere og sygeplejersker.  Tjenestemandsorganisationerne havde indtil 1969 ikke aftale- og konfliktret, men skulle ”høres”. Først i 1972 kom de ind under Hovedaftalen. Organisationerne fastlægger rammeaftaler der giver begrænsninger for hvad lokalaftaler kan bruges til.

*3 I 1938 vedtages funktionærloven som sikrer opsigelsesvarsler og sygeløn til kontorpersonale, der er svagt organiseret. HK har som de eneste en regel om at arbejdsgiverne kan afvise overenskomst med mindre, man kan stille med mindst 50% organiserede.

*4 I Norge er A-kasser adskilt fra fagbevægelsen, hvilket har givet en markant lavere organisationsprocent. I Sverige er det kun nogle få A-kasser som har bevaret tilknytning.

*5 I dag er den kristelige fagbevægelse og private forretninger som ”Det faglige hus” vokset sig stærke, men det er af andre årsager end politisk splittelse i arbejderbevægelsen. KRIFA har kun ganske få overenskomster. Det faglige hus tilbyder kun juridisk hjælp.

*6: Kilde: Morten Thing: Marie Nielsen og revolutionen (side 169 om FS)

*7: En undersøgelse af arbejdsrettens bodspraksis 1992 til 2017 udarbejdet af Konventum (http:// nyheder/konventum.dk)

*8: Hans Erik Avlund Frandsen: Klassesamarbejde og klassekamp 1940-1978 Tabel Bodsbeløb side 426.

*9: Artikel i SI: Den finske arbejdsmarkedsmodel er under angreb Benedicte Toftegård dec. 2021

*10:  Blokade – frihed og tvang (red) (Informations forlag 1976) side 113