Det Demokratiske Parti klarede sig bedre end forventet i det amerikanske midtvejsvalg og forhindrede, hvad republikanerne hævdede ville blive en "rød tsunami" (rød er republikanernes farve). "Det var en god dag for demokratiet og en god dag for Amerika, tror jeg," sagde præsident Joe Biden, som også meddelte, at han planlagde at stille op til en ny periode som præsident.

af Dan La Botz

Progressive kandidater klarede sig godt. Summer Lee vandt i Pennsylvania og blev den første sorte repræsentant nogensinde for delstaten i Repræsentanternes Hus. Foto: Mark Dixon – Wikimedia – CC BY 2.0

 

Valgresultatet for såvel Senatet som Repræsentanternes Hus er stadig (11. november) ikke endeligt optalt. I Georgia, hvor det ser ud til, at ingen af kandidaterne til Senatet vandt flertal, skal der være et omvalg den 6. december. Nevada og Arizona ligger tæt, og mange valg til Repræsentanternes Hus er stadig uafklarede, mens optællingen fortsætter [demokraterne vandt valget til Senatet i Arizona, o.a.]. Det er muligt, at demokraterne vil beholde deres flertal i Senatet, selvom republikanerne overtager kontrollen med Repræsentanternes Hus. Den demokratiske succes ser ud til at bygge på unge vælgere, kvinder og sorte, og flere progressive kandidater klarede sig godt.

 

Valget var et nederlag for tidligere præsident Donald Trump og hans kandidater på den yderste højrefløj i Det Republikanske Parti. Det svækker hans chancer ved præsidentvalget i 2024.

 

Midtvejsvalget var det dyreste af sin slags i amerikansk historie, hvor begge partier brugte over 16 milliarder dollars. Milliardærer bidrog til begge partier, hvor deres bidrag udgjorde 20 procent af alle republikanske og 14,5 procent af alle demokratiske tilskud. Demokrater har en tendens til at modtage flere små donationer end republikanere, der overgår demokraterne med kun 200 millioner dollars. Som altid havde demokraterne opbakning fra flere store fagforeninger, der mobiliserede deres medlemmer til at banke på døre, foretage telefonopkald og få folk til at stemme, selvom mange hvide arbejdere – bygningsarbejdere, metalarbejdere – stemmer på republikanske kandidater.

 

Demokraternes overraskende succes

Demokraternes succes med at holde den røde bølge tilbage kom som en overraskelse både for dem selv og for republikanerne. Republikanerne kørte på spørgsmålet om inflation, kriminalitet og kontrol med indvandringen, mens demokraternes primære spørgsmål var kvinders abortrettigheder og bevarelsen af det amerikanske demokrati. Og demokraternes fokuspunkter ser ud til – til næsten alles overraskelse – at have ført til stor valgdeltagelse blandt kvinder og yngre vælgere. Demokrater kan regne med omkring 80 procent af de sorte stemmer; og mens republikanerne har opnået nogle fremskridt blandt latinoerne, stemte stadig anslået 60 procent herfra på Det Demokratiske Parti.

 

I den demokratiske lejr klarede progressive kandidater sig godt. Progressive Summer Lee vandt i Pennsylvania, det samme gjorde Greg Casar i Texas, Maxwell Frost i Florida, og med senator Bernie Sanders’ støtte også Rebecca Balint i Vermont.

 

John Fetterman, som ikke kalder sig progressiv, men har progressive synspunkter, stillede op som arbejderklassens kandidat og vandt Senatsvalget i Pennsylvania. Fetterman sagde: “For hvert job, der nogensinde er gået tabt, for hver fabrik, der nogensinde er blevet lukket, for hver person, der arbejder hårdt, men aldrig kommer foran, er jeg stolt af det, vi kørte på.” Fetterman, der fik et slagtilfælde under kampagnen, sagde også: “Sundhedspleje er en grundlæggende menneskeret. Det reddede mit liv, og du burde have adgang til det hele, når du på et eller andet tidspunkt får brug for det.”

 

I staten New York, hvor demokraterne klarede sig dårligt og mistede pladser i Kongressen, har socialisten Alexandria Ocasio Cortez opfordret til en grundlæggende reorganisering af partiet. “Det er ingen hemmelighed, at en enorm del af partiledelsen i staten New York bygger på store penge og gammeldags, forkalket automatpolitik, der skaber en meget kønsløs vælgerbasis, der er uengageret og ikke gider stemme,” sagde Alexandria Ocasio-Cortez. “Vi er nødt til at genopbygge partiapparatet fra bunden.”

 

Det republikanske lederskab til diskussion

Donald Trump, som i de sidste mange år har overtaget kontrollen over det republikanske parti, støttede en række af kandidaterne. Mange af disse benægtede, ligesom Trump, resultaterne af valget i 2020 og hævdede, at Trump faktisk havde vundet, og at Biden ikke var den legitime præsident. Andre troede på en række forskellige konspirationsteorier – vaccinemodstandere og tilhængere af Q-Anon – nogle var knyttet til højreekstremistiske militser, og mindst én havde været ved Kongressen på tidspunktet for oprøret den 6. januar 2021. Nogle var bare skøre. Vælgerne fandt mange af disse kandidater for langt ude og afviste at stemme på dem. Som følge heraf har flere republikanske politikere og højreorienterede mediefigurer for første gang i årevis kritiseret Trump og foreslået, at han ikke længere skulle være partileder. I en alder af 76 år mener nogle også, at han er for gammel.

 

Samtidig vandt Trumps rival, republikaneren Ron DeSantis, som er 44 år gammel, en bragende sejr i sit kapløb om genvalg som guvernør i Florida og fik næsten 60 procent af stemmerne. DeSantis vil udfordre og kunne fortrænge Trump som præsidentkandidat og republikanernes leder. DeSantis, der er lige så konservativ som Trump, har ført undertrykkende og racistisk immigrationspolitik, er imod abort, er imod “kritisk raceteori” (en kodebetegnelse for diskussioner om racisme) og blev berygtet for sin “Don’t Say Gay” lovgivning, der forbyder undervisning af yngre børn i køn og seksuel identitet.

 

Det er for tidligt at sige, om Trump vil miste sit kvælertag på det republikanske parti, men hans greb ser ud til at løsne sig.

 

Venstrefløjen på kanten

Historisk har den yderste venstrefløj i USA argumenteret for, at republikanerne og demokraterne stort set var to sider af samme sag, begge kapitalistiske partier – hip som hap, og at arbejderbefolkningen havde brug for deres eget parti. Nogle hævdede, at det skulle være et revolutionært parti, andre at det skulle være et arbejderparti, og forskellige kommunistiske og socialistiske partier stillede op med deres egne kandidater. I 1996 dannede en gruppe fagforeninger Labour Party, selvom det aldrig stillede op med nationale kandidater. Senere støttede mange på venstrefløjen De Grønne. Men der er altid en frygt for, at en kandidat på venstrefløjen vil tage stemmer fra demokraterne og på den måde hjælpe med at få valgt en republikaner.

 

Siden Bernie Sanders præsidentkampagne i 2016 i Det Demokratiske Parti, med støtte fra Democratic Socialists of America (DSA), og med truslen fra Trumps ekstreme højrefløjspolitik, har de fleste venstreorienterede støttet demokraterne som et bolværk mod Trump og fascismen. Resultatet er, at socialister stiller op for Demokraterne, hvis de skal have nogen chance for at blive hørt eller blive valgt. Når De Grønne eller andre venstreorienterede partier stiller op med kandidater, får de generelt meget få stemmer.

 

Debatten på venstrefløjen går på, om man kan bygge et fremtidigt socialistisk parti inden for Det Demokratiske Parti, eller om man skal opstille uafhængige socialistiske kandidater som tidligere. Alle er enige om, at indtil der kommer en massebevægelse i arbejderklassen, er oprettelsen af ​​et socialistisk parti ikke på dagsordenen. Under alle omstændigheder giver fiaskoen for den frygtede røde bølge os endnu et par år til både at opbygge bevægelsen og at finde den rigtige politiske kurs.

 

11. november 2022

 

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com