På et tidspunkt med en usikker verdensorden griber præsident Biden til den samme værktøjskasse, som tidligere administrationer har konsulteret i øjeblikke med geopolitisk forandring. Og Biden prioriterer igen amerikansk dominans frem for samarbejde og en mere demokratisk verdensorden.
I det seneste århundrede har der været to store opbrud i den globale orden: den første efter Anden Verdenskrig og den anden efter Sovjetunionens sammenbrud. I et forsøg på at forme den nye verden i kølvandet på Anden Verdenskrig skabte Washington en antikommunistisk, liberal internationalisme, der skulle isolere Sovjetunionen. Det var en iboende kolonial internationalisme, hvor USA havde en uforholdsmæssig magtfuld position i FN. Under hele den kolde krig så USA stort på sine formelle principper, når man underminerede den ret til selvbestemmelse, som folk i kolonierne kæmpede for – og ofte væltede man demokratier for at opnå sine strategiske mål.
I kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud opstod der så en ny konsensus. Nu, hvor ærkefjenden var væk, kunne Washington fri eksportere det kapitalistiske demokrati til hele verden med det dobbelte mål at cementere USA’s dominerende rolle og skabe en verdensorden i sit billede. Det var denne vision, der med konstante krige og "humanitære interventioner" udviklede landet til en global politimagt.
I dag ser Biden verden befinde sig ved et nyt "skæringspunnkt", og hans nationale sikkerhedsstrategi afslører hans egen udgave af det amerikanske overherredømme, hvor han siger de rigtige ting om globalt samarbejde, men ikke udfordrer de grundlæggende elementer i den udenrigspolitiske status quo. Væk er tidligere visioner om antikommunistisk internationalisme eller gnidningsfri globalisering. I stedet for tilbyder Bidens strategi en vision om transnationalt samarbejde - men hvor det er USA, som svinger taktstokken.
Det tjener til Bidens ære, at hans nye strategi ikke forsøger at rette op på udenrigspolitiske bommerter fra tidligere administrationer. Den anerkender transnationale udfordringer som COVID-19 og klimaændringer - en markant forbedring i betragtning af, at Trump-administrationens strategidokument nævnte "sygdom" nøjagtigt tre gange og helt afviste at nævne klimaændringer. Bidens dokument udtaler også en afslutning på "æraen med store militære operationer for at genopbygge andre samfund", en velkommen udvikling for tilhængere af amerikansk militær tilbageholdenhed.
Men på samme tid er Bidens strategi en blank afvisning af at risikere USA's førerposition af hensyn til samarbejdet omkring internationale udfordringer. Ingen steder er dette mere tydeligt end i diskussionen af Kina, som dominerer dokumentet. Biden hævder simpelthen, at Kina er den "eneste konkurrent, som både har til hensigt at omforme den internationale orden og i stigende grad har den økonomiske, diplomatiske, militære og teknologiske magt til at gøre det," og at USA skal gøre alt for at udkonkurrere den. Han fremstiller rivaliseringen mellem USA og Kina som en bredere kamp mellem demokrati og autokrati, hvor demokratier naturligvis er bundet til at gå af med sejren. Men uanset hvor han rammer USA's konkurrence med Kina, er det klart, at Biden har til hensigt at bevare USA's overherredømme først og dernæst skabe plads til samarbejde.
Biden åbner op for at give lidt plads, om end kun i retorik. Han insisterer på, at hans administration ikke søger en ny kold krig med Kina, og heller ikke en verden, hvor konkurrence mellem stormagter tvinger stater til at falde i fastlåste sikkerhedsblokke. Han siger, at hans administration vil "undgå fristelsen til at se verden udelukkende gennem en prisme af strategisk konkurrence."
Men det er svært at forene med hans holdning om, at Kina er en trussel mod USA, og endnu sværere at sammenholde med den måde, hvorpå forholdet mellem USA og Kina har udspillet sig på det seneste. Biden har sat gang i en teknologisk krig mod Kina, droppet USA's mangeårige politik med "strategisk tvetydighed" (som søger at fastholde den nuværende relation mellem Kina og Taiwan) og truet med at gå i krig, hvis Kina angreb Taiwan.
Endelig kommer Bidens sikkerhedsstrategi med ideen om, at USA kan konkurrere heftigt med Kina og samtidig administrere konkurrencen "ansvarligt". Uanset hvad det betyder - og det er svært at forestille sig en "ansvarlig" stormagtskonkurrence med Kina - er der en bredere, enkel sandhed på spil her, som administrationen ser ud til at ignorere: Konkurrence og samarbejde trækker ofte i modsatte retninger, hvor den ene part vinder det, som den anden taber. Hvis USA ikke er villig til at acceptere en mere multipolar verden, vil farlige konflikter blive den uundgåelige norm.
Halvvejs nede på side 25 skelner Bidens strategi mellem den kinesiske regering og det kinesiske folk og indsætter en erklæring om racisme. Jeg ville normalt tøve med at kalde det en "kopitekst", bortset fra at selve teksten - "Racisme og had har ingen plads i en nation bygget af generationer af indvandrere for at opfylde løftet om muligheder for alle" - matcher ord-for-ord en linje fra en Anthony Blinken-tale om Kina i maj sidste år. (Det hjælper ikke, at denne sætning i dokumentet har en anden farve end den øvrige tekst, hvilket tyder på, at teksten er kopieret.)
Linjen er en mindre fejl, men den er karakteristisk for, hvordan vi skal forstå denne nationale sikkerhedsstrategi. På samme måde som Bidens dokument tilbyder en symbolsk gestus mod racemæssig retfærdighed, er forsøget på at påberåbe sig progressive udenrigspolitiske værdier ikke meget mere end blomstrende retorik. Bidens strategi er yderligere bevis på, at hvis eliterne i Washington bliver ved med at få deres vilje, skal vi regne med, at stormagtskonkurrencen fortsætter med at overtrumfe samarbejdet.
15. oktober 2022
Link til National Security Strategy, October 2022
Oversat fra Jacobin af Åge Skovrind
