content-picture.php

Blandt de 30 slags medicin, som kineserne bruger til at bekæmpe corona-virus, er det cubanske middel Interferon Alpha 2b. Midlet er blevet produceret i Kina siden 2003 af virksomheden ChangHeber, et kinesisk- cubansk joint venture.

af Helen Yaffe

Foto: Cubansk biotekforsker. Ismael Batista/Granma International.

 

COVID19 angreb den kinesiske by Wuhan i slutningen af december, og i januar 2020 havde den ramt hele Hubai provinsen som en flodbølge og bredte sig dernæst over hele verden.

 

Den kinesiske stat gik i aktion for at bekæmpe udbredelsen og drage omsorg for dem, der var blevet ramt. Blandt de 30 slags medicin, som den kinesiske sundhedskommission udvalgte til at bekæmpe virussen, var et cubansk anti-virusmiddel Interferon Alpha 2b. Midlet er blevet produceret i Kina siden 2003 af virksomheden ChangHeber, et kinesisk- cubansk joint venture.

 

Det cubanske Interferon Alpha 2b har vist sig effektivt overfor vira med karakteristika lig COVID19. Den cubanske bioteknolog specialist Dr Lois Herrera Martinez forklarer: ”Anvendelsen forhindrer en forværring og at der udvikler sig komplikationer hos patienter, som har nået det stadie, der i sidste ende kan medføre dødsfald”. Cubas udviklede og anvendte først interferoner til at stoppe et dødeligt udbrud af denguefeber i 1981 og denne erfaring fremmede udviklingen af øens nu førende biotek-industri.

 

Verdens første biotek-virksomhed Genetech blev grundlagt i San Francisco i 1976 efterfulgt af AMGen i Los Angeles i 1980. Et år senere blev Biological Front, et tværfagligt professionelt forum, dannet med det formål at udvikle biotek-industrien i Cuba. Mens de fleste udviklingslande havde begrænset adgang til de nye teknologier (rekombinant DNA, human genterapi, biosikkerhed), så ekspanderede Cubas bioteknologi og fik en voksende strategisk rolle i såvel sundhedssektoren som den nationale udviklingsplan. Det gjorde den til trods for USA’s blokade, som besværliggjorde adgang til teknologier, udstyr, materialer, finansiering og endog vidensdeling. Med det offentlige sundhedssystems som drivkraft har det været karakteriseret af en hurtige overgang fra forskning og innovation til testning og anvendelse, som historien om det cubanske interferon viser.

 

Interferon er et protein, der fungerer som signalstoffer, dannet og frigivet af celler, som reagerer på infektioner, som advarer de nærmeste celler om at sætte gang i deres antivirus-forsvaret. Det blev først identificeret i 1957 af Jean Lindemann og Aleck Isaacs i London. I 1960’erne dokumenterede Ion Gresser, en amerikansk forsker i Paris, at lymfocytter angriber kræftceller i mus. I 1970’erne tog kræftforsker Randolph Clark Lee dette forskningsområde op igen.

 

Dr Lee Clark besøgte Cuba og mødte Fidel Castro under de forbedrede relationer i slutningen af præsident Carters præsidentperiode. Lee overbeviste Castro om, at interferon var vidundermedicinen. Kort derefter tilbragte en cubansk læge og en specialist i blodsygdomme nogen tid i Dr. Lees laboratorium og vendte tilbage med de seneste forskningsresultater om interferon og endnu flere kontakter. I marts 1981 tilbragte 6 cubanere 12 dage i Finland med den finske læge Kari Kantell. Han havde i 1970’erne isoleret interferon fra menneskelige celler og havde delt dette gennembrud ved at afstå fra at tage patent på fremgangsmåden. Cubanerne lærte at fremstille interferon i store mængder.

 

45 dage efter at de var vendt tilbage til Cuba, havde de fremstillet deres første serie af interferon, hvis kvalitet blev bekræftet af Chantells laboratorium i Finland. Lige nøjagtig i rette tid, viste det sig. Få uger efter blev Cuba ramt af en epidemi af denguefeber, en sygdom som bliver overført af Aedes-myggen. Det var første gang, denne smittefarlige type virus forekom på det amerikanske kontinent. Virussen kan forårsage en livstruende feber, og epidemien berørte 340.000 cubanere med 11.000 nye tilfælde om dagen, da epidemien var på sit højeste. 180 mennesker døde, herunder 101 børn. Cubanerne mistænkte CIA for at have spredt virussen. USA’s udenrigsministerium benægtede det, selv om nyere cubanske undersøgelser hævder at kunne fremvise beviser for, at epidemien blev indført fa USA.

 

Cubas sundhedsminister godkendte brugen af interferon til at stoppe denguefeber-udbruddet. Det blev gjort i ekspresfart. Dødeligheden faldt. I deres historiske gennemgang skrev de to cubanske medicinske forskere Caballero Torres og Lopez Matililla: ”Det var det mest omfattende forebyggelses- og behandlingsprogram med interferon, som er blevet udført i hele verden. Cuba begyndte regelmæssigt at afholde symposier, som hurtigt tiltrak sig International opmærksomhed”. Den første internationale konference i 1983 var prestigefyldt. Cantell holdt hovedoplægget og Clark deltog sammen med Albert Bruce Sabin, den polsk-amerikanske forsker, der havde opfundet oral poliovaccine (sukkerknalden).

 

Den cubanske regering var overbevist om potentialet i innovativ medicinsk forskning og grundlagde derfor den Biologiske Front i 1981 for at udvikle dette område. Cubanske forskere tog til udlandet for at studere, mange tog til vestlige lande. Deres forskning betrådte mere innovative stier, da de eksperimenterede med at klone interferon. Da Cantell vendte tilbage til Cuba i 1986, havde cubanerne udviklet humant gensplejset Interferon Alfa 2b, som tusindvis af cubanere har haft glæde af. Cubas eksemplariske Center for Genetic Engineering and Biotechnology (CIGB) åbnede i 1986 med betydelige statsinvesteringer. På det tidspunkt var Cuba blevet kastet ud i endnu en sundhedskrise, et alvorligt udbrud af meningitis B, som yderligere ansporede Cubas bioteknologiske sektor.

 

I 1976 blev Cuba ramt af udbrud af meningitis B og C. Det havde ikke ramt øen siden 1916 bortset fra enkelte isolerede tilfælde. Internationalt eksisterede der en vaccine mod meningitis A og C, men ikke mod B. De cubanske myndigheder sikrede sig vaccine fra et fransk medicinalfirma for at gør befolkningen immun overfor meningitis C. Imidlertid begyndte antallet af tilfælde af meningitis B at stige i de efterfølgende år. Et team af specialister fra forskellige medicinske forskningscentre blev samlet med en kvindelig biokemiker, Concepcion Campa, i spidsen med det mål at arbejde intensivt på at udvikle en vaccine.

 

I 1984 var meningitis B blevet Cubas største sundhedsproblem. Efter 6 års intensivt arbejde havde Campas team i 1988 produceret den første vellykkede vaccine mod meningitis B. En af deltagerne i Campas team, Dr Gustavo Sierra, husker deres glæde: ”Det var det øjeblik, hvor vi kunne sige, at den virkede, og at den virker under de værst tænkelige omstændigheder presset af en epidemi og hos de mest sårbare aldersgrupper”. I løbet af 1989 og 1990 blev 3 millioner cubanere, de mest udsatte, vaccineret. Efterfølgende blev 250.000 unge cubanere vaccineret med VA-MENGO-BC en kombineret meningitis B- og C-vaccine. Den viste 95 procent effektivitet som helhed, med 97 procent i høj risikogruppen af børn fra 3 måneder til 6 år. Cubas meningitis B-vaccine blev tilkendt FN’s guldmedalje for international innovation. Det var Cubas meningitis-mirakel.

 

”Jeg siger til kolleger, at man kan arbejde i 30 år, 14 timer om dagen for at nyde denne graf i 10 minutter,” sagde Augustin Lage, direktør for Center for molekylær immunologi (CIM) til mig, idet han refererede til en kurve over stigningen og det pludselige fald i antallet af meningitis B-tilfælde i Cuba. ”Bioteknologien blev startet med dette mål. Men så viste der sig muligheder for at udvikle en eksportindustri , og i dag eksporterer cubansk bioteknologi til 50 lande.”

 

Siden den første brug af interferon til at bekæmpe feber, har den cubanske interferon vist sig at være effektiv og sikker i behandling af virussygdomme, herunder hepatitis B og C (leverbetændelse), helvedesild, HIV-AIDS og denguefeber. Fordi den griber ind i viras spredning inde i cellerne, har den været brugt til behandling af forskellige slags forstadier til kræft, altså celleforandringer. Tiden vil vise, om Interferon alfa 2b vil vise sig som et vidundermiddel, når det gælder COVID-19.

 

Helen Yaffe underviser i historie på University of Glasgow med Latinamerika og Cuba som speciale. Denne artikel bygger på materiale fra hendes seneste nye bog: We Are Cuba! How a Revolutionary People Have Survived in a Post-Soviet World.

 

Artiklen er oversat fra Links: Cuba’s contribution to combating COVID-19 af Leif Mikkelsen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com