Donald Trump var på vej fra Indien med Air Force One, da aktiemarkederne begyndte at falde for to uger siden. Han holdt sig vågen på hele turen og var rasende. Det fortælles, at han var oppe i 48 timer uafbrudt, før han endelig holdt en offentlig tale om onsdagen.

af Jonathan Neale

Han holdt en tale, hvor han både sagde, at coronavirus var et fupnummer fra Demokraternes side, og at hans administration gjorde en fremragende indsats for at inddæmme den. Det afspejlede hans dilemma. For ikke at miste stemmer var han nødt til at nedtone truslen fra virussen for at få aktiemarkedet på fode igen. Samtidig vidste han, at han var i alvorlige problemer hvis virussen spredte sig.[i]

 

Resultatet er, at Trump ser ud til at have indtaget det værst tænkelige offentlige standpunkt. Hvis, og når, Covid-19 virkelig rammer USA, vil de fleste bebrejde ham for ikke at tage det alvorligt og for ikke at foretage sig noget; og de vil også give ham skylden for økonomien.

 

Forretninger

Trumps forståelse for verdensøkonomien udspringer af hans eget liv som forretningsmand. Han ejer fast ejendom og specielt hoteller. Det gør hans forretninger særligt udsatte for den aktuelle nedgang i rejseaktiviteten og specielt forretningsrejserne.

 

Ud over det er hans ejendomsinvesteringer i den dyre ende; det er luksusetablissementer. De potentielle kunder og lejere er de samme mennesker, som bliver ramt hårdest af et fald i aktiekurserne, og de vil i det mindste have et ønske om at reducere deres udgifter. Det kan meget let også resultere i et hastigt fald i luksusejendommenes værdi.

 

Så Trump vil sandsynligvis forstå den økonomiske trussel fra virussen og mærke den på sin egen krop. Men han har sikkert også et andet problem. Selv om ingen ved det med sikkerhed, ser det sandsynligt ud, at han har en stor gæld. Hvis det er tilfældet, og hvis hotel- og luksusejendomsmarkedet går ned, bliver han nødt til at refinansiere.

 

Men det handler ikke kun om Trump. Virksomheder og regeringer – og os daglejere – over hele verden vil komme til at lide under virussens virkning på verdensøkonomien.

 

Denne artikel forklarer, hvordan og hvorfor det sandsynligvis vil udfolde sig.

 

Økonomien

Epidemien har tre økonomiske hovedeffekter: en recession, et globalt fald i aktiekurserne og, muligvis, en global gældskrise. Lad os starte med recessionen.

 

Siden 1832 er verdens industrialiserede lande blevet ramt af recessioner med fem til ti års mellemrum. En recession betyder, at mængden af varer og tjenesteydelser – den del af den økonomiske aktivitet, folk betaler for – falder. Indtægterne falder, og der er færre arbejdspladser.

 

En recession varer et stykke tid, måske et år eller to, og så begynder økonomien at blive bedre. Det sker, når selskaberne igen begynder at investere, fordi de får mere og mere tillid til, at de vil kunne sælge mere i fremtiden. Nogle år senere mister de så den tillid, og så går økonomien ind i en ny recession. Det er en cyklus, og det kaldes ”konjunktursvingninger”.

 

Økonomer diskuterer meget, hvorfor investorerne mister tilliden. Til vores formål her er den vigtigste kendsgerning, at de gør det. Der er nu gået elleve år siden den sidste recession, så ved udgangen af sidste år ventede alle økonomer på en global recession, men de var ikke sikre på, hvornår den ville begynde.

 

Så kom Corona-virussen. Det gjorde det temmelig sikkert, at der ville komme en global recession. Den indlysende grund til det er de forholdsregler, der bliver taget for at kontrollere virussen. Et stejlt fald i rejseaktiviteten og turismen er kun lige begyndt. Når folk kommer mindre ud, bruger de også mindre.

 

Recession

Mange områder i Kina er lukket ned. Måske går to tredjedele af de kinesiske industriarbejdere på arbejde for øjeblikket, og produktionen kører måske på halv kraft.

 

Karantænerne og nedlukningerne i Kina sætter en kædereaktion i gang over hele verden. Det samme gør de mere begrænsede nedlukninger, der aktuelt finder sted i Norditalien, fordi produktionskæderne er så tæt forbundet internationalt.

 

Især bilindustrien og elektronikindustrien er afhængige af dele fra andre lande. Folk, der er fyret eller hjemsendt, tjener meget mindre, hvis de overhovedet tjener noget, og har så også meget mindre at købe for.

 

Derfor ser vi nu begyndelsen på en global recession. Jo mere virussen bliver spredt til flere lande, jo værre bliver recessionen, og når virksomhedsledere og bankfolk ser recessionen komme, vil de holde sig tilbage med at investere. Det vil øge recessionens omfang og reducere den økonomiske aktivitet yderligere.

 

En recession er altid skidt for opbakningen til de politiske partier, der er ved magten. Det gælder overalt og især i USA.

 

Forud for valget i 2013 lovede Trump de amerikanske vælgere, at der ville komme flere arbejdspladser under hans administration. Det har han faktisk indfriet. Når recessionen begynder at kunne mærkes, vil Trump miste nogle af de vælgere, der stadig støttede ham på grund af de arbejdspladser. Måske vil de stemme på Demokraterne, måske vil de slet ikke stemme.

 

Markederne

Også på aktiemarkederne er der en op- og nedgående cyklus. Det er ikke nødvendigvis sammenfaldende med svingningerne mellem recession og vækst. Somme tider bevæger aktiemarkedet og ”den virkelige økonomi” sig sammen, og sommetider gør de ikke.

 

Bobler på aktiemarkedet virker sådan her: Under en periode med vækst stiger priserne på aktiemarkedet. Investorerne er fulde af tillid, så de byder priserne opad. Jo længere forskellige investorer kan blive ved med at hænge på, jo flere penge vil de tjene på den voksende profit, når de sælger igen.

 

På et bestemt punkt bliver forholdet mellem aktiepriserne og de årlige dividender, virksomhederne skal udbetale for højt. Kunsten at ride på en boble på aktiemarkedet er at blive ved med at investere til sidste øjeblik og så komme ud, før værdien af dine aktier falder sammen.

 

Investorer bruger en dramatisk metafor for at beskrive boblerne på aktiemarkedet. De siger, at du skal blive i rummet så længe som muligt, men når nogen råber ”brand”, skal du helst være den første til at komme ud af døren, for ikke at blive mast af folk, der prøver at komme ud.

 

Det, der skete i slutningen af 2019, var, at de kloge investorer og administratorer af kapitalfonde holdt øje med hinanden og prøvede at regne ud, hvor længe det ville tage, før nogen råbte ”brand”. Og så var der nogen, der råbte ”pest”.

 

Frygt

På to uger faldt aktiemarkederne omkring 10 procent over hele verden. I løbet af den følgende weekend erklærede centralbankerne og regeringerne, at de ville yde en ret stor finansiel støtte til de virksomheder, der kom i gæld.

 

Disse erklæringer skulle stive aktiemarkederne af. Markederne kom sig lidt. I det lange løb vil aktiemarkedet gå op og ned, men hovedsagelig ned. Det er dels fordi investorer og finansanalytikere allerede forventede at de ville gå ned. Men det er også på grund af frygt.

 

Dem, der siger, at der er noget særligt og irrationelt ved frygten for Coronavirus, har ret. Epidemier med smitsomme sygdomme har altid været skræmmende, men de velhavende i de fattige lande og de almindelige mennesker i de rigere lande har for en stor del mistet frygten for at dø af en smitsom sygdom.

 

Derfor er denne ældgamle frygt nu blevet til noget nyt, og den er derfor ekstra skræmmende. Desuden har den snigende frygt for klimakaos været i mange menneskers bevidsthed, og den har skubbet til deres generelle frygt for en katastrofe.

 

Men selv uden denne ekstra frygt var aktiemarkederne klar til af falde. Den globale nedgang i antallet af arbejdspladser, indkomster og forbrug vil også drive virksomhedernes profit nedad. Et fald i aktiemarkedet, som sandsynligvis bliver ganske brat, ser nu ud til at være sikkert.

 

Gæld

Så er der risikoen for en gældskrise. Siden 1980 er den samlede gæld i det globale system steget til et niveau, der er meget højere, end nogen ville have drømt om for tredive år siden. Det skyldes dels en betydelig stimulation fra centralbankerne, der prøver at holde økonomierne i gang. Det er også et resultat af langvarige problemer med virksomhedernes profit.

 

Som reaktion har mange virksomheder, banker og investeringsfonde investeret mere og mere i spekulation og bobler. Firmaer og banker har også investeret og lånt meget mere, end de havde. Det er normalt for banker og andre finansieringsinstitutter at investere tyve gange så mange penge eller reserver, som de har til rådighed.

 

I de sidste tyve år har de imidlertid investeret fyrre eller halvtreds gange det, de havde til rådighed, eller mere.

 

Det er i orden, så længe boblerne vokser og virksomhederne kan blive ved med at holde sig over gælden. Men som ved enhver boble på aktiemarkedet kommer der et tidspunkt, hvor de store spillere mister tilliden.

 

Så skal gælden indfries af de spillere på banen, der har strakt sig for langt, og pludselig vil ingen banker eller selskaber låne dem mere. Så bliver alle bankerne og finansselskaberne til tider bange for at låne til hinanden, fordi de ikke ved, hvem der står med hvilken gæld.

 

På det tidspunkt holder det finansielle system op med at virke. Det var det, der skete under finanskrisen i 2008.

 

Krise

Ved udgangen af 2019 var der næsten ingen af dem, der arbejdede i finanssektoren, der vidste, om der ville komme en ny finanskrise som den i 2008. Det var radikale økonomer for den sags skyld heller ikke sikre på. Der var almindelig enighed om, at det måske kunne ske, men sandsynligvis ikke.

 

Nu ændrer den vurdering sig. Folk i og omkring markederne og centralbankerne er nu meget bekymrede over mulighederne for en ny finanskrise af et lignende omfang som i 2008.

 

Her er jeg nødt til at være forsigtig. Jeg siger ikke, at der vil komme sådan en finanskrise. Måske, måske ikke. Men lederne i finanssektoren, aktiemarkederne og centralbankerne er bekymrede for, at der kan komme sådan en krise. Lad os prøve at opridse, hvad det ville indebære, så I kan se, hvorfor de er bekymrede.

 

For det første vil et stort antal virksomheder, små som store, være i finansielle vanskeligheder ved sommerens begyndelse. Luftfartsselskaber, hotelkæder, forlystelsesparker, Apple og andre elektronikvirksomheder, nogle bilfabrikanter og mange flere vil få reduceret deres indtjening stærkt. Det betyder, at de vil blive nødt til at udskyde betalingen på den gæld, de har eller optage nye lån.

 

Der er bare allerede en enorm gæld derude – ingen ved hvor meget. Hver enkelt bank eller långiver vil være forsigtig med at komme til at være den, der står med den største gæld, og dermed være den første til at bryde sammen. Da de ved, hvor meget de skylder, og da de skjuler omfanget af det, vil de sandsynligvis være forsigtige med at låne til andre banker eller på finansmarkedet.

 

Sammenbrud

Det er derfor, alle de større centralbanker og finansministrene fra G7-landene i denne uge løber om kap for at komme med lånegarantier til alle virksomheder eller banker, der har brug for det. Men for at disse garantier skal virke, skal der være enighed om dem blandt de vigtigste magthavere – eller i det mindste mellem centralbankerne og regeringerne i USA, EU, Storbritannien og Japan, plus IMF. Og her er der et problem.

 

Der findes en vidunderlig bog af Adam Tooze der hedder: Crashed: How a Decade of Financial Crisis Changed the World. Det er en meget detaljeret historisk gennemgang af det globale finansielle system fra 2008 og frem. En af de ting, han viser, er præcis, hvor betydningsfuld Barack Obama var i de år. Han koordinerede personligt og med stor kompetence en langvarig redningsaktion for det internationale kapitalistiske system.

 

Det har stort set været usynligt af to årsager. Den ene er, at Obama intet gjorde og ikke bekymrede sig om de fattige og middelklasse-amerikanere, der mistede deres hjem. Han bekymrede sig kun – til bankernes store overraskelse – om at redde bankerne.

 

Den anden årsag er, at omkring halvdelen af de meget store summer, den amerikanske regering og Federal Reserves investerede og lånte ud, gik til udenlandske banker, og især til udenlandske centralbanker.

 

Disse udlån blev holdt skjult for det amerikanske folk, fordi de ville være blevet rasende, hvis de havde vidst det. Ikke desto mindre var koordineringen af denne proces med at finde og udlåne nye midler helt afgørende for det kapitalistiske systems helbred.

 

Neoliberalisme

Det er umuligt at forestille sig, at Trump vil kunne løfte den opgave. Desuden er der siden 2016 meget større økonomiske spændinger mellem USA og Kina, mellem USA og EU og mellem Storbritannien og EU.

 

De langsigtede politiske virkninger af 2008 har også været enorme. De herskende klasser har overalt fordoblet deres støtte til neoliberalismen. Men mindet om, hvordan man ønskede at redde bankerne i nogle af landene og ikke resten af os, har skadet de neoliberales ideologiske opbakning voldsomt.

 

Denne desillusionering står ikke kun bag Sanders og Ocasio-Cortez, men også bag revolterne, der begyndte med det Arabiske Forår og i dag fortsætter i Libanon, Irak, Iran, Chile, Hong Kong og mange andre steder.

 

Den samme desillusionering står også bag fremkomsten af racistiske højrefløjsledere som Trump, Modi, Johnson, Bolsonaro og alle de andre. Disse ledere har set, hvordan støtten siver væk fra neoliberalismen og det traditionelle erhvervslivs konservatisme.

 

I et demokrati med stemmeret har de rige imidlertid stadig brug for folkelig opbakning til uligheden. Derfor forsøger de nye højrefløjslederes at samle den støtte ved at angribe udlændinge, immigranter, muslimer, racemæssige mindretal og hvem der ellers lige står for skud.

 

Bekymringer

En global epidemi samtidig med en global finanskrise vil være meget mere ødelæggende for det traditionelle politiske centrum end krisen i 2008.

 

Det betyder ikke, at der nødvendigvis vil komme sådan en krise, eller at det er ønskværdigt. Sådan en krise vil give de herskende klasser store problemer, men vil også medføre store lidelser for resten af os.

 

Vi må forstå, at en vigtig faktor i, hvordan forløbet med Covid-19 vil blive, er at eliten overalt er bekymret for sådan et scenario.

 

Følgevirkninger

Hvis der ikke kommer en generel finanskrise, vil der dog stadig komme mange nationale kriser. Allerede nu ser vi det med ødelæggende konsekvenser i Libanon og Tyrkiet. Kombinationen af recession og gæld i specielt Mellemøsten, Asien, Afrika og Latinamerika vil være ødelæggende for almindelige menneskers liv.

 

Det vil føre til opstande fra befolkningen, morderiske højrefløjsregimer, krige og somme tider alle tre ting på én gang.

 

Af de årsager jeg sammenfattede i min tidligere artikel i The Ecologist vil antallet af dødsofre for Coronavirus være højere i fattige lande, der ikke har et frit tilgængeligt nationalt sundhedssystem.

 

I USA vil Donald Trump komme til at stå over for en stigende fjendtlighed i befolkningen, fordi han ikke vil tage skridt til at inddæmme virus, og på grund af det, der sker med folks arbejdspladser og indtægter.

 

9. marts 2020

 

Jonathan Neale er forfatter, klima- og fagforeningsaktivist. Han har skrevet ”A People’s History of the Vietnam War” og ”Stop Global Warming”, og han er redaktør af ”One Million Climate Jobs”. Følg ham på Twitter: @bonny_pirate.

 

Oversat fra The Ecologist af Poul Bjørn Berg

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com