content-picture.php

Coronaen bestemmer over os alle? Eller gør den? Er det coronaen vi er bange for, eller frygter vi, at sundhedsvæsnet måske ikke kan klare pandemien? Er det mon, fordi vi godt ved, at vi har svækket sundhedssystemet, og nu indhentes af årtiers forsømmelser?

af Arne Lund

De fleste af os kender nok sundhedsminister Magnus Heunickes planche med den orange og den grønne pukkel. Den orange viser et scenarie, hvor smitten ikke inddæmmes effektivt og lægger sundhedsvæsenet ned. Den grønne viser, hvor det går langsommere og ligger tættere på sund-hedsvæsnets kapacitetsgrænse. Ingen kan være uenig med Heunicke i, at vi skal gøre alt for at komme i det grønne scenarie. Og han har helt ret i, at den største fare ved Coronaen er, at den orange kan føre til sammenbrud i sundhedssystemet.

 

Hvad Heunicke ikke gør opmærksom på, er, at sundhedsvæsenets kapacitetsgrænse er langt lavere, end den kunne og burde være. At den er et resultat af årtiers skalten og valten med sundhedssystemet, et resultat af inkompetence, kafkask bureaukrati og uhyrlige nedskæringer på trods af alt fornuft. Men også at vi har et sundhedsvæsen, der overlever takket være ukuelige ildsjæle og stærke fagforeninger.

 

Jeg har lægmands viden om coronaen, og aner derfor ikke, hvor længe den vil plage os. Denne artikel kommer i stedet med nogle bud på, hvorfor sygehusvæsenet allerede i epidemiens anden uge er ved at løbe ind i nogle af de kapacitetsproblemer, Heunicke advarede imod.

 

Tidlig indgriben

De første corona-meldinger kom fra Kina omkring 1. december, men vakte ingen opsigt i Europa. Sidst i januar mente virusforsker ved Statens Seruminstitut, Anders Fomsgård, at “risikoen for, at smitten når Danmark, er lav… der ikke har været smitte mellem personer, og at der ikke er særlig høj dødelighed… det kommer fra Wuhan. Det holder sig til der, hvor det startede.”

 

På det tidspunkt havde kineserne fortalt, at det var et nyt virus, som mennesker ikke har nogen immunitet over for, og at den kan spredes på en helt anden måde end andre kendte virusformer.

 

Da coronaen kom til Italien og Østrig, var Islands Sundhedsstyrelse hurtig til at advare om, at især skisportsstederne var højrisiko-områder. De skiturister, der vendte hjem fra Ischgl, blev ikke testet i Kastrup. En forretningsmand, der havde rejst i Fjernøsten, hvor han var blevet testet (negativ) overalt, gik den 5. marts også lige igennem, uden at nogen tjekkede ham.

 

Da grænserne blev lukket i sidste uge, var smitten inde i landet. Nu er det danskere, der smitter danskere. Sundhedsmyndighederne og regeringen tog let på problemet i begyndelsen, og da de endelig handlede, så greb de til redskaber i brug, som var uden sundhedsmæssig værdi. Snarere var det hensynet til de vælgere, regeringen har lånt fra DF, der gjorde udslaget.

 

Det er ikke første gang, at danske sundhedsmyndigheder tager lemfældigt på alvorlige epidemier. MRSA har man i årevis forsøgt at lægge låg på, har slæbt kritiske journalister i retten, og har søgt at bagatellisere MRSA. Daværende fødevareminister Dan Jørgensen mente, at det kunne løses ved at få folk til at vaske hænder. Det hjalp naturligvis ikke, og folk bliver fortsat syge af MRSA. I 2019 blev 3.600 smittet – mod 1.100 i 2010. I 2019 døde en halv snes pga. blodforgiftning. Statens Seruminstitut har registreret MRSA siden 2001, uden at der blevet gjort det store.

 

Personale

Hvis et beredskab skal kunne fungere, så skal der være personale nok. Fx skal det være 4-5 syge-plejersker pr. patient i døgnet. Og selv om der er tilkaldt ekstra hjælp, så er det umuligt at få flere tusinde intensivsygeplejersker klar, hvis epidemien for alvor sætter ind, for at kunne betjene de ca. 1.200 respiratorer, der er på sygehusene – og det vil kunne mærkes.

 

Atter rammes hospitalerne af, at der er uddannet for få sygeplejersker, og at man ikke har været særlig god til at holde på dem, man har, især de mere erfarne, der hyppigt søger ud i kommunerne til mindre stressede arbejdsforhold. Dansk Sygeplejeråd skønner, at der i dag mangler 5-6.000 sygeplejersker, og at den demografiske udvikling blot vil forstærke problemet.

 

Lægemanglen er også mærkbar, og har været det siden Ritt Bjerregaard i 1976 indførte adgangs-begrænsning til medicinstudiet. Optaget på 1.200 blev reduceret til 750. Da Bertel Haarder kom til i 1982, gik det helt galt, for han skar optaget ned til 500. Løsningen er naturligvis at øge optaget, vel vidende at det tager ca. 15 år, førend en medicinstuderende er færdiguddannet.

 

Udstyr

Corona’en er en øjenåbner. Den viser, at når væsentlige dele af den forsyning, et samfund har brug for i en krisesituation, overlades til markedskræfterne, så går det galt. Corononaen er global, og det er manglen på udstyr til test og til beskyttelse af sundhedspersonalet også. Det samme gælder årsagen: Den neo-liberalistiske opfattelse af, at det ikke er lønsomt at have et beredskab, en reservekapacitet, liggende klar til den dag, hvor en epidemi slår til. Sygehusvæsnet er i effektiviseringens uhellige navn skåret kraftigt ned til 100 procents kapacitetsudnyttelse. Alt, hvad der er derudover, fjernes.

 

Den 18. marts forsikrede Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, at der var rigeligt med udstyr på lager, samtidig med at han roste udstyrsproducenten Roche i høje toner. Selvfølge-lig gør han det, for Roche betaler 85 procent af hans løn. Ganske vist er lægemiddelstyrelsen en offentlig myndighed, men den finansieres primært af gebyrer og afgifter fra medicinalindustrien, fx ved godkendelse af medicin, kontrol, inspektion mv. Det er naturligvis uholdbart, at en kontrolle-rende instans er så tæt på den industri, den skal kontrollere. Lægemiddelstyrelsen skal derfor gen-nationaliseres, og befris for de tætte personlige relationer til medicinalindustrien.

 

Situationen er ekstraordinær, men det kan ikke undskylde det manglende kriseberedskab. Blot to uger inde i epidemien er flere hospitaler i regionerne Hovedstaden, Midt og Syd ved at løbe tør for udstyr, og producenterne har svært ved at følge med. Et kriseberedskab skal naturligvis opbygges i “fredstid”, ikke først når lokummet brænder. Det er det, der sker nu, hvor der mangler udstyr til at teste syge patienter med mistanke om COVID-19, samt test af sundhedspersonale.

 

Vel er det ikke gratis at have hospitalsbygninger og -udstyr i beredskab, for med kort varsel at kunne konvertere almen-medicinske afdelinger til intensivafdelinger. Men det skal gøres.

 

For at føje spot til skade, så må sundhedspersonalet øst for Storebælt slås med den elendige Sundhedsplatform, som personalet fik proppet ned i halsen af inkompetente regionspolitikere og deres embedsværk, der så på, at regionerne kunne score en hurtig rationaliseringsgevinst, inden Sundhedsplatformen havde vist, hvad den var værd..

 

Hvis Mette Frederiksens regering kendte sin opgave, så ville den kræve af det erhvervsliv, den har reddet fra at gå fallit, at nu skulle nogle af dem omstille deres produktion til hurtigst muligt at producere hjælpemidler, masker, handsker, håndsprit, og hvad der ellers er brug for. Stille krav til det erhvervsliv, der har sendt produktionen til lavtlønslande, og dermed have gjort det svært at tilvejebringe det nødvendige udstyr i en akut situation. Få fingeren ud, og kom i gang med at producere masker, testpinde, og andet hospitalsudstyr – det er jo ikke raketvidenskab.

 

I Frankrig, Schweiz og Skotland er spiritusfabrikker og bryggerier, ifølge Ingeniøren 19. marts, ved at producere håndsprit. I England har regeringen beordret 60 virksomheder til at fremstille 20.000 respiratorer og andet kritisk hospitalsudstyr.

 

Når den slags kan ske rundt om i Europa, hvorfor så ikke her i landet, hvor der er ca. 30 alkohol-destillerier? “Fødevarestyrelsen tillader ikke kemisk produktion, hvor der fremstilles fødevarer… og desuden kan andre gøre det billigere end os,” svarer brancheforeningen VSOD, der godt vil have en bid af regeringens hjælpepakker, men yde noget til gengæld, det vil man ikke.

 

Mon Mette Frederiksen kan overtales til at stille lige så skrappe krav til erhvervslivet, som hun har stillet til borgerne, når det gælder om at vise samfundssind?

 

Ingen EU-lande hjalp italienerne, da det for alvor blev slemt. Alle producerede kun til eget forbrug – også selvom de slet ikke var angrebet i nær samme omfang som italienerne. Frankrig og Tyskland forbød endda eksport af hjælpemidler. Hvem kom så italienerne til undsætning? Kineserne, der dog selv har rigeligt at slås med. Så meget for det europæiske sammenhold.

 

Besparelser og djøf’ernes misregimente

Danmark har en kedelig rekord som det land i Norden med flest kræfttilfælde. Det satte Lars Løkke sig for at ændre på, da han var indenrigs- og sundhedsminister i 00’erne. Meget er også opnået, og i dag overlever langt flere kræftsygdomme, sammenlignet med for 30 år siden. Et fremskridt, der dog bl.a. er sket på bekostning af, at andet ikke er blevet økonomisk tilgodeset i samme takt som kræftområdet, bl.a. psykiatri, fedme, forebyggelse mv.

 

Kræftbehandlingen er delvis blevet finansieret af skiftende regeringers omprioriteringsbidrag, hvor der frem til 2018, hvor bidraget omsider blev afskaffet, årligt skulle behandles 2 procent flere patienter. Dvs. at midlerne blev skaffet ved omposteringer i bogholderiet. Af og til gik det den modsatte vej, som det år, hvor hospitalerne behandlede flere patienter, end sygehusøkonomerne havde fastsat. En overskridelse, der betød at ansatte blev fyret.

 

Den stærke økonomistyring har været – og er – et helvede for patienter og ansatte – også efter at omprioriteringsbidraget forsvandt. Kvaliteten i pleje og behandling forringes, personalet presses, og det er svært at finde tid til at styrke patientinddragelsen. Arbejdstilsynet har udstedt utallige påbud.

 

Når regionerne klager over, at de ikke får penge nok fra stat og kommuner, får de at vide, “at I får rigeligt, og det er jeres ansvar at ansætte personale med de rette kompetencer for at sikre patien-ter behandling af høj kvalitet.” Sagt af en sundhedspolitiker, der er uden forståelse for, at politisk og økonomisk ansvar hænger sammen, og at det først vil blive bedre, når regionerne får ret til at opkræve egne skatter.

 

Endelig er der så privathospitalerne, pariaen i det danske sundhedsvæsen, der har let ved at score kassen, eftersom de ikke har de samme forpligtigelser som sygehusvæsenet. Under corona-krisen indgår de ikke akutberedskabet, til trods for at de er afhængige af en betydelig offentlig støtte.

 

Supersygehuse

Et væsentligt led i Lars Løkkes strukturreform var gennemgribende ændringer i sygehusvæsenet, hvor Løkkes flagskib var 16 supersygehuse, hvoraf nogle tillige fik status som universitets-hospitaler, mens flere andre blev opgraderet. Til gengæld blev mindre – ofte velfungerende, popu- lære, lokale og regionale sygehuse nedlagt, eller blev omdannet til gerastiske eller genoptrænings “hospitaler”. I dag er der 84 procent færre sygehuse, og 60 procent færre sengepladser. Der er heller ikke brug for så mange, siger sygehusøkonomerne, for i dag er folk kun på hospitalet 2-3 dage mod en uges tid i 1990.

 

Problemet med supersygehusene er, at de bygges efter budgetter, der blev lagt sidst i 00’erne. Da der ikke tages hensyn til løn- og prisudviklingen, så ender mange af dem som skrabede byggerier, hvor design og mursten sluger pengene, mens der skæres ned på sengepladser og behandlings-faciliteter, færre scannere end planlagt, ligesom der rejses tvivl om, hvorvidt hospitalerne kan leve op til kravet om patientsikkerhed og et sammenhængende patientforløb. Såvel Stats- som Rigs-revisionen erklærer, at supersygehusene ikke vil kunne leve op til de mål, der er sat for dem.

 

Nedskæringer og forringelser står i kø, og i februar i år godkendte Sundhedsministeren ca. 300 ændringer, besparelser mv. Oveni kommer rigide krav fra Region Midt om, at der kun ansættes fuldtidspersonale – uden forståelse for manges ønske om at kunne vælge mellem hel- eller deltid.

 

Alternativer

Ifølge WHO ser det ud til, at det Globale Syd indtil videre er gået nogenlunde fri for coronaen. Det er tankevækkende, at der er gået værst til i de rige vestlige lande med relativt gode sundheds-systemer. Tanken om, hvor slemt det kan gå, hvis coronaen tager lige så hårdt fat i afrikanske lande, er ikke til at bære.

 

Denne mulighed har cubanske læger dog taget højde for, og foreløbig er 400 cubanske læger rejst til Afrika, Venezuela – og Italien! for at bistå. Indtil nu er der “kun” registreret 21 smittede og ét dødsfald på Cuba. Det er ifølge Arbejderen 17. marts sket ved brug af mundsprayen Interferon Alfa 2B, der tidligere blev brugt i forbindelse med SARS.

En pandemi tester et samfund. Situationen i det rige Norditalien er et dramatisk billede på, hvad der kan ske i et samfund, der er uforberedt på det værste.

 

SARS, AIDS, Mers, H1N1, Zika, Ebola – og nu corona. I de sidste tyve år har epidemier været et tilbagevendende fænomen, andre vil følge efter coronaen. Epidemier har der været til alle tider, og at tilskrive dem sammenbruddet i de økologiske systemer er for nemt, for det var jo næppe tilfældet med den sorte død i 1300-tallet.

 

Indlysende er det dog, at skal vi kunne tackle fremtidens epidemier, da kræver det sundheds-systemer af en helt anden kaliber end i dag. Sundhedssystemer, der ikke er drevet af markeds-tilpasning, medicinalindustriens profitvækst eller politikeres prestigeprojekter, men et sundheds-væsen, der er styret af hensynet til forebyggelse, lindring, helbredelse, patienter og ansatte.

 

Der er desværre stadig langt endnu.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com