Stop den økonomiske blokade af Cuba nu! For et frifrit og suverænt Cuba! Ned med den imperialistiske indblanding i Cuba! For socialistisk demokrati i Cuba!

af Fjerde Internationale

Foto copyright: Yerson Olivares – unsplash.com

 

Den 4. juli var vi vidne til en protest fremkaldt af den enorme varemangel, som Cuba har lidt under, siden Trump satte østaten på listen over terroristlande og stoppede pengeoverførsler fra USA til Cuba. Det blev forværret af pandemien og tabet af indtægten fra turisme.

 

Det sker på en ø, som er nødt til at importere en betydelig del af, hvad den forbruger uden nogen som helst international støtte (de enorme vanskeligheder, som Venezuela gennemlever har også haft negative konsekvenser på Cuba) – noget som i nogle henseender minder om de værste tider under den ”specielle periode. (efter Sovjetunionens sammenbrud o.a.) Denne blokade vanskeliggør også produktionen af Covid-19 vaccine til cubanerne, til trods for den hjælp, som Cuba har ydet til andre lande under pandemien.

 

Dette bliver forværret af en dybt rodfæstet sygdom: Den sociale ulighed er vokset betydeligt i de sidste 30 år, hvor regeringen har søgt at tiltrække udenlandske investeringer, udviklet turistsektoren og tilladt en vækst i private initiativer, som hyrer lønarbejdere. I en situation med varemangel har ulige adgang til US-dollars skabt endnu mere ulighed. Den er dog fortsat mindre end i de lande, hvor kapitalismen er blevet genindført såsom Kina, Vietnam og den tidligere østeuropæiske blok. En stor lokal kapitalistisk sektor, som er i stand til at udbytte lønarbejdere, har ikke udviklet sig i Cuba.

 

Den lokale kapitalistiske sektor er helt klart i fremgang, men ikke i samme omfang som i de ovennævnte lande. Grundlovsændringerne fra 2019 gjorde det tydeligt, at der stadig er juridiske barrierer for den kapitalistiske sektors frie udvikling, især i form af begrænsninger på, hvor mange ansatte de lokale kapitalister må have.

 

Udover den bekymrende påvirkning af den voksende ulighed og blokeringen af en hjemmeproduktion for at imødekomme befolkningens behov, er der også evangeliske religiøse sekter, som i stigende grad lægger pres på regeringen for eksempel for at begrænse den fulde anerkendelse af LGBTQ+ rettigheder.

 

Det er også værd at nævne de en nye generation, hvis aktivitet er tæt knyttet til sociale netværk, hvor en ny, generation af kunstnere er vokset frem, som slet ikke er optaget af arven fra revolutionen. Det sker samtidig med, at vigtige dele af den gamle generation, som direkte deltog i den revolutionære proces i 60’erne og 70’erne, falder bort.

 

Denne cocktail eksploderer i en kontekst, hvor regeringen har et meget lille manøvrerum til at lindre de kortsigtede virkninger af varemanglen og har stor modstand mod at åbne en demokratisk beslutningsproces, som tiltrækker de nye generationer (processen omkring den nye grundlov var et forsøg herpå, men det var tydeligvis ikke nok).

 

Regeringen foretrækker bureaukratiske metoder og gør sig ingen anstrengelser for at øge arbejdernes deltagelse, især hvad angår udvikling af arbejderkontrol i virksomhederne og borgerkontrol i samfundet.

 

Dette forklarer, at regeringen tyr til repression og mobilisering af sektorer, som fortsat er loyale overfor regeringen, for at stoppe protesterne og forsøge igen i det mindste at få en vis turistindtægt hen over sommeren. Dette ville give et manøvrerum for at bekæmpe nogle af de forhold, som ligger bag befolkningens utilfredshed.

 

Præsident Miguel Diaz Canels tale søndag den 11. juli – efter protestbølgen, som ramte mere end et dusin byer over hele landet fra øst til vest, er et utilstrækkeligt svar på situationen. Selvom Diaz Canel erkendte, at en stor del af demonstranterne var oprigtigt bekymret over de hårde livsvilkår. Imidlertid gjorde han ikke nogen form for selvkritik af sin egen håndtering af situationen, men understregede blot manipulationerne fra den kontrarevolutionære sektor, som åbenlyst er tilhænger af amerikansk intervention – hvilket selvfølgelig må fordømmes. Regeringens opfordring til revolutionære om at gå på gaden som svar på truslerne fra de kontrarevolutionære risikerer at fremprovokere sammenstød og skærpet undertrykkelse.

 

Vi kan ikke adskille de cubanske protester fra, hvad der sker i andre latinamerikanske lande, hvor høje leveomkostninger er blevet forværret af pandemien og ultra-liberale tiltag. Dette er, med forskellige begrundelser, baggrunden for sociale eksplosioner som i Colombia for nylig eller i Ecuador og Chile i 2019. Pandemien har utvivlsomt forstærket alle sociale modsætninger globalt og især i Latinamerika, med tiltagende social eksklusion og voksende ulighed til følge. Til trods for et på mange punkter eksemplarisk sundhedssystem er Cuba heller ikke i stand til at undslippe de mest perverse økonomiske og sociale konsekvenser af den globale krise og pandemien. Heldigvis arbejder den voksende sociale modstand i Latinamerika, som konfronterer imperialismens økonomiske og politiske planer for regionen, til fordel for at bryde Cubas isolation og opretholdelse af landets politiske uafhængighed.

 

Uheldigvis foretager vigtige dele af venstrefløjen ikke nogen form for kritisk analyse af situationen i Cuba angående dets politiske systems forfald og de yngre generations håbløshed. Tværtimod ser vi i mange lande en ukritisk opbakning bag tanken om, at det hele er en imperialistisk sammensværgelse, hvor legitimiteten af de folkelige mobiliseringer ikke bliver anerkendt, men udelukkende tilskrives ”imperialistiske agenter”. Det er indlysende, at imperialismen forsøger at udnytte de sociale protester i sin egen interesse i de forskellige internationale konflikter i en stadig mere urolig verden.

 

Dette gælder i endnu højere grad, når det gælder et land, som står som et eksempel på kampen for suverænitet for hele regionen… Og det sker i stigende grad gennem intensive kampagner på sociale medier, hvor man forsøger at skabe sociale utilfredshed udefra med den hensigt at kanalisere utilfredshed frem mod at få væltet den cubanske regering.

 

Men at sige, at det alt sammen skyldes indblanding fra stormagterne, er meget langt fra den komplekse og modsætningsfyldte virkelighed. Derudover ser dette svar bort fra de folkelige sektorers deltagelse i konflikterne, som om alting var et skakspil, hvor folket aldrig bliver inviteret, og hvor de bliver betragtet som en slags mindreårige, som ikke er i stand til at forstå deres egne interesser og forsvare sig selv.

 

Fjerde Internationale, som betingelsesløst har støttet den cubanske revolution fra første færd, forsvarer nogle grundlæggende ideer, selvom situationen er kompleks og modsætningsfuld:

 

·       Som det allerførste fordømmer vi den ulovlige og umenneskelige blokade, som det cubanske folk er udsat for, og kræver den øjeblikkelig stoppet.

·       Vi opfordrer til solidaritetsaktioner for at lindre manglen på dagligvarer, som øen lider under, og at bekæmpe blokaden, som er dikteret af USA.

·       Vi kræver, at Biden regeringen fjerner Cuba fra listen over lande, der huser og støtter terrorisme. Dette er essentielt af indlysende grunde for at lindre landets økonomiske situation. Vi tager afstand fra truslerne om intervention, hvorved Biden forsøger at opmuntre det eksilcubanske yderste højre og de meste reaktionære dele af Republikanerne.

·       Vi fordømmer den internationale kampagne fra mainstream medier, som fejlagtigt hævder, at det cubanske folk rejser sig mod regeringen, og at regeringen vil svare igen med stor brutalitet, samtidig med at de samme medier har vendt det blinde øje til de betydeligt mere voldelige former for repression, som har været anvendt mod befolkningen i lande som Frankrig under De Gule Vestes bevægelse i 2020 eller i Colombia i 2021 blot for at nævne nogle få eksempler fra en alenlang liste.

·       Vi kræver, at de cubanske myndigheder respekterer den demokratiske ret til at protestere, retten til at opbygge uafhængige sociale bevægelser, politisk pluralisme og fri demokratisk debat. Det er den eneste vej, der kan forhindre, at revolutionen ikke længere udgør et eksempel for befolkningen i Latinamerika og resten af verden.

·       Vi kræver, at sandheden kommer frem om forholdene under tilbageholdelse og repression for at stoppe magtmisbrug og for at stille de ansvarlige til ansvar.

·       Vi kræver umiddelbar løsladelse af de arresterede under demonstrationerne 11.juli med mindre, de har foretaget handlinger, der har bragt andres liv i fare

·       Vi forsvarer et suverænt, uafhængigt Cuba med arbejdernes reelle folkelige demokratiske deltagelse i øens skæbne. For et socialistisk demokratisk Cuba.

 

Udtalelsen blev vedtaget 21. juli 2021 af Fjerde Internationales Forretningsudvalg.

 

Oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Leif Mikkelsen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com