Konfronteret med en langvarig og dyb økonomisk og politisk krise har Venezuelas regering foretaget en ”højredrejning” i den økonomiske politik, samtidig med at den griber til undertrykkelse af venstrefløjen. Det er konklusionen fra en ny rapport fra menneskerettighedsorganisationen Surgentes.

af Antonio Gonzales Plessmann, Federico Fuentes

Foto: Antonio Gonzales Plessmann

 

Rapporten finder, at dette skift – som regeringen offentligt forsvarer som et taktisk skridt – strider mod Chavismens ”grundlæggende principper”, den politiske bevægelse, som blev lanceret af den tidligere præsident Hugo Chavez. Rapportens resultater, som er resultat af omfattende interviews og feltarbejde, er i tråd med, hvad kritiske sektorer af chavismen har argumenteret for i nogen tid.

 

Federico Fuentes talte med Antonio Gonzales Plessmann fra Surgentes om denne undersøgelse.

 

Vil du skitsere for os, hvilke politiske eller praktiske ændringer, som har fået jer til at konkludere, at regeringen er drejet mod højre?

 

Højredrejningen er sket på såvel det økonomiske som det politiske plan. Hvad økonomien angår, har vi set en hel række afregulerings- og fleksibiliseringstiltag, som er indført med henblik på at tiltrække privat kapital på bekostning af sociale rettigheder. For eksempel:

·        Privatiseringer har fundet sted siden 2015, enten åbent (gennem at overdrage landbrugsjord eller nationaliserede virksomheder) eller skjult (gennem strategiske partnerskaber eller offentligt/privat ejerskab selskaber).

·        Anti- blokadeloven fra 2020 som blev vedtaget af den grundlovsgivende forsamling tillod, skjult under fortrolighedens slør, staten at forsætte og uddybe privatiseringer.

·        Skattefritagelse for investeringer (2018) og import (2020)

·        Afskaffelse af valutakontrol (2019) og de facto dollarisering af økonomien.

·        Systematisk brud på arbejdernes rettigheder gennem fastholdelsen af en af verdens laveste mindsteløn (omkring 13 kroner om måneden i 2021). Det gør det billigere at afskedige arbejdere og har medført en masseflugt fra den offentlige sektor. Det har fungeret som indirekte massefyringer.

·        I forbindelse med de internationale sanktioner har regeringen samarbejdet med mellemhandlere og forretningsejere for at omgå den uretfærdige blokade mod Venezuela. Disse har forhandlet på statens vegne om køb og salg af produkter på det internationale marked. Det har resulteret i opkomsten af ugennemsigtige økonomiske interesser, som har skabt grundlag for ulovlig berigelse af kredse tæt på den politiske elite.

 

Bortset fra det sidste punkt, så taler vi grundlæggende om tiltag som højrefløjen har bedt om i mere end to årtier, og som er blevet afvist af chavismen, fordi de står i direkte modstrid til chavismens programmatiske mål om at prioritere offentlige interesser over kapitalens.

 

Med dette mener jeg chavismens støtte til folkelig magt – gennem overdragelse af produktionsmidler til folket og gennem at fremme selvstyrende kommuner (kommuner på lokalt niveau, der omfatter 250 familier, der løser lokale problemer såsom vand- og fødevareforsyning og produktion o.a.) – og til en magtfuld stat, som kontrollerer strategiske varer og service til gavn for flertallet. Alt sammen skal forstås i en sammenhæng med overgangen til et demokratisk alternativ til kapitalismen.

 

Disse mål er blevet forladt af den regerende elite. På det politiske plan er dette økonomiske skift blevet ledsaget af en gradvis nedlukning af demokratiske rum indenfor statens institutioner og med begrænsning af mulighederne for at udfolde en lokal folkemagt.

 

Det er vigtigt at sætte denne tendens ind i en sammenhæng. Indtil 2015 var chavismens modsvar på hver krise, på hvert anti-demokratisk angreb fra oppositionens side, at opfordre til mobiliseringer, selvorganisering og folkelig deltagelse, både ved valg og på gaden.

 

Chavismens vigtige nederlag ved parlamentsvalget i 2015 var et vendepunkt. Oppositionens kontrol over parlamentet (Asamblea Nacional – AN) gav højrefløjen mulighed for at udpege regeringsfjendtlige medlemmer til andre offentlige embeder (dommere, valgkommission og ombudsmand). Det var også klart, at oppositionen havde den nødvendige støtte til at sætte gang i processen for præsidentvalg i utide.

 

Det frembragte et skifte i chavismen: Man undgik, begrænsede eller justerede høringer og valgprocesser både på statsligt niveau og i forhold til den lokale folkemagt, så det passede i regeringens kram.

 

For eksempel:

·        Under dække af omstrukturering suspenderede ministeriet for kommuner registreringerne af nye kommunale talspersoner i 2016 og som konsekvens heraf valgene af nye talspersoner. Da der blev åbnet op for nyvalg, var reglerne blevet ændret således, at de understøttede, at kun medlemmer fra det regerende Venezuelas Forenede Socialistparti (PSUV) eller kandidater, som blev anbefalet af partiet, kunne stille op eller blev valgt.

·        Med udgangspunkt i de enorme vanskeligheder med at få fat i mad, blev de lokale komiteer for forsyning og produktion (CLAP) det mest betydningsfulde afsæt for mobilisering i lokalsamfundet, hvor det erstattede de kommunale råd. I modsætning til de kommunale råds talspersoner er CLAPS talspersoner ikke valgt af befolkningen, men er udpeget af staten og det regerende parti.

·        Den valgte Nationalforsamling blev de facto opløst, først via gentagne domme fra Højesteret og senere gennem en ny grundlovgivende forsamling.

·        Som svar på oppositionens opstandslignende protester i 2017, indkaldte præsidenten en grundlovgivende forsamling uden at rådspørge befolkningen med hensyn til valghandlingens udformning og dens opgaver – dens kommissorium. Det indebar en overtrædelse af den almindelige og lige valgret, idet nogle borgere kunne stemme flere gange i kraft af deres status som arbejdere, pensionister, studenter osv.

I den forstand blev den mest betydningsfulde magt i et demokrati sat i værk, men på en måde, som gav et forvrænget bilede af den folkelige vilje. Den grundlovgivende forsamling, som var valgt på en udemokratisk måde, besad ekstraordinære magtbeføjelser, udformede love og fjernede statsansatte.

·        Opstillingsretten for politiske partier fra både den højreorienterede opposition og venstrefløjen, der har kritiseret den regerende elites kursændring, er af valgmyndigheder og juridiske instanser blevet inddraget til fordel for kræfter, der er allierede med regeringen.

 

Hvordan forklarer du denne kursændring? Er det først og fremmest et resultat af indre faktorer hos chavismen selv, et resultat fra pres fra blokaden og oppositionen, eller er det en blanding af begge dele?

 

Forskellige faktorer forklarer højredrejningen. Nogle er interne, resultatet af ændrede styrkeforhold og den regerende elites håndtering af økonomien, og andre er eksterne, idet de skyldes den internationale højrefløjs angreb. Angående de sidstnævnte, så står de underminerende tiltag, som er blevet påført af USA og EU, systematisk i modsætning til beskyttelse af menneskerettighederne. Deres konsekvenser for befolkningen er ødelæggende og kriminel. De forsøger at fremkalde et regeringsskifte i Venezuela. Det er en krænkelse af vores ret til selvbestemmelse. Med alle dets modsigelser og indre spændinger, så har der i Venezuela været et forsøg på at bygge et demokratisk alternativ til kapitalismen – et forsøg gennemsyret af en latinamerikansk ånd, som er uafhængig af USA. Det er ikke noget, imperialismen kan tolerere.

 

Det, der sker i Venezuela i dag, kan ikke forstås uden sammenhæng med denne eksisterende konflikt. Det, jeg dermed siger, er, at USA og EU ved at optrappe konflikten er medansvarlige for den regerende elites forfald, for den taktiske vending, som den har foretaget i et forsøg på at overleve, men som endte med at blive strategisk og dermed skabte ændringer i det, der var det chavistiske program for samfundsforandring.

 

Angående de indre faktorer må vi sige, at statslig kontrol – en stat som administrerer olierigdommene – har gennem vores lands historie indebåret fremkomsten af kapitalister tæt forbundet med den politiske klasse. Det har også været tilfældet i det sidste årti.

 

Korruption og diskret anvendelse af offentlige ressourcer til fordel for økonomiske sektorer knyttet til denne elite har spundet et netværk af legale og ulovlige interesser, som har konsolideret sig og arbejdet på at underminere den antikapitalistiske komponent af den bolivariske revolution.

 

Af denne grund var det nemt for den regerende elite, da de underminerende internationale tiltag tvang regeringen til nødforanstaltninger, at gribe til de økonomiske redskaber, som almindeligvis var forbundet med nyliberale tilpasningsprogrammer, og promovere det private erhvervslivs rolle som modsvar til krisen.

 

Problemet med dette er, at det indebærer en forandring af, hvad chavismen står for. Problemet er, at folkets rolle blev reduceret fra tidligere at spille hovedrollen i den bolivariske revolution til at være tilskuer og heppekor for eliten. Problemet er, at den giver op i forhold til kapitalen og ikke længere stræber mod et alternativ til kapitalismen.

 

Hvilken form har repressionen mod venstrefløjen haft? Har der været forsøgt dialog, eller er tendensen grundlæggende den, som vi ser hos højreorienterede regeringer i regionen? Er du af den opfattelse, at der er en direkte forbindelse mellem højredrejningen og denne repression?

 

Regeringen betragter stadig sig selv som venstreorienteret. Maduro har faktisk følt sig såret af beskyldninger om, at han undertrykker venstrefløjen. Men han er begyndt at stille spørgsmålstegn ved det, han kalder ”det forældede venstre”, ” det infantile venstre”, ” det eksklusive venstre”.

 

Der har været tilfælde, hvor politiske venstrekræfter har været ramt – censuren mod webmagasinet Aporrea og arrestationen af chavistiske dissidenter, der er med i den Folkelige Revolutionære Alliance (APR) eller venstreorienterede fagforeningsledere, men repressionen er først og fremmest rettet mod det, vi kalder den folkelige lejr: enkeltpersoner, organisationer og kampe, der traditionelt har været en del af den bolivarianske revolutions selvforståelse og praksis. Jeg henviser til bønder, som kæmper for demokratisering af adgangen til jord, eller arbejdere, der kæmper for deres rettigheder.

 

Med hensyn til bønderne har der fundet vigtige dialoger sted. Den mest bemærkelsesværdige var mødet mellem præsidenten og ”Bøndernes Beundringsværdige March”. Præsidenten anerkendte rent faktisk det berettigede i deres krav og nedsatte en kommission, der skulle behandle dem. Efter 3 år er imidlertid mindre end 30 procent af det, der er aftalt, blevet gennemført, og bøndernes rettigheder såvel som detaljerne i betænkningen bliver forsat krænket. Som vi forstår det, skyldes det forbindelsen mellem pakken af økonomiske initiativer og den undertrykkelse, som nødvendigvis følger med. Det er ikke muligt at gennemføre økonomiske tilpasninger uden at udløse konflikter, og det er ikke muligt at opbygge konsensus om, at det er nødvendigt at krænke sociale rettigheder, så den eneste mulighed er at gribe til tvangsforanstaltninger. Det er sådan, vi betragter det.

 

I betragtning af Venezuelas vanskelige situation kunne man sige, at disse skridt udgør et negativt, men nødvendigt tilbagetog, hvis chavismen skal overleve. Er du enig i det, eller mener du, at denne kursændring er tegn på, at regeringen har brudt med arven fra Chavez og det, chavismens bygger på?

 

Der er ingen tvivl om at vi har været vidne til en mutation i den regerende elite. Den fremfører ikke mere det chavistiske program, selv om de fortsætter med at citere Chavez og benytter dens image. Tatuy TV, et venstre-chavistisk alternativt medie, har lavet en rigtig god videoserie bestående af uddrag af Chavez’ taler, som de kalder “Den radikale Chavez”.

 

For at illustrere kontrasten mellem Chavez og de tiltag, som jeg har talt om, kommer her nogle citater, som er blevet brugt som titler på deres videoer:

 

”Det er umuligt at bevæge sig frem mod socialismen ved at anvende kapitalismens værktøjskasse”

”Den sociale ejendoms herredømme må tvinge sig selv igennem”

”Her vil intet blive privatiseret”,

”Vær på vagt overfor det bolivarianske oligarki i vores rækker”.

 

Kontrasten er åbenlys. Chavez holdt mange taler i forskellige situationer. De er i stort omfang blevet optaget og ser ud til at sætte spørgsmålstegn ved den politiske elites kursændring.

 

Den regerende elite retfærdiggør sin højredrejning med, at det er den eneste valgmulighed for at konfrontere det økonomiske sammenbrud, som landet er blevet påført udefra. Den siger, at det er en taktisk – ikke en strategisk kursændring. Men det forekommer i det mindste højst usandsynligt, at en kursændring som denne, som forudsætter skabelsen af stærke økonomiske interesser, kan blive vendt til fordel for post-kapitalistiske målsætninger fra det chavistiske program.

 

Vil du her til sidst fortælle os lidt om Surgentes?

 

Surgentes er et fællesskab, hvis formål er undersøgelser, uddannelse, folkelige kompetence og påvirkning på den offentlige politik med henblik på styrkelsen af folkelig magt og menneskerettigheder.

 

Det opstod for 8 år siden og prioriterer alle individer eller folk, som oplever at blive diskrimineret, undertrykt eller ekskluderet. Surgentes består af venstrefløjsaktivister med tre årtiers erfaring i spørgsmålet om menneskerettigheder såvel på aktivistniveau som statsniveau og i akademisk sammenhæng.

 

Flere af os deltog i et forsøg på at udforme en politik for politiets arbejde under Chavez’ regering, som respekterer menneskerettighederne. Vi deltog i kommissionen om en national politireform og var involveret i grundlæggelsen af det Nationale Eksperimenterende Universitet for Sikkerhed (Unes) og bidrog til udformningen af Chavez sidste udkast til politireform: ”Den store mission til beskyttelse af alle menneskers liv Venezuela”. (En mission er en statslig overordnet kampagne med egen organisering rettet mod at løfte et specielt område. Der har været kampagner om sundhed, alfabetisering, øjensygdomme og uddannelsesløft o.a.).

 

Vores tilgang til menneskerettighedsaktivisme adskiller os fra de fleste menneskerettigheds NGO’er her i landet. De har et liberalt perspektiv og består af folk fra middelklassen og er tæt allierede med oppositionen. Vores udgangspunkt er utilsløret antikapitalistisk fra et klasseperspektiv. Vi, der arbejder i Surgentes, betragter os selv som chavister.

 

 

Artiklen er oversat fra Links af Leif Mikkelsen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com