content-picture.php

Coronavirus-pandemien har blotlagt de mest påtrængende problemer ved vores fælles liv, dets vigtigste modsigelser. Der er ét aspekt af dette, der hele tiden tilspidses af massemedierne: Vi er blevet bange for hinanden. Vi fantaserer om at afbryde internationale kontakter. Vi holder os tilbage i forhold til personlig kommunikation. Vi bilder os ind, at det er kineserne, der står bag det hele (amerikanerne, italienerne, russerne – indsæt det ønskede).

af Aleksandr Buzgalin

’Der ville aldrig være lykke til, hvis det ikke var for at mildne ulykken’

(Russisk ordsprog)

 

Et skridt længere, og racismen stikker hovedet frem. Vi er begyndt at tale om, at ’en ny verden fødes’, hvor mennesker ikke bare er bange for at give hinanden hånden, men er bange for hinanden i al almindelighed…

 

Men mønten har også en anden side. Folk opdager ’pludselig’, at der er mange ting i verden, der ikke kan købes for penge, og at de allersværeste problemer ikke kan løses ved at sætte sin lid til ’markedets usynlige hånd’. At vi ikke bare selv kan løse dem. At vores verden er én, og at vi alle må arbejde sammen for at redde den, for lige meget hvor vigtig karantæne og isolation end måtte være, så kan vi kun overvinde denne katastrofe ved at handle sammen, allesammen, verden som helhed. Karantæne er ikke så meget et middel til at redde os selv med, som det er en bydende nødvendighed for at redde alle.

 

Selv-isolation som vejen til… solidaritet

Kendsgerning nummer 1: Vi er begyndt at blive bange selv for vores venner. Der cirkulerer en grum joke på nettet: ’Venner, i disse vanskelige tider må vi holde os så langt fra hinanden som muligt.’

 

Men der er også en anden tendens. Rationelle markedsegoister, der indtil for nylig kun messede slagordet ’enhver er sin egen lykkes smed’, er begyndt at forstå det: Vi er alle i samme båd.

 

Der er noget, der er begyndt at ændre sig lige for øjnene af os. Selv om det endnu ikke helt er reglen, så er driften blandt unge til at hjælpe ældre i deres nærhed og melde sig til frivilligt arbejde – noget, der indtil for nylig bare var en lettere komisk undtagelse – blevet et massefænomen. Kl. seks om aftenen klapper italienere af hospitalsarbejderne og synger sange for hinanden. Studerende ved Moskvas Statsuniversitet beder de af deres lærere, der er over 65, om ikke at holde sig tilbage for at bede om hjælp. I de unges subkultur er gensidig hjælp blevet en fremtrædende tendens, ikke bare i de venstreorienteredes ghetto, men også i meget bredere sociale netværk. Som den hovedparole, der præger menneskers liv, er individualisme knap så hellig, som den var for en måned siden.

 

Storcentrene er tomme, og vi finder pludselig ud af, at det faktisk er muligt at leve uden at shoppe. At eksistere for at kunne købe en ny bil er ikke cool, men snarere dumt. Det er muligt at læse bøger og se film som en samlet familie. Forbrugersamfundets luftslotte begynder at skælve, smelte bort og opløses i den nye sociale atmosfære…

 

Nej, vi er endnu ikke nået til kommunismens sejr, men for første gang siden ’den virkeliggjorte socialismes’ bortgang, er millioner af mennesker begyndt at tænke seriøst over andet end penge, mærkevarer og at være med på den nyeste mode. De er begyndt at overveje muligheden for at tilbringe deres livs dage i en verden, der ikke er båret af konkurrence, men af solidaritet.

 

Selv borgerlige politikere er ikke længere bange for at udtale dette ord – solidaritet.

 

Hvorfor? Fordi det er det, som livet fordrer. Den enkeltes kamp mod alle og markedets usynlige hånd kan ikke løse pandemiens problemer. Kampen imod den kræver først og fremmest tiltag, der ikke er markedsorienterede. De vigtigste modstandskræfter over for denne fælles ulykke er statslig regulering og offentlige initiativer, gensidig hjælp, selvbeherskelse, og underordningen af menneskers ego for at løse de problemer, som vi har til fælles. Den brede befolknings interesse, fornægtet af liberalister gennem århundreder, er blevet en åbenlys realitet for alle.

 

Men!

Men moderne nationalstater, og i endnu højere grad verdensmarkedet, indtil for nylig under globale aktørers kontrol, er ude af stand til at løse problemer, der kræver koordineret aktion, der nærer tillid til autoriteter – autoriteter, der kræver handling, der er i flertallets interesse, og som ikke lefler for finanskapitalens og de store olieselskabers interesser. Overalt i verden tegner der sig et klart billede: Jo svagere den offentlige sektor er, og jo mere staten orienterer sig mod oligarkernes og bureaukraternes interesser end mod samfundets interesser, desto større bliver antallet af mennesker, som denne virus river bort.

 

Alternativet er soleklart – planlagte, direkte (ikke markedsorienterede) tiltag fra statens og civilsamfundets side for at understøtte livsvigtige strukturer. De vedrører først og fremmest sundhedsvæsenet, social sikkerhed, infrastruktur, energiforsyning og den produktionskapacitet, der knytter sig til disse ting. Herfra kan og skal vi dristigt fortsætte til samfundsmæssiggørelsen af både private og offentlige virksomheder (under offentlig kontrol og alment gennemskuelige funktionsmåder, underkastet ledelse, der varetager samfundets interesser), og som bryder med markedsinstitutionernes diktater. Vi er nødt til at gå ad den vej, hvor der bliver udformet klare, gennemskuelige, nye regler, der har pålidelig gyldighed og sigter mod virkeliggørelsen af den brede befolknings interesser. Her må den private ejendomsrets ukrænkelighed og de interesser, der har med profitmaksimering at gøre, forvises til et mere sekundært niveau.

 

Hvilke stater, der vil være i stand til dette, og i hvilken udstrækning, vil afhænge både af borgerne og af, hvor klart, konsekvent og aktivt vi forlanger, at myndighederne tager disse skridt. Det er på tide, at vi genkalder os de romantiske venstreorienteredes tilsyneladende utopiske parole: ’For folket, ikke for profitten!’ Det er det, som pandemien nu sætter i allerforreste række.

 

Virussen er ’demokratisk’ – derfor er social retfærdighed til alles fordel

Kendsgerning nummer 2: Virussen er, på sin egen måde, demokratisk. Enhver kan blive syg – ministre, popstjerner, milliardærer og tiggere. Virussen er en ligemager, men den stiller ikke alle lige, og ikke i alle henseender. Pandemien har stillet et spørgsmålstegn ved penges evne til løse alting, men den har ikke givet noget svar. Ligesom før, så er der et andet system af relationer, der behersker verden. Nogle mennesker lever i luksus og har mulighed for at blive behandlet under ideelle forhold, mens andre – milliarder af dem – mangler penge til selv de simpleste former for medicin. Disse mennesker er ikke bare borgere i fattige lande i den globale ’periferi’. De indbefatter også snesevis af millioner i Rusland, der lever af 10-15.000 rubler om måneden, og migranter i vores enorme millionbyer…

 

Den globale pandemis paradoks består dog i den kendsgerning, at når tiggere er syge, så udgør det en dødelig trussel mod alle, og medlemmer af eliten er ikke undtaget. Enten løser vi problemet sammen, og for alle, eller vi vil alle ende med at befinde os i en faresituation, der vil blive med at vokse. Hvis vi alle skal stå sammen om at løse problemet, så må dem, der har hundreder eller tusinder gange så meget som andre som minimum dele en meget væsentlig del af deres rigdom med fællesskabet. Det er en forpligtelse, ikke bare moralsk; det er uomgængeligt, hvis pandemien skal besejres. De penge, der så er brug for, må hentes hos millionærerne og milliardærerne, og ikke ved at begrænse deres investeringer, men ved at begrænse deres personlige forbrug. De begrænsninger, der på den måde bliver tale om, vil være af afgørende betydning, for på den måde er der ikke nogen, der vil lide afsavn. Ikke engang de rige selv. Så længe pandemien varer, kan de bare udskyde køb af nye yachter eller nyudsmykning af deres paladser.

 

Så sent som i vinter syntes en seriøs diskussion, om samfundets interesser skulle prioriteres over kapitalens interesser, helt udelukket, selv om den truende økonomiske krise allerede dengang burde have fået folk til at tænke i disse baner. Men på det tidspunkt ville en grillkylling, som russerne siger, ikke have hakket efter dem.

 

Det har den gjort nu.

 

Jeg vil ikke påstå, at kapitalejerne med det samme glemte alt om deres profitter og blev henført af smukke tanker om at skænke deres indkomster til kampen mod smitten, selv om der blev taget symbolske skridt i den retning.

 

Profitterne er ikke glemt.

Og nu er kapitalejerne så også i højere grad med på, at halvdelen af menneskeheden bliver smittet, end de er med hensyn til et forbud mod skattely i udlandet, eller at omdirigere størstedelen af deres personlige forbrug til at tilfredsstille den brede befolknings behov. Hovedparten af befolkningen er nu nået frem til, at det er nødvendigt at tvinge disse mennesker til at dele bare en lille smule. Staten begynder også at forstå det. Den er blevet brugt til at servicere oligarkerne, men nu føler den det som en svag rislen i rygmarven, at det er på tide, at den tænker på at være ansvarlig for alle de borgeres liv, der hører under den. I denne sag kan vi ikke tilgive staten dens ugidelighed og ubeslutsomhed. Og så kan der være enkeltindivider fra millionærernes og milliardærernes klan, der begynder at indse, at det er bedre at dele noget af deres indkomst og sågar af deres ejendom end at leve i en verden af epidemier og karantæner.

 

Om relativt konkrete handlinger vil følge efter denne spirende forandring med hensyn til social bevidsthed, vil endnu engang afhænge af os. Et antal stater, selv den Russiske Føderation, har taget de første forsigtige skridt, men indtil videre tærer de på deres kassebeholdning, der er skabt ved deres borgeres arbejde.

 

I mellemtiden kan problemet så løses ved, at nationalstaterne handler på egen hånd.

 

Lukkede grænser er en prolog til… internationalisme

Kendsgerning nummer 3: Pandemien er et problem for hele menneskeheden. Den angår (direkte!) os alle. Virussen har vist, at det er i alle borgers interesse i alle lande, at problemet løses i hele verden. Hverken i det umådeligt store Kina, eller i lillebitte Moldavien, eller vores eget Rusland, kan vi gå i skjul for denne virus. Paradokset er, at lukkede grænser, karantæner og isolation er nødvendige foranstaltninger for at tage farten af den globale smitte. Karantænen i Kina har vist sig at være livsvigtig ikke bare for kineserne, men for borgere i hele verden, også for os russere. Ved at lukke deres land har kineserne hjulpet os, så vi kunne forberede os på at løse problemet. Det samme gælder Italien, og også os. Selv om vi ved et eller andet mirakel blev i stand til at stoppe smitten i Rusland, så redder det ikke hele menneskeheden fra den (og fra alle efterfølgende virus-pandemier!), vi kan ikke bare sikre os selv, for man kan langtfra regne med, at den næste virus (eller et andet verdensomspændende problem) vil stoppe ved afspærringerne i de internationale lufthavne.

 

Virussen har trukket den livsvigtige betydning af principperne om venskab mellem folkene og om internationalisme helt frem i lyset. De lægemidler, der er brug for ved behandling af pandemien, indebærer også international solidaritet. Det indebærer mere end hjælp til de lande og regioner, hvor situationen er mest vanskelig. Det omfatter også hjælp til de lande og regioner, hvor der er en så høj grad af fattigdom, at de ikke selv er i stand til at løse deres problemer. Vi må, jævnfør ovenstående, hjælpe dem, selv om vi ellers kun er fokuseret på vores egne interesser.

 

Måske er det allervigtigste i denne sammenhæng, at alle landvindinger i kampen mod denne virus, alle de nye opdagelser, alle de forskellige måder at udvikle nye vacciner på, og endnu mere, at vaccinen og den teknologi, der skal anvendes for at producere den, må tilhøre menneskeheden, være gratis og uden begrænsninger. Der må ikke være tale om nogen som helst restriktioner i form af privat intellektuel ejendomsret til en vaccine mod sygdommen, uanset hvem, der udvikler den, eller hvor det sker.

 

Er en sådan beslutning mulig inden for rammerne af de neoliberale ’spilleregler’, der lige nu tilsættes nationalisme og højrepopulisme? Så sent som i går ville jeg have svaret ’nej’. Men situationen forandrer sig for vore øjne, og den forandrer sig med lynets hast. Her er et eksempel, et mere morsomt af slagsen. I Rusland elsker folk anekdoter, der som et barometer for den offentlige mening afspejler sindsstemningen hos flertallet bedre end nogen opinionsundersøgelse. I de sidste to uger er anekdoter om coronavirus med en samfundsmæssig pointe blevet ekstremt populære. Jeg vil gengive bare en enkelt af dem, der kom til os fra Europa: ’Folk betaler millioner af euro hver måned til popstjerner og fodboldspillere,’ klager en forsker, ’og ’2000 euro til biologer. Og nu vil de have en vaccine. Okay, men henvend jer så til ’stjernerne’ og se, om de kan levere en vaccine til jer.’

 

I denne joke, som i så mange andre, er der et element af tragisk absurditet: Senkapitalismens verden, efter at den har holdt sig kørende ved produktion af diverse surrogater (stjerner, brands, trends, hype), er endt med at være helt ude af stand til forhindre eller løse smittens problem (og måske har den sluppet virussen løs på verden og dømt hundredtusinder, måske millioner til sygdom og trussel om død). Denne verden må forandres. Lige på tærsklen af denne pandemi pegede opstarten af den anden globale økonomiske krise i de seneste tyve år indirekte på, at det var en tvingende nødvendighed. Pandemien peger direkte på det.

 

*****

For lige at runde af: Driften mod solidaritet, retfærdighed og internationalisme er tidlige tegn på, at det nye samfund, efter en århundredelang fødselsproces, under pinsler, modsigelser, blod og sved, omsider er ved at bryde frem. For 150 år siden betegnede Marx og Engels det som ’frihedens rige’, kommunisme. Det er dets rette navn, og dets rette indhold er: solidaritet, retfærdighed og internationalisme.

 

Og også frihed. Friheden til at nå frem til at kende lovene for den historiske udvikling og at forandre verden i overensstemmelse med dem. Det er på høje tid at lave verden om; i morgen kan det være for sent. Hvis vi ikke i dag med den største beslutsomhed bevæger os mod venstre, så vil fascismens brune pest komme over os i morgen, frygteligere end nogen corona-pandemi.

 

Alternativerne er igen på dagsordenen – ’kommunisme eller barbari’.

 

PS: Denne artikel udspringer af tanker, der faldt mig ind over 2-3 dage for nylig under en samtale med mine kammerater i Alternativ-bevægelsen, Ludmila Bulavka, Andrej Kolganov, Natalya Yakovleva m.fl. En løbet af en aften skrev jeg disse tanker ned til nærværende tekst. Og selv samme aften, efter jeg havde skrevet den, stødte jeg på to andre artikler på nettet – af den velkendte slovenske intellektuelle Slavoj Zizek og den unge ukrainske aktivist Yurij Latysh. Og så den 28. marts var Sergei Kurginyan på russisk tv, hvor han talte om, at det, der skulle til som den eneste vej til at løse de problemer, der nu tårnede sig op foran os, var en genfødsel af den sovjetiske mand og kvinde.

 

Det var et godt tegn.

 

Et spøgelse går atter gennem verden

 

Professor Aleksandr Buzgalin er en politisk økonom og filosof fra Moskva.

 

Artiklen er oversat fra russisk af Renfrey Clarke til engelsk og bragt i Links. Oversat herfra af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com