Vi må være klar over, at pandemier som denne er en væsentlig del af den globale økologiske krise, vi står over for, og de må betragtes og behandles som sådan. Det er ikke bare noget, der tilfældigvis sker på samme tid.

af Alan Thornett

Foto: Favelaen Rocinha i Rio de Janero, af chensiyuan,  CC BY-SA 4.0,

 

Covid-19 pandemien fortsætter med at spredes hurtigt over hele verden og den er stadig ikke under kontrol – bortset fra i de lande der, anført af Kina, havde reageret tidligt og beslutsomt (afgørende vigtigt) for at kontrollere den, og som på forhånd havde forberedt sig på sådan en situation. På den anden side er de største fiaskoer i regeringernes håndtering begået af regeringsapparater under ledelse af højre-populister som Johnson og Trump, der i praksis startede som virus-benægtere, men for sent blev tvunget til at anerkende Covid-19 som en alvorlig trussel, efter at de med deres ageren havde sikret, at tusindvis af mennesker unødvendigt ville miste livet.

 

Vi må være klar over, at sådanne pandemier er en væsentlig del af den globale økologiske krise, vi står over for, og de må betragtes og behandles som sådan. Det er ikke bare noget, der tilfældigvis sker på samme tid.

 

De er på højde med de andre eksistentielle trusler mod livet på planeten, som vi står over for, så som forureningen (især af havene), global opvarmning og klimakaos, masseudryddelsen af arter, krisen i vandforsyningen samt afsmeltningen af iskapperne og den stigende vandstand i havene. Denne pandemi er sammen med disse ting en afspejling af den antropocæne tidsalder – en geologisk tidsalder, der er defineret af menneskenes påvirkning af planeten.

 

Pandemier med farlige ”masse-inficerende” sygdomme af den her slags er en udfordring, som kun regeringer med tilstrækkelige ressourcer og veludviklede sociale og økonomiske politikker kan håndtere. Kapitalismen, der satser på det frie marked, minimalstat og neoliberalisme, er blevet afsløret som den dødbringende og reaktionære ideologi, den altid har været. I sådan en situation dræber den højreekstreme ideologi endnu flere mennesker end normalt.

 

I Storbritannien er Jeremy Corbyn – og underforstået Labours valgprogram – dramatisk blevet retfærdiggjort med hensyn til behovet for massive investeringer i det offentlige social- og sundhedssystem. Dem på højrefløjen, der latterliggjorde ham (og Bernie Sanders i USA) som den sidste store ødeland, er ikke bare blevet tvunget til at æde deres ord, men også til energisk at gennemføre mange af de politiske forslag, de hånede. Det har Corbyn helt og aldeles ret til at insistere på.

 

Mens alt dette har skabt vigtige muligheder for venstrefløjen – med den tiltagende kollektive grærodsaktivisme og sociale solidaritet – så har dens reaktion på virusepidemien efter min mening ramt ved siden af.

 

Venstrefløjens fejlskud

Venstrefløjen har med rette bebrejdet regeringerne, at de var uforberedte, at de reagerede for sent og var skyld i tusindvis af unødvendige dødsfald. Den har med rette udfordret det kapitalistiske system for at skabe de sociale betingelser for at sådan en pandemi kan trives. Den har også udfordret kapitalismen for forureningen af planeten, det industrialiserede landbrug, afskovningen, ødelæggelsen af habitater og dens sygelige mishandling af både vilde og tamme dyr.

 

Den har også med rette (i Storbritannien) peget på de Konservatives og Liberaldemokraternes 10 år med målrettede og ødelæggende nedskæringer, der har gjort det britiske samfund sårbart for farlige pandemier af denne slags. Den har taget afstand fra Johnson-regeringens lammende inkompetence, dens kriminelle (social-darwinistiske) idé om flokimmunitet, dens skandaløse nedskæring af testningen på et tidspunkt, hvor det var afgørende vigtigt – samt dens manglende evne til at forsyne millioner af ansatte i social- og sundhedsvæsnet med elementært, livsnødvendigt beskyttelsesudstyr.

 

Det er også klart at pandemiens økonomiske virkning bliver enorm. Dem der bliver hårdest ramt af nedlukningen af virksomheder, inklusive restauranter, barer, butikker og trafikselskaber, er de lavtlønede, unge, farvede, indvandrere og kvindelige arbejdere. Faktisk er lavtlønnede syv gange mere udsatte for at være i en sektor, der er lukket ned, end højtlønnede. Ifølge Institute for Fiscal Studies (Instituttet for Skattestudier) arbejdede en tredjedel af de 10 procent lavestlønnede i de værst ramte sektorer mens én ud af tyve (5 procent) af de højestlønnede var ramt. (1)

 

Der er gode reaktioner fra venstrefløjen, men der er et problem. Som økologer på venstrefløjen kan (eller bør) vi ikke indskrænke vores analyse af denne pandemi (eller pandemier i det hele taget) til, hvor utilstrækkeligt (eller på andre måder) diverse regeringer har reageret på dem, når de var i gang. Det er en vigtig ting, men det er ikke det afgørende.

 

Vores udgangspunkt må være, hvor disse patogener i første omgang kommer fra, hvad der gør dem til en pandemi, og hvorfor den slags problemer optræder stadig hyppigere. Vi må have en exit-strategi for den form for pandemier, og vi bliver nødt til at diskutere de samfundsmæssige forandringer, der skal til, hvis vi vil nedsætte risikoen for pandemier i fremtiden.

 

Pandemier er ikke noget nyt
Pandemier (og lokale epidemier) har ganske rigtigt været der længe. De begyndte at dukke op med landbrugets udvikling for omkring 12.000 år siden. Det førte til en betydelig stigning i den globale befolkningstæthed. Den form for epidemier havde været begrænset under jæger- og samlerperioden på grund af den lave befolkningstæthed.

 

Den amerikanske antropolog og forfatter, Jared Diamond, har formuleret det sådan i ”Guns, Germs and Steel”: ”Væksten [i befolkningen] begyndte med at landbruget opstod for omkring 10.000 år siden og accelererede så med byernes fremvækst – det startede for adskillige tusinde år siden.” Han fortsætter: ”Hvorfor satte landbrugets opståen gang i udviklingen af smitsomme massesygdomme? En grund er som nævnt, at landbruget kan understøtte en meget højere befolkningstæthed end jæger- og samlerkulturen – gennemsnitligt 10 til 100 gange højere. Desuden flytter jægere og samlere ofte deres bosted, mens bønder er fastboende og lever i nærheden af deres eget affald. Dermed giver de mikroberne en kort vej fra én persons krop til den næste persons drikkevand.”

 

Videre skriver han: ”Hvis landbrugets fremkomst var en guldgrube for mikroberne, så var byernes opståen en endnu større guldgrube. Mens stadig mere tætpakkede befolkningsgrupper rådnede op under endnu værre sanitære forhold (…), så var endnu en guldgrube udviklingen af de verdensomspændende handelsveje, som i romertiden effektivt forbandt befolkningen i Europa, Asien og Nordamerika til én gigantisk yngleplads for mikrober.” (2)

 

Den første registrerede pandemi (byldepest) var ”Justinians Pest” – der fandt sted under den romerske kejser Justinian den Første fra 541 – 542 e.Kr. i det romersk/byzantinske kejserdømme. Den ramte især Konstantinopel, men også andre havnebyer ved Middelhavet. Den tilskrives byldepest og den udslettede 25-50 millioner mennesker på et år. Den Sorte Død (også en form for byldepest) dræbte en fjerdedel af Europas befolkning mellem 1346 og 1352. Den trivedes på urbaniseringen og de europæiske byers vækst, hvoraf nogle mistede op til 70 procent af befolkningen. Udviklingen af handelsveje mellem disse byer gjorde problemet globalt.

 

Den (fejlagtigt benævnte) Spanske Syge var en influenzaepidemi, der dræbte 21 millioner ved afslutningen af Første Verdenskrig. Den var udklækket i de overbefolkede og sygdomsplagede skyttegrave på Vestfronten og blev så bragt hjem af demobiliserede soldater. Denne influenza var særlig ødelæggende fordi manglen på fødevarer under krigen yderligere havde svækket specielt arbejderklassen, der også havde levet i fattigdom før krigen.

 

Den første mulighed for et medicinsk forsvar mod farlige epidemier kom, da Edward Jenner i 1798 opdagede, at skoldkopper kunne beskytte mod kopper, hvilket førte til udvikling af en vaccine. I 1959 indledte WHO en stor kampagne for at udrydde kopper fra kloden. I 1980 blev kopper erklæret udryddet – den eneste af menneskenes sygdomme, der til dato er blevet udryddet.

 

I vore dage vinder de fleste af smitstofferne imidlertid stadig, og trods udviklingen af den moderne lægevidenskab i det 20. århundrede er de farligere i dag i forhold til nutidens menneskers fremtidsudsigter end på noget andet tidspunkt i historien.

 

Problemets rødder

Med afsæt i det perspektiv burde venstrefløjen stille følgende spørgsmål:

 

·         Hvordan opstår overhovedet smitstoffer af den slags, specielt dyrebårne smitstoffer – vira, bakterier og parasitter – der krydser grænsen mellem arterne fra vilde dyr til mennesker?

·          Hvad er drivkraften bag sådanne pandemier, når først barrieren er overvundet?

·          Hvorfor er den slags pandemier blevet hyppigere og farligere i løbet af det 20. århundrede, og hvorfor fortsætter denne tendens ind i den første del af det 21. århundrede – på trods af den moderne lægevidenskabs bestræbelser på at inddæmme dem?

·          Hvilke samfundsmæssige ændringer skal der til for at reducere sandsynligheden for og virkningen af den slags pandemier?

 

Efter min mening er der fire afgørende faktorer, der styrer det.

 

For det første: globaliseringen
Den første faktor er globaliseringen; ikke bare af verdensøkonomien, men af den samlede menneskelige aktivitet med massetransport – national og international – der skaber en bane for højhastigheds-overførsel for smitstoffer og pandemier: især luftfarten. Ifølge ”International Civil Aviation Organisation” (den Internationale civile luftfartorganisation, ICAO) var det samlede antal passagerer med rutefly 4,3 milliarder i 2018, hvilket er 6,4 procent mere end året før. Antallet af flyafgange nåede op på 37,8 millioner i 2018; en stigning på 3,5 procent.

 

For det andet: vores uacceptable forhold til naturen

Som økosocialister må vi afvise det fuldstændig uacceptable forhold, vi (som moderne mennesker) har til resten af naturen på planeten. Virkningen er virkelig gigantisk.

 

Et forsigtigt skøn af den indvirkning findes i en forskningsartikel ved navn ”Scale and Diversity of the Physical Techosphere: A Geological Perspective”, offentliggjort i Anthropogenic Review i efteråret 2016. Det var et studie fra et panel på 25 videnskabsmænd, blandt andet Jan Zalasiewicz fra universitet i Leicester, der var hovedforfatteren. Den viser, at det, som rappoprten kalder den totale fysiske technosfære – summen af det moderne menneskelige samfunds fysiske udskillelse, den fysiske infrastruktur, affald (f.eks. lossepladser) inklusive fra kraftværker, veje, bygninger, køretøjer, plastik osv. vejer mere en 30 trillioner tons – eller 4.000 tons for hvert eneste menneske.

 

Jem Bendell, der er forfatter af ”Deep Adaptation: A Map for Navigating Climate Tragedy” (2018), beskæftiger sig med klimaforandringernes indflydelse på farlige pandemier i en artikel på sin blog. Han hævder at klimaforandringerne gør menneskeheden mere sårbar for det og andre vira.

 

Han anfører, at ”længerevarende ændringer i regnmængden og temperaturerne, de øgede udsving i dem og ændringen af årstiderne ikke er bæredygtige for træer og anden vegetation. Det betyder, at insekter og dyr, der lever i disse økosystemer, lider under det. Tabet af biodiversitet er allerede enormt, idet vi gennemlever en masseuddøen af den vilde natur (Diaz m.fl., 2019). Reduktionen af det samlede antal vilde dyr såsom fugle og flagermus virker ind på vores risiko for at blive udsat for sygdom. Hvorfor? Fordi der er et ’reservoir af værtsorganismer’ for smitstoffer, og jo færre fugle og flagermus der er, jo højere bliver koncentrationen af smitstoffer, og tendensen til, at de bliver blandet, bliver større (på grund af den mindre grad af genetisk diversitet og en lettere spredning). Det øger ’risikoen for udslip’ af dyrebårne infektionssygdomme til mennesker (Evans m.fl., 2020).” (3)

 

Det er et overbevisende argument. Alle slags dyr, vilde dyr eller husdyr, bliver misbrugt af menneskene i en industriel målestok; ikke mindst i form af industrialiseret landbrug – især kødproduktionen – der skaber de bedste betingelser for, at vira fra dyr springer over på mennesker. Nogle af dem, der har dræbt flest mennesker i den nyere historie – kopper, influenza, tuberkulose, malaria, mæslinger og kolera – har udviklet sig ved at springe fra dyr til mennesker, men er nu mest begrænset til mennesker.

 

I vore dage bliver 70 milliarder landdyr (dvs. eksklusive fisk) slagtet hvert år – ofte under forfærdelige forhold – til brug for mennesker. Det tal er fordoblet i de sidste 50 år, og det ventes at være fordoblet igen i 2050. To tredjedele af disse dyr opdrættes med intensive metoder – eller koncentrerede fodringsanlæg, som det kaldes i branchen.

 

Det tilfælde, Bendell beskriver, kunne meget vel være en del af billedet mht. Covid-19. Der er efter min mening imidlertid endnu en faktor, der i sidste ende er endnu mere afgørende: Det er antallet og tætheden af menneskeheden selv.

 

For det tredje: urbaniseringen og befolkningstætheden
Kilden til den nuværende Covid-19-pandemi er ifølge WHO’s antagelser (og det anerkender Bendell også) et tæt pakket ”wet market” i Wuhan, hvor mange forskellige dyrearter – pattedyr, fisk og fugle – både døde og levende, holdes tæt sammen og i stort tal. Det omfatter arter, der normalt ikke er tæt på andre. Samtidig finder det sted i en by med en meget tæt befolkning; faktorer der synes at have virket sammen for at skabe de bedst mulige betingelser for en overførsel af virus mellem arterne.

 

Covid-19 kom fra en virus, der fandtes hos flagermus, og som muterede til mennesker med skældyr som et mellemled – begge arter blev solgt på markedet og slagtet på stedet. SARS-virus i 2002 – også en akut lungeinfektion – var også lokalt udbredt blandt flagermus i Kina og menes at være vandret til mennesker gennem desmerkatte.

 

Efter springet fra en art til en anden har smitstoffet brug for en befolkningstæthed over et vist minimum for at kunne overleve. Jared Diamond påpeger, at mæslinger med stor sandsynlighed ebber ud, hvis der er en menneskelig population på mindre end en halv million mennesker tæt på hinanden. Hvad der gælder for mæslinger, gælder også for andre infektionssygdomme i verden.

 

Den politik med social afstand, der lige nu gennemføres af regeringer over hele verden, er både en anerkendelse af den rolle, befolkningstætheden spiller, og et forsøg på at finde en midlertidig ”løsning” på det. Da tilfældene af Covid-19 bredte sig og gjorde New York til pandemiens epicentrum i USA, sagde New Yorks borgmester Bill de Blasio for nylig: ”Vores fjende er befolkningstætheden; tidligere kunne vi lide den, nu slår den os ihjel.”

 

Nordamerika er det mest urbaniserede område på planeten med en befolkning, hvor 82 procent bor i byområder, mens Asien har omkring 50 procent i byerne, og Afrika er stadig er det mest landlige med 43 procent af befolkningen i byområderne i 2018 (FN, 2018).

 

I begyndelsen af det 21. århundrede har bybefolkningen oversteget landbefolkningen på planeten. Siden da er to tredjedele af den årlige befolkningstilvækst gået til vækst af befolkningen i store, mega- eller hyper-byer. I dag er 55 procent af verdens befolkning urbaniseret, og det forventes at stige til 68 procent i 2040. Det 21. århundrede er derfor skræddersyet til pandemier med infektionssygdomme, med mindre vi er parate til at lave nogle afgørende forandringer.

 

I ”Extreme Cities” påpeger Ashley Dawson at befolkningstætheden i perioden fra 1900 til 2013 på grund af urbaniseringen og fremvæksten af megabyer langt oversteg befolkningens numeriske tilvækst.[iv] (4). Mens befolkningstallet steg 4,5 gange i løbet af denne periode – fra 1,5 til 7 milliarder – steg den globale bybefolkning fra 225 millioner til 3,6 milliarder – 16 gange så mange.

 

For det fjerde: kæmpebyer

Den hurtige urbanisering har skabt stadig større megabyer – som f.eks. Wuhan, hvor coronavirus begyndte, med 11 millioner indbyggere – svarende til London og Birmingham tilsammen. De store byer er ikke bare dem, der udleder mest CO2, men også dem der giver de bedste betingelser for udviklingen af pandemier.

 

Der er 33 megabyer i verden med befolkningstal på over 10 millioner, og det forventes at stige til 43 i 2030. Af dem er de 12 hyper-byer med over 20 millioner indbyggere i metropolområdet. Det er Tokyo-Yokohama med 37,9 millioner, Jakarta med 30 millioner, Delhi med 29,3 millioner, Seoul med 26,1 millioner, Shanghai med 25,4 millioner, Karachi med 24,3 millioner, Manila med 24,2 millioner, New York City med 23,6 millioner, Mumbai med 22,9 millioner, Mexico City med 22,2 millioner, Beijing med 21,7 millioner og Sao Paulo med 20,9 millioner.

 

Disse byer er både socialt og økonomisk forskellige. Nogle har højt udviklede økonomier og faciliteter med en høj levestandard og en god offentlig service, andre har enorme, forarmede slumkvarterer, men de har én ting til fælles. Deres høje befolkningstæthed gør dem mere sårbare over for pandemier med farlige smitsomme sygdomme, end de ellers ville være. New York er et aktuelt eksempel på det.

 

I sin ”Planet of Slums” beskriver Mike Davis det sådan: ”Femoghalvfems procent af den endelige tilvækst i menneskeheden (stigningen i befolkningstallet) vil finde sted i udviklingslandenes byområder, hvis befolkninger vil blive fordoblet til næsten 4 milliarder i løbet af den næste generation. Faktisk svarer den samlede bybefolkning i Kina, Indien og Brasilien allerede nogenlunde til befolkningen i Europa og Nordamerika. Omfanget og hastigheden af urbaniseringen i den tredje verden overgår desuden langt udviklingen i Victoriatidens Europa. I 1910 var London syv gange større end den havde været i 1800, men Dhaka, Kinshasa og Lagos er i dag omkring fyrre gange større, end de var i 1950. Kina, der bliver urbaniseret med en fart der aldrig tidligere er set i menneskehedens historie, fik flere byboer i 1980’erne end hele Europa (inkl. Rusland) fik igennem det 19. århundrede.” (5)

 

Med hensyn til hvad det har betydet for væksten i slumområderne bruger Davis FN-rapporten UN-HABITAT fra 2003, hvor det konkluderes, at Bombay (Mumbai) var verdens slum-hovedstad med 10 – 12 millioner slumboere. Den blev efterfulgt af Mexico City og Dhaka med hver 9-10 millioner og derefter Lagos, Cairo, Karachi, Kinshasa, Sao Paulo, Shanghai og Delhi med hver 6-8 millioner.

 

Konklusioner

Først og fremmest: Hvis du er i et hul, så hold op med at grave.

 

At vende urbaniseringsprocessen og befolkningstilvæksten bliver ikke let, men vi bliver nødt til at begynde at diskutere det. Som økosocialister må vi gøre målet om en bæredygtig planet til hjertet i alt, hvad vi gør. Det betyder et nyt forhold til naturen og en ny samfundsmodel, der ikke fører til stadig større byer og stadig mere forurening. Det betyder, at vi må væk fra brug-og-smid-væk-samfundet, og det skal erstattes af et samfund bygget på produktion til nytte frem for til profit.

 

Det betyder også, at vi må stabilisere befolkningstilvæksten. Det indebærer kvinders ret til frit valg, ret til adgang til prævention og abortmuligheder og også en modstand mod alle tvangsindgreb og intimidering. Det indebærer en støtte til, at fattige kvinder kan kæmpe sig fri af fattigdommen og en udfordring af religiøse og andre konservative påvirkninger – så som patriarkalsk og religiøs tvang – og det indebærer at give dem fuld adgang til uddannelse og beskæftigelse. (Retten til selv at vælge indbefatter naturligvis også retten til at få børn, men forskningen viser, at hvis der er et reelt frit valg, vil fødselsraten falde).

 

Det omfatter også en revolution af infrastrukturen, hvordan vi bor, størrelsen på vores byer, hvordan vi rejser, og hvad vi spiser. Opgaven er gigantisk, men der er ikke noget alternativ, hvis vi vil skabe en bæredygtig fremtid for planeten med en løsning af modsætningen mellem os selv som moderne mennesker og de andre ikke-menneskelige arter, vi bor sammen med.

 

Det omfatter mange opgaver: her er nogle af dem:

 

  • Nul-udledning af CO2 i 2030 med en ny grøn energi-infrastruktur
  • En kraftig udvidelse af offentligt ejerskab
  • Ophør med afskovning og ødelæggelse af habitater
  • At vende forureningen af havene
  • Et ophør med industrialiseret landbrug
  • Gøre landbrugsproduktionen lokalt baseret for at spare transport af fødevarer
  • At spise meget mindre kød
  • Forbud mod handel med vilde dyr som kæledyr, til kvaksalveri eller som ”bush-meat”
  • At dæmpe stigningen i luftfart og indførelse af en afgift for hyppige flypassagerer
  • En dramatisk nedskæring af biltrafikken, især fossildrevne biler

6. april 2020, af Alan Thornett

 

Oversat fra Socialist Resistance af Poul Bjørn Berg

 

Noter:

1) Institute for Fiscal Studies, 6 April 2020 “Sector shutdowns during the coronavirus crisis: which workers are most exposed?”.

2) Jared Diamond, Guns Germs and Steel, Vintage, 2005, p.205

3) Professor Jim Bendell 23 March 2020 “The Climate for Corona – our warming world is more vulnerable to pandemic”.

4) Ashley Dawson, Extreme Cities, Verso 2017, p.298.

5) Mike Davis Planet of Slums, London: Verso, 2007

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com