Vi oplever lige nu, at vaccine mod Covid-19 ikke bliver leveret i det omfang, der er nødvendigt. Det gælder for alle lande, der har indgået aftaler med bl.a. Pfizer-BioNTech, Moderna og andre. Dette kommer oven i, at de aftalte leverancer i forvejen ikke ville dække det akutte behov.

af Enhedslisten Aarhus Vest

Pfizer-BioNTech COVID-19 vaccine. Foto: Wikimedia. CC-BY 2.0

 

Resultatet er, at Sundhedsstyrelsens plan for vaccinationer er ændret, så forventningen nu er, at de sidste først er vaccineret i starten af juli. Det er stadig kun en forventning, ikke en garanti. Ingen ved, om forudsætningerne holder, og om vaccine-producenterne kan og vil levere, hvad de lover.

 

Konsekvensen er, at vaccinationer bliver udskudt, flere bliver syge og flere vil dø af virussen. Hertil kommer de mange konsekvenser af den sociale isolation, som de nuværende restriktioner medfører.

 

Den aktuelle situation er præget af, at en lille håndfuld firmaer sidder tungt på produktionen af en vaccine, der er vejen til, at hele samfundet igen kan lukkes op. Det skal vi ikke acceptere, og løsningen ligger lige for:

 

Vaccine-firmaerne skal tvinges til at stille deres opskrift på den nødvendige vaccine til rådighed for alle, der er i stand til at producere den. Millioner af mennesker verden over skal ikke lide under vaccine-firmaernes behov for profit. Der skal rejses et folkekrav, der lyder: Vaccine til alle – bryd patenterne – offentlig produktion.

 

Vi kræver, at regeringen straks sætter gang i arbejde for, at offentlig produktion af vaccine kan gennemføres.

 

Vi støtter statsministerens forslag om en statslig vaccine-produktion, som hun stillede op til EU’s topmøde 21. januar. Til gengæld mener vi, at det hverken skal afvente enighed i EU, eller at det først skal realiseres engang i fremtiden. Det er her og nu, det skal sættes i værk.

 

Det er indlysende, at etablering af en offentlig produktion af vacciner vil tage tid, måske op mod et halvt år, men det er lige så indlysende, at jo senere arbejdet sættes i gang, jo senere kan vaccinen produceres. Derfor vil vi have handling her og nu.

 

Måske holder den nuværende vaccinationsplan i Danmark, og alle kan være vaccineret i starten af juli. Måske holder den ikke, og om et halvt år vil vi have brug for vacciner mod Covid-19, der kan leveres af en offentlig produktion.

 

Selv hvis den nuværende vaccinationsplan holder, vil opbygningen af en offentlig produktion af vacciner ikke være spildt:

 

1.       For det første kan vi forudse, at Covid-19 ikke er den sidste virus, der kan udvikle en pandemi.

2.        For det andet vil millioner af mennesker uden for Danmark stadig om et halvt år have brug for en vaccine, som kan leveres uden profit fra en offentlig produktion.

3.        Ingen ved i dag, om vi kan finde opbakning til vores forslag fra et flertal i Folketinget, men det er vores pligt at stille det, fordi vi mener det. Samtidig vil vi bidrage til, at det rejses som et folkekrav:

 

Vi gør opmærksom på, at de gældende regler i verdenshandels-organisationen WTO giver myndighederne hjemmel til at bryde patenterne i en situation med en pandemi som den nuværende – læs mere her: https://www.wto.org/english/news_e/news20_e/trip_09dec20_e.htm

 

Udtalelsen blev stillet som et forslag til Enhedslistens Hovedbestyrelse fra bestyrelsen i Enhedslisten Aarhus Vest den 29. januar 2021

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com