content-picture.php

Den 21. november sidste år gik det colombianske folk på gaden i stort tal for at protestere mod den politik, regeringen anført af præsident Iván Duque, førte. Folket opfordrede især regeringen til at trække to politiske initiativer tilbage.

af Vijay Prashad, Paola Estrada, Ana Maldonado, Zoe PC

For det første krævede folket, at Duques højrefløjsregering gik videre med fredsaftalerne fra 2016 mellem regeringen og den venstreorienterede bevægelse, FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia, Colombias revolutionære væbnede styrker). Disse aftaler, der blev indgået i god tro, ville have afsluttet en krig, der har varet i seks årtier. 70 procent af Colombias befolkning er født, mens krigen stod på.

 

For det andet ønskede folket en afslutning af den hårde nedskæringspolitik, Duques regering gennemtvang, med nedskæringer på de offentlige universiteter, nedskæringer i pensionssystemet og nedskæringer af sociale udgifter over en bred kam. Den vigtigste fagforeningssammenslutning – Central Unitaria de Trabajadores (CUT) – opfordrede til demonstrationen, som så udviklede sig videre til en masseopstand mod Duque og det colombianske politiske system.

 

Edgar Mojica, der er generalsekretær for CUT og talsmand for Folkekongressen (Congreso de los Pueblos), var dagligt på barrikaderne og hjalp med at forme den masseopstand, der viste, at det colombianske samfund ikke længere ville holdes som gidsel efter det indtørrede oligarkis og den amerikanske regerings forgodtbefindende. Det var stemningen. Det var tydeligt i de kampråb og den graffiti, der dukkede op i Bogotá, Colombias hovedstad, og som senere bredte sig til de mindre byer og landsbyer.

 

Undergrav oligarkernes og Wasingtons magt

De to krav – for fredsaftalerne og imod nedskæringerne – er beslægtet. Det colombianske oligarki er bange for, at hvis der bliver indgået en fuld fredsaftale, vil FARC’s ankomst på den politiske scene styrke venstrefløjen, og en stærkere venstrefløj vil have styrken til at annullere ikke bare nedskæringsdagsordnen, men også den colombianske herskende klasses pro-amerikanske orientering (for mere om det, se The Tricontinental: Institute for Social Research dossier no. 23, december 2019).

 

Den anden organisation på venstrefløjen – Ejército de Liberación Nacional (ELN) – har i god tro prøvet på at forhandle med Duques regering, men har gentagne gange fået døren smækket i for næsen af sig, som Pablo Beltrán, en ledende skikkelse i ELN, fortalte Claudia Korol sidste år. Duque har intensiveret den militære indsats mod ELN.

 

Hvis fredsaftalerne med FARC og forhandlingerne med ELN uddybes, vil det underminere oligarkiets og Washingtons magt. Som Olimpo Cárdenas fra Folkekongressen fortalte én af os for to år siden: ”Der er en sektor af det colombianske oligarki, der drager fordel af krigen.”

 

Venezuela som afledning

Der er dage hvor det ser ud, som om præsident Iván Duque ikke kan tage en beslutning uden først at konsultere den amerikanske regering og sin mentor, Álvaro Uribe. Det råd, han får, er at grave sig endnu længere ned i en alliance med USA, selv om det er på bekostning af den offentlige opinion i Colombia. Man kan meget passende kalde Duques politik over for USA for en dørmåtte-politik, en politik, hvor han tilbyder Colombia som en dørmåtte, hvor USA kan tørre fødderne af, før det invaderer nabolandet Venezuela.

 

Da vi for nylig talte med Mojica, sagde han: ”Den colombianske regering er en regering, der underkaster sig. Den læner sig op ad den nordamerikanske regerings beslutninger.” Det er ikke nogen ny udvikling. Hvad der til gengæld er nyt, siger Mojica, er at Duque har gjort alt for at fremme både blokaden mod Venezuela og den potentielle militærinvasion i Venezuela.

 

Da nordamerikanerne (Canada og USA) opfordrede deres samarbejdspartnere i Latinamerika til at skabe en fælles platform mod Venezuela – det der i 2017 blev til Lima-Gruppen – var Colombia en ivrig deltager. I februar 2019 inviterede Duque Lima-Gruppen til Bogotá midt under USA’s risikable satsning på at styrte Nicolás Maduros regering i Venezuela. I januar samme år håndplukkede USA en obskur venezuelansk politiker – Juan Guaidó – som deres marionetdukke, og de intensiverede det mangesidige angreb på Venezuela.

 

På det tidspunkt kritiserede Mojica og andre ledere fra sociale bevægelser den måde, deres land blev brugt af det colombianske oligarki og USA for deres snævre formål, mod hele det colombianske folks interesser. Mojica fortalte os: ”Vi har taget afstand fra det gennem det sidste år, lige fra præsident Duque bød sig til for at legitimere Guaidó og legitimere Lima-Gruppens standpunkter med hensyn til Venezuela.”

 

En øget militær spænding over for Venezuela passer godt ind i Duque-regeringens program. Det betyder, at den kan udsætte enhver tale om en fuld gennemførelse af fredsaftalerne, og at den kan tilsidesætte enhver kritik af nedskæringspolitikken. Siden 2016 er hundredvis af ledere fra sociale bevægelser blevet myrdet over hele Colombia; den vold overskygges af den opmærksomhed, medierne retter mod grænsen mellem Colombia og Venezuela.

 

Mens den amerikanske regering nu helt absurd påstår at Venezuela er kilden til narkotikasmuglingen, selv om alle beviser tyder på, at narkotikasmuglingen har rødder i Colombia, er presset for, at Colombia skal tage sig af sit narkotikaproblem, nu lettet. Faktisk er den intime forbindelse mellem oligarkiet og narkotikasmuglerne nu skjult under den hallucinatoriske påstand, at Maduro selv er indblandet i handelen.

 

Narkotika som afledning

Da Duque den 2. marts var i Det Hvide Hus sad han ved siden af Trump og fortalte i en meget tjenstvillig tone den amerikanske præsident, at han igen ville begynde at lade landområderne i Colombia sprøjte med giftige kemikalier som våben mod kokainproduktionen. Ifølge et studie fra WHO ophørte den colombianske regering med at bruge de glyfosat-baserede sprøjtemidler, de havde købt af Monsanto, i 2015.

 

Sidste år udtalte den colombianske forfatningsret, at sådan en sprøjtning ikke kunne tillades, med mindre regeringen kunne leve op til nogle bestemte krav, herunder en monitorering af sundhedstilstanden hos landarbejderne i de pågældende områder. Disse normer lader til at være meget stringente og umulige for regeringen at leve op til.

 

Mojica fortalte os, at hele narkotikapolitikken er en ”afledningsmanøvre”, fordi den ikke er i stand til at tage fat om det egentlige problem. ”Vi afviser den colombianske regerings politik med sprøjtning af afgrøderne og afpresning, fordi de små landbrugeres produktion i Colombia er kædens svageste led,” sagde han. Disse små landbrugere, hvis gårde og kroppe vil blive gennemtrængt af giftige kemikalier, er ikke Duque-regeringens hovedinteresse.

 

Det vigtigste element er de store colombianske narkokarteller, der smugler stofferne gennem Mexico og Centralamerika til Nordamerika, narko-mafiaen i selve USA og forbrugernes enorme efterspørgsel efter sydamerikansk kokain. Ingen af dem står for skud med narkotikapolitikken.

 

”Coca-dyrkerne og deres familier,” sagde Mojica, ”får ikke nogen alternativer i form af finansiel støtte til gengæld for ødelæggelsen af deres afgrøder.” De er uretmæssigt kommet i skudlinjen i krigen.

 

Fredsaftalerne fra Havana i 2016 indeholdt en mekanisme til at hjælpe bønderne med overgangen fra de ulovlige afgrøder. Men som med så meget andet i fredsprocessen er protokollen ikke blevet fulgt; samfund på landet har gentagne gange meldt om tvungen ødelæggelse af afgrøder fra hærens side. Ledere af disse samfund bliver ofte myrdet af paramilitære grupper, kartellerne og en afdeling af de væbnede styrker kendt som den Offentlige Styrke (Fuerza Pública).

 

Militærinvasion

Mojica siger, at USA og Duque-regeringen bruger spørgsmålet om narkotika til at fremme et program for regimeskifte i Venezuela. Sagen er så alvorlig, at den colombianske regering har tilladt amerikanske tropper at komme ind i landet – både på den caribiske kyst og på grænsen mellem Venezuela og Colombia, som f.eks. området Catatumbo. ”Vi tror at de forbereder en invasion af landtropper derfra,” siger Mojica.

 

Faktisk har USA sendt en flådestyrke til Caribien, og de har tropper der er klar til at samles ved grænsen mellem Venezuela og Colombia. Det er en højspændt situation, og risikoen for at militære manøvrer bliver til krig er overhængende.

 

Mojica siger, at præsident Duque ”har forbrudt sig mod den nationale suverænitet og fuldstændig ignoreret Senatet.”

 

Colombia afviser det

Som Mojica påpeger, har Senatet været tydelig i modstanden mod at bruge colombiansk territorium til at destabilisere Venezuela. I april skrev en gruppe colombianske kongresmedlemmer et åbent brev til Duque, hvor de sagde, at deres land ikke må deltage i et regimeskifte i Venezuela. Hvis Duque vil følge sådan en kurs, bliver han nødt til at søge Kongressens tilladelse.

 

Mojica fortalte os, at de colombianske sociale bevægelser ”fuldstændig afviser” Trumps dagsorden. ”Vi er ikke USA’s baggård,” sagde han, og derfor er vi heller ikke deres dørmåtte. ”Vi går ikke ind for deres politik mod narkotika; vi støtter ikke deres politik for udplyndring af vores naturressourcer og miljø.”

 

20. april 2020. Oversat fra The Bullet af Poul Bjørn Berg

Artiklen er produceret af Globetrotter, et projekt under ’the Independent Media Institute’.

 

  • Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er forfatter til Red Star Over the Third World (LeftWord, 2017) og chefredaktør af LeftWord Books.
  • Paola Estrada sidder i sekretariatet for ’the International Peoples Assembly’ og er medlem af den brasilianske sektion af ALBA-bevægelsen (Continental Coordination of Social Movements toward the Bolivarian Alliance for the Peoples of Our America)
  • Ana Maldonado er medlem af Frente Francisco de Miranda (Venezuela).
  • Zoe PC er journalist ved ’Peoples Dispatch’ og skriver om folkelige bevægelser i Latinamerika. Hun er også tilknyttet ’Congreso de los Pueblos’ i Colombia.
single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com