Den 28. april 2021 markerede en ny fase i historien om mobilisering og sociale protester i Colombia. Den nationale strejke, indkaldt af de faglige landsorganisationer, endte med at blive et stort folkeligt oprør.

af Movimiento Ecosocialista de Colombia

Samme dag var der i de vigtigste byer mobiliseringer blandt arbejdere, folk i den uformelle sektor, studerende, beboerorganisationer, kvinder og indfødte og afro-samfund – et mangfoldigt og bredt socialt udtryk for et desperat folk, som er udfordret af ​​årtier med nyliberal politik, og som blev overladt til sig selv under pandemien. Dette folkelige oprør ligger i forlængelse af mobiliseringen i de store byer den 21. november 2019, men denne gang var også mindre byer og landdistrikter med. Der var gadeprotester i 600 kommuner, og antallet af demonstranter nåede cirka fem millioner mennesker.

 

Enhedslistens Internationale Udvalg inviterer til oplæg om situationen i Colombia med Nina Lendal & Christine Lundgaard

Tirsdag den 1. juni kl, 20:00

Den sidste måned har Colombia stået midt i en kæmpemæssig strejke, som har rystet verden og tvunget Colombias regering til at trække en forhadt skattereform tilbage. Svaret fra politi og militær har været ekstremt voldeligt med mange døde og sårede til følge.

– Velkomst v. Christian Juhl, MF

– Oplæg v. Nina Lendal fra Enhedslistens Colombia-gruppe – er i Colombia og fortæller direkte fra protesterne, og om det håb om forandring, der også vokser ud af protesterne og venstrefløjens samlingsprojekt op til valget i 2022.

– Christine Lundgaard fortæller om solidaritetsarbejdet i Enhedslistens Colombia-gruppe.

Mødet foregår på zoom og er åbent for alle. Deltag og del

ZOOM: https://enhedslisten.zoom.us/j/94498388018…

Møde ID: 944 9838 8018 /// Adgangskode: 518016

Facebook: https://fb.me/e/PN6fPiP4

Denne massive protest har allerede opnået resultater. Tilbagetrækningen af ​​skattereformen, et farvel til finansminister Alberto Carrasquillas og hans økonomiske team, kansler Claudia Blums fratræden, lammelse af de sundheds-, pensions- og beskæftigelsesreformer i Kongressen, som er en del af Duque-regeringens “paquetazo”, som risikovurderingsbureauerne og Valutafonden har krævet.

 

Disse resultater er opnået på trods af den hidtil usete indsættelse af politi og militær i det land, som Iván Duques regering har beordret mod den sociale mobilisering. Konsekvensen af ​​dette krigeriske svar på borgerprotesterne har været 50 myrdede, 400 forsvindinger, hundredvis af sårede og snesevis af seksuelt misbrugte kvinder, som i sagen om den 17-årige Alisson Meléndez, voldtaget i en URI- øjeblikkelig reaktionsenhed i Popayán, førte til hendes tragiske beslutning om at begå selvmord. Dette svar kommer fra ESMAD [Escuadrón Móvil Antidisturbios, uropolitiet, o.a.], politiet, hæren og bevæbnede civile. I Cali omfattede undertrykkelsen brug af ​​angrebsvåben, granater og gas mod demonstranterne og de omkringliggende kvarterer eller boligenheder og endda maskingevær fra militære helikoptere, som det skete i Siloé.

 

I udkanten af ​​Buga, på den panamerikanske motorvej blev der også brugt luftbårne militære enheder, og ESMAD omringede nærliggende kvarterer, som blev angrebet med gas og eksplosive våben. I Popayán har det militaristiske svar på det folkelige oprør mod politiets overgreb allerede kostet en studerende livet, samt flere savnede og sårede. Der er sket noget lignende i Yumbo. Disse militære “operationsteatre” blev godkendt personligt og direkte af præsident Iván Duque, den øverstbefalende for de væbnede styrker Eduardo Zapateiro, generaldirektøren for politiet Jorge Luis Vargas. Hertil kommer ansvaret hos de lokale borgmestre, der har overladt kontrol med den “offentlige orden” i byerne uden så meget som en diskussion. Alle er ansvarlige for folkedrab og terrorisme mod folket og skal retsforfølges som sådan ved Den Internationale Straffedomstol og de internationale organisationer, der er oprettet til dette formål.

 

Denne militaristiske barbarisme bekræfter, at vi er vidne til sammenbruddet af den såkaldte “Rule of Law” og bekræfter, at der er en uhyggelig adskillelse mellem institutionerne i et usikkert repræsentativt demokrati og de sociale krav hos flertallet af colombianerne.

 

Den systematiske og programmerede anvendelse af statsterrorisme viser også krisen i en perifer kapitalisme i et land, der er forbundet med den værste økonomiske krise i kapitalismens historie og forværret af Covid-19-pandemien. Vi er nået til en blindgyde for en stat og eliter, der ikke er i stand til at imødekomme befolkningens mest basale behov nu og på mellemlangt og langt sigt.

 

Det sociale udbrud gik ud over de klassiske former for folkelig mobilisering, for eksempel med de indfødtes “minga” [quechua for ”kollektiv arbejdsaktion, o.a.] i Cali og blokader og selvforsvar (barrikader) i byerne som nøglepunkter for en gedigen national strejke.

 

Det var unge aktivister, der stod forrest i blokaderne i den såkaldte ”frontlinje”. De protesterer, fordi den nyliberalistiske politik har marginaliseret dem, de mangler mangler sundhed, uddannelse og arbejde og er forenet i håbløshed. De tror ikke på konventionelle institutioner eller på politiske partier, hverken på venstre- eller højrefløjen.

 

De er organiseret “fra neden” i langtrukne processer på grundlag af kravene fra gadens modstand. De afviser at udnævne ledere, går ind for en flad struktur i beslutningsprocessen og har fået stor social legitimitet i de kvarterer, hvor de er aktive og organiserer folkemøder. Disse blokader i byerne udgør, ifølge offentlige erklæringer fra ærkebiskoppen i Cali, Darío Monsalve, “næsten den eneste måde, hvorpå strejkeaktivister kan blive hørt …”og opstod også som svar på de væbnede styrkers belejring af byerne.

 

Der er startet en diskussion om, hvorvidt blokaderne skal opretholdes. Baggrunden for dette er, at protesterne begyndte for mere end to uger siden, og at blokaderne ifølge regeringen, forretningsmænd og lokale købmænd er ansvarlige for manglen på grundlæggende fornødenheder og brændstof, til trods for, at demonstranterne har åbnet ”humanitære korridorer”. I forhold til dette mener vi, at ingen beslutninger skal træffes, før der ligger en garanti for, at ingen af de ledende i blokaderne skal retsforfølges eller kriminaliseres, og at dette skal overvåges af menneskerettigheds-organisationer og, så vidt muligt, en international aftale og med en eksplicit indrømmelse fra den nationale regering og lokale ledere omkring deres krav. Det, der er sket i Cali efter de fejlslagne forhandlinger formidlet af borgmesterkontoret står i modsætning til det, vi finder nødvendigt for at nå en løsning på den aktuelle situation. De lokale ledere, som deltog i mødet, blev udpeget og sat i husarrest af politiet, hvor de venter på at blive retsforfulgt.

 

Med hensyn til den politiske beslutning i forhold til blokaderne mener vi, at det skal besluttes af dem, der har organiseret dem som en form for legitim modstand, det vil sige medlemmerne af frontlinjerne og den nærmeste logistiske støtte. Det er dem, der har ført an i gadekampene og har betalt med døde, sårede og savnede – det er dem, der har den moralske autoritet til at træffe denne beslutning. Det samme skal siges om vejspærringer udført af transportører og bønder.

 

De gigantiske demonstrationer, som vi har været vidne til i Ibagué, Neiva og Bogotá de seneste dage, og de sociale organisationer, der har tilsluttet sig, såsom transportører over hele landet og kokaproducenter i sydvest, bekræfter, at dette folkelige oprør vokser i styrke, og derfor tror vi tror, at den afgørende faktor er åbningen #fra neden” af politiske alternativer til krisen i den perifere kapitalisme her i landet.

 

Det viser, at selvorganisering og direkte demokrati udtrykt i forskellige former for modstand bidrager til konsolidering af en “parallel institutionel ramme”, der går ud over de snævre grænser for repræsentativt demokrati. Denne opstand gik ud over det traditionelle billede, hvor det er fagforeningerne og den officielle nationale strejkeledelse, der repræsenterer dem, der protesterer, og blev en bekræftelse på, at deres snævre protestaktion ikke svarer til kravene fra de brede folkelige masser. Den 1. maj var der dramatiske beviser for dette. Mens politiets brutalitet under gadekampene allerede havde forårsaget dødsfald og forsvindinger, opfordrede de faglige forbund til en fejring af arbejdernes dag med et “virtuelt optog”. Mistilliden, som mange lokale, folkelige ledere føler i forhold til de forhandlinger, som strejkeudvalget forsøger at få noget ud af, stammer fra denne virkelighed.

 

Det folkelige oprør demonstrerer også en manglende evne i Kongressen og de politiske partier, der sidder fast i korruption og forpligtelser over for storkapitalister, tilsynsmyndigheder og Højesteret. Alle har de spillet rollen som medskyldige i lyset af den militaristiske barbarisme, som vi i øjeblikket er vidne til. Af denne grund er der opstået en institutionel krise, der kan ende med præsident Duques afgang. Begivenhederne i den nærmeste fremtid og udviklingen af styrkeforholdet, vil afgøre, om det er muligt at realisere denne mulighed, hvilket ville være et reelt slag for det neoliberale og militaristiske politiske regime. Vi er enige i, at det er nødvendigt fra nu af at rejse dette krav, eftersom det med stigende styrke er blevet ført frem af de politiske og sociale organisationer. Ignorerer man denne mulighed med den begrundelse, at det ville frembringe et “institutionelt tomrum”, som vil resultere i, at vicepræsidenten eller Kongressens formand – som angiveligt er værre end Duque – overtager posten, så fritager man Duque for det politiske ansvar for kollektivt mord mod forsvarsløse mennesker, som leder af de væbnede styrker. Det samme gælder den begrundelse, at det er nødvendigt at “forsvare Duque fra uribismen” [opkaldt efter Álvaro Uribe, præsident 2002 to 2010]. Man starter også fra den forkerte antagelse, at en skærpet institutionel krise, hvor en folkelig protestbølge fører til fjernelsen af en reaktionær regering a la Duque – noget hidtil uset i landets historie – kun vil kunne løses inden for rammerne af den samme institutionelle ramme, der er ved at kollapse.

 

Tværtimod mener vi, at en folkelig triumf af denne karakter ville åbne store muligheder for folkets uafhængige politiske aktivitet og åbne vejen for indkaldelse af en grundlovgivende og folkelig forsamling. Det ville være den bedste måde til at isolere og besejre den politiske reaktion og kupmagerne på et tidspunkt, hvor der er enorm folkelig solidaritet på internationalt plan.

 

De sociale og folkelige ledere har også lagt vægt på følgende økonomiske og sociale krav, som vi støtter, og som kan danne en akut minimumsplatform i lyset af den forarmelse, som millioner af colombianere er blevet udsat for på grund af den neoliberale politik, der fortsat gennemføres af Duques regering:

 

• Retsforfølgelse og straf til de ansvarlige for mord og forsvindinger, der opstod under militariseringen af ​​den sociale protest. Straf til de ansvarlige for voldtægt af kvinder. Afmontering af ESMAD og omdannelse af politiet til et civilt organ under regeringen.

• Stop mordet og massakrerne på sociale ledere. Ja til at fremme en humanitær aftale med alle de væbnede grupper fra nu af for at finde en vej ud af konflikten, der skal afsluttes ved forhandlingsborde, der er tilpasset hver gruppes karakteristika.

• En basisindkomst for ledige og alle i den uformelle sektor. For at nå dette mål er det nødvendigt at suspendere afbetalingen af den offentlige gæld, der i øjeblikket udgør 63 procent af bruttonationalproduktet, og gennemføre en demokratisk og progressiv skattereform, der indfører en formueskat på de rige og superrige, og som ikke er fradragsberettiget fra indkomstskatten; beskatning af aktieudbytte og arv samt fjernelse af skattefritagelser for store virksomheder og den finansielle sektor. Opfyldelse af fredsaftalerne, især med hensyn til frivillig udskiftning af afgrøder og gennemførelse af kollektive projekter, der forbedrer levestandarden for bønder og de indfødte samfund, baseret på fødevaresuverænitet.

• Et beskæftigelsesprogram for unge, udvidelse af støtten til studerende på de offentlige universiteter.

• Ned med Iván Duques folkedrabsregering!

• For en alternativ løsning på den nuværende krise: En grundlovgivende folkeforsamling!

 

18. maj 2021

 

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com