Valget til Chiles grundlovgivende forsamling viser et massivt folkeligt ønske om virkelige socialpolitiske forandringer og - hvad der er helt afgørende - leverer midlerne til at opnå dem. 

af Victor Figueroa Clark

Valgene til den grundlovgivende forsamling, som har fået til opgave at skrive en ny forfatning for Chile, har kastet et resultat af sig, som ingen havde ventet. Venstrefløjen gik splittet ind i valgkapagnen på flere forskellige lister. Højrefløjen var forenet under et fælles banner, mens partierne i den socialliberale Concertación (Koalitionen af Partier for Demokrati] stillede op under et andet.

 

Af de 155 pladser forudsagde meningsmålingerne, at Concertación ville få 45 og den højreorienterede koalition, ”Vamos por Chile” mellem 56 og 60 pladser. En regeringstalsmand sagde: ”Vi vinder 3-0. Vi får flest stemmer, flest valgkredse og får over en tredjedel [af pladserne i forsamlingen].

 

Men hybris ramte dem, og resultatet har uden at overdrive været et politisk jordskælv. Concertación fik 25 pladser i stedet for 45, og kristendemokraterne (Chiles største politiske parti siden 1960) blev praktisk talt udraderet. Kun to medlemmer af rådet blev valgt på deres liste, og kun én af dem er medlem af partiet.

 

Den højreorienterede liste fik 37 pladser, hvilket ikke er nok til at blokere et flertal. Det kræver nemlig to-tredjedels flertal at få noget gennemført. Selv hvis midterfløjen og højrefløjen stemmer det samme, kan de ikke skrabe stemmer nok sammen til at udgøre en tredjedel af forsamlingen. Deres historiske greb om Chiles politiske liv er brudt for første gang siden 1970.

 

Venstrefløjen triumferer

Den største vinder var den uafhængige liste, som i alt fik næsten 60 procent af stemmerne. Størstedelen af dem er venstreorienterede – heriblandt de 27 medlemmer fra ”Folkets Liste”.

 

Ved det samtidige valg af guvernører, borgmestre og byrådsmedlemmer var resultaterne igen en triumf for venstrefløjen, som stillede op i løse alliancer i mange områder af landet.

 

Frente Amplio gjorde det godt, og vandt i Valparaiso, Viña del Mar og i valgkredsen Ñuñoa i hovedstaden Santiago, i alt 12 borgmestre og 16 pladser i den grundlovgivende forsamling.

 

Kommunisterne er vendt tilbage som et parti med en reel national betydning med næsten 10 procent af byrådspladserne over hele landet, og de har også vundet syv borgmesterkontorer – inklusiv borgmesterposten i Santiago – og dermed vist, at de nu kan tiltrække stemmer fra et stort antal ikke-kommunister.

 

Daniel Jadue, den populære kommunistiske borgmester i Recoleta i Santiago, vandt et jordskredsflertal på 64 procent og fik næsten tre gange så mange stemmer som sin nærmeste rival. Nu står han godt i meningsmålingerne som præsidentkandidat til valget i november.

 

Som kronen på værket har kommunistpartiet fået syv medlemmer i den grundlovgivende forsamling og ni medlemmer i parlamentet. Partiet som blev udraderet af Pinochet og kæmpede så hårdt for demokratiet blot for at blive udelukket fra de politiske institutioner i 20 år, nyder helt fortjent deres comeback.

 

Sejren for de tre venstreorienterede gruppers (Folkets Liste, Frente Amplio og kommunistpartiet) peger mod fremkomsten af en ny dominerende pol i chilensk politik.

 

Afslutningen på en æra?

Kommentatorer kalder det for afslutningen på en æra. Concertacións alliance er død, kristendemokraternes præsident har trukket sig. Socialisterne er i panik – de ved, at det politiske centrum er flyttet til venstre, men er det i deres natur efter så mange år ved magten at flytte med? Selv om det gør ondt at blive juniorpartner i en ny koalition, er deres 16 pladser i den grundlovgivende forsamling så nok til at sikre deres fortsatte relevans? I fremtiden får venstrefløjen måske brug for deres stemmer i forsamlingen, men de får aldrig brug for at blive forbundet med deres fortid.

 

Det er vigtigt at forstå, at alle elementer af det chilenske system som nedarvet fra Pinochet, og vedligeholdt af ”Concertación” – dets økonomi, institutioner, stat og demokratiske mekanismer – i dag ligger i ruiner. Som en analytiker har formuleret det: ”Der er ikke nogen insitutionalitet at forsvare”.

 

Så på trods af de begrænsninger, der ligger i artikel 135 giver – at en tredjedel af forsamlingen kan nedlægge veto mod alle forslag, at forfatningen skal respektere Chiles demokratiske status, og at den ikke kan afskaffe frihandelsaftaler – så gør valgresultatet det muligt at gennemføre de omfattende forandringer, som samfundet kræver. Det vil sige, at der ligger en blank tavle forude.

 

Chilenerne må nu begynde at forestille sig den stat og de strukturer, som de ønsker at puste liv i.

 

“Chile vil blive neoliberalismens gravsted” er et omkvæd, man ofte har hørt siden oktober 2019, men neoliberalismen er ikke bare et sæt institutioner. Det er også et sæt atomiserende og individualistiske sociale og kulturelle normer, støttet af en lang række ikke-statslige og kvasi-statslige organisationer.

 

Høje forventninger

Chile har nu chancen for at begrave neoliberalismen fuldkommen, men det colombianske eksempel viser, at en god forfatning kun udgør en del af ligningen. I Colombia er der masser af rettigheder, men der var meget lidt nytænkning og få mekanismer, som folk kan bruge til at udøve magt eller effektiv kontrol.

 

Colombia oplever i dag fremkomsten af en folkelig protestbevægelse, der lugter lidt af den, der var i Chile i 2019 – indtil videre med 43 døde, ifølge lokale menneskerettighedsgrupper. Så hvordan kan Chile undgå en lignende skæbne?

 

Sagen er, at selv om chilenerne er fuldstændig klare på, hvad de ikke vil have, så er de mindre klare i mælet om, hvad de gerne vil have.  Kollapset af den eksisterende orden har skabt et vakuum. Der er store forventninger til sociale forandringer.

 

Den mulighed, Chile står med over de næste ni måneder, er enorm – ligesom udfordringens størrelse. Sidst, den forfatningsmæssige og sociale orden var i en sådan tilstand, var i 1920’erne. Men det var et andet århundrede og en anden verden.

 

I dag viser militæret kun ringe appetit på at blande sig i politik (selv om den Øverste Kommando i marts i år udsendte et brev, der fordømte folks hærværk på statuen af general Baquedano som ”anti-chilensk”), og afskaffelsen af den urimelige støtte, som Pinochet garanterede dem, vil helt sikkert gøre ondt.

 

Som et tegn på de forandringer, der er i vente, bygger den grundlovgivende forsamling på en ligelig kønsfordeling og inkluderer 17 repræsentanter far Chiles oprindelige folk, som aldrig før har haft nogen grundlovssikret repræsentation – og ønsket om fremskridt er stærkt nok repræsenteret til at sikre væsentlige reformer.

 

Bred konsensus

Der er bred konsensus på visse emner indenfor den folkelige bevægelse og venstrefløjen i forsamlingen: kønsmæssig ligestilling, genopbygning af staten som en ”social”- eller velfærdsstat med rettigheder til bolig, uddannelse, sundhed, såvel som rettigheder og en vis autonomi  og sproglig anerkendelse af de oprindelige folk, et opgør med de privatiserede pensionssystemer, større indflydelse for folkelige bevægelser, en bredere og dybere forståelse af sociale (inklusiv seksuelle) rettigheder, et genopbygget offentligt uddannelsessystem og afskaffelse af de profit-skabende universiteter, sammen med meget større beskyttelse af miljøet.

 

Men hvordan opbygger man det på grundlag af et af de mest ulige samfund på planeten, hvor nogle få elite-familier kører hele samfundet, og hvor militæret og politiet fungerer som en privilegeret kaste?

 

I hele samfundet er der en forventning om, at dem, der er blevet lemlæstet, tortureret, dræbt og fængslet under protesterne, vil få retfærdighed. Men hvad med fortiden? Hvad med de mapuche (indfødte), der er blevet dræbt inden for de seneste år, hvad med arven fra diktaturet? Hvad med præsident Sebastián Piñeras rigdom og andre som ham, der blev rige under brandudsalget på offentlige rigdomme under diktaturet? Hvor vil forsamlingen mon trække stregen i sandet?

 

Vision

At omdefinere statens rolle vil rejse spørgsmål om finansiering. Uden tilstrækkelige ressourcer vil staten ikke kunne leve op til sine forpligtelser eller implementere de nødvendige forandringer, om de så havde viljen. Det rejser så spørgsmålet om kontrollen over naturressourcerne, som kan være i konflikt med de forpligtelser, der er indgået i frihandelsaftalerne.

 

Manuel Cabieses, en anerkendt politisk analytiker, skriver, at alt dette kræver en vision med samme transformative kraft som den, der eksisterede i 1970, da Salvador Allende blev valgt. Og der er ingen tvivl om, at der er en stor appetit på sådan en vision.

 

Nogle af elitens medlemmer er klar over, at de er nødt til at sadle om, hvis de skal redde grundlaget for deres privilegier. Repræsentanter for det liberal-konservative Renovación Nacional taler om et samarbejde mellem arbejdere og virksomhedsledelsen. Og på venstrefløjen findes der tendenser, som ser løsningen i en mere inkluderende kapitalisme.

 

Gabriel Boric, den tidligere studenterleder, som præsidentkandidat for Frente Amplio, har formuleret idéen om arbejderrepræsentanter i virksomhedsbestyrelser. Historien har vist, at kapitalismen kan gøre mange indrømmelser for at bevare kernen af sit system. Hvis det kan bevare kernen, er det kun et spørgsmål om tid, før situationen kan ændres. Hvad end ønskerne i samfundet er, kan diskussionerne i forsamlingen føre til kompromisser, som kan virker uvæsentlige, men som måske veksler ægte folkelig magt til nogle mere overfladiske forandringer.

 

Spørgsmålet er også, hvilke reformer der ville være nødvendige for virkelig at forankre et nyt system – for kun et nyt system kan for alvor begrave neoliberalismen.

 

Lad os håbe at Chiles nye forfatning åbner dørene for en proces, der langt om længe giver chilenerne mulighed for at træde ud af Pinochets lange skygge og ud i de store, åbne, solbeskinnede boulevarder, hvor et frit folk kan gå, mens de bygger et bedre samfund.

 

27. maj 2021

 

Oversat fra Green Left af Bodil Olsen

[Forkortet fra alborada.net.] Victor Figueroa Clark er med-redaktør på Alborada og er forfatter til: Salvador Allende: Revolutionary Democrat.]

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com