Det har taget generationer at nå hertil, men den 19. juni 2022 blev den første venstreorienterede præsident i Colombia valgt.

af Tom Sullivan

Gustavo Petro vandt i anden runde med 50,4 procent af stemmerne over sin højrefløjsmodstander, Rodolfo Hernandez, som fik 47,6 procent. De traditionelle konservative og centrum-venstrekoalitioner tabte begge i første runde, hvor de fik henholdsvis 24 og 4 procent af stemmerne.

 

Kun 55 procent af vælgerne stemte i første runde og 58 procent i anden runde – så hovedresultatet blev en afvisning af den traditionelle colombianske politiske klasse. Både Petro og Hernandez prøvede at ramme denne stemning ved at profilere sig som anti-establishment.

 

Indtil få uger før første valgrunde var Hernandez en relativt ukendt erhvervsmand og tidligere borgmester. Denne 77-årige herre iscenesatte sig selv som en colombiansk Trump, og har gennem årene opnået en begrænset anerkendelse primært via racistiske og sexistiske kommentarer, såsom at kalde venezuelanske kvinder ”fabrikanter af fattige børn” og at fremstille Adolf Hitler som ”en stor tysk tænker”. Han kørte det meste af sin kampagne over TikTok og undgik medierne. Selv om den bombastiske og konfrontatoriske kampagnestil vandt ham en del opbakning hos dem, der ville have en outsider, så sang han stort set den samme sang som de traditionelle konservative.

 

Petro, derimod, er en tidligere guerillakæmper, der tidligere roste Hugo Chávez og Cubas Fidel Castro. Han skiftede sin guerillauniform ud med et jakkesæt for årtier siden, da han gik ind i politik, blev borgmester i hovedstaden Bogotá, og senere senator på landsplan. I de følgende år genopfandt Petro sig selv som moderat socialdemokrat. Han stillede op på et valggrundlag om overgang fra fossil til grøn energi, højere beskatning af de rigeste colombianere og nedbringelse af ulighed og sult.

 

Petro overtager præsidentembedet fra Ivan Duque, som er fra den konservative koalition Equipo por Colombia (Team for Colombia). Dette er den politiske blok for uribismen, opkaldt efter tidligere præsident Àlvaro Uribe. Den er kendetegnet ved sin konservatisme og voldelige undertrykkelse af sociale bevægelser – tit gennem paramilitære styrker – og gjorde Colombia til et af verdens farligste lande for faglige ledere og sociale aktivister. Alene i løbet af dette års første tre måneder er 52 aktivister blevet myrdet.

 

Fra og med Uribe i 2002 og videre gennem hans efterfølger Juan Manuel Santos, og frem til Duque har uribismen fastholdt præsidentembedet i Colombia i over 20 år. Gennem disse år sikrede den en ekstrem militarisering af landet. Colombia indgik adskillige aftaler med USA om at modtage milliarder af dollars i hjælp, hvoraf det meste gik til undertrykkende statslige styrker. Til gengæld fik USA placeret 7 militærbaser i landet, der nu er Washingtons vigtigste allierede i Latinamerika. Det fungerer som er reaktionært center i regionen, hvorfra USA kan styre sine interventioner.

 

Duque forlader præsidentposten med negative vurderinger fra mere end 70 procent af befolkningen.  En serie sociale massemobiliseringer igennem de sidste fem år har dannet bagtæppet for denne totale afvisning af uribismen og mere generelt den traditionelle politiske klasse. Dee er sat spørgsmålstegn ved selve den colombianske kapitalistiske model.

 

I 2019 og 2021 voksede studenterbevægelser mod regeringens nedskæringer hurtigt til nationale opstande. Den voldelige nedkæmpelse kostede begge gange mange liv, hvilket svækkede regeringen alvorligt.

 

Disse to større opstande markerede et skift i det colombianske samfund i retning af flere protester og aktioner på arbejdspladser i industrien – som der ellers ikke havde været meget af i nyere tid i forhold til andre latinamerikanske lande. Med fredsaftalen i 2016 med Colombias største guerillagruppe FARC – Colombias Revolutionære Væbnede Styrker –  blev der fjernet en afgørende forhindring for udviklingen af sociale bevægelser. Det åbnede nye politiske muligheder for massebevægelser i byområder med større muligheder for deltagelse af arbejderklassen og de studerende.

 

Derfor måtte Petro og hans Pacto Historico (Historisk Pagt) orientere sig mod disse bevægelser. En virkning heraf kan ses i hans valg af vicepræsidentkandidat Francia Márquez. Hun har en lang historie som miljø- og menneskerettighedsaktivist, hun har ikke været valgt til noget embede før, og som afro-colombianer fra en fattig baggrund udtrykker hun en vigtig del af den sociale basis, Petro håbede at kunne appellere til. Det fik mange af dem, der har deltaget i opstandene, til at bakke op om Pacto Historico.

 

Men det er også et faktum, at Petros valgkampagne ikke formåede at inkorporere den store anti-establishment stemning, som disse opstande både har udtrykt og skabt. Den lave valgdeltagelse og de mange stemmer på Hernandez  er klare tegn på dette. Tværtimod så og forstod mange – især unge – colombianere, der havde deltaget i opstandene, at han spillede en demobiliserende rolle.

 

I løbet af 2021-bevægelsen kaldte Petro dem, der protesterede for ’ballademagere’ og opfordrede ved flere lejligheder til at afslutte generalstrejken. Siden bevægelserne i gaderne aftog, har han bevæget sig mod højre og endda tilbudt uribisterne fred ved at sige, at han ønsker dialog med højrefløjen. Trods hans manglende støtte til opstanden, så dele af den ledende klasse valget af Petro som den eneste vej til at få standset den sociale utilfredshed. Det blev udtrykt af den tidligere præsidentkandidat Alejandro Gaviria i maj, da han sagde, at ”det kan være bedre at have en kontrolleret eksplosion med Petro, end at prøve at holde vulkanen i flasken.”

 

Ikke desto mindre er Petros sejr en del af et større skifte mod venstreorienterede, reformistiske regeringer i latinamerikansk politik, der bliver valgt på baggrund af stærke sociale bevægelser, som det for nylig var tilfældet i Chile. Han vil overtage et land i dyb krise. Samfundet er dybt polariseret i en tid, hvor levestandarden styrtdykker som følge af den stigende inflation. Han vil kun møde modstand fra den herskende klasse, som vil sætte sig imod bare det ringeste forsøg på at fordele goderne anderledes. Og eftersom højrefløjspartierne tilsammen sidder på flertallet i Kongressen, vil en hvilken som helst progressiv lovgivning blive sat i stå eller nedstemt, med mindre den har en massebevægelse bag sig.

 

Millioner af unge colombianerne har smagt opstandens frugt. Deres kamplyst og kampånd, der tilføjede uribismen dødsstødet, er den eneste grund til, at Petro vandt valget. Alligevel har de vist – ved at afholde sig fra at stemme snarere end at stemme på ham – at de ikke sætter deres lid til den nye præsident. Disse unge colombianere er den ledende kraft med magt til at ændre landet. Men skal der ske virkelige forandringer, må de sætte sig i spidsen for endnu en opstand, endnu mere militant og organiseret.

 

24. juni 2022

 

Oversat fra Red Flag (Australien) af Anne Haarløv

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com