I den afgørende runde af Chiles præsidentvalg blev den autoritære højrefløj slået af Gabriel Boric, en 36-årig tidligere studenteraktivist.

af Dave Kellaway

Boric under fejringen af valgsejren. Foto: Wikimedia. CC BY-SA 4.0

 

Gabriel Boric vandt over den fascistiske Pinochet-tilhænger José Antonio Kast i den afgørende runde af Chiles præsidentvalg den 19. december. Kæmpe skarer samledes på centrale pladser i de store byer, mens de sang den gamle sang fra Allende-tiden: “El Pueblo unido jamas sera vencido” (Et samlet folk kan aldrig besejres). På trods af en føring på to procentpoint til Kast i førstevalg runde og nogle meningsmålinger der viste tæt løb, vandt Boric med 55 procent af stemmerne mod Kasts 44,5.

 

Stemmeprocenten steg fra 45 til 55 procent mellem de to runder, hvilket tyder på, at Boric formåede at mobilisere folk, som ikke så nogen mening med at deltage første gang. Han vandt to millioner flere stemmer end i første runde og brød traditionen med, at vinderen af første rundes også altid tager anden runde.

 

Det lykkedes Kast at tage de stemmer, som i første runde var gået til Sebastian Sichels mainstream højrefløjskoalition (12,7 procent), ligesom der kom rigtig mange stemmer fra den uafhængige forretningsmand Franco Parisi, der førte hele sin kampagne fra USA. I modsætning til Bolivia bliver der ikke noget juridisk efterspil a la Trump. Både Kast og Sichel har i personlige telefonsamtaler med Boric erkendt deres nederlag.

 

Hvem er Boric?

Som 30-årig har han kun lige akkurat kvalificeret sig til at stille op som præsident. Han bliver den yngste chilenske præsident nogensinde – og den, der har fået flest stemmer. Her er hans første tweet, som er fra sejrsfesten, hvor han lagde ud med at bruge det chilenske mapuche-sprog.

 

“Vi er enhed. Vi er håb. Vi er større, når vi er forenede. Vi står overfor et skifte til en ny historisk æra. Lad os gå fremad… Vi vil ikke bare arbejde indenfor paladsets fire vægge… Folket har taget plads i præsidentpaladset.”

 

I talen gentog han sin opfordring til at blokere en kontroversiel ny kobbermine på grund af dens miljømæssige konsekvenser og brugte nogle af Allendes vendinger.

 

Han stammer fra Punta Arenas-regionen helt mod syd og er søn af forældre med kroatisk og catalansk baggrund. Som jurastuderende i Santiago kastede han sig ud i store studenterdemonstrationer i 2011. Han blev leder af landets studenterbevægelsen og med tiden medlem af parlamentet, som del af en strømning til venstre for de traditionelle reformistiske socialist- og kommunistpartier.

 

Da han blev valgt for anden gang, deltog han i 2019 i masseoprøret mod privatisering af uddannelser, velfærd og pensioner. Den chilenske stat svarede igen med voldelig undertrykkelse – dræbte og sårede hundredvis af demonstranter.

 

En række aktivister gik imod hans rolle i forhandlingerne med præsident Punera om folkeafstemningen om en grundlovgivende forsamling. Der var en splittelse i hans parti. Men venstrefløjen vandt efterfølgende valget til forsamlingen. De fleste progressive delegerede stod uden for de traditionelle reformistiske partier. Sejren i præsidentvalget er en fortsættelse af venstrefløjens fremgang og synes at berettige hans strategi i forhold til folkeafstemningen til den grundlovgivende forsamling.

 

En ny generation

Boric repræsenterer en politisk generation, som er kritisk overfor de super-moderate Concertación-partier (se note) som stod for omstillingen efter Pinochet – inklusiv socialist- og kommunistpartiet. Selv om denne overgang satte en stopper for Pinochets politiske indflydelse og bragte positive demokratiske forandringer med sig, førte den ikke til en udrensning i militæret og ændrede ikke den arbejderfjendske neoliberale økonomiske model.

 

For at blive hele venstrefløjens kandidat, måtte Boric slå kommunistpartiets kandidat ved et primærvalg. Han har været i tæt kontakt med Podemos i Spanien, siden partiet blev dannet.

 

Podemos’ nuværende tilgang i en koalitionsregering med det de spanske socialdemokrater i PSOE afspejles nok i Borics overordnede politik nu. Et positivt aspekt i hans tilgang – i modsætning til visse andre venstreorienterede kræfter i Latinamerika – er, at han tager stærkt afstand fra idéen om en “stærk mand”, som f.eks. i Ortegas undertrykkende regime i Nicaragua.

 

Borics sejr vil forsikre millioner af mennesker om, at det er muligt at vinde flertal for sociale og demokratiske reformer. Den vil styrke moralen hos alle de tusinder af politiske aktivister, der bevægede sig ud i landet for at mobilisere støtte til ham i anden runde. Det progressive flertal i grundlovsforsamlingen har en allieret i præsidenten, der booster venstrefløjen i fremtidige afstemninger om en ny grundlov.

 

Sejren vil have en positiv effekt på hele Latin- og Mellemamerika. Venstreorienterede sejre i Peru, Bolivia og Honduras er gået forud for den i Chile og et ekstremt vigtigt valg er på vej i Brasilien. Her viser meningsmålinger, at Lulu kunne slå Bolsonaro. En ny lyserød bølge er på vej.

 

Udfordringer forude

Stemmetallet var det højeste nogensinde i Chile, men der var stadig 45 procent, der ikke stemte. Så der er stadig millioner, der ikke oplever at have interesse i den politiske proces. Fascisterne og højrefløjen kan stadig mobilisere blandt deres vælgerskare på 45 procent og fiske i havet af sofavælgere.

 

En ekstrem ulighed og fattigdom skæmmer det chilenske samfund. Hvis den nye præsidents reformer ikke seriøst begynder at tackle det, kan de højreorienterede populister stadig vinde nye støtter. Vi har set, hvordan Bolsonaro lykkedes med at få en del af det arbejdende folk til at støtte hans demagogiske idéer. Racisme imod den oprindelige mapuche-mindretal eller migranter fra andre latinamerikanske lande kan blive udnyttet til at opbygge en opposition mod den nye regering.

 

At styre sin egen koalition vil i sig selv blive vanskeligt. Der vil være pres for at moderere hans holdninger og fra den anden side for at radikalisere dem. Hans parti, Social Samling, er ikke homogen. Boric’ egen politiske strømning er i mindretal i parlamentet, og højrefløjen og midterpartierne har støtte nok til at blokere eller forhindre forandringer.

 

Fascisterne fik stadig 45 procent af stemmerne og bliver især bakket op i militæret og politiet. Den kapitalistiske overklasse vil forsvare deres ret til hurtige profitter og lave skatter. Den har rigelige midler til at finansiere mobiliseringer eller provokationer. Hvis Boric gik efter at udfordre kapitalistklassen eller imperialistiske interesser mere radikalt, kunne USA og CIA også spille en rolle i forhold til at underminere regeringen. Historien kunne gentage sig.

 

Boric taler ikke for at omstyrte kapitalismen. Mellem de to runder i valget signalerede han, for at suge flere midterstemmer til sig, at han vil tage lov og orden mere alvorligt og få kontrol med den illegale migration. Ligesom Corbyn har han et socialdemokratisk program, der – hvis det bliver gennemført – vil mindske uligheden og give det arbejdende folk tro på yderligere fremskridt.

 

Dette program repræsenterer dog også – ligesom Corbyns – en udfordring for kapitalens dominans. Kapitalistiske interesser i Chile vil gøre alt, hvad de kan, for at sætte en kæp i hjulet på reformerne. De fascistiske stemmers styrke ved valget giver disse interesser et massivt politisk fundament.

 

Hovedspørgsmålet for Boric’ politiske projekt bliver, om han kan forny og udvikle yderligere på den selvorganisering, vi så i 2019. På den ene side skal han bruge den fulde institutionelle styrke fra den platform, han nu har, til at promovere sin vision om et mere fair og lige samfund. Og hans fokus vil være på at gøre en ende på de værste aspekter af den neoliberale model. Uddannelse og velfærd er i en sørgelig tilstand, og pensionssystemet er privatiseret.

 

På den anden side, for at han kan gennemføre reformer, er folket nødt til at “eje” dem. Boric er nødt til at involvere masserne i at udforme og dernæst forsvare forandringerne. Hvis han overlader det hele til forhandlinger i parlamentet, vil han være sårbar overfor en højreorienteret modoffensiv.

 

Det har allerede været vanskeligheder for uafhængige organisationer, der repræsenterer oprindelige folk, miljøforkæmpere, feminister og forskellige grupper i forbindelse med grundlovsændringen. Forhåbentlig kommer Boric’ sejr til at hjælpe med at overvinde nogle af de problemer, der er med at samle venstrefløjen i et fælles politisk projekt.

 

Ligegyldigt hvilke problemer fremtiden bringer, er der grund til at fejre resultatet sammen med vore brødre og søstre i Chile. Vi kan ære mindet om præsident Allende, sangeren Victor Jaras, den revolutionære leder Miguel Enriques og de 30.000 aktivister, som døde i kampen mod Pinochet. Deres vision – at en anden verden er mulig, lever videre. Leve Chile! Leve Folket!

 

20. december 2021

 

Note:

Concertación de Partidos por la Democracia – også kendt som Concertación – var en sammenslutning af venstrefløjs-, centrum-venstre- og midterpartier, som regerede i Chile gennem fire valgperioder, fra 11. marts 1990 til 11. marts 2010, hvor højrefløjen vandt. Indtil 2013 blev Concertación så den vigtigste opposition. Kommunistpartiet deltog ikke i Concertación.

 

Dave Kellaway er medredaktør af Anti*Capitalist Resistance. Han er medlem af Socialist Resistance og af Labour Party i London-valgkredsen Hackney and Stoke Newington.

 

Oversat fra Anti*Capitalist Resistance af Bodil Olsen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com