Læsetid: 4 minutterLuiza González taler i parlamentet 14. marts 2023. Foto: Foto: Saira Mosquera / Asamblea Nacional. Wikimedia – CC BY-SA 2.0
Omkring kl. 21 efter optællingen af 60 procent af stemmerne, adresserede præsidenten for den Nationale Valgkommission, Diana Atamaint, offentligheden og bekræftede fornemmelsen af, at ecuadorianerne den 15. oktober igen skal til stemmeurnerne til en anden runde for at vælge landets præsident, eftersom ingen kandidater opnåede stemmer nok til at vinde i første omgang.
Med 92,2 procent at stemmerne talt op vandt Luisa González fra det venstreorienterede Borgernes Revolutionsbevægelse (RC) den første runde med 33,31 procent af stemmerne, mens Daniel Noboa fra den højreorienterede Nationaldemokratiske Aktionsalliance (ADN), til manges overraskelse, kom lige under 10 procentpoint efter hende med 23,66 procent. De går nu videre til den anden runde i oktober.
Efter dem kom Christian Zurita Ron med 16,4procent. Zurita er efterfølger til Fernando Villavicencios, som blev myrdet den 9. august på vej væk fra et kampagnemmøde i hovedstaden Quito.
Da vælgerne gik til stemmeurnerne om søndagen, var deres største bekymring den stærkt forøgede kriminalitet, som den nuværende konservative præsident Guillermo Lasso holder narko-bander ansvarlig for, og derudover den skrantende økonomi, som har forårsaget en øget arbejdsløshed og udvandring.
González, som har opbakning fra tidligere præsident Rafael Correas (2007-17), har lovet at adressere sikkerhedskrisen ved at geninvestere i og styrke de institutioner og enheder, der står for sikkerheden, og som hun påstår, at Lasso og eks-præsident Lenin Moreno har udsultet. Hun har også lovet tage fat om de grundlæggende årsager til volden, såsom fattigdom og ulighed. Hun har forpligtet sig til at forøge de offentlige udgifter og genoplive Correas storstilede sociale velfærdsprogrammer og offentlige infrastrukturprojekter.
“Tak, kære Ecuador for denne folkets sejr! Vi fortsætter denne kamp, hvor I allerede har givet os en første sejr, og der kommer en stor og definitiv anden sejr,” sagde Gonzalez.
Noboa, som er søn af den prominente bananhandler og tidligere præsidentkandidat Álvaro Noboa, har lovet at tiltrække flere udenlandske investeringer og har foreslået adskillige tiltag mod korruptionen – inklusiv straffe for skatteunddragelse.
“Tak ecuadorianere, sammen med jer begynder et nyt Ecuador med håbet om fred, sikkerhed og beskæftigelse. Vi er i anden runde, vi er klar til at arbejde og genoprette fred for alle familier,” sagde Noboa.
Ifølge politiske analytikere sætter valgresultatet González i en meget vanskelig position i næste runde. Mange forudsiger, at de fleste af de kandidater, som ikke kom gennem første runde, sandsynligvis vil stille sig på Noboas side i anden runde, ligesom det skete ved valget i 2021, da Lasso slog Andres Arauz i anden runde.
Højreflertal i parlamentet
Borgernes Revolutionære Bevægelse fik en storsejr til parlamentsvalget med 39,37 procent af stemmerne eller 54 mandater. Men højrefløjen vandt alligevel flertallet af parlamentets 137 pladser.
Det højreorienterede Moviemento Construye vandt 20,66 procent af stemmerne (28 mandater), Noboas ADN 14,67 procent (20), det højreorienterede Socialkristelige Parti (PSC) 11, 83 procent (16) og centrum-højrealliancen Acuemos 4,53 procent (6).
Folkeafstemning
Ud over præsident- og parlamentsvalget blev der også gennemført en folkeafstemning om et forbud om olieboringer i Yasuní Nationalpark og udvinding af metaller i Chocó Andino Biosphere Reservatet. I begge tilfælde stemte ecuadorianerne med et overvældende flertal imod udnyttelsen af naturressourcerne.
Med 90 procent af stemmestederne optalt, har seks ud af ti ecuadorianere afvist olieudvinding i Blok 44, som befinder sig i Yasuní-regnskoven – et beskyttet område i Ecuadors Amazonas og en af verdens mest biodiverse regioner. 59 procent af ecuadorianerne stemte for at lade olien blive i jorden i stedet for at udnytte den. Samtidig støttede 68 procent af borgerne et forbud mod udnyttelsen af metaller i professionel skala i Chocó Andino-området nordvest for Quito.
23. august 2023
Oversat fra People’s Dispatch af Bodil Olsen