Den byggeaktivitet, der gik amok efter coronaen, bremses nu af stigende råvarepriser, renter, inflation og mangeltilstande. Det rammer mange offentlige bygge- og anlægsprojekter, der enten reduceres eller udskydes.

af Arne Lund

Prisen på Femern Bælt-tunnellen vil sprænge budgetrammen – men hvad gør det, hvis Folketinget bare bevilger flere penge?

 

Infrastrukturforliget, der blev indgået mellem regeringen og alle partier for et år siden, og som frem til 2035 afsætter 40 mia kr. til skinner og 66 mia til veje, er blevet genstand for politisk uenighed. Enhedslisten, SF og De Radikale har, med situationen i Ukraine in mente, rejst krav om hurtigere udfasning af de fossile brændstoffer, og prioritering af fjernvarme og vedvarende energi, på bekostning af nye veje.

 

Med en inflation på 8 procent, store prisstigninger på byggematerialer, forsinkede leverancer, mangel på arbejdskraft, da frygter de tre partier desuden, at budgetterne ikke kan holde.

 

Beslutningstagere har i årevis beroliget sig selv med, at den lave rente ville fortsætte langt ud i fremtiden. Det vidner om ringe indsigt i, at økonomen i det kapitalistiske samfund bevæger sig i tilbagevendende cykler, hvor opgang afløses af nedgang og krise. Sidst i 90’erne havde vi it-boblen, ti år senere kom finanskrisen, og nu er vi på vej ind i kriser, der er fremkaldt af krig, stormagtsrivalisering, pandemi, klimaforandringer og folkelige protester mod globaliseringen – plus det løse.

 

Naturligvis vil ustabiliteten påvirke Infrastrukturforligets projekter. Alligevel afviser både regeringen, Venstre og anlægsbranchen at genåbne forliget for at ændre prioriteringerne – selvom 59 procent af befolkningen ifølge Mobility Watch ønsker det.

 

Forud for Infrastrukturaftalen igangsatte Velux-fonden undersøgelser af folks ændrede transportmønstre i kølvandet på coronaen. De påviste, at i og med, at mange nu arbejdede hjemme, så påvirkede det også pendlertrafikken. Trafikministeren ville dog ikke vente på undersøgelserne, før infrastrukturforhandlingerne gik i gang.

 

I Trafikministeriets Anlægsstatus for 1. halvår 2022 hedder det blandt andet,”at bygge- og anlægsbranchen er præget af efterdønningerne af coronaen: Stigende priser, høj efterspørgsel og lange leverance-tider …fortsat risiko for, at lokale smitteudbrud kan påvirke forsendelser af materiale og arbejdskraftens mobilitet (fx i Shanghai, der har været lukket i to måneder). Hertil kommer, at priserne i de afgivne bud er markant over det vante. Undersøgelser og projekter videreføres som forudsat, og der vil blive taget stilling, når der er overblik over pris og materialesituation…”

 

Det betyder i praksis, at byggeriet og industrien mangler råvarer og materialer, fx mikrochips og halvledere, og at sanktionerne mod Rusland rammer cirka 20 procent af den danske import af jern, stål og træ fra Rusland. Priserne på brændstof, jern og stål er steget med 65 procent, aluminium med 31 procent. Samtidig er der udsigt til nye stigninger, viser en ny analyse fra SMV-Danmark, der organiserer mindre virksomheder.

 

Alt dette burde give beslutningstagerne anledning til at reflektere over, hvorvidt den glubende appetit på byggeri af enhver slags, er holdbar. Et er, at alle store anlægsprojekter har modgang, enten som forsinkelser eller som budgetoverskridelser, eller begge dele. Det, der adskiller den aktuelle situation, er kombinationen af stærkt stigende priser, manglende leverancer, en boomende byggelyst og en række globale kriser, der bliver stedse tydeligere.

 

Sand – et globalt problem

Videnskab.dk skrev den 29.11.2007, hvordan udnyttelsen af sand bidrager til klima- og miljøkrisen. “Det er ikke nok, at der bygges grønt og bæredygtigt; der skal bygges langt mindre.”

 

Sand, der er en vigtig ingrediens i beton, glas, elektronik, veje mv., hører til de ressourcer, der udvindes mest af på globalt plan. Det skaber mangel i mange samfund og fremmer voldelige konflikter. Nogle landes udvindingsforbud har gjort sand til en global handelsvare med en hastigt stigende værdi. Og hvor der er penge at tjene, der søger kriminelle hen, bl.a. i Italien og Indien.

 

Konsekvenserne kan mærkes i fattige regioner, hvor sandudvinding ændrer vådområdernes øko- systemer, forårsager erosion og har negativ effekt på flora og fauna. Strande og vådområder beskytter mod havet og øget erosion. Sandudvindingen gør disse samfund mere sårbare over for oversvømmelser og stormflod.

 

Her til lands ser det heller ikke for godt ud. Mens dumpningen af blævret slam i Køge Bugt fik en del opmærksomhed, så har der ikke været fokus på sandsugningen samme steds, heller ikke selv om der indvindes tre gange så meget sand og grus, som der dumpes slam.

 

Byggematerialer “støvsuges” i de indre farvande, og det går bl.a. ud over tidligere fiskerige farvande, som Køge Bugt og Jyske Rev ved Thyborøn. Med Miljøstyrelsens accept fjerner gigantiske sugerør den øverste halve meter af havbunden i et 18 km langt bælte.

 

Firmaerne suger sand, hvor det er letteste at komme til, så tæt på byggepladsen som muligt. Hver gang der skal køres ekstra 40 km efter byggematerialer øges anlægsomkostningerne med 1 procent.

 

Årligt indvindes ca. 10 mio. m3 sand og grus fra havbunden. Halvdelen bruges til kystsikring, resten til beton, bygninger og veje. Indvindingen fra havet giver 10 procent, 90 procent fra land. Sjællandske grusgrave vil ifølge Region Sjælland være udtømt i 2032, og hvis ikke der må suges sand i havet – sådan som det foreløbig er tilfældet i en del af Øresund – så er der ingen oplagte alternativer.

 

Fremover burde Folketinget forpligtes til, når der vedtager byggeprojekter, at skabe sikkerhed for, at materialerne indvindes, hvor det ikke påfører miljøet skader.

 

Større anlægsprojekter med usikker økonomi

Et projekt, der kan få alvorlige problemer hvis krigen i Ukraine bliver langvarig, er Femern Bælt-tunnellen, hvor der skal bruges 360.000 tons armeringsstål. Sanktionerne har mindsket udbuddet af stål og presset de i forvejen høje råvarepriser og forsyninger endnu mere i vejret.

 

I selskabets årsrapport fra 2021 hedder det, at stigende priser på især stål, beton og energi vil påvirke størrelsen af investeringerne, og at Femern A/S skal betale mere end planlagt. Alligevel forventes det. “at man kan holde de samlede udgifter indenfor budgettet.”

 

Når projektet er særlig sårbart overfor inflation, stigende renter og råvarepriser, så skyldes det dels den 7-8 årige anlægsperiode, og dels at byggeriet baserer sig på en rente på næsten 0 i hele anlægsperioden. Med en inflation på 8 procent burde Folketinget kræve fornyet gennemgang af budgetterne, for inflation og renter hænger sammen. Også de statsgaranterede lån, som Femern har optaget, påvirkes af stigende renter. Men Femern A/S er ligeglad med, om budgettet vælter. Uanset hvad, så ved selskabet, at hver gang de beder Folketinget om flere penge, så får de dem.

 

Andre større anlægsprojekter, der påvirkes af prisstigninger, materialemangel mv. er Lynetten, hvor anlæg af den yderste omkreds overskrider budgettet med over 50 procent Trafikminister Trine Bramsen prisværdige stop for klapning af havneslam i Køge Bugt udskyder projektet med ét år, måske mere, samt fordyrer det med nogle hundrede millioner kroner.

 

10 af 12 sygehusbyggerier i Region Hovedstaden er forsinkede. Dels som følge af alt for stramme budgetter, endeløse diskussioner om, hvor der kan spares, kassetænkning mellem staten og regionerne og senest de høje priser på byggematerialer.

 

Den nedslidte Østbane på Stevns var lukningstruet. Region Sjælland havde ikke en halv mia kr. til at renovere banen. VKLA-regeringen ville nedlægge den og indsætter busser. Det skete ikke, men har dog forsinket renoveringen, hvor prisen nu er steget til 1,1 mia. kr. på blot 5 år.

 

Den nye Storstrømsbro og Sydhavnsmetroen blev forsinket af coronaens rejserestriktioner for de mange udenlandske ansatte, samt den lange leveringstid på materialer. Efterfølgende har entreprenørerne ansat flere, hvilket fordyrer projekterne. Vejdirektoratet vurderer, at der vil være brug for merbevillinger til Storstrømsbroen, og at entreprenører vil rejse voldgiftssager med krav om øget betaling. På Sydhavnsmetroen er det allerede sket, og yderligere krav ventes.

 

Også kystsikringen rammes af stigende anlægspriser. Her er problemet, ud over hvilke tekniske løsninger der skal vælges, også kassetænkningen. Udgifterne er for store for de enkelte grund- og lodsejere. Kommunerne har ikke råd og støder desuden mod anlægsloftet. Det tog over ti år, fra Bodil ramte Jyllinge Nord, til staten forstod, at kyst- og klimasikring, som anden offentlig forsyning og infrastruktur, er et samfundsansvar.

 

Skiftende politiske tilkendegivelser samt de ændringer, som diverse styrelser foretager, mens et projekt er undervejs, bidrager til, at projekterne forsinkes og fordyres – ændringer, der ofte mere handler om politiske markeringer, frem for hvad der fx gavner togtrafikken. Et eksempel herpå er opgraderingen af banen Hobro-Ålborg fra 120 km/t til 160 eller 200 km/t. Smøleriet varede 7 år og ende med lidt af hvert. Det tekniske kunne være klaret på et halvt år.

 

Og sådan forholder det sig med flere af de ovennævnte større anlægsprojekter. Nok er det ikke muligt at planlægge sig ud af alt, for der er udefra kommende faktorer, som det enkelte lands beslutningstagere ofte ingen indflydelse har på. Coronaen er et eksempel på en hændelse, der fik et forløb og omfang, fordi den ramte samfund, der på forhånd havde udelukket, at den slags kunne ske her, og derfor heller ikke havde noget beredskab – materielt som mentalt.

 

Det er derfor problematisk, at nogle af de erfaringer, der kan drages ud af coronakrisen, ikke indgår i planlægningen af (her) Infrastrukturaftalen, nemlig om den ændrede pendleradfærd, og at beslutningstagerne derfor fortsætter med at bygge veje, som om intet var hændt.

 

Også kommunerne rammes

Færdiggørelsen af plejehjemmet Sølund i København udskydes på ubestemt tid som følge af økonomiske ekstrakrav, der langt overstiger det fastsatte rammebeløb.

 

Aarhus Kommune har sat 27 projekter i bero på grund af prisstigninger på 30 procent på materialer. Og foreløbig følger Køge, Holbæk og Vesthimmerland trop.

 

Aftalen mellem staten og KL om næste års økonomi tvinger kommunerne til at nedsætte anlægsaktiviteterne. Wammen anfører, at det er for at undgå en overophedning af økonomien og holde inflationen i ave.

 

Aftalen vil utvivlsomt tvinge mange kommuner til at opgive eller udskyde gode og nødvendige anlægsprojekter. Men den kunne også give anledning til at overveje, om der er projekter, som burde droppes – for eksempel af hensyn til klimabeslastningen.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com